2. juni
Kære dagbog,
Jeg havde en oplevelse i dag, som fik mig til at tænke meget over folks fordomme og over hvor hurtigt nogle dømmer andre ud fra det yderste. Jeg har altid hørt udtrykket “klæder skaber folk,” men i dag viste det sig, hvor farligt det kan være at dømme nogen på det grundlag.
Det hele skete i en af Københavns mest eksklusive butikker. Allerede ved døren kunne jeg mærke duften af dyrt læder og eksklusiv fransk parfume. Jeg trådte ind med min gamle, men elskede, trenchcoat og gik målrettet hen til udstillingen med den flotteste håndtaske i butikken. Jeg nåede dog ikke at se den ordentligt, før en alt for selvsikker ekspedient kom springende.
Han sagde, uden den mindste blufærdighed:
Den taske behøver du slet ikke kigge på. Din husleje kan næppe dække selv priset for remmen. Kan jeg bede dig om at forlade butikken?
Hans blik var direkte nedladende. Jeg bemærkede, at et par andre kunder så undrende til. Men jeg mærkede hverken vrede eller skam, blot en underlig ro. Jeg fiskede min telefon op fra lommen, låste den op og vendte roligt skærmen mod ham. På skærmen lyste adgangskoden og logoet til butikkens interne system det digitale nøglekort til både varebestilling og personalehåndtering.
Jeg sagde med rolig stemme:
Det er da interessant, du nævner det. For ifølge dette system har jeg lige godkendt en øjeblikkelig opsigelse af butikkens daglige leder.
Hans ansigt skiftede karakter. Først vantro, så et glimt af genkendelse og til sidst frygt.
Undskyld, vent Er du investoren, der var med til formiddagens møde? spurgte han med bævende stemme og let panik i øjnene.
Jeg stak telefonen ned i tasken igen og tog et skridt henimod ham, stadig uden at hæve stemmen:
Jeg ejer ejendommen her. Og du ja, du bør nok finde dig et andet job.
Jeg trykkede let på telefonen, og som om det hele var koreografet, kom to solide sikkerhedsvagter lydløst til syne bag ham. Hans ansigt blev helt gråt, da de lagde en rolig, men bestemt hånd på hans skulder. Han forsøgte febrilsk at forklare sig, men vagterne guidede ham roligt mod personaledøren. Hans karriere i dansk luksusmode sluttede vist der.
Da han var ude af syne, gik jeg hen til håndtasken, rettede lidt på den og vendte mig mod en ung praktikant, der havde stået trykket op ad væggen med store øjne.
Jeg smilede blidt og sagde:
Husk på det, kære: Penge larmer ikke de elsker stilhed. Men respekt skal alle kunne mærke, ligegyldigt om gæsten kommer i Hugo Boss eller i gamle New Balance.
Nu har butikken fået ny leder, og rygtet siger, at folk aldrig har følt sig så velkomne her i København.
Man skal aldrig undervurdere andre bare på udseendet. Man aner aldrig, hvem man står overfor.
