Folk fik øje på en udmattet hest: Der var ikke engang kræfter nok til at rejse sig
Et forelsket par snøvlede sig igennem det høje sjællandske græs. De slentrede hånd i hånd, sendte hinanden de blikke, der kun opstår, når to er komplet forgabt i hinanden blikket der siger mere end ord, og som får én til at glemme tid og sted. Og netop sådan blev de totalt overrumplede, da noget uventet dukkede op midt i idyllen.
Pludselig udstødte pigen et lille skrig og sprang tilbage. Fyren trådte resolut frem som en moderne ridder uden hest for at forsvare sin elskede selvom der ret beset ikke var fare på færde.
For lige dér i det grønne lå en hest.
Eller, det der engang havde været en hest. Nu lignede den mest et sæt hårdt prøvede knogler spændt ind i læderhud endnu ikke givet helt op.
Den tynde, udtørrede hud var trukket så stramt over de udstikkende ribben, at man skulle tro, knoglerne ville prikke igennem hvert øjeblik. Over det hele var dyret dækket af tørre sårskorper, som fluer kredsede uimodståeligt omkring med et lydtapet af summen.
Synet var så makabert, at man nærmest fik kvalme af at kigge.
Det stakkels dyr! udbrød pigen, Grethe, med stemmeføring dér kunne vække både den døde og lokale til live.
Selv naturen omkring dem virkede forbløffet og tavs. Alt stod stille.
Så så man et mikroskopisk ryk i hestens krop.
Det var nok til at få nakkehårene til at rejse sig på både Grethe og Hjalte, og i næste sekund lød et fælles hvin.
De spænede tilbage ud på den støvede markvej uden så meget som at se sig over skulderen. Først da de stod midt på vejen, hede og forpustede, blev de klar over, at ingen forfulgte dem.
Panikken lagde sig langsomt, og der var endelig plads til en tanke eller to.
Den lever! hviskede Grethe med vantro rysten.
Ja, men den ligner mest af alt en zombie, mumlede Hjalte sort.
Den bevægede sig jo altså, holdt hun fast.
De blev enige om, at nogen måtte tage mod til sig og tjekke situationen, for hvad nu hvis Gud forbyde det der lå nogen eller noget og gnavede på hesten indefra?
Grethe trak sig lidt tilbage og sendte Hjalte på ekspedition. Hun havde bestemt ikke lyst til at se noget klamt.
Hjalte listede tilbage gennem græsset og konstaterede, at der udover ham selv var ganske fredeligt. Mere utroligt hesten levede sgu!
Da han stod helt tæt på, løftede hesten hovedet en anelse og udstødte et svagt fnys.
Det var åbenlyst, at det var en anstrengelse at trække vejret, og man kunne næsten se ribbenene løfte og sænke sig en smule under huden. Øjnene glimtede svagt bag en rødlig, mystisk hinde.
Underlæben hang, så munden var halvåben.
Hverken ben eller hale havde kræfter til at bevæge sig kun ørerne dirrede svagt, måske mere på grund af vinden end af vilje.
Det var blottet udmattelse. Hesten så ud til at kæmpe den sidste opgivende kamp for sit liv.
Hjalte spejdede rundt. Man kunne ikke se tegn på, hvorfor dyret var havnet der græsset rundt om var urørt, som havde hesten ligget længe.
Hjalte gik tilbage til Grethe og fortalte hele historien ned til mindste detaljer.
Hvor den kommer fra, er vel egentlig ligegyldigt nu, mente Grethe og slog ud med hånden. Hvad pokker gør vi? Den kan dø, når som helst! Kender du nogen, der ved bare lidt om heste?
Hjalte kom i tanke om, at der i nabobyen Vindinge var en rideskole folk kom dertil langvejs fra for at ride på islandske heste.
De fik hurtigt kontakt til ejeren, som med slet skjult skepsis, men også lidt nysgerrighed, lovede at kigge forbi hurtigst muligt.
En halv times tid senere dukkede en støvet bil med hestetrailer op.
Grethe og Hjalte vinkede som gale.
Rasmus og Kirsten fra rideskolen kiggede mildest talt mærkeligt på de unge og deres fund. Men tættere på blev de begge blegfede i ansigterne.
Ingen forestillede sig, at hesten selv kunne gå op i traileren. Den eneste chance var at håbe, at det kunne overleve turen til dyrlægen.
Selv fire mand kunne ikke løfte den udmattede hest. Hjalte spænede af sted efter nabolagets stærkeste mænd (og et par entusiastiske kvinder).
Da forstærkninger ankom, lykkedes det med møje og besvær at fragte hesten ind i traileren, viklet ind i et stort, solidt tæppe.
Hesten så verden med forskrækkede øjne og spjættede, men det var også det sidste, kræfterne rakte til.
Ingen kunne se på det syn uden at få en klump i halsen.
Traileren rullede af sted mod rideskolens stald.
Da de nåede frem, stod en hjælpergruppe og dyrlægen allerede klar. De fik nænsomt bugseret dyret ud.
Dyrlægen gik straks i gang undersøgte, lyttede, analyserede og lavede blodprøver.
Samtidigt ankom politiet, som tog beretning om dyremishandling, noterede dyrlægens observationer og de nye ejeres navne men med et lidt tørt smil: At finde den tidligere ejer kan blive lige så svært som at få regn under en tørke.
Dyrlægen satte straks ind med medicin og saltvandsdrop, og de frivillige fik listet hesten på plads i en lun bokse.
Den var så afkræftet, at ingen turde håbe for alvor. Men nu skulle der kæmpes.
Hovedproblemet: Hesten spiste og drak knap nok.
Skylden lå såmænd hos en arrig, dansk hestebremse, der havde forsynet kræet med bylder, kløende sår og en dertil hørende total appetitløshed.
Kraftig kløe fik hesten til at gnide sig op ad hvad som helst, så hun rev skorperne yderligere op det var ikke til at holde ud for nogen parter.
Dertil var der betændt tredje øjenlåg, og dyrlægen frygtede en tumor og måtte operere, når (hvis!) patienten overhovedet blev stærk nok. Tænderne var også ragnarok og krævede akut indsats.
Det næste stykke tid blev boksen forvandlet til et felt-hospital. Dyrlægen dukkede op hver eneste dag. Snart slap de af med bremsen; skorperne forsvandt, og tænderne kom i orden, så hesten endelig kunne spise selv.
I begyndelsen blev hun nærmest holdt i live med vitamindrop og måtte flaskemades som et pelset spædbarn. Folk holdt blidt hovedet for hende, så hun kunne få ned mad og vand.
Til at begynde med var hun tilnærmelsesvis apatisk hun nævnte hverken Pip eller Pyt, kun et ligegyldigt blik. Men Grethe, Kirsten og Rasmus gav ikke slip. De kom om natten, rettede droppet, mærkede livstegn og aede pande.
Efterhånden begyndte den udslåede patient at kende sine venner på stemmen, rakte forsigtigt mulen hen mod deres hænder, eller rykkede forbløffet, når dyrlægen blev for højlydt.
Synet vendte aldrig rigtig tilbage, men hun orienterede sig efter lyde og berøring. Stille og roligt fik hun kræfter nok til at rulle om på den anden side, og til sidst kunne hun sidde op i et par timer ad gangen endda.
Men hun kunne ikke rejse sig. Prøvede, men benene adlød ikke hun virkede forfærdet over sine ubrugelige ben. Dyrlægen måtte erklære, at hun havde været stilleliggende og svag for længe, så musklerne var svundet ind.
Det krævede specialtræning og assistenter. For hesten vejede stadig mere end en solid juleand, trods alt.
Ejerne lavede et smart stativ med bælter og tæpper, så hesten kunne stå op i boksen, og til gåture udenfor skulle otte stærke sjælleboere til.
Heldigvis blev hestens skæbne allemands snak i byen, og om aftenen dukkede både unge og gamle op for at hjælpe.
I begyndelsen måtte man stille hendes ben manuelt, men dag for dag begyndte hun at røre sig selv klodset, langsomt, men det var fremskridt.
Alle blev udmattede efter de sessioner mest hesten, men ingen gav op.
Måneder gik, og hesten lærte at stå, og derfra at gå sine første, usikre skridt.
Ingen stressede hende ejerne gik med hende et par skridt, og så tilbage i boksen for en lur. Men indelivet var hun træt af hun længtes efter at mærke duften af frisk græs og frihed i mulen igen.
Endelig erklærede dyrlægen hende rask nok til operationen på øjet.
Operationen blev klaret på specialklinikken. Dage efter var synet delvist tilbage, og for første gang kunne hun se sine nye mennesker og det grønne bed på ridebanen.
Øjendråber blev en fast del af hverdagen, og det var, som om hesten forstod, hvad der skete. Hun var mild, tålmodig og fangede hurtigt rutinen på gården.
Efter lang tids genoptræning blev hun sat på fold med to andre heste. Hun blev på rekordtid venner med den unge hingst og fes rundt sammen med hans mor, som om de altid havde været flok.
Månederne gik, og hesten nu døbt Else lignede snart ikke den bare, drøjde skygge, man fandt i græsset den sommerdag. Pelsen glansede, og kun de forsigtigt voksende pletter på bagparten mindede om fortidens prøvelser.
Ejeren ventede tålmodigt med at ride på hende. Men på et tidspunkt begyndte Else at banke utålmodigt med hoven, hver gang hun så sadlen.
Hun kiggede næsten misundeligt, når de andre bar børn og voksne rundt på folden.
Så en solrig, skæv forårsdag tog Rasmus sadlen. Else prustede forventningsfuldt, halvt udfordrende.
Vægten var lidt af en mundfuld, men Else klagede ikke. De jog en rolig runde mellem marker og lærkesang.
I det øjeblik var Else verdens lykkeligste hest.
Hun havde oplevet smerte, frygt og så megen håbløshed men nu var livet fyldt med hjertevarme mennesker, der aldrig ville svigte hende.
Og Else vidste: Uanset hvad der skete, var hun hjemme.
