Mads, jeg lever stadig: En fortælling om kærlighed og håb ved havet
Mads, jeg lever endnu. Hun svømmede langsomt lidt tættere på. Giv mig et løfte du må ikke lægge mig i graven før tid.
Mads, prøv lige at se den her skønhed! udbrød Signe begejstret, hendes hud var solbrændt og øjnene lyste af livslust. Med armene ude så det nærmest ud som om hun prøvede at kramme hele Kattegat.
Hendes nøddebrune hår var let afbleget af solen og flagrede sprudlende i vinden. Jeg sagde jo, at den her måned ville blive den bedste i hele vores liv!
Mads, der stod ved siden af hende på det kridhvide sand, rettede på sin stråhat og smilede skævt. Selvom han udadtil virkede ubekymret, sad der alligevel en knude af uro inden i ham. Tanken om at dette måske var det sidste forsøg på at genfinde deres fortabte lykke gav ham ikke ro.
Ja, Signe, det bliver helt klart den bedste måned, svarede han og forsøgte at lyde, som om han troede på det. Du har altid haft ret, har du ikke?
Men lægens besked for to måneder siden sad fast som tyggegummi under skoen: “Kræft, sent stadie, to-tre måneder.” Og nu var de her ved det danske hav, fordi Signe nægtede at lægge sig ned og give op.
Skal vi hoppe i? spurgte hun med tindrende øjne og greb hans hånd. Kom nu, Mads! Kan du huske, hvordan vi som unge hoppede ud fra badebroen hos min mormor? Du var altid så bange for at strømmen ville snuppe dine badebukser!
Mads brød ud i latter, og smerten gemte sig for en stund. Det var sådan Signe kunne hive ham op fra sorteste dynd.
Jeg var ikke bange, bare fornuftig, svarede han kækt. Okay, vi løber, men hvis en brandmand nupper mig så er det altså din skyld.
Fnisende som to teenagerlømler løb de ned mod vandet. Signe morede sig med bølgerne, mens Mads stod lidt tilbage og betragtede hende med tilbageholdt åndedræt. Hans hjerte var proppet med både kærlighed og sorg. Hun var vidunderlig, og han elskede hende som aldrig før. At miste hende føltes ufatteligt… men det fandtes lige for næsen af ham.
Man finder på mærkværdig vis håb, selv når tiden ånder dig i nakken.
Deres historie startede i 10. klasse i Ringkøbing, hvor alle kendte alle i det mindste på rygteplan. Signe ankom til skolen som et lyn fra en klar himmel ny pige, med et smil der kunne lyse hele skolegården op og så et hør af nøddebrunt hår, der kunne smelte selv isdronningens hjerte.
Hun var flyttet med familien fra Lemvig, og blev nærmest straks samlingspunktet i klassen. Mads, ranglet, generet og altid med en bog under armen, tvivlede stærkt på, at hun nogen sinde ville opdage ham. Men til skolefesten samlede han alt sit mod og spurgte, om hun ville danse til et langsomt nummer.
Du er lidt anderledes, sagde hun og kiggede ham lige i øjnene. Du prøver ikke så hårdt som de andre.
Er du ikke bange for, at jeg træder dig over tæerne? mumlede han tilbage. Hun lo højt, og den aften blev de uadskillelige.
Efter gymnasiet flyttede Mads til Aarhus for at læse ingeniør, Signe tog til København for at læse dansk. De skrev lange breve og skyndte sig hjem til hinanden i ferierne. Afstanden byggede kun kærligheden op. Som 22-årige, lige efter deres eksamener, blev de gift. Brylluppet var et lille arrangement i forsamlingshuset pyntet med plastikblomster, og i højtalerne spillede Kim Larsen. De var lykkelige, og alt det praktiske røg ud af hovedet på dem.
Men hverdagen sneg sig ind. De lejede et lille bitte rækkehus, arbejdede konstant og drømte om eget hjem og en lille café med hjemmebag. Træthed og hverdagssmåting satte sig som grus i maskineriet.
De begyndte at skændes over alt det uvæsentlige: opvasken, ubetalte el-regninger, og hvem der havde glemt at købe mælk. Engang i et arrigt øjeblik smækkede Mads døren og råbte:
Skal vi ikke bare gå fra hinanden?
Signe satte sig blot stille i sofaen uden at sige noget. Så sagde hun lavt:
Mads, jeg elsker dig for meget til at slippe det her. Skal vi ikke prøve på en ny måde?
En dag om ugen blev de enige om skulle være ‘os-tid’.
Ingen arbejde, ingen mobil, ingen pligter.
De gik ture, drak filterkaffe på altanen og snakkede om fortiden.
På magisk vis voksede deres kærlighed op igen som tulipaner i april.
Fem år senere købte de hus med have og åbnede drømmecaféen. Knap var dørene slået op, før de havde tvillingedøtre Julie og Frida, der bragte bulder, latter og kaos ind i huset. Signe var den blide moder, der fortalte eventyr hver aften, mens Mads ofte tænkte: Jeg har da været svineheldig.
Men tiden gik. Pigerne blev store, rykkede hjemmefra for at studere huset blev underligt tomt. For at fylde stilheden døgnede forældrene igen i caféen, og åbnede ovenikøbet én til. Så, midt i mylderet på en arbejdsdag, blev Signe pludselig bleg og sank sammen.
Signe! Vågn op! råbte Mads og ruskede hende, indtil ambulancen ankom. På hospitalet lød det først som stress, men Signe slog det væk: Det går fint, Mads. Bare lidt træt.
Men dagen efter besvimede hun igen. Lægen, som nægtede at møde deres blik, gav en kolde sandhed: kræft, uhelbredelig, to måneder.
Hjemme på sofaen var Signe underligt rolig:
Mads, du skal ikke ringe efter pigerne. Jeg vil ikke have at de ser mig sådan. Jeg vil ned til havet. Kan du huske, hvordan vi altid har drømt om at bygge sandslotte, drikke kolde øl og danse på stranden til solnedgangen? Det skal vi så gøre nu.
Han ville protestere, men kunne ikke. Hvis det var hendes sidste ønske, så var han med.
Mads, hvor forsvandt du hen? plaskede Signe og sprøjtede vand i hovedet på ham. Hey! Du er ikke til stede!
Jeg er lige her, svarede han med en klukkende latter og dykkede under. Jeg tænkte bare på dit poker-ansigt i går du snyder sikkert endnu!
Kom nu til dig selv! grinede hun, lattermild som kun hun kunne være. Skal vi ikke prøve restauranten med live jazz i aften? Jeg vil danse hele natten!
Kan du klare det? Ellers skal du altså slappe af, Mads lød lidt som sundhedsministeren, og Signe hadede alt, hvad der lød som sygdom.
Mads, jeg LEVER, og jeg vil LEVE! sagde hun stædigt. Lova mig at du ikke begraver mig før tid. Lover du?
Jeg lover, hviskede han, og de lå i hinandens arme i det lune vand, mens hele Skagen næsten kunne høre lykkens suk.
Nøglesætning: Kærlighed og tro kan vende selv det sorteste mørke på hovedet.
Måneden ved Vesterhavet blev ét langt eventyr: gåture på molen, kæmpeisvafler, svajende dansemusik fra det lokale band under stjerner. Signe blomstrede: rødmossede kinder, dansende øjne. Mads spekulerede på, om lægerne havde drukket af snapsen? Eller var det et mirakel?
En aften, på hotellets altan, sagde Signe:
Mads, jeg er ikke bange. Ikke hvis det er slut. Jeg er taknemmelig. Jeg har dig, pigerne og en solnedgang som denne. Jeg har haft et herligt liv.
Lad nu være, Mads stemme knækkede. Du skal jo danse til vores børnebørns bryllup!
Hun smilede bare, tog hans hånd fast.
Hjemme igen insisterede Signe på en ny scanning. Mads frygtede dagen som et barn frygter matematikprøven.
Men lægen, tydeligt overrasket, sagde eftertænksomt:
Det er næsten utroligt. Ifølge de ekstra tests er kræften næsten væk. Det sker yderst sjældent. Dit immunforsvar er en jysk kriger, Signe.
Mads sad målløs og kiggede skiftevis på lægen og Signe. Hun græd af lykke. De omfavnede hinanden så lægen flygtede fra rummet.
Det var havets skyld, hviskede hun. Og vores kærlighed.
Du har altid reddet mig, mumlede han. Hver gang.
De vendte tilbage til caféen, vennerne, og nye håb. Signe tog medicin et par måneder mere, og sygdommen trak sig tilbage. Døtrene fik det hele at vide og huset rungede snart igen af latter og pjat.
Mads tænkte, mens han så på konen, Gad vide hvordan jeg var så blind som ung. Signe fangede hans blik, blinkede drillende:
Mads, stop det der. Bag i stedet dine vanvittige pandekager. Jeg kan ikke engang huske, hvor vidunderlige de er!
Han bagte, og sammen sad de på terrassen og nød aftensolen og livet. Så længe de var sammen, kunne ingen storm vælte dem.
Denne beretning om kærlighed, håb og stædig vilje minder os om, at lyset kan snige sig ind selv når livet rammer hårdest. Signe og Mads viste, at tro og støtte kan mane selv de sorteste skyer på flugt.
