Det var en aften for længe siden, sådan en fugtig og mørk forårsnat, hvor stilheden kun blev afbrudt af fjern regn mod ruden. Jeg stod alene i mit lille køkken på Østerbro og vaskede op, træt efter en lang dag, da der pludselig blev banket på døren. Klokken var tæt på ti, og jeg ønskede kun ro.
Da jeg åbnede, stod min nabo Henrik dér på dørtrinnet og så lidt underlig ud. I hånden holdt han en nøgle, som bestemt ikke så ud til at være hans.
Er det ikke din nøgle? spurgte han og stak den frem mod mig.
Jeg så på den kølige metalskinne i hans hånd. Den lignede faktisk min nøgle fuldstændigt.
Nej, min er lige her, svarede jeg og trak min egen op af jakkelommen.
Han rynkede panden.
Hvorfor kan den så låse din dør op?
Først troede jeg, han lavede sjov, men hans ansigt afslørede ingen tegn på spøg.
Hvad mener du? Hvordan det?
For en halv time siden, sagde han stille. Jeg så en kvinde gå ind. Jeg troede først, det var dig, men så opdagede jeg, at du stod nede på altanen.
Mit hjerte begyndte at hamre.
Jeg havde boet alene i den lille lejlighed i to år. Efter skilsmissen havde jeg taget en fast beslutning: Aldrig mere skulle jeg dele nøgler, vaner eller nætter med nogen, jeg ikke stolede på.
Hvordan så hun ud? spurgte jeg.
Mørkt hår. Omkring fyrre. Hun havde en skuldertaske med.
En isnende kulde løb langs min ryg. Ingen andre end mig selv skulle have en nøgle undtagen én.
Min eksmand, Thomas, havde jo afleveret nøglen, da han flyttede ud. I hvert fald havde han påstået det.
Er du sikker på, hun gik ind til mig? spurgte jeg.
Jeg så det tydeligt, svarede Henrik. Hun trykkede håndtaget ned og gik ind.
Jeg kiggede forsigtigt mod døren ind til lejligheden. Der var stille. Alt for stille.
Vent lige her, sagde jeg.
Men Henrik rystede beslutsomt på hovedet.
Jeg går ikke fra dig nu.
Sammen gik vi langsomt ind. Alt så ud som før. Lyset i stuen havde jeg efterladt tændt. Men på bordet stod nu et glas, det samme jeg altid brugte men det havde jeg ikke taget frem.
Jeg har ikke drukket vand i dag, hviskede jeg.
Henrik gik hen og mærkede på glasset.
Det er lunt, sagde han.
Så lød et svagt bump fra gangen. Det lød som om nogen flyttede på noget.
Vi stivnede begge.
Er der nogen? råbte Henrik ind i mørket.
Intet svar kom.
Han gik forrest, jeg slingrede bagefter. Døren til soveværelset stod lidt på klem. Mit hjerte hamrede løs i brystet. Henrik åbnede døren brat.
Værelset var tomt.
Men garderobeskabet stod splittet op, og mit tøj lå i uorden. På sengen lå der en lille konvolut.
Jeg gik nærmere og tog den. Mit navn, “Malene,” var skrevet på forsiden.
Mine hænder rystede, da jeg åbnede den. Inde i lå en lille seddel med en velkendt håndskrift.
“Når du er klar til at tale, ved du, hvor du kan finde mig.”
Henrik så spørgende på mig.
Har han stadig en nøgle?
Jeg rystede på hovedet.
Det burde han ikke.
Jeg satte mig forsigtigt på sengekanten og forsøgte at samle tankerne. Sidste gang, jeg havde set Thomas, var i retten. Han havde været så rolig, næsten usandsynlig rolig, og sagt:
En dag skal vi nok tale sammen igen.
Jeg havde troet, det bare var snak.
Men nu havde nogen været her. Sat sig ved mit bord, drukket af mit glas, rodet i mit skab.
Henrik stod stadig i døren og læste sedlen igen.
Det her er ikke normalt.
Jeg ved det, svarede jeg.
Pludselig kom jeg i tanke om reservesættet af nøgler, som jeg altid havde haft liggende i skabet ved entredøren. Jeg åbnede det og der var tomt.
Det slog mig med det samme. Han havde aldrig afleveret nøglen. Han havde bare sagt, han havde.
Jeg var så naiv at tro på det.
Henrik sagde stille:
Måske skulle du få skiftet låsen.
Jeg så på sedlen en sidste gang og rev den midt over.
Nej, sagde jeg. Måske er det tid til at ændre noget helt andet.
