Proformaet ægteskab.
Mads og jeg har et proformaægteskab.
Det hele udsprang af, at Mads havde desperat brug for at være gift for at få karriereoprykning han arbejder i en veletableret virksomhed, hvor direktøren, Eigil Hansen, er en ufattelig stor tilhænger af familieværdier. Eigil er patriarken for en stolt dansk slægt, far til fem voksne døtre, svigerfar til fem svigersønner og bedstefar til ni børnebørn. Han nyder virkelig hvert sekund som overhoved. For Eigil er ungkarl nærmest et skældsord hvis du ikke har ring på fingeren, er du i hans verden mindre værd end løvfald om efteråret. En ugift medarbejder? Han ser dem knapt som mennesker, nærmest bare statister i baggrunden, ligegyldigt hvor dygtig eller begavet de ellers måtte være.
Da det gik op for Mads, at han ville stå uden for alt, hvad der hed ledelsesstillinger, indså han, at et officielt ægteskab var nødvendig, hvis hans ambitioner skulle få vinger.
Efter mange overvejelser, vejning af for og imod, spurgte han mig uden risiko, for vi har kendt hinanden siden børnehaven. Vore mødre har været veninder siden studietiden, og er det stadig. Vi sad i øvrigt altid ved siden af hinanden igennem alle skoleårene; han hjalp mig med matematik, jeg satte kommaer og punktummer i hans danske stile. Med andre ord han kender mig ud og ind, ved jeg er totalt fri for skjulte motiver, og at jeg ikke går efter hverken hans ejerlejlighed i Indre By eller bankkonto, når det en dag bliver tid til skilsmisse.
For mit eget vedkommende sagde jeg hurtigt ja jeg skulle bare væk og væk fra sorgen over et nyligt brud, efter tre intense år med min ekskæreste. Jeg havde desperat brug for noget nyt at fokusere på, så jeg ikke druknede i selvmelidenhed. Og indrømmet, det føltes også rart at kunne gnide det i fjæset på min eks: Se, jeg er gift med en spændende mand med fremtiden foran sig og en fed bil samt en treværelses på Østerbro hvem er nu mest succesfuld? For ikke at tale om statusen over for veninderne: Jeg har styr på mit liv!
Så Mads’ og mine interesser var på én eller anden måde fuldstændig på linje, og vi lod hurtigt papirer og underskrifter falde, diskret og uden fanfare, på Københavns Rådhus. Ingen blomster, ingen limousine, ingen dueflugt under grå skyer, intet hvidt slør eller mørk jakkesæt. Bare en helt almindelig torsdag, hvor vi smuttede lidt tidligere fra arbejde for at sætte vores navnetræk i vielsesbogen. Ringe fik vi dog det hørte lidt til.
Jeg tog endda Mads efternavn i en periode Tjørnelund klinger bedre end bare Poulsen, syntes jeg.
Vores forventninger blev til fulde indfriet. Allerede efter en måned blev Mads udnævnt til direktør for virksomhedens afdeling. Velfortjent, i øvrigt.
Mit nye civilstand-kort løftede mig i øjnene på familie og veninder jeg følte endda et lille stik af fryd, da jeg fik flere SMSer fra min eks á la: Ønsker dig alt det bedste jeg troede ellers, vi havde en fremtid Nå, nu må du bare sidde der du så det ikke, da du havde chancen, og nu er det forsent. Smager det ikke lidt bittert?
Alt i alt gav proformaægteskabet os præcis, hvad vi havde håbet på ja, mere end det.
For realitetens skyld flyttede jeg i sin tid ind hos Mads, dét var hans egen idé.
Lørdag morgen.
Jeg står i køkkenet og laver morgenmad. Røræg, pandekager, friskbrygget kaffe med en sjat sødmælk Mads sætter pris på et solidt morgenmåltid. Udenfor ruller foråret ind over Nørrebro, solen løfter dagen med lovning om lys og nye begyndelser. Jeg elsker foråret.
Dagen er travl: Jeg skal forbi mine forældre, gøre lidt rent hjemme. Vasketøjet skal klares. Lave en god frokostmenu måske karrysild, klassiske frikadeller, hjemmelavet pizza og en frisk cæsarsalat. Mine tanker kredser om madplan og alle de ting, der forventes af en dansk hverdagskvinde.
Nu har vi efterhånden haft vores proformaægteskab i tretten år. Vores datter, Freja, starter i første klasse til august. Og lille Asger slutter snart femte klasse med lutter 12-taller. Ligner sin far, klog og omhyggelig. Ja, jeg skal ikke sige, om jeg har en rigtig mand i hvert fald ikke på papiret.
Men på vores måde har vi fået alt, vi havde brug for.
