PØLSE-TYVEN
Han kunne ikke lade være med at bemærke den kat. Det var umuligt ikke at lægge mærke til ham, for han stjal fra hans lille dagligvarebutik. Men måden katten gik til værks på, gjorde det umuligt at blive sur. Tværtimod.
Butiksejeren glædede sig faktisk til starten af showet. Han optog altid seancen på sin mobil, og om aftenen viste han det til sin kone, så de begge kunne grine sammen. Sådan gik det.
Katten sad længe foran den åbne dør og lod, som om han bare var stoppet op for at hvile sig selvfølgelig ikke for at stjæle. Han kiggede sig grundigt omkring og tjekkede, at ingen var i nærheden. Ejeren selv gemte sig bag det store køleskab og filmede begivenhederne derfra.
Katten sneg sig forsigtigt ind, gik direkte hen til pølsedisken, satte farten op og greb hurtigt en hotdog-pølse eller en medister, hvorefter han straks skyndte sig ud, men
Sulten gjorde, at han ikke nåede langt. Allerede et par meter fra butikken stoppede han op og kastede sig over maden.
Ejeren gik ud og spurgte på afstand:
Smager det godt?
Katten så op og gav et bekræftende mjav.
Godt så, sagde manden.
Du er altid velkommen tilbage.
Du undrer dig måske. Hvordan hænger det sammen?
Pølser på disken, ikke på køl og ikke særligt synlige. Og så lå der simpelthen små bundter af hotdog-pølser og medister. Men sagen var enkel.
Butiksejeren havde et blødt hjerte.
Han havde besluttet sig for at fodre katten på denne måde. Katten var engang kommet til butikken afpillet og udmagret men nægtede hårdnakket at nærme sig mennesker eller tage imod mad direkte fra hånden. Så kom butiksmanden på en idé.
Først lagde han pølserne helt tæt ved udgangen, så Ocean sådan havde han valgt at kalde den lille tyv kunne tage sin mad selv. Han skulle have en følelse af, at han ærligt havde måttet stjæle den for at få mad.
Det virkede. Senere lagde ejeren pølserne længere og længere ind i butikken, indtil de til sidst lå på den nederste hylde ved pølsedisken helt tæt ved gulvet. Her lavede han en foderstation.
Ocean kunne for længst have gået direkte ind og taget hvad han ville men nej. For ham handlede det om selve processen. Stjålen mad smager trods alt bedst.
Senere satte manden en stor vandskål, en god portion kattemad og en plastkasse med sand ved siden af butikken. Lige der ved siden. Der stod også en lille hundehytte med et varmt tæppe indenfor.
Ocean var fortsat meget sky, men han yndede at snakke. Ejeren gik altid ud med pølsen og indledte en samtale. Katten holdt pauser i måltidet, så på manden og kom med små miav.
Men én ting undrede butiksejeren i stigende grad.
Ocean var blevet flot og rund han sultede ikke længere, men alligevel stjal han stadig pølser flere gange om dagen og forsvandt rundt om hjørnet.
Ejeren prøvede mange gange at finde ud af, hvor han forsvandt hen, men Ocean listede sig altid væk.
Derfor købte manden et lille kamera med god vinkel, som sendte optagelser direkte til hans computer på kontoret. Og endelig, en dag, gav det pote.
Fra et kældervindue bag hjørnet dukkede en lille rød killing frem, ivrig og utålmodig, og kastede sig over pølsen, som Ocean havde bragt.
I morgen, hører du? I morgen skal du tage dem med hjem!
råbte konen til butiksejeren om aftenen, mens glædestårerne trillede, men
Det viste sig at være lettere sagt end gjort. Det var ikke længere svært at fange Ocean han sov nu roligt midt i butikken men killingen? Umulig at komme i nærheden af.
Dagene gik. Gennem kameraet så ejeren hvordan den lille røde killing nærmede sig Oceans vandskål og sov i hundehytten. Men ved det mindste forsøg på at nærme sig, stak killingen af som en ildrød pil.
Men på en særlig dag blev alt forandret. Inde fra butikkens forgang lød der en underlig lyd. Ingen kunder var der. Ejeren kom frem bag disken og gik mod lyden.
På dørtrinnet sad den røde killing og peb hjerteskærende.
Hvad nu, lille ven?
spurgte han overrasket.
Killingen løb hen til ham, så ham lige i øjnene og løb ud mod gaden. Uden tøven fulgte ejeren efter. Bag huset lå Ocean og peb. Han var blevet bidt af en hund i bagbenet. Han havde revet sig løs, men såret var alvorligt.
Den lille killing trykkede hovedet mod Ocean og mjavede igen.
Åh, min Gud,
sagde manden.
Han tog jakken af, pakkede den stønnende Ocean ind og puttede den lille røde killing i lommen. På vejen smækkede han døren til butikken og satte sig ind i bilen.
De tilbragte fem timer hos dyrlægen, mens såret blev behandlet og syet.
Imens fik han også gjort killingen selskabelig. Han kaldte ham Flamme fordi han var så legesyg og fuld af liv.
Senere på aftenen lukkede han butikken og tog både Ocean, der endnu ikke var kommet sig efter narkosen, og Flamme med hjem.
Hans kone var lykkelig. Og hvad gør en lykkelig kvinde?
Korrekt hun ringer til alle sine veninder. Og sådan et opkald kræver lange forklaringer og masser af gode råd.
Da hun endelig blev færdig, lå mand, Ocean og Flamme strakt ud over hele sengen og sov.
Nå, hvor skal jeg så sove? grinede konen.
Men Flamme flyttede gerne på sig, puttede sig ind til hende og begyndte at træde med sine små poter.
Sådan fik de et hjem.
Nu var der to store, magelige katte, der ikke længere mindede om deres tidligere tilværelse som herreløse. Nogle gange slikker Ocean stadig Flamme i pelsen af gammel vane og Flamme klager ikke.
Og på den anden side af gaden, ved siden af skobutikken, har en lille grå kat slået sig ned, og ekspedienten dér løber hele tiden ind i dagligvarebutikken for at købe lidt mad til hende.
Måske tager hun den grå kat med hjem en dag?
Måske, hvis vi alle åbnede vores hjerter, ville alle katte få et hjem.
Kanske ville katte blive så populære, at man måtte stå i kø og tage kattekurser for at få lov til at have én?
Hvad tror du?
Måske handler livet dybest set om at dele den kærlighed, vi har, med dem, der har allermest brug for den.
