– Mor, det her er min kæreste, Solveig… sagde Valdemar, mens han prøvede at lyde uformel, men nervøsiteten sneg sig tydeligt ind i stemmen. Og vi vil gerne… altså… øhm… det der… altså
– Ja ja… Hvad du gerne vil, er da ikke nyt for mig, moren kastede et opmærksomt blik på sin søns udkårne. Men er det mon det samme, Solveig vil? Kender I hinanden godt, Solveig?
– Åh ja da, svarede Solveig uden at rødme. Jeg kender ham som min egen bukselomme.
– Hvad sagde du? Moren blev så overrasket, at hun glemte al fortrolighed. Siger unge kvinder sådan nu om dage?
– Hvorfor ikke? Det er et gammelt dansk udtryk, at kende nogen som sin egen bukselomme. Men vi behøver jo ikke tale om Valdemar hele tiden. Det er vigtigere, at vi lærer hinanden at kende, dig og mig. Det kan jo være, at vi slet ikke passer sammen.
– H-how mener du det? Moren så forvirret ud.
– Nå men, vi skal jo til at sidde sammen mange aftener og vente på Valdemar, mens han er ude og feste med vennerne og høre på hans tømmermændshost og sovevaner sammen.
– Hør, hvad har jeg med det at gøre? Moren forsøgte desperat at genvinde kontrollen over samtalen. I skal da sove hver for sig… håber jeg…
– Men du skal jo ligge og være bekymret ude foran døren. Sådan gør alle mødre.
– Undskyld mig! Valdemar så på dem begge, uforstående. Hvorfor taler I sådan om mig?
– Ti stille! råbte mor og Solveig i kor.
– Nå, men Kirsten, jeg vil egentlig gerne vide, om du har temperament? For Valdemar vil slet ikke svare på det.
– Hvad mener du temperament? Moren slog øjnene op. Kan kvinder da det?
– Det kan du tro, sagde Solveig med et skævt smil. Nogle kvinder kan næsten slå ægtemændene ud af kurs.
– Åh herregud… Moren holdt sig for ansigtet. Sådan et sprog hvor vildt…
– Åh, kom nu Solveig sendte et fortroligt blik til svigermor. Indrøm bare, har du aldrig haft lyst til at give din mand eller din søn en over nakken?
– Altså… Moren var et øjeblik lige ved at indrømme det, men tog sig selv i det. Nej. Aldrig!
– Jeg sætter pris på dine manerer, Kirsten, smilede Solveig men jeg tror dig ikke helt. Hvordan kan man være mor til sådan én og aldrig have lyst til lige at ruske lidt op i ham? Forresten, slog du ham aldrig som barn, når han lavede ballade?
– Selvfølgelig ikke! Denne gang talte moren sandt.
– Ej… startede Valdemar igen, men blev straks undervist:
– Ti lige stille!
– Du har været for mild ved ham, Kirsten… Solveig klappede Valdemar på bagdelen. Sådan en bagdel, der selv søger eventyr fortjener et kærligt lille dask engang imellem. Men din Valdemar er god nok, og han kan stadig formes. Forresten, Kirsten, skal vi ikke tage en kop kaffe? Samtaler bliver ofte mere ærlige over kaffe. Jeg har købt en kage med
Senere, da Kirstens mand, Jørgen, kom hjem fra arbejde, sagde hun i Valdemars påhør:
– Skat! Vores Valdemar skal endelig giftes!
– Nej, det er ikke sandt! udbrød Jørgen begejstret.
– Nu, ro på! Jeg har altså ikke bestemt mig, indskød sønnen hurtigt.
– Jo, min dreng, sagde moren bestemt. Denne gang bliver du gift! Og om du fortryder, så adopterer jeg Solveig som min egen datter.
– Mor, hun har altså forældre, smågrinede Valdemar.
– Nå, det må være lige meget, svarede Kirsten strengt. I så fald afleverer jeg dig tilbage til Rigshospitalet og siger, de har givet mig det forkerte barn… Og så bakker din far mig op!
– Hvis det bliver nødvendigt, sværger jeg det, sagde Jørgen og lavede en knyttet næve til Valdemar.
Nogle gange skal man både kunne grine af sig selv og hinanden for familielivet bliver først stærkt, når vi kan tage hinanden på kornet med et glimt i øjet, men også med respekt og kærlighed.
