Der er et gammelt dansk ordsprog, der siger: “At være for godtroende er værre end tyveri.” Tidligere syntes jeg, det lød lidt overdrevet, men nu har jeg selv erfaret, hvor meget sandhed der gemmer sig i de ord.
For omkring et halvt år siden flyttede der en ny nabo ind overfor min lejlighed her i Valby. Hun hedder Bodil, omkring fyrre år, ser altid velplejet ud og har et venligt smil på læben. Vi hilste som regel på hinanden i opgangen, udvekslede høfligheder helt almindeligt naboskab i København.
To uger efter indflytningen bankede hun på min dør for første gang. Klokken var cirka ni om aftenen. Jeg åbnede døren og så Bodil med et undskyldende smil og en tom skål i hånden.
– Åh, undskyld jeg forstyrrer, sagde hun. – Jeg har lige sat mig for at bage pandekager, men jeg er løbet tør for salt! Kan jeg låne en knivspids? Jeg leverer det tilbage i morgen!
Det var jo ikke noget særligt, så jeg øste rigeligt salt op til hende. Hun takkede pænt og gik hjem.
Men allerede nogle dage efter var hun der igen denne gang for at låne sukker.
– Jeg har sådan lyst til en kop te, sukkede hun og trak sin morgenkåbe tættere sammen. – Det øsregner, og det er allerede sent… Kan jeg låne et glas sukker? Jeg køber en hel ny pakke i morgen!
Jeg syntes egentlig det var okay, men begyndte alligevel at undre mig. Hun havde boet næsten en måned havde hun ikke nået at købe de mest basale ting? Salt, sukker, smør, tændstikker det burde alle da have. Men jeg valgte at lade tvivlen komme hende til gode.
Efter en uge var det æg, hun lige stod og manglede. Så blev det en smule solsikkeolie, derefter et løg, en halv citron, en tepose, en hovedpinepille og endda en rulle toiletpapir.
Det var som et urværk: sent på aftenen, det undskyldende blik, historien om at hun lige havde glemt, og et løfte om at levere det tilbage dagen efter. Men intet af det returnerede nogensinde. Bodil havde en forbløffende selektiv hukommelse hun huskede altid et eller andet, jeg havde, men ikke hvad hun selv skyldte.
En dag stod jeg selv og skulle bruge en gulerod til suppen. Jeg vidste hun var hjemme, så jeg bankede på. Bodil åbnede døren, lyttede og sagde med et uskyldigt udtryk:
– Åh, jeg har desværre kun lige til mig selv i dag. Jeg skal også lave mad. Jeg kan desværre ikke give dig en.
Hun lukkede døren uden et videre ord.
Det slog mig: Mine madvarer var åbenbart fælandets gods, mens hendes gulerødder var hellige! Nok måtte være nok. Aldrig mere!
Jeg satte mig straks ned og noterede alt det, hun havde lånt: sukker, æg, kaffe, olie, løg, piller, citron, vaskepulver. Da jeg regnede sammen, kom det op på cirka 950 kroner.
Den seddel lagde jeg på min kommode i entreen jeg følte på mig, at jeg snart fik brug for den. Og ganske rigtigt.
Det blev lørdag, og jeg havde planer om at bage æblekage. Et velkendt ring på døren. Gennem dørkighullet så jeg Bodil stå med en skål i hånden.
Jeg tog en dyb indånding, satte et høfligt smil op og åbnede døren.
– Hej! udbrød hun med glad stemme. – Kan du redde mig? Jeg vil bage klatkager, men er løbet tør for mel. Kan du ikke lige give mig 300 gram? Jeg lover at give det hele igen!
– Mel? svarede jeg. – Det kan du tro, jeg har.
– Årh, hvor dejligt! Du ved jo, jeg betaler altid tilbage!
– Selvfølgelig, Bodil. Men lad os først få gjort status over vores lille madvare-samarbejde.
Jeg rakte hende sedlen. Hun blinkede forvirret hun var vant til, at jeg uden spørgsmål bare leverede, aldrig før sådan en opgørelse.
– Se, sagde jeg og pegede på listen. – Jeg har skrevet op, hver gang du har lånt noget: Æg femten styk, ikke? Sukker fire gange et krus. Olie, kaffe, vaskepulver, citron, løg. Alt i alt næsten en hel indkøbsliste!
Bodil tav. Hun så mere og mere fortørnet ud, nærmest fornærmet over, at jeg overhovedet turde tage det op.
– Jeg har regnet ud efter gennemsnitspriser, fortsatte jeg. – Du har endda fået rabat. I alt: 950 kroner.
Jeg rakte hånden ud, flad.
– Når vi har gjort op, får du melet. Jeg kan endda sigte det for dig.
– Er du seriøs? udbrød hun endelig. – Du giver mig regning for salt og tændstikker?! Helt ærligt?!
– Mere end almindeligt, nikkede jeg roligt. – Har du lånt, skal du aflevere. Hvis ikke, må du betale. Det er ikke så svært.
– Hvor er du nærig! hvæsede hun. – Jeg troede, vi kunne være venner, men du… Du er så smålig!
– Smålighed er at have råd til sushi, men tigge om toiletpapir fra sin nabo, svarede jeg tørt.
Bodil blev ildrød i hovedet.
– Fy for pokker! behold dit mel! råbte hun og smækkede døren bag sig. Jeg stod tilbage med listen i hånden ikke vred, nærmest lettet.
Nu er der gået to uger. Bodil hilser aldrig længere. I opgangen vender hun ryggen til og lader som om, hun er begravet i mobilen. En dag hørte jeg hende endda klage til viceværten over de sure og nærige folk i opgangen.
Hvad ville du have gjort, hvis det var dig? Ville du stadig have været tålmodig?
