Undskyld os, begyndte en af betjentene. Men den dame hævder, at jeres kat sprang over på hendes altan, overfaldt hende og derefter stjal hendes killing
Kender I de der bygninger, som kaldes hjørneejendomme? De, hvor to fløje er bygget sammen i vinkel præcis halvfems grader.
Hvis der så er altaner ind mod gården, kommer de i hjørnet næsten helt tæt på hinanden.
Det der næsten er højst halvanden meter.
Nå, men
Et ægtepar, der boede på femte sal, kom en aften hjem fra arbejde. De havde job i samme firma og kørte sammen i deres bil.
Gennem gården så de en flok gadehunde angribe en stakkels herreløs kat, som beboerne dem selv inklusive plejede at fodre.
Manden jagede hundene væk, men katten havde fået tæv. Heldigvis ikke fatalt. De samlede den op og tog den med hen til bilen.
Hos dyrlægen blev sårene renset, syet, han fik drop med saltvand og vitaminer, fik antibiotika og besked på daglige kontroller en uge frem.
Sådan endte Mogens hos dem.
Hvorfor Mogens? tænker du sikkert. Fordi han lignede en gadedreng, næsten lidt gangsteragtig. Men det viste sig hurtigt
Den frygtindgydende Mogens vænnede sig utroligt hurtigt til kærligheden og varmen. Allerede efter få dage lå han blødt henslængt på sofaen, spandt veltilfreds og rullede med øjnene, når konen kærtegnede ham.
Se nu, hvor forkælet han er, grinede hun og kløede ham på maven.
Mogens sprællede lidt sårene gjorde stadig ondt men spandt videre. Han nød det oprigtigt.
Han tog på, blev vasket og plejet, pelsen glimtede igen, og snart sov han med fornøjelse i deres skød.
Alt sliddet på gaden kulde, sult, slagsmål og frygt forsvandt, som havde det bare været et mareridt.
Nu nød han at sidde på altanens kant og holde øje med livet i gården. Han havde slet ikke lyst til at komme ud igen. Han vidste, hvad den frihed kunne koste.
Naboers altaner interesserede ham ikke. Indtil
Indtil der dukkede en killing op på den næsten tilstødende altan fra nabotrapperummet. En pelset, lille, tydeligvis velholdt mis.
En ægte racekat Hvad ved han om livets realiteter? tænkte Mogens og fnysede, vendte sig demonstrativt væk og strakte halen i vejret.
Men næste dag lød der en mærkelig lyd fra den side. Mogens lyttede. Lyden kom fra den forkælede killing.
Mogens gik tættere på.
Killingen sad trykket op i et hjørne og klynkede lavmælt.
Hey! kaldte Mogens. Hvad sker der? Tuder du, fordi maden ikke er fin nok?
Den lille stak af med ørene og trykkede sig endnu mere op ad muren, så bange ud for den store, barske kat.
Hvorfor græder du? gentog Mogens.
Killingen svarede, stadig fra hjørnet:
Hun slog mig med tøflen Det gør virkelig ondt, ved du det?
Mogens anede ikke, hvordan det var at få tæsk med en tøffel. Han blev jo nusset og forkælet. Men smerte kendte han alt til.
Tøflen? gentog han. Hvorfor?
Jeg peb for tidligt i morges. Var sulten
Og? spurgte Mogens forbløffet.
Så slog hun mig. Og råbte
Mogens blev stille. Den lille grå klump dirrede og turde knap trække vejret.
Han huskede pludselig sin egen liv på gaden kulde, sult og angst.
Sker det tit? spurgte han stille.
Næsten altid, peb killingen. Bare jeg støjer lidt eller laver ulykker. Hun holder ikke af mig Men til sine veninder praler hun over telefonen med, hvor meget jeg har kostet. Jeg ved ikke engang, hvad dyr betyder
Mogens vidste det. Hans ejer sagde ofte:
Du er min skat.
Men ordet lød anderledes dér.
Han rynkede panden. Det hele var underligt. Han havde ondt af killingen. Ude på gaden ville han have grebet ind. Men nu
Nu var han blevet en elsket indekat. Hvad gør man så?
Killingen blev kaldt ind i lejligheden, krøb med ørerne lavt, halen ind mellem benene, og efterlod et lille søle af skræk. Den gled ind ad døren.
Mogens stod og så på vådpletten. Kom i tanke om dengang han som lille tissede af rædsel foran en stor hund
Siden da brugte han det meste af tiden på altanen. Hans nye ven blev kaldt for Euro.
Mogens mente, at Navlepyt var et bedre navn.
Men Navlepyt vænnede sig til ham og kom nu ofte ud på altanen for at klage:
Hun sagde i dag, snøftede han, at hvis jeg larmer mere, smider hun mig ud fra altanen. Hun gider ikke gøre rent efter mig længere
Mogens pels rejste sig, og tænderne blottede sig.
Han hørte tit euroens ejers skænderier og grove ord ja, indimellem
Indimellem lød der et smæld: tøffel mod lille krop.
Han havde for længst besluttet sig, men frygten holdt ham tilbage.
Bliver smidt ud, tænkte han. For sådan noget, bliver jeg garanteret sat af igen.
Han ville ikke miste sit nye liv varme, tryghed, sine redningsfolk.
Men tanken om, at hun kunne slå killingen ihjel, gav ham ingen ro.
Så gik der et par dage mere.
Mogens sad på altanen og lyttede. Fra nabolejligheden lød råb. Kone lå i sengen og skældte Navlepyt ud.
Mogens betragtede scenen i ruden.
Hun rejste sig, løftede tøflen og truede killingen, der nåede ikke at krybe væk, før hun råbte:
Jeg slår dig ihjel, lille bæst!
Han ved ikke hvordan, men pludselig stod han på naboens altan. De halvanden meter var bare forsvundet.
Kvinden nåede ikke at smide tøflen. Lige foran hende på sengen dukkede op
Nej, det kom til syne.
En skikkelse fra mareridt: En kæmpe kat med banditansigt, hvæsende, hvæsende, skrigende. I hendes øjne væltede der ild ud af kæften, og gnister fra øjnene.
Sådan oplevede hun det.
Hun gispede, tabte tøflen, og varmt løb ned ad hendes ben i pyjamasen.
Hun så Djævelen selv.
Djævelen løftede poten, kløerne blottede. Hun skreg, gemte sig med armene og besvimede.
Efter ti minutter blev døren til Mogens hjem ringet på. På dørtrinnet stod den forvildede nabo med vilde øjne.
Jeres kat har angrebet mig!!! råbte hun. Den har flænset mig og stjålet min meget dyre killing! Jeg ringer til politiet!
Frue, svarede konen roligt. Vores kat er altid hjemme. Han går ikke udenfor. Og vi har slet ikke din killing.
Naboens ansigt forvred sig. Hun ville sige noget, fnes vredt og forsvandt, døren smækkede.
Ti minutter senere dukkede et par betjente op. Naboen stod bag dem og forklarede ophidset.
Undskyld, begyndte den ene. Damen hævder, at jeres kat sprang over på hendes altan, angreb hende og stjal hendes killing
Hvad? udbrød både manden og konen.
Tydeligt overraskede.
Kom endelig ind, sagde jeg roligt. Se selv: Mogens ligger på sofaen og snorker. Ingen killing her.
Hele flokken gik ind. Mogens lå virkelig og dovnede på sofaen.
Det er ham! Det er ham! skreg naboen. Det var ham, der overfaldt mig, rev mig og stjal min Euro!
Undskyld, stjal han jeres euro? undrede betjentene sig. Deres kat har bortført jeres euro?
Er I dumme? hvæsede hun. Killingen hedder Euro!
Betjentene udvekslede blikke og gik ud på altanen.
Næsten to meter, noterede den ene.
Vil du altså påstå, at en kat sprænger det med en killing i munden? spurgte den anden.
Tror I mig ikke?! råbte naboen. Hun fór rundt i den fremmede lejlighed og råbte: Euro! Euro! Euro!
Hun rullede skabe op, hev skuffer ud, smed vasketøj på gulvet og vendte hele lejligheden.
Betjentene måtte tage fat i hende og sætte hende ned.
Frue, lød det myndigt. Nu laver du uorden. Beboerne kan anmelde det.
Mig?! Efter hvad deres kat har gjort mod mig og min killing?!
For resten, sagde den anden betjent. Vær venlig at vise hvor katten har kradset eller bidt dig.
Hun tøvede, blev forvirret, og råbte så:
Jeg skal nok få ram på jer! Jer alle sammen!
Undskyld, sagde konen. Men du lugter kraftigt af urin Kunne du rejse dig fra min stol?
Naboens øjne blev store. Hun blussede op, blev grøn og så ligbleg ud.
Hun løb ud og smækkede døren.
Vil I anmelde hende? spurgte betjenten.
Nej, svarede vi begge.
Synes, hun virker forstyrret, sagde konen stille.
Beklager ulejligheden, sagde betjentene og forsvandt.
Vi så på Mogens, som nu var vågnet og sad på sofaen.
Nå så sagde jeg.
Nå så gentog min kone.
Mogens så skyldig ud, sprang af sofaen og gik hen til skabet.
Han greb fat i lågen, åbnede, hoppede op på hylden og trak under et håndklæde killingen.
For fanden udbrød vi i kor.
Vi satte os tungt på sofaen.
Mogens kom hen og lagde forsigtigt den lille grå klump i vores skød, hvor den skælvede af skræk.
Hvad gør vi nu? spurgte min kone og tog killingen op på sit skød.
Navlepyt rystede og knugede sig endnu tættere.
Bare rolig, lille ven, sagde jeg blidt.
Her er der ingen, der slår katte, fortsatte konen og nussede den. Men du, Mogens Du er i skammekrogen, sagde hun til ham. Sådan gør man ikke. Det er forkert. Det burde du have klaret på en anden måde
Og hvordan? overraskede jeg. Han reddede jo killingen fra en heks. Hvorfor skælde ham ud?
I øvrigt, vi har da ingen killing. Ku du ikke høre, hvad politiet sagde?
Ja, ja, sukkede konen, mens hun talte til Navlepyt. Mænd holder sammen. Skal vi måske give ham en medalje?
Netop! Giv ham en godbid! sagde jeg smilende. Kom, Mogens, du skal have lidt kylling.
Se lige ham! udbrød konen, og søgte næsten sympati hos Navlepyt.
Men killingen strakte sig pludseligt, viklede de små poter om hendes hånd og puttede sig.
Hun smilede forsonende:
Nå, så er du tilgivet denne ene gang.
Mogens og jeg gik i køkkenet, mens Navlepyt blev liggende og spinde på hendes skød. Nu forstod han det også; det er skønt, når nogen aer en.
Og han begyndte langsomt at forstå ordet “skat”.
For på denne kvindes tunge lød det som noget helt andetDet blev stille i stuen. Mogens sad i køkkenet, gnavede langsomt sin kylling, mens han lyttede til den dæmpede spinden fra stuen. Der var en ny ro over ham en form for stolthed blandet med lettelse. Han havde gjort det rigtige, frygten til trods.
Efter et øjeblik kom Navlepyt listende ud ad døren, dirrende af nysgerrighed, nu med halen løftet for første gang. Mogens skævede til ham, og Navlepyt stoppede op.
Tak, peb killingen. For at redde mig.
Mogens brummede blødt og slikkede ham forsigtigt over toppen af hovedet, som for at sige: Det var så lidt.
Bag dem i stuen hørte de konens sagte latter: nu lo hun med hjertet fyldt af varme og håb. For første gang havde hele lejligheden en fornemmelse af familie, ikke bare af mennesker, men af små loddne væsener med knuste, men stærke hjerter.
Udenfor på altanen sad de gamle gadehunde og betragtede livet fra gården. Ind imellem kiggede de op, så gik de videre. De havde fundet et andet sted at sove, og friheden kaldte på dem.
Inde i stuen var trygheden ikke længere kun et ord det var en knurren fra Mogens dybe bryst, killingen, der spandt, og en kone der tørrede tårerne væk med smilet stadig dansende på læberne.
Så, Navlepyt, sagde hun blidt og bar killingen hen til Mogens. Her er der plads til alle, der har brug for et hjem. Ikke, Mogens?
Mogens blinkede besejret, men lykkelig.
Resten af vinteren delte de tre gerne pladsen i sofaen lidt mindre plads til menneskene, mere varme til dem med pels.
Og hvis nogen en sen aften kiggede op mod den gamle hjørneejendom og så to katte på altanen, tæt sammenrullet, kunne de ikke se forskel på gadens Mogens og kapitals Navlepyt.
For et kærligt hjem visker selv de største skel væk og natten forvandler enhver bandit til en skat.
