Niels ankom til landsbyen for at besøge sin moster. Den velkendte duft af det danske land strømmede imod ham, da han skubbede den grønmalede havelåge op. På gårdspladsen stod Karen allerede og ventede på ham.
Hvorfor har du ikke ringet? Du kunne da i det mindste have givet besked, sagde hun oprigtigt, mens hun lod armene omslutte sin nevø i et varmt kram. Er Katrine og børnene ikke med?
Nej, de blev nødt til at blive i Aarhus, svarede Niels lavmælt.
Moster Karen dækkede straks bordet med hjemmebagt rugbrød, frikadeller og en kande jordbærsaft. Efter frokosten gled hun naturligt over i et mere alvorligt emne.
Kom engang, Niels, se hvad jeg fandt nede i gemmekassen ude i bryggerset, sagde Karen pludselig og rakte ham et gulnet papir.
Niels foldede forsigtigt dokumentet ud og læste det. Hans ansigt frøs fast i et udtryk af vantro.
Du skal nu ikke tage det så tungt, forsøgte Karen at berolige ham. Det er jo så mange år siden! Måske har alting ændret sig. Og tænk nu lige engang du har jo opdraget to børn. Tror du, de er kommet med posten?
Den nat blev Niels i mosterens hus. Han lå søvnløs hele natten. Hvordan skulle han kunne sove, når brevet han havde læst, handlede direkte om ham? Det var skrevet for mange år siden, efter han som syvårig havde været syg. Resultatet slog fast, at han aldrig ville kunne få børn. Hans mor havde fået brevet men han havde aldrig hørt om det før.
“Måske er det hele en fejl,” tænkte Niels. “Hvis papiret taler sandt, har jeg opdraget Katrines børn som mine egne. Men det kan ikke passe. Jeg har aldrig været i tvivl om hende.”
Hans mor døde, da Niels knapt var blevet ti. Faderen fandt snart en ny kvinde. Niels tilbragte stadig oftere nætterne hos Karen, der boede i huset ved siden af. Hun blev hurtigt mere end en moster hun blev en mor.
Da Niels kom ud af forsvaret, ville han ikke tilbage til den lille landsby. For det første var der ikke noget arbejde, og for det andet havde han et anstrengt forhold til sin far. Han blev i Aarhus, fandt job som chauffør og fik et værelse i et beskedent kolektiv. Med mere erfaring begyndte han at køre lastbil på tværs af landet, og til sidst fik han råd til at købe sit eget sted.
Senere mødte han Katrine. Hun fortalte, at hun var gravid, endnu inden de blev gift. Livet gik sin rolige gang. Tre år efter datteren blev født, fik de en søn.
Da Niels nærmede sig de fyrre, og med opsparede kroner på kontoen, stoppede han som lastbilchauffør. Han startede sit eget lille fragtfirma, og forretningen voksede støt. Snart tjente han pænt et stabilt liv, han kunne være stolt af.
Da han havde læst det gamle brev, tog han direkte ind til København. Med uro under huden kunne han ikke tage hjem. Han fik lavet en undersøgelse, og det blev bekræftet: Han kunne ikke få børn. Niels vendte hjem knust, som en fremmed i sit eget liv.
Niels, du er hjemme! Er du sulten? Katrine smilede forhåbningsfuldt.
Nej, sagde han kort og lagde papirerne foran hende.
Hvad er det her? spurgte hun forvirret.
Det her betyder, at jeg ikke kunne få børn, sagde han stille.
Katrine sank sammen på stolen.
Niels, det må være en fejl, stønnede hun.
Vil du virkelig fortsætte med at lyve? sagde han og holdt blikket fast. Hvis du gør, så ser du mig aldrig igen.
Lad mig forklare, bad hun.
Langsomt begyndte hun at fortælle, at hun i gymnasiet havde haft en flirt med en klassekammerat. Hun fortsatte med at se ham et stykke tid, og da han vendte hende ryggen for hendes veninde, gjorde det ondt.
Det var dér, jeg mødte dig, Niels. Kort efter opdagede jeg, at jeg var gravid. Jeg vidste ikke med sikkerhed, hvem faren var, men jeg havde intet valg. At gifte sig med dig var min redning jeg turde ikke engang fortælle mine forældre, jeg var gravid.
Nuvel, den første kan jeg forstå, sagde Niels tungt. Men hvordan forklarer du vores søn?
Tårerne trillede ned over Katrines kinder. Hun tørrede dem væk med håndfladen, mens hun fortsatte.
Du var meget væk, kørte Danmark tyndt. På et tidspunkt mødte jeg min ungdomskærlighed igen. Han bad mig om at tilbringe en aften… og jeg ved ikke, hvorfor jeg gik med. Jeg så ham aldrig igen. Jeg kan aldrig tilgive mig selv for det. Han var bare en illusion du er mit livs kærlighed.
Da Katrine havde fortalt alt, sad Niels tilbage ved bordet med hovedet i hænderne.
Niels, jeg beder dig, gå ikke fra mig. Jeg kan ikke leve uden dig, tryglede Katrine.
Jeg kan ikke se på dig nu, svarede han lavt og gik mod døren.
Hun løb grædende efter, men han lukkede døren bag sig uden at se sig tilbage.
For at slippe for tankerne kastede Niels sig over arbejdet på kontoret. I weekenderne kørte han tilbage til landsbyen, til Karen. Netterne var de værste.
Hele mit liv er smuldret, tænkte han, mens han stirrede op i loftet. Hvad har jeg dog gjort for at fortjene det her? Hvordan kommer man videre?
Om morgenen skyllede andre tanker ind over ham.
Hvis jeg havde vidst, jeg ikke kunne få børn, da jeg kom hjem fra forsvaret så havde jeg vel aldrig fået en familie. Jeg havde aldrig oplevet glæden ved at være far. Han mindedes datterens første skridt, de små, lykkelige øjeblikke. Det var uvidenheden, der havde gjort ham glad.
Søndag kom, og hans børn trådte ind ad døren i moster Karens hus.
Far, jeg ved ikke, hvad der foregår mellem dig og mor, men du har trukket dig væk fra os. Vil du heller ikke se os? spurgte datteren lige ud.
Nej, min pige, jeg elsker jer lige så højt som altid, men din mor og jeg har svære problemer, svarede Niels.
Far, tag nu hjem til mor. Hun græder hele tiden. Jeg er bekymret for hende, sagde sønnen.
Kom nu, far. Bliv ikke uvenner med mor. Og glæd dig du og mor skal snart være bedsteforældre, sagde datteren og lyste op med nyheden.
Niels lagde armene om datteren og smilede:
Det var da virkelig en god nyhed!
Far, vi tager ikke hjem uden dig, sagde sønnen stædigt. Hvorfor skilles efter så mange år sammen?
I har ret, sagde han endelig og trak på smilebåndet. Lad os tage hjem.
