Steddatteren
Da jeg mødte Marie, og vi blev forelskede, var lille Lærke kun seks år gammel. Hun havde aldrig kendt sin far og hun tørstede så meget efter kærlighed, at tilvænningen mellem hende og mig aldrig blev noget problem. Vi boede tæt sammen, som om vi var født familie, lige indtil den berygtede teenagealder ankom som en storm over Kattegat.
“Du er ikke min far!” råbte Lærke pludselig en dag.
Ikke hendes far? Undskyld mig, hvem har så gennem alle årene lyttet til hendes klager over klassekammerater, forsvaret hende til forældremøder, gemt de sidste Matadormix i huset kun for at trøste hende, når hun græd? Hvem delte hemmeligheden om, at hun havde stjålet en plastikpony fra Emilie henne fra vejen og sneg sig ud om natten for at lægge den tilbage i hækken, så det lignede et tilfælde? Og har vi ikke aftalt for flere år siden, at man står ved sine ord? Hvis du fra du var lille har kaldt mig “far”, hvorfor er jeg pludselig bare “ikke far”?
Det gjorde ondt, da Lærke, den pige jeg altid anså for min egen datter, sagde sådan. Men jeg viste det ikke. For det første, jeg er jo manden i huset. For det andet, fornærmethed ville aldrig hjælpe hende snarere forværre det hele.
“Argument accepteret,” sagde jeg og klappede hånden for panden som for at underbygge alvoren. “Så lad os tale forholdene igennem: Rettigheder og pligter for en ikke-far og ikke-datter?”
Mit hjerte blødte over de ord, men jeg fornemmede, det var det rigtige. Hun måtte have frihed til at vælge, men indenfor rimelighedens rammer, defineret af hende selv. Men Lærke overraskede mig igen, hun fnyste bare: “Orker ikke,” og smækkede døren lige foran næsen på mig. Sådan havde hun aldrig været selv som lille satte hun altid ord på, hvad hun ville og derefter fandt vi sammen ud af om det var muligt.
Da hun engang ville hoppe fra tagkanten af skuret, forklarede jeg detaljeret, hvorfor det nok var en dårlig idé, og viste billeder fra nettet af, hvad der kunne ske. Da Lærke i 1.b ville “gifte sig” med Asger fra klassen og flytte ind hos ham, sagde jeg straks: “Når du engang må, pakker jeg gerne dine ting og hjælper dig.” Hun ombestemte sig selvfølgelig allerede næste måned.
Chokket ramte mig alligevel. Før kunne hun forklare ethvert “nej”. “Grøden smager ikke!” “Hvorfor?” “Der mangler sukker, og den har klumper.” Fair nok! Så lavede vi anden grød eller hun fik sin drøm om en tebirkes opfyldt.
Jeg blev stående lidt foran den lukkede dør, stirrende på træets årer og søgte svar, før jeg rystede på hovedet. Vi får se, tænkte jeg.
Marie blev ikke rystet over Lærkes forandringer. Hun sagde, hun selv var værre som ung, så meget at hendes far var glad, hver gang hun forlod huset. “Vent bare,” sagde hun, “når hormonerne har danset færdig på hendes forvirrede nerver, bliver alt normalt igen.” Tidspunktet varierer dog, men jeg begyndte at savne Lærke. Jeg savnede at have nogen at se Superligaen med om aftenen eller fnise af Maries veninde Mathilde, hvis hårskifte var hurtigere end vestenvinden.
Lærke kom nu sjældnere ud af sit værelse, og når hun gjorde, kunne hun være endnu mere spydig. Kun hun kendte rytmen og årsagerne. Men når hun var sig selv, frydede jeg mig som et barn.
“Skal vi tage på sheltertur i weekenden, piger?” foreslog jeg en dag. “Der er lovet solskin, vi tager fiskestængerne og teltene.”
“Vil du med, Lærke?” lød Marie håbefuldt.
“Ingen chancer! Sluuuup selv jeres fiskeri gid I druknede i regnvejr!” Og så: Bang! Døren blev smækket. For et øjeblik siden var hun blid, nu denne vrede.
“Hun har sikkert opgivet at fiske også!” sukkede jeg.
Senere skete det så; Lærke dukkede bare ikke op efter skolen og svarede ikke på mobilen. Vi ringede rundt til alle hendes veninder, og jeg, desperat, satte af sted for at finde hende. Først forbi Emil Han var Lærkes gode ven, men jeg havde ikke set ham længe.
“Ved ikke hvor hun er,” mumlede Emil.
“Har du overhovedet gættet?”
“Vi taler knap nok sammen mere, siden hun kaldte mig kedelig.”
“Ved du, hvad, hun siger også jeg ikke er hendes far, men jeg prøver stadig at følge med! Altid.”
Da jeg skulle gå, råbte Emil, “Måske er hun med Mads.”
“Hvem er Mads?”
“Fra parallelklassen ikke verdens bedste selskab.”
“Så lad os tage ud og finde den Mads.”
“Jeg tør ikke…”
“Emil, nogle gange trænger folk hjælp, selvom de ikke mener det selv. Jeg synes altid, du var stærk, ikke sådan at slå ud over et ord.”
“Okay,” sukkede han og gik med.
Vi satte kurs mod nogle garager ude på Amager. Bas over højtalerne, unge hang på døren. Lærke var ikke der. Vi gik tættere på.
“Leder du efter Lærke?”
“Er du fra Missing People eller hvad?” grinede én.
Så dukkede Lærke op i døren.
“Hvorfor kommer du her?” råbte hun.
“For at hente dig.”
“Jeg finder selv hjem!”
“Måske, men det er sent. Og jeg gider ikke hente dig hos politiet. Kom, taxaen venter, din kongelighed.”
Hun fnøs, men satte sig ind, mens hun hviskede “forræder” mod Emil.
Derefter forsvandt hun oftere og oftere. Jeg samlede hende stædigt op i garagen, mens de andre grinede af hendes “private chauffør”. Men en aften nægtede hun.
“Hvad vil du?” skreg hun. “Lad mig være jeg er voksen!”
“Skriv til folketinget, hvis du synes loven er forkert,” sagde jeg. “Men der står tydeligt, hvad mindreårige må og ikke må.”
“Gå da ad helvede til!” råbte hun og vendte sig bort.
“Du ved, jeg går ingen steder uden dig. Uanset hvor du sender mig hen.”
“Jeg fortryder, du mødte mor. Ville ønske du slet ikke fandtes!” sagde hun, men satte sig alligevel ind.
Det var hårdt. Hele vejen hjem blinkede tårene bag mine briller. Måske burde jeg bare lade hende være jeg var jo kun hendes mors mand, “ikke far”. Men jeg kunne ikke overlade hende til livets tilfældigheder. Hvis hun faldt, ville jeg række hånden frem. Uanset hvor meget hun råbte. Jeg ville ikke bakke ud.
På et tidspunkt flyttede hun og vennerne sig. Garagen var tom. Emil fortalte om flere steder, men intet held. Lærke begyndte at komme og gå, som det passede hende mest om natten. Marie var mere berørt, end hun lod sig mærke. Vi lå vågne, indtil vi hørte hende komme ind ad døren, og nynnede “det skal nok gå”, selvom vi begge var ved at gå itu.
En nat ringede mobilen. Det var Emil: “Lærke har ringet hun sidder fast i en lejlighed på Vesterbrogade og kan ikke komme ud.”
“Fik du en adresse?”
“Nej, men jeg ved, hvor hun er.”
“Så tager du med.”
Marie så panisk på mig, men nikkede. “Pas nu på. Jeg bager pandekager du er jo altid sulten om natten. Kom nu hjem i god behold!” Hun kyssede mig jeg kunne smage tårer.
Jeg hentede Emil, og vi drønede gennem natten, til vi på Vesterbro blev sinket af taxier og fulderikker, en flaske blev kastet efter bilen, heldigvis forbi.
Ved opgangen sendte jeg Emil tilbage i bilen. Så gik jeg ind, talte med en søvnløs dame, der straks begyndte at sladre:
“Der er tre mistænkelige lejligheder her narkomaner alle tre!”
“Er det rigtigt?” smilede jeg.
“Jeg har set det hele!”
Det lød som, hun ikke overdrev og intet godt ventede.
I den første lejlighed sad bare et par og deres golden retriever på køkkenet. Anden lejlighed var tom. Oppe på næste måtte jeg banke længe før døren sprang op og en bleg pige kom ud hun lignede Lærke men hendes øjne var døde som glas, munden en foldet maske. Jeg gøs og trådte ind.
“Lærke!” råbte jeg, bumpede ind i unge overalt, flasker, ben. Så hørte jeg hendes stemme fra badeværelset:
“Far! Far!” Jeg flåede døren op, låsen gav efter, og hun sprang grædende i armene på mig.
Vi nåede knapt på gaden før politiet stod der den vågne dame havde ringet. “Er det din datter?” spurgte en betjent.
“Jeg er kun hendes papfar,” sagde jeg.
“Det er min FAR!” udbrød Lærke.
Hjemme sad vi og spiste pandekager med creme fraiche, som nok var lidt saltere end ellers. Måske dryppet med Maries tårer. Jeg holdt en lille tale for min datter, der nu igen så på mig med varme øjne. Jeg forklarede hende, at lige meget hvad, smed hun mig ud, forblev jeg for uden dem mistede mit liv sin mening. At livet er svært og det kræver tålmodighed, ligesom en jonglør på Bakken. At man lærer af at falde. Og jeg talte og talte, mens de begge smilede og nød øjeblikket. Mine egne. De allerkæreste jeg har.
