Jeg voksede op uden en far. Eller jeg havde en far, men da jeg fyldte fire år, mistede jeg ham. Min far, Mikkel Bødker, arbejdede i Beredskabsstyrelsen og omkom under en redningsaktion efter et jordskælv i en asiatisk nation. Med ham døde også Baron, hans schæferhund, som han havde opfostret fra hvalp.
Min mor, Karen, blev enke og giftede sig aldrig igen. Hun opforskede mig alene. Da jeg blev fjorten, meldte jeg mig ind i den lokale hundeklub, i børnenes afdeling, hvor man lærte om hundetræning. Min mor bakkede mig op, selvom hun inderst inde frygtede, at jeg ville vælge samme farlige levevej som min far. Da jeg blev seksten, tog jeg en schæferhvalp med hjem men længe kunne jeg ikke finde ud af, hvad han skulle hedde.
En dag hørte jeg mor tale med hvalpen:
Åh, din lille bandit, nu har du da vist rodet dig ud i noget igen…
Jeg måtte smile. Når jeg selv som barn kom ind mudret og uvorren, sukkede hun altid netop de ord. Jeg trådte ind i stuen, grinede og sagde:
Så har han da fået sit navn. Han hedder Bandit.
Gennem to år voksede Bandit op til at blive en stolt, stærk og lydig tjenestehund. Jeg var pavestolt af ham, og af mig selv. Så blev jeg indkaldt til værnepligt, og jeg ansøgte straks om at tage Bandit med, hemmeligt for min mor. Jeg trænede ham målrettet til formålet og håbede inderligt, vi klarede optagelsesprøven. Vi blev sendt til uddannelsescenteret, hvor vi tre måneder i træk beviste, vi var klar.
Herefter blev vi stationeret ved grænsen til Tyskland. Bandit og jeg blev hurtigt kendt blandt soldaterne. Når vi drog på patrulje i natten, sagde alle: “Nu går Bandit og Bødker på arbejde!”
Tjenesten forløb roligt, indtil en nat det gik grueligt galt. Under en patrulje stødte vi på grænseovertrædere. Det endte i skudveksling. En soldat blev såret, en anden dræbt og jeg forsvandt sporløst. Bandit blev også ramt. Hele grænseposten blev sat på den anden ende, eftersøgningen varede i ugevis, men de fandt mig aldrig.
Måneder senere stod en officer fra hjemmeværnet uden for min mors dør, med Bandit i snor. Hunden var kommet sig, men haltede tydeligt. Min mor græd c roligt mens hun kælede for Bandit, der trykkede hovedet dybt mod hendes knæ. Officeren talte om håb og vidundere, om at lede videre, men min mor hørte intet. Hun så kun på hunden og sukkede:
Åh, din lille bandit…
Herefter så man dem hver morgen og aften i parken min mor og Bandit, hun gik roligt, han haltede trægt men værdigt. De udstrålede en ro og indre styrke, som gjorde, at folk instinktivt måtte vende sig om. Det var, som om noget langt stærkere end båndet mellem menneske og dyr holdt dem sammen.
Min mor talte lydløst med Bandit på dansk:
Bandit, lad os bage nogle boller i dag med svampe og hvidkål. Dejen er klar. I morgen har vi fri, så går vi en tur til søen og du får svømme.
Efter et år kom hjemmeværnet igen, denne gang med dagligvarer og hundefoder. Hvis ikke hun hørte nyt om mig endnu et år, kunne jeg erklæres for død, sagde de. Mor nikkede tørt og takkede dem inden de gik.
Lyt ikke til dem, Bandit. Jeg kan mærke, han lever endnu.
En dag ringede en ung mand på. Bandit peb, men gøede ikke. Min mor blev nervøs, men Bandit logrede kun.
Goddag Karen, jeg hedder Sune Palsgaard, jeg tjente sammen med din søn eller, ja, ‘Bødker’ blev han kaldt… Goddag, Bandit, kan du kende mig, din lømmel? sagde han og smilte til hunden.
De sad længe, mor bød på te og hjemmebag, de så på gamle billeder, lo ad historier fra min barndom. Så blev Sune alvorlig.
Karen tag mig ikke for skør, hvis jeg siger, at Alex bad mig hilse og sige, han snart kommer hjem.
Mor hikstede, tårerne strømmede ned ad kinderne. Bandit kom hen og slikkede hendes hånd. Sune forklarede stille, at jeg var kommet til ham i en drøm, to uger forinden, og han måtte bringe budskabet.
Endnu et år gik. Min mor og Bandit fortsatte deres ruter i parken, uagtet årstiderne. Da efteråret kom, og bladene lyste guld under solen, gik de ned ad stien. Pludselig nærmede en høj, rank skikkelse sig fra den modsatte ende. Han gik med forsigtige, let haltende skridt. Bandit stivnede, peb, trippede utålmodigt, og mor gav slip på snoren. Hunden løb, som havde han aldrig været skadet, og kastede sig frem mod manden, han havde ventet på i så lang tid.
Jeg stod der. Og så, langt om længe, var det min mor og min Bandit, der omfavnede mig.
Det år lærte jeg, at håbet er det smukkeste lys, selv på de mørkeste dage. Jeg forstod, at familien og loyalitet endda fra en hund kan binde selv de evigt adskilte sammen igen.
