Altså, du aner ikke, hvor meget kollegaerne og veninderne sludrede om Lærke hun havde formået at fange interessen hos en moden, velhavende mand. Hans navn var Henrik, femten år ældre end hende og direktør for firmaet, hvor hun lige var begyndt.
– Hun er kun lige startet, og nu skal hun allerede giftes, – hviskede de bag hendes ryg.
– Hun har virkelig stukket snuden helt op i det fine selskab, hva?
– Virkelig.
Lærke havde altså slet ikke lyst til, at deres forhold skulle være offentligt. De var faktisk begyndt at ses, før hun overhovedet fik jobbet og hun anede ikke, at han var chefen, da hun troppede op til jobsamtalen! Alligevel blev hun ansat med det samme, selvom Henrik påstod, at han slet ikke havde haft noget med ansættelsen at gøre. Det var HR-chefen, der havde valgt hende ud fra CV og arbejdserfaring.
Senere fandt hun selvfølgelig ud af det hele og bad ham holde deres forhold hemmeligt. Men som man siger det, man gør i mørket, bliver kendt i dagslys. Efterhånden vidste alle i firmaet, at Lærke og Henrik dannede par, og der gik sladder på gangene om enkemanden og den unge skønhed.
Lærke gjorde ellers aldrig et stort nummer ud af sit udseende og var ret sikker på, at hun havde fortjent jobbet for sine evner, ikke for sine blå øjne. Men sladretanterne var ikke til at stoppe.
– Det er jo ikke engang to år siden Henriettes død, og nu skal Henrik allerede giftes igen! De hviskede ivrigt.
Henriette var den tidligere ejer af firmaet og Henriks første kone. De havde været gift i ti år, indtil en ulykke pludselig tog hende fra ham og efterlod Henrik med både formue og virksomhed.
Efter Henriettes død gik han mest rundt for sig selv, meget stille, næsten utilnærmelig, og det var netop dét, der hvis du spørger mig gjorde ham helt uimodståelig for byens kvinder. De syntes, han var trofast som en svane.
Henrik var ikke ligefrem nogen casanova, men hans bankkonto trak visse typer til. Men altså, Lærke faldt virkelig ikke for ham på grund af pengene.
De mødtes ved et uheld i Føtex du ved, kassedamen er presset, nogen standser op for at pakke, og bum så kører han hendes fod over med sin indkøbsvogn. Der røg strømperne og de fine ruskindssko og han skældte ud, fordi han troede, hun havde trængt sig forrest i køen!
Men Lærke svarede ham tørt igen, så han til sidst betalte for hendes indkøb og nærmest jagtede hende tværs over hele centeret for at sige undskyld.
– Undskyld, undskyld, jeg havde bare en forfærdelig dag, må jeg bære dine poser?
– Nej, tak, jeg har bil med, svarede hun selvom hun faktisk slet ikke havde nogen bil.
Hun ventede, til han var væk, og gik så til busstoppestedet. Men måske held i uheld Henrik kørte samme vej og så hende stå der.
– Kom nu, hop ind!
– Nej, tak.
– Jeg kører ingen steder før du sætter dig ind, sagde han og blokerede stoppestedet, så de andre passagerer begyndte at overtale hende også.
Til sidst måtte hun overgive sig.
Henrik viste sig at være virkelig flink, når ikke han skældte ud eller ræsede rundt i supermarkedet med en vogn. Lærke tænkte, at de måske sagtens kunne blive venner under andre omstændigheder, men Henrik var klar på mere. Han havde været sikker på, efter Henriettes død, at kærligheden ikke ventede, men så dukkede Lærke op så anderledes fra Henriette, både af udseende og sind.
Hun gjorde et eller andet ved ham, for han begyndte straks at opsøge hende og ventede udenfor hendes opgang hver dag. Til sidst gav hun sig og gik med ham ud. Kort efter blev hun ansat i hans firma. Hvordan det lige blev sådan, kan man selvfølgelig kun gætte på.
Henrik var ærlig talt ligeglad med, hvad folk sagde om dem. Han skjulte ikke, at han var glad men overdrevne gaver eller diamanter brugte han ikke på hende. Til gengæld manglede Lærke aldrig opmærksomhed.
Hun kunne godt lide måden, han kiggede på hende på. Og ja lejligheden midt i København, den fine Volvo og de trygge udsigter gjorde heller ikke noget skidt. Hun flyttede hurtigt ind til ham og blev snart præsenteret for hans mor, Bodil.
Bodil var meget stille og gjorde altid, hvad sønnen sagde. Efter Henriettes død havde han taget sin mor til sig, og hun stod for alt: hun lavede mad, vaskede tøj, strøg skjorter, alt det praktiske.
Da Lærke flyttede ind, fortsatte Bodil bare sine husholdningsrutiner, og Lærke blandede sig ikke i det hun nød bare svigermors hjemmelavede mad. Alt var godt indtil Henrik ville giftes.
Det, der mest generede Lærke, var, at han stadig bar sin vielsesring efter Henriette.
– Jeg føler stadig, at jeg har en forbindelse til hende, indrømmede han. Det havde Lærke svært ved at acceptere, så hun bad ham tage den af.
– Okay, hvis det er vigtigt for dig, skal jeg nok tage den af, sagde Henrik og lagde den væk.
Måneder gik, og da han ville fri, havde han fundet et smykkeskrin frem og tænkte, at arveringen ville begejstre Lærke.
Alt var perfekt: middag på Restaurant Barr, jazzband, et glas vin og i glasset lå der pludselig en ring.
Lærke var ved at spytte vinen ud, da hun opdagede ringen på bunden.
– Vil du gifte dig med mig? spurgte Henrik og rakte hende ringen. Men til hans overraskelse trak hun hånden til sig.
– Nej.
– Hvad mener du, nej?!
– Jeg vil ikke have dén ring.
– Men det er et arvestykke! Unikt! Du ved ikke, hvor meget den er værd! blev han vred.
– Jeg er ligeglad. Jeg vil ikke bære det smykke, der tilhørte din afdøde kone.
– Hvorfor?
– Fordi det bringer uheld.
Hun sukkede.
– Skal jeg så også tage hendes kjole på? Din mor sagde jo, den stadig lå i kælderen.
– Kjole kan vi købe nyt, men ringe de er unikke, det er guldarbejde, man ikke finder længere! sagde Henrik.
– Nej. Jeg vil ikke gå med andres ting. Og du skal heller ikke bære den gamle ring mere, du ved, hvordan jeg har det med det.
– Er det din endelige beslutning? begyndte han at rynke brynene.
– Ja. Beklager.
Så rejste Lærke sig fra bordet. Stemningen var ødelagt.
– Jeg synes, vi skal tage en pause, sagde Henrik.
– Jeg tænkte det samme.
Lærke gik. Henrik stoppede hende ikke. Bandet spillede videre. Retten blev serveret, men skrin og ring stod uberørte tilbage.
På arbejdet prøvede Lærke at undgå chefen. Henrik sås næsten aldrig ude af sit kontor. En aften tog Lærke hjem til sine forældre, som straks mente, hun skulle gøre endeligt op med Henrik og finde en på hendes egen alder.
– Du er både smuk og klog, Lærke! Hvorfor vælge en, der både er ældre, enkemænd og stadig sidder fast i fortiden!
Hun svarede ikke rigtigt, for hun var splittet. Henrik passede godt på hende, men hans hang til det gamle liv og Henriette tyngede hende.
Sådan gik dagene, uden at nogen tog kontakt. Til sidst sygemeldte Lærke sig hun følte sig ikke helt på toppen. På kontoret gik snakken, at chefen og hans smukke assistent var gået fra hinanden. Henrik selv lagde ikke låg på rygterne, han var sur og kort for hovedet, og det gik også ud over hans mor. Bodil prøvede en aften at tage snakken op, men Henrik lukkede hurtigt ned.
Bodil kunne ikke holde ud at se sin søn så ked af det, men uden at kunne gøre noget. Hun satte sig derfor for at besøge Lærke.
– Bodil?! spurgte Lærke overrasket, da hun åbnede døren.
– Hej, søde, hvordan har du det?
– Lidt sløj, svarede Lærke.
– Så derfor bor du alene for tiden for ikke at smitte mig?
– Ikke helt
– Kom nu hjem igen. Henrik savner dig altså.
– De mærker er svære at spore, sagde Lærke, småbittert.
– Han er stædig som et æsel. Sig mig, hvad er der egentlig sket imellem jer? I elsker jo hinanden, sagde Bodil.
– Han vil have, jeg skal bære ringen fra hans forrige ægteskab.
– Aha hvis ikke det var for ringen, ville I så være glade?
– Den må sælges købes noget nyt for pengene, det er kun fair. Jeg nægter at gå med noget, der har tilhørt en anden, og jeg tror faktisk på, at sådan nogle ting kan binde én til fortiden.
– Jeg forstår dig, Lærke. Henrik er nok slet ikke klar til at binde sig endnu. Han sidder stadig fast i gamle minder, selvom han også elsker dig.
– Man kan altså ikke bygge noget nyt ovenpå det gamle, Bodil. Men tak fordi du kiggede forbi det betyder meget.
Bodil gik. Hun syntes, det hele var ærgerligt, men kunne ikke gøre mere end at håbe.
Efter en uges sygefravær gik Lærke tilbage på arbejde nervøs og stadig lidt mismodig. Henrik havde stadig ikke kontaktet hende, og det gjorde ondt. Hun besluttede til sidst at sige op og prøve lykken et nyt sted.
Henrik skrev bare under på opsigelsen uden et ord og sad forstenet over papirerne, mens han skubbede brillerne op på næsen.
– Du opfører dig som et barn, Henrik, sagde Lærke, da hun gik ud.
– Ingen har nogensinde sagt nej til mig før
Hun sagde ikke mere, men da hun gik, så hun glimte af den gamle ring, da han skrev under. Og hun vidste, hun havde gjort det rigtige. Han glemmer aldrig sin kone.
Så Lærke gik hjem og begyndte at pakke, og selvom det var tungt, føltes det mere og mere lettende for hvert trin. Henrik sad tilbage, stadig uforstående over, hvorfor hun ikke ville blive hans selvom alle jo syntes, han var verdens bedste fund.
