Kopi af en kone
Er du sikker på, at det ikke bliver for trangt for dig? spurgte Lise, mens hun stod i entreen med tasken over skulderen og et lidt forlegent smil, som Mette aldrig før havde set hos hende. Jeg ved godt, det er besværligt. Jeg forstår det godt.
Lise, hold nu op. Kom nu bare ind sagde Mette og trådte til side, mens hun holdt døren for hende. Der er et ledigt værelse, Anders har intet imod det. Det skal nok gå.
Anders har intet imod det, gentog Lise, og der lå noget mærkeligt i hendes stemme. Ikke sarkasme. Snarere forundring. Som om netop intet imod det pludselig havde fået betydning.
Han har sjældent noget imod noget, sagde Mette, mens hun allerede var på vej mod køkkenet. Tag skoene af. Tøflerne står til venstre.
Sådan begyndte det hele.
Mette er tooghalvtreds år, Lise, hendes gamle veninde fra studietiden, énoghalvtreds. De har ikke set hinanden rigtigt i fem år; de har ringet, drukket kaffe i byen, og Mette har altid tænkt, at hun kendte Lise godt. Godt nok til at åbne døren for hende uden tøven. Lise er blevet skilt, lejligheden hun boede i, var blevet opsagt, papirarbejdet trak ud. Der var brug for et sted i nogle uger, højst en måned, til at komme på benene igen.
De bor i Roskilde ikke stor, ikke lille by, hvor ingen kvarterer adskiller sig helt fra hinanden, og i supermarkedet genkender ekspedienterne de faste kunder bare på stemmen. Mette har en treværelses på tredje sal med vinduer mod et stille vejkryds. Hendes mand, Anders, arbejder i et større entreprenørfirma, ikke fremme i rampelyset, men med en god stilling. Mette underviser i erhvervsøkonomi på teknisk skole. Treogtyve år sammen. Datteren er for længst flyttet hjemmefra. Hjemmet er rummeligt, præget af vaner, hvor alt har sin plads, og hvor ingen har brug for forandring.
Lise ankommer med en stor taske og en papkasse. Hun pakker ud nærmest lydløst. De første tre dage bemærker Mette næsten ikke, at hun er der; hun går tidligt, kommer sent, spiser lidt, siger mindre. Den første aften spørger Anders kortfattet:
Hvor længe?
En måned, svarer Mette.
En måned, gentager han, i nøjagtigt samme toneleje som Lise havde brugt.
Mette lægger ikke mærke til det. Hun tillægger ikke småting betydning. Eller tror, hun ikke gør.
Den første lille uro opstår i anden uge. En morgen går Mette ind på badeværelset og finder sin parfume, Havevind, på et forkert sted. Flakonen mørkegrøn med sølvskruelåg har hun brugt i tre år, en gave fra sin datter. Den plejer at stå på hylden til venstre, men nu lå den på kanten ved håndvasken. Mette tror, hun selv har flyttet den, sætter flasken tilbage. Glemmer det.
Tredje uge lægger hun mærke til noget andet.
De spiser morgenmad sammen, alle tre. Mette laver kaffe på sin måde: lidt koldt vand, så kogende aldrig direkte fra kedlen, det gør kaffen bitter. Anders ved det og har altid rost hende for det. Den morgen laver Lise kaffen, fordi Mette er optaget i telefonen. Anders smager og siger:
Mmm. Det er godt.
Jeg har set, hvordan Mette gør, svarer Lise. Hun gør altid sådan.
Mette kigger op. Lise smiler. Alt virker sødt og uskyldigt. Mette smiler med.
Alligevel er der noget, der bider sig fast. Indeni, ordløst, umærkeligt.
Arbejdsugen snupper hende med møder og retning af opgaver. Når hun kommer hjem, er der ro, rent, og Lise har ryddet op. Anders vænner sig forbavsende hurtigt til det.
Lise lavede mad i dag, siger han en aften, som om det er en god nyhed. Bønnesuppe. Den var lækker.
Jeg laver selv ofte suppe med bønner, bemærker Mette.
Ja, samtykker han. Det smager ens.
Hun spørger ikke hvem, der laver den bedst. Han siger det ikke selv.
Lise arbejder hjemmefra, noget med administration. Hun sidder på gæsteværelset med sin bærbare computer hele dagen. Til frokost går hun i køkkenet og laver noget enkelt, om aftenen dukker hun op med håret sat og i pænt tøj. Ikke hjemmeoutfit, men normalt. Mette lægger mærke til det, fordi hun selv hopper i bløde bukser og en slidt sweater når hun er hjemme, og Lise ser pludselig bedre ud end hende i hendes eget hjem.
En aften sætter Anders sig ved siden af Lise i stuen for at se tv. Mette sidder i soveværelset med papirer. Gennem væggen hører hun dem tale sammen, ubesværet, med latter pauser. Lises grin ligner Mettes, bare blødere. Mette lægger mærke til det hun synes, det er mærkeligt, og slår tanken væk. Latter er latter.
Men nogle dage senere tænker hun igen over det. Uden at slå tanken væk.
Lise begynder at sætte sit hår anderledes. Før havde hun en kort, skarp klipning. Nu lader hun det vokse, laver bløde bølger bagud præcis som Mette gør. Mette ser det i entreens spejl. De står begge, Mette nærmest, Lise lidt bagved. De minder om hinanden, som gamle og nye billeder taget det samme sted.
Det klæder dig sådan, siger Mette.
Virkelig? Lise retter på en hårtot i spejlet. Jeg fik lyst til at prøve det. Så det jo på dig.
Igen så det på dig. Igen denne lette, næsten usynlige efterligning. Mette smiler, går i køkkenet, men føler ikke smilet indeni.
Hun ringer til datteren om søndagen.
Mor, hvordan går det?
Fint. Lise bor jo her, havde jeg nævnt det?
Ja, er hun der stadig?
Ja, hendes papirer er forsinkede.
Nå. Og far?
Fint. Han og Lise snakker godt sammen.
Pause.
Er det godt eller dårligt? spørger datteren.
Det er godt, siger Mette automatisk.
Efter samtalen sidder hun længe med kold te ved vinduet. Hun tænker over, at snakker godt sammen er en neutral vending. Men alligevel siger hun ordet forsigtigt, prøvende, som om hun mærker på gulvet før et skridt.
Femte uge beder Lise om opskriften på Mettes æblekage.
Den dér du lavede sidste søndag, med kanel.
Jeg har den ikke skrevet ned, jeg laver bare på gefühlen.
Fortæl mig lige, så prøver jeg.
Mette forklarer alt i detaljer. Lise noterer på mobilen. Tre dage senere har hun bagt. Anders smager og siger godt, og Mette ved ikke, om han siger det, fordi kagen smager godt, eller fordi det er blevet ligegyldigt, hvem der har bagt.
Den aften finder Mette sin egen lysegrå jakke i entreen. Ved siden af hænger en næsten identisk. Lise har købt en magen til. Mette ser længe på de to jakker, side om side.
Hun spørger ikke. Ikke fordi hun frygter svaret, men fordi spørgsmålet ville lyde mærkeligt.
Det er travlt på arbejdet i denne periode; teknisk skole forbereder tilsyn, Mette er sent med papirer, og Anders sidder stadig oftere i stuen om aftenen. Lise også. Mette hører samtaler gennem lukkede døre, går nogle gange ind, bliver inddraget, men føler, at det er som tredjehjul, ikke som den centrale.
En aften siger hun det endelig til Anders, efter Lise er gået i seng:
Synes du ikke, hun… efteraber mig lidt?
Han ser oprigtigt uforstående ud.
Hvem? Lise?
Ja. Hår, jakke, opskrifter, parfume.
Kvinder låner jo ofte småting af hinanden. Det er normalt.
Måske, svarer Mette lavmælt.
Han kigger allerede på sin telefon. Samtalen dør ud.
Mette ligger længe i mørket bagefter, tænker over, at Anders nok har ret. Veninder låner, og det er normalt. Nok har hun selv taget noget fra Lise igennem årene. Normalitet. Hun gentager ordet flere gange, prøver at gøre det sandt. Normalt. Det sidder alligevel ikke fast.
De næste dage kigger hun mere efter. Nu lægger hun mærke til, at Lise hælder hovedet til højre, når hun taler med Anders præcis som Mette selv gør, når hun lytter intenst. Lise siger præcis ja, på Mettes måde. Hun tager nu altid teen uden sukker, selvom Mette husker, at hun altid brugte to teskefulde. Nu uden.
Det er ikke tilfældigt længere. Det er noget andet.
Mette ringer til sin kollega Karina, de taler om alt muligt.
Karina, har du nogensinde prøvet, at nogen langsomt begynder at blive som dig?
Hvordan det?
Sådan… efterligner dig. Udseende, gestik, vaner.
Det kaldes stille misundelse, siger Karina. Nogen vil have dit liv og tager det i små bidder.
Mette siger ikke mere.
Er det din veninde?
Jeg ved det ikke, svarer Mette. Men hun ved det godt.
Samtalen med Lise opstår ikke på Mettes initiativ. En aften sidder de alene med te i køkkenet. Pludselig siger Lise:
Du er så samlet, Mette. Jeg ser på dig og tænker: sådan skal man leve. Lejlighed. Mand. Arbejde. Det hele hænger sammen hos dig.
Jeg har brugt tyve år på at skabe det, svarer Mette.
Det kan man mærke. Anders også…
Hun stopper.
Hvad med Anders?
Han værdsætter dig. Han har fortalt mig, at I har det godt sammen. At I forstår hinanden.
Mette sætter kruset fra sig.
Har du talt med ham om mig?
Bare tilfældigt, i en samtale. Han roser dig.
Det er da rart, siger Mette, men mærker det modsatte.
Hun kan ikke forklare sig selv hvorfor. At ens mand roser én overfor ens veninde burde vel være godt? Men noget er ikke godt. Hun mærker det kvindelig intuition, som hun ellers gør grin med. Men nu tier hun, for ordene findes ikke.
I slutningen af sjette uge beder Lise om at bruge Mettes parfume.
Min er tom, jeg når ikke at købe ny før i weekenden. Må jeg låne to gange?
Selvfølgelig, siger Mette.
Senere opdager hun, at flasken er under en tredjedel fuld. Sidste uge var der stadigt mindst halvdelen.
Hun gemmer parfumen væk i skabet og låser med en lille nøgle, hun ikke har brugt i årevis. Kigger sig i spejlet: Nu gemmer jeg parfume for min veninde. Hvem er jeg blevet?
Men hun låser ikke op igen.
Anders kommer sent hjem, i godt humør, hvilket oftere sker, når Lise er der. Han har købt en jordbærtærte. Bare fordi.
Sådan. Lad os forkæle os selv, siger han.
Lise bliver oprigtigt glad ligesom Mette ville blive, hvis det var hende. Lise roser kaffen, smiler, hælder hovedet rigtigt, og alt er rigtigt. En bedre version af Mette, bare uden træthed, uden vanens slid.
Og Anders lægger mærke til det. Måske uden selv at indse det, men han gør.
Mette spiser et stykke, de taler om ingenting, det hele virker normalt. Men indvendigt føles det, som at komme hjem og opdage at tingene står næsten på deres plads bare flyttet én centimeter.
Tjenesterejsen dukker op pludseligt: Tekniske Skole sender folk til kursus i Odense fire dage. Forstander spørger Mette fredag, hun siger ja mandag. Det strejfer hende: at lade Anders og Lise alene. Hun slår tanken væk. De er voksne. Intet kan ske.
Før hun tager af sted, siger hun til Anders:
Jeg er hjemme fredag. Lise kan hjælpe med mad, hun kan finde ud af det.
Det skal nok gå, siger han.
Jeg bekymrer mig ikke, siger Mette.
Hun ser på ham. Han virker almindelig, afslappet. Hun kender alle linjer i hans ansigt efter treogtyve år. Men der er et eller andet let over ham, nærmest som en lettelse.
Hun rejser onsdag morgen. I toget læser hun i kursusmateriale, drikker kaffe fra kiosken, ser markerne fare forbi. Kurset er kedeligt, men lærerigt. Hun taler kort med Anders om aftenen.
Hvordan går det?
Fint. Vi har spist. Alt er godt.
Er Lise hjemme?
Ja, på sit værelse.
Godnat.
Godnat.
Intet mistænkeligt. Hun ligger søvnløs på hotellet, tænker på alt. Datteren, kursus, at hun bør købe ny kop, den gamle er revnet. Tænker på Lise, de to grå jakker, parfumen.
Torsdag ringer forstanderen:
Mette, sidste dag er gentagelser, dem kender du. Du kan tage hjem i aften.
Hun er hjemme klokken halv ti, toget er tidligt på stationen, taxaen glider lige igennem byen.
Hun låser sig ind med egen nøgle. Tænker at Anders måske sover.
Men han sover ikke.
I stuen brænder der levende lys kun to, på sofabordet. Tallerkener, vinglas, små skåle. Der dufter af mad og parfume af Havevind. Flasken er låst væk, så Lise må have sin egen nu.
Anders sidder på sofaen. Lise sidder tæt ved siden af. Hun har en blå kjole på ny, samme stil, samme farve Mette foretrækker. Håret er sat identisk, hænderne samlet på knæene. De taler. Da Mette kommer ind, ser begge op.
En pause på tre sekunder.
Du er tidligt hjemme, siger Anders.
Kan jeg se, siger Mette.
Hun sætter tasken. Går hen til knagerækken, tager roligt overtøjet af, benene adlyder kun, hvis hun nøje styrer dem.
Mette, det er bare aftensmad, siger Lise. Vi har spist og
Jeg kan se, det er aftensmad, siger hun. Med stearinlys.
Igen pause.
Romantisk, tilføjer hun stille. Hun overraskes over sit eget jævne tonefald fladt, uden vrede.
Anders rejser sig.
Du skal ikke gøre
Anders, afbryder hun stille. Sig ikke hvad jeg skal eller ikke skal gøre.
Han tier. Lise ser ned på dugen.
Mette går i køkkenet, hælder et glas vand op, drikker, ser på den gamle pelargonium ved vinduet, som hun plejer at vande hver onsdag. Onsdag var hun væk. Blomsten ser frisk ud.
Lise har vandet, tænker Mette.
Hun går tilbage.
Lise, siger hun roligt, finder du et sted at bo fra i morgen?
Lise løfter blikket.
Jeg ved godt, det ser forkert ud
Finder du et sted i morgen? gentager Mette. Ingen vrede, blot et spørgsmål.
Ja, svarer Lise. Jeg finder noget.
Godt.
Mette tager tasken, går ind i soveværelset, lukker døren. Lægger sig oven på dynen, i tøjet, kigger op i loftet. Hun hører, at nogen rydder af bordet, derefter lydløst en dør til gæsteværelset.
Anders sover på sofaen den nat. Det fortæller mere end ord.
Om morgenen står hun først op. Laver kaffe, drikker den foran vinduet. Byen vågner stille fredag. En kvinde går forbi med en hund. Duerne sidder på taget overfor. Helt almindelig morgen.
Anders dukker op ved otte-tiden, tøver i døråbningen.
Vi skal tale sammen, siger han.
Ja, nikker Mette.
Mette, der er ikke noget mellem mig og Lise.
Måske.
Ikke måske. Der er intet.
Du forstår ikke, hvad jeg mener. Det handler ikke om, hvad der er eller ikke er. Det handler om, hvad jeg har set de sidste halvanden måned.
Hvad har du set?
En person dukker op i mit hjem og bliver langsomt til mig. Mit hår, min parfume, mine opskrifter, min jakke, mine vaner. Og en mand der ser og kan lide det. Fordi det er mig, men uden vanens træthed, uden de 23 år.
Han er stille.
Det er ikke en beskyldning, siger hun. Det er bare det, jeg har set.
Du overdriver.
Det kan være, siger hun, mens hun tager frakken. Jeg går på arbejde nu. Når jeg kommer hjem, vil jeg ikke have, at hendes ting er på gæsteværelset.
Mette…
Og forresten naiv tillid. Det er vist mit problem. Jeg stolede for meget. På jer begge.
Hun går stille ud, lukker døren sagte.
På arbejde underviser hun som normalt, svarer på spørgsmål, tager te med Karina, der forstår med sit blik, at hun ikke skal spørge.
Hjemme klokken halv fire. Gæsteværelset er tømt, sengen redt, ingen spor. Lise er gået uden at efterlade noget undtagen en lille, hvid plastikbørste på badeværelset. Mette smider den ud.
Anders er hjemme, sidder i stuen med telefonen.
Hun er væk, siger han.
Ser jeg, siger Mette.
Hvad nu?
Hun hænger overtøjet, går i køkkenet, går i gang ved komfuret uden at vide med hvad. Bare for at handle.
Mette, Anders følger efter, vi har været sammen i treogtyve år. Du kan ikke bare
Jo, siger hun. Vent. Giv mig tid.
Hvor meget?
Ved ikke. Nogle dage. Jeg skal tænke.
Nogle dage bliver til en uge. De bor sammen som fremmede under samme tag, spiser hver for sig, sover i hver sit rum. Anders prøver tale op et par gange, Mette svarer kun kort. Ikke af vrede, men fordi hun ikke kan sige, hvad hun tænker. Ordene ligger i bunker, og hun er bange for, at hvis hun begynder, siger hun noget, der ikke kan trækkes tilbage.
Hun tænker meget den uge. På hvordan hun uden at tænke åbnede døren for Lise, fordi det gør man for veninder i nød. Det er normalt. Hun forsøger at spore, hvornår hun første gang fornemmede uroen, og hvorfor hun ikke kaldte det ved sit navn. Stille misundelse, sagde Karina. Personlighedskopiering. Uden ondskab, sandsynligvis. Nogen, der ikke havde tilstrækkeligt med sit eget, tog lidt fra en andens.
Men det, der gjorde mest ondt, var noget andet Anders.
Han kunne have undladt at lægge mærke til det. Kunne have sagt noget til hende. Eller overhovedet ikke reageret på den forbedrede kopi, som Mette tænkte om det. Men han reagerede, han købte kage, sad og snakkede, havde stearinlys på bordet, mens Mette var væk. Måske uden at tænke over det. Måske bare uden at tænke.
I begyndelsen af anden uge ringer hun til datteren.
Mor, du lyder anderledes?
Gør jeg?
Ja. Hvad sker der?
Jeg tror, din far og jeg skal skilles, siger Mette. Første gang hun siger det højt.
En lang pause.
På grund af Lise?
Ikke kun. Lise synliggjorde noget, der allerede var der.
Hvad da?
Jeg kan ikke forklare. Vi har vænnet os til hinanden. Så meget, at vi ikke så hinanden længere. Så kom hun blev en bedre version, og det kunne han lide.
Mor…
Du skal ikke trøste. Jeg græder ikke. Jeg forklarer bare.
Skal du nu være helt alene?
For en tid. Det er okay.
Nu sidder ordet godt det er okay. Fordi hun har valgt det selv.
Samtalen med Anders kommer søndag aften.
Jeg tror, vi skal flytte fra hinanden, siger hun.
Han er stille længe.
Er det endeligt?
Jeg ved det ikke. Men jeg skal have plads. For at finde mig selv uden dig, uden dette hjem.
Er det pga. stearinlysene? Mette, det var bare aftensmad.
Nej, Anders, det handler ikke om stearinlysene. De var kun det sidste der har været meget inden da, og jeg har set og ignoreret det, og sagt det er normalt, men det var ikke normalt.
Jeg forstår ikke, hvad jeg gjorde forkert.
Intet konkret. Men du så mig ikke længere. Hvis du havde, havde du bemærket, at en fremmed blev til din egen kone.
Han svarer ikke. Han ved ikke, hvad han skal sige.
Vi sælger lejligheden eller jeg køber din andel, siger Mette. Ikke nu, men snart.
Hvor vil du hen?
Lejer noget. Her eller et andet sted. Jeg ser.
Starte forfra som tooghalvtredsårig, siger han, med noget der lugter af medlidenhed, enten med hende eller sig selv.
Ja. Nogle starter senere.
Hun rejser sig for at gå i køkkenet, men stopper i badeværelset, tager parfumen Havevind frem, står med den i hånden. Hun går ud i entreen, stiller flasken forsigtigt i skraldespanden uden at smide den. Som noget, man ikke længere har brug for.
De næste dage ringer hun til ejendomsmægleren, spørger til lejligheder. Spørger en advokat om papirer. Tager forbi Karina, der lytter, nikker forstående, siger mmm på den måde kun veninder kan.
De drikker te.
Er du vred på hende? spørger Karina.
På Lise? Nej. Mest på mig selv for at have lukket øjnene og kaldt det normalt.
Du kan ikke bebrejde dig selv, at du stolede.
Det er min blinde tillid. Det ved jeg nu.
Det er ikke blindt, bare tillidsfuldt. Det er forskelligt.
Måske.
Og Anders?
På ham er jeg vred. Men det fortager sig.
Hvad vil du gøre nu?
Leje en lejlighed. Få en ny frisure. Købe en ny parfume. Ikke Havevind.
Fornuftigt, siger Karina.
Og finde ud af, hvad JEG kan lide. Ikke bare ud fra vane.
Det tager tid.
Jeg har tid.
Karina skænker mere te. Udenfor regner det stille, gråt, men ikke rigtig koldt. Mette tænker, at hun for få uger siden så hele sit liv for sig: lejlighed, Anders, job, vaner, opskrifter, parfumen til venstre på badeværelset. Alt var på sin plads. Nu ved hun, det ikke var sikkert.
Men hun føler ikke tomhed. Noget andet, underligt, lidt som at tage en frakke af, man har båret i årevis, og pludselig mærke, hvor stram den har været uden at have lagt mærke til det.
Ved du hvad, Karina, for første gang i mange år ved jeg ikke, hvad der skal ske. Og det… er til at holde ud.
Til at holde ud, det er et godt ord, smiler Karina.
En uge mere. Mette finder en lille lejlighed med ét værelse i et andet kvarter af Roskilde. Lys, med altan og udsigt til en park. Dyr, men det går. Hun aftaler at se den, går rundt i de tomme rum parketten knirker ét sted, hun tester det, tænker: Det kan jeg leve med.
Jeg tager den, siger hun til udlejeren, en ældre, træt kvinde.
Længe?
Start med et år.
Udlejeren nikker.
Hjemme begynder Mette stille at sortere sine ting, uden drama, uden hast. Bøger, service, tøj. Noget ryger ud. Hun finder en skjorte, hun ikke har brugt i tre år, men har beholdt til senere. Denne gang ryger den videre. Den grå jakke med bælte giver hun væk og køber en mørkeblå. Ser sig i spejlet; der er intet Lise over hende. Godt.
Lise ringer ikke. Sender blot en besked: Mette, jeg ved, jeg sårede dig. Undskyld, hvis du kan. Mette læser, lægger telefonen fra sig, svarer ikke. Ikke fordi hun ikke har tilgivet, men hun vil ikke, kan ikke ved endnu ikke forskellen.
Anders bor stadig i lejligheden. De taler om nødvendige ting. Ikke mere. Noget bittert, men befriende over det. Hun ser, at han ikke ved, hvordan han skal få det gamle tilbage måske fordi han ikke selv forstår, hvad han har mistet.
Fredag før flytningen køber hun parfume. Står længe ved hylden, prøver forskelligt. Den unge ekspedient foreslår ivrigt. Til sidst finder hun én: Sølv-Ceder. En skarp, lidt træ-agtig, varm duft. Ikke vanedannende. Netop derfor vælger hun den.
Godt valg, siger ekspedienten.
Vi får se, svarer Mette.
Flytningen varer en halv dag. Karina hjælper hende. Anders tilbyder, og hun accepterer. Uden drama. Alt kommer på plads i den nye etværelses lejlighed.
Om aftenen, da hun er alene, åbner hun Sølv-Ceder, dupper lidt på håndleddet. Duften er fremmed. Ikke ubehagelig, bare anderledes. Hun indsnuser den tænker: Måske skal jeg vænne mig, måske bare acceptere.
Udenfor står parken næsten nøgen; november tager det sidste af bladene. Lygterne er tændt tidligt, som altid. Mette sætter vand over, finder yndlingskruset, sætter sig ved vinduet.
Telefonen ringer det er datteren.
Hvordan går det, mor? Er du ved at falde til?
Jeg gør mig umage.
Er du bange?
Mette kigger længe ud mod parkens lys.
Nej, siger hun. Ved du hvad, jeg er ikke bange.
