Steddatter
Da jeg mødte Marianne og vi blev forelskede, var Line kun seks år gammel. Hun var vokset op uden en far, og hun hungrede sådan efter kærlighed, at der aldrig opstod nogen problemer mellem os to. Vi levede i harmoni, indtil den dag teenagealderen meldte sin ankomst.
Du er ikke min far! råbte Line en dag.
Ikke din far? Hvem har så, undskyld mig, lyttet til dine historier om klassekammerater og taget dig i forsvar til forældremøderne? Hvem har gemt de sidste Matadormix i huset, så jeg kunne give dem til dig, når du var ked af det? Hvem delte hemmeligheden om, at du stjal dukken fra møgirriterende Sofie fra nabogården? Og hvem løb i ly af natten rundt med dukken under jakken for at lægge den i buskene, så det så ud, som om den hele tiden lå der? Og hvis jeg ikke tager fejl, så aftalte vi da engang, at man står ved sit ord har du kaldt mig far siden børnehavealderen, hvordan er jeg pludselig ude i kulden nu?
Lines ord ramte mig, hvor det gjorde allermest ondt. Jeg kunne mærke smerten, men jeg nægtede at vise den. For det første, fordi jeg er mand. For det andet, fordi at blive fornærmet på Line ikke løser noget tværtimod.
Argument accepteret, sagde jeg og tog mig for panden i en halv spøg. Skal vi så tage en snak om vores nye familieforhold? Altså, rettigheder og forpligtelser for ikke-far og ikke-datter?
Det føltes rigtigt at give hende noget frihed, dog stadig med rammer, som hun selv var med til at fastsætte. Men Line overraskede mig igen ved blot at mumle: Det gider jeg ikke, og så smækkede hun døren. Sådan havde hun aldrig gjort før, ikke engang som lille. Hun har ellers altid formuleret sine behov tydeligt, og så fandt vi ud af resten sammen. Hvis hun ville noget helt uacceptabelt, som at springe ud fra skuret, forklarede jeg hende hvorfor, med både ord og billeder fundet på nettet. Da hun i første klasse erklærede, at Anton skulle være hendes mand, og hun ville flytte hjem til ham, sagde jeg, at det var i orden, så snart loven tilstod hende retten, og det faktisk var muligt. Hun havde ombestemt sig en måned senere.
Vi har altid kunnet tale om tingene, men nu var det bare et gider ikke og ikke far. Selv når hun ikke ville spise sin havregrød, kunne hun argumentere:
Den smager ikke godt!
Hvorfor ikke?
Der er ikke sukker nok i, og der ligger skind ovenpå.
Sådan, det kan jeg forstå. Så enten lavede hendes mor noget andet, eller hun fik et stykke wienerbrød i stedet, for det pulvermælk, reklamerne lover, skulle der også være nok af der.
Jeg stod lidt og kiggede på den lukkede dør, forsøgte at finde et svar, men fandt ikke noget. “Vi må se, hvordan det går,” tænkte jeg.
Marianne tog ændringerne i Lines opførsel med ro. Hun fortalte mig, at hun selv havde været en frygtelig teenager, og hendes far ville sikkert hellere have smidt hende ud end at være hjemme sammen med hende. Marianne sagde, at det handler om hormoner, og snart ville det hele gå i sig selv. Men det tager forskelligt tid for alle, og jeg begyndte virkelig at savne Line. Der var ingen at se sport med om aftenen eller grine ad Mariannes veninde, Vibeke, hvis hår skifter farve oftere end vejret over Sjælland.
Efter noget tid kom Line med jævne mellemrum ud af sin puppe, men resten af tiden gik hun bare rundt som en tordensky. Kun hun kendte årsagen og timingen, men når hun opførte sig som før, blev jeg ustyrligt glad.
Skal vi tage på tur ud i naturen i weekenden? foreslog jeg en fredag. De lover godt vejr, vi kan tage fiskestængerne og telt med.
Hvad siger du, skal vi, Line? Marianne blev mildest talt begejstret.
Nej tak! I kan selv slæbe jeres stænger, fiskenørder! Døren blev smækket, og vi så forvirrede på hinanden. For et minut siden havde hun været glad.
Hun kan ikke lide at fiske længere, sukkede jeg.
Men så, en dag, dukkede Line bare ikke op hjemme efter skole. Vi kunne ikke komme i kontakt med hende, og da Marianne og jeg havde ringet til alle hendes veninder, sprang jeg i bilen for at lede. Første stop var hos Nikolaj, hendes gode ven eller, det havde han i hvert fald været.
Jeg aner ikke, hvor hun er, sagde Nikolaj mut.
Du må da have en idé?
Efter hun kaldte mig kedelig, ses vi ikke rigtigt.
Hun kaldte mig ikke far, men jeg interesserer mig stadig for hende, ved du.
Jeg vendte mig for at gå, men han råbte:
Vent, måske er hun sammen med Rune.
Rune?
Han er fra parallelklassen. Han er ikke ligefrem en mønsterborger, hvis du forstår.
Endnu mere grund til at køre forbi. Kan du vise vej?
Jeg tager ikke med derhen…
Nikolaj, somme tider har folk brug for hjælp, også selvom de ikke selv kan se det.
Til sidst gav han sig, og vi kørte ud mod nogle garager, hvor høj musik buldrede. Udenfor stod et par drenge og en pige, men ikke Line. Vi nærmede os.
Leder efter Line, ved I om hun er her? Jeg overdøvede musikken.
Hvad, er du på udkig efter forsvundne børn? lød det sarkastisk.
Men pludselig dukkede Line op i døren.
Hvorfor er du her?! nær råbte hun.
Efter dig.
Jeg kan sagtens selv finde hjem.
Jo, men det er sent, og jeg vil helst undgå, at du ender på politistationen. Så kom, vi har taxaen ventende, prinsesse.
Hun fnøs, satte sig alligevel i bilen, og sagde surt til Nikolaj:
Forræder.
Bagefter kom hun oftere og oftere ikke hjem. Ufortrødent hentede jeg hende, og hendes venner jokede med, at hun havde sin egen chauffør. En aften nægtede Line at tage med mig.
Hvad vil du? skreg hun. Lad mig være, jeg er voksen! Jeg går ud, når jeg vil.
Det kan du søge om på Christiansborg, svarede jeg, mindreårige har rettigheder og pligter, præcis som det står i Grundloven.
Skrid! råbte hun og vendte ryggen til mig.
Du ved, jeg rejser ikke uden dig, heller ikke selvom du beder mig om det, sagde jeg.
Jeg ville ønske, du aldrig havde mødt min mor! skød hun mig i ryggen, men satte sig dog i bilen.
Det gjorde vanvittig ondt, og på vejen hjem overvejede jeg, om jeg bare skulle give op. Hvem er jeg, der blander mig i hendes liv? Bare hendes mors mand men jeg kunne umuligt forlade hende, hvis hun faldt og ikke kunne rejse sig. Skæld ud og råb alt, hvad du vil jeg bliver ved.
Snart flyttede hendes slæng videre. Garagefesten var lukket, og jeg anede ikke, hvor Line var. Undskyld, steddatter nu hvor jeg ikke er far. Under pres gav Nikolaj et par muligheder mere, men Line var ikke nogle af de steder.
Hun kom kun hjem, når hun selv ville ofte midt om natten. Jeg så, hvor meget Marianne led. Hendes ro var mere ydre end indre; hun forsøgte at holde sammen på hjemmet uden at falde sammen.
Vi lå i sengen og lyttede efter hoveddøren først da vi hørte den smække, kunne vi falde lidt til ro.
En nat ringede min mobil. Med rystende hænder tog jeg den.
Svend Olav, det er Nikolaj. Line har ringet, hun sidder i en eller anden lejlighed på Gammel Kongevej og kan ikke komme ud.
Sagde hun nummeret?
Nej, men hun beskrev huset, og jeg ved, hvor det er.
Så kører du med.
Jeg så på Marianne. Hun græd stille.
Prøv at falde til ro. Bag nogle pandekager til os, okay? Jeg hader at køre hele natten; mit nattemad-gen vågner samtidig. Så, vær nu sød lad mig ikke sulte ihjel. Jeg elsker dig, sagde jeg og kyssede hende.
Med Nikolaj ved siden kørte jeg tværs gennem natten. I brokvartererne var der heldigvis stille, men i centrum vrimlede det, og taxaer spærrede vejen. Jeg bandede, da to fyre midt på Gammel Kongevej ramte bilen med deres cykler, men vi forsatte.
Vel fremme sagde jeg:
Bliv i bilen, så vi har den klar bagefter Gammel Kongevej bliver kun værre for hver fuldmåne.
Han ville protestere, men jeg sendte ham et fast blik. Før jeg gik ind, tjekkede jeg vinduerne. Musik og skygger kunne ses, men intet kriminelt.
En heldig beboer på vej ud lod mig komme ind, og jeg gik op. På tredje sal mødte jeg en søvnløs ældre dame, som efter lidt snakken fortalte:
Tre mærkelige lejligheder i opgangen! De tager stoffer, dem allesammen!
Virkelig?
Ja, jeg har set det selv. Sprøjter, piber og hele balladen.
Måske overdrev hun, men hendes bekymring var reel.
I første lejlighed sad en gammel drukkenbolt og en træt, men venlig kvinde, og en usædvanlig klog bordercollie. I anden lejlighed var der ingen hjemme.
Oppe ved den tredje, dunkede mit hjerte. Pludselig gik døren op, og en pige, som kunne være Lines spejlbillede, kom ud. Men hendes øjne var tomme og smil skævt. Jeg skyndte mig forbi hende og råbte:
Line!
Jeg for grønt gennem rummet, brasede forbi sofaer og flasker, væltede ting og råbte Lines navn. Pludselig hørte jeg hendes stemme bag en lukket dør.
Far! Far! skreg hun.
Jeg hev døren til badeværelset op med et ryk, og dér, inde bag døren, sad Line alene, og hun kastede sig grædende i armene på mig.
Da vi kom ud, var politiet allerede på vej op min årvågne nabo havde ringet efter dem.
Er det din datter, der blev holdt herinde? spurgte betjenten.
Ja, jeg er hendes stedfar, forklarede jeg.
Han er min far! sagde Line højt.
Senere, hjemme, spiste vi pandekager med syltetøj og cremefraiche lidt salte, måske, efter Mariannes tårer men de smagte himmelsk. Det var første gang i lang tid, vi sad sammen. Jeg holdt en lille tale: Uanset hvor meget du prøver at skubbe mig væk, går jeg ingen steder. Jeg elsker jer begge, og uden jer er livet meningsløst. Jeg sagde noget om, at livet er som at jonglere i et cirkus, svært at lære men nødvendigt og at det at falde kun lærer én at rejse sig op igen. De to sad og smilede, støttede kinden i hånden, og jeg vidste, at de var mine. De allerkæreste.
