Fuglen
Lene! Hvad tager du dig så længe tid til?! Jeg har ventet, ventet! Sæt dig ned! sagde Anna, Lenes nabo, og skubbede sig lidt rundt på bænken for at sidde bedre.
Og hvorfor ikke? Sikken aften! Hvorfor sidde indenfor? Der er kun fjernsyn og katten Sofus. Kedeligt! Men i gården er det forår! Det er stadig tidligt på året, kun april, men allerede lunt. Selv det lille kirsebærtræ, som Annas mand, Poul, plantede for mange år siden under vinduet, er vågnet og står nu i blomst. Bænken under træet ja, det var også Poul, der lavede den er klar til snak. Anna malede den for en uge siden, så nu skinner den som ny og venter på, at naboerne skal slå sig ned side om side og snakke om alt og intet. Om børn, om helbredet, om livet og kærligheden.
Hvad ellers taler kvinder om? Selvom de kender hinanden ud og ind, dukker der altid noget nyt op, som giver anledning til samtaler. Børnene bliver større, skavankerne flere, og kærligheden Ja, kærlighed kan man jo aldrig få for meget af. Tværtimod, den føles ofte knap. Derfor venter de på at høre historier om, hvordan det føles at blive elsket, og det gør livet lettere, bare at høre om kærligheden, for så findes den. Den skinner, den varmer, den giver livet mening
Anna, blandt folk og for naboerne bare Annemette, havde kendt sin veninde Lene lige så længe som hun kunne huske over et halvt århundrede side om side på samme opgang. Da de som små piger løb rundt, lå dørene næsten altid åbne, så ingen behøvede at lukke og låse hver gang. De vidste, hvis ikke den ene var hjemme, så var hun sikkert hos naboen og legede. Men senere blev dørene låste. Det var dengang Anna og Lene tog ud for at finde lykken.
Det var de seks år gamle.
Annas mormor kom på besøg. Hun fortalte pigerne, at hovedsagen i livet var at fange lykkefuglen og holde på den. Så ville alt gå let, og livet ville være dejligt.
Om livet forstod de to piger ikke meget, men det med at alle omkring dem blev glade, det kunne de godt lide. Hvem ønsker ikke, at forældrene ikke skulle skændes om småting, men have det godt? Så de besluttede at lede efter den der fugl.
Desuden sagde Anna, at hun vidste præcis, hvor fuglen boede hos den sure mand med den hæse stemme i naboejendommen. Han tog tit fuglen med ned i gården. Den var stor og farvestrålende og skreg mærkeligt. Men det måtte være lykkefuglen! Selv i Zoo, hvor pigerne havde været et par gange, havde de ikke set sådan en fugl.
Pigerne gjorde sig grundigt klar.
De fandt et gammelt bur ude på Annas altan, hvor der engang havde boet en kanin. De tænkte, at de jo måtte sætte fuglen et sted, når de fangede den man kunne jo ikke holde den fast hele tiden, mor ville jo sikkert også købe is, når de blev lykkelige, og så skulle de have hænderne fri.
De havde også brød og småkager med for hvem vidste, hvad fuglen kunne lide? Lene tænkte sig om og tog en god karamel med også. Man ved jo aldrig og alle kan lide karameller! Det ville være ærgerligt, hvis fuglen ikke kunne lide brød.
De strømmede ikke. Det var alvor det her! Anna var glad for, at mormor snart skulle have hende på sommerferie, og forældrene skulle på ferie med naboerne. De kørte i to familier til Vesterhavet det tog kun et par timer. Huset, de lejede, var gammel men solid og havde en dejlig stor have med gynger. Der var ikke langt til havet. Anna glædede sig, men havde også ondt af Lene, for hun havde ikke nogen bedstemor.
Hvordan kunne et barn mangle en bedstemor? Hvem skulle så forkæle hende, fortælle lange eventyr og hækle sommerhatte? Anna forestillede sig, at hvis de fandt lykkefuglen, ville Lene måske få en bedstemor måske fra den samme landsby som Annas? Så slap de for at være adskilt om sommeren!
Dagen før de skulle afsted til vestkysten, råbte de begge til mødrene, at de gik over og legede hos hinanden og smuttede ud af døren. Døren blev lukket forsigtigt, så træk ikke smækkede, og de prøvede at lade være med at grine højlydt, mens de tog trappen ned.
Deres egen gård, nabogården, og snart stod de foran den triste, grå boligblok, hvor lykkefuglen skulle bo.
Men der var tomt og stille varmen havde jaget folk indendørs eller på arbejde.
Pigerne sendte hinanden et frustreret blik. Hvordan skulle de finde fuglen, når der ikke var nogen at spørge? Lene begyndte allerede at småsnøfte. Men Anna plejede ikke at græde uden grund. Der var ingen vej udenom eller kunne de vinke farvel til drømmen om is, ens sommerkjoler og bedstemor til Lene.
Hvorfor var fuglen da sådan? Hvis den var rar, ville den da sidde i træet og vente. Men den var væk!
Anna så sig omkring, greb Lenes hånd og gik mod opgangen. Der var ingen grund til at stå stille. Hvorfor ikke banke på hos nogen og spørge, hvor lykkefuglen boede?
Der var mange lejligheder, og de ringede og bankede på. Nogen var ikke hjemme, andre råbte, at pigerne skulle lade være med at fjolle rundt.
Men Anna og Lene fortsatte og spurgte overalt: Hvor bor lykkefuglen?
Hvorfor kunne voksne ikke bare svare på det? Nogle viftede med hænderne og råbte. En dame truede endda med en flad. Den dør med den grønne mærkelige håndtag huskede de, der ville de ikke banke mere lykkefuglen ville aldrig bo blandt så sure mennesker.
Men i en lejlighed åbnede der en dreng, lidt ældre end dem, og trak på skuldrene: Kom ind!
Der var ingen fugl, men så mange interessante ting, at pigerne glemte alt om tid og fugle. Grimme masker hang på væggen, store konkylier lå fremme, så man kunne høre havet. En stor modelskib stod på hylden.
Den har jeg bygget med min far. Sankt Anna.
Ej! Ligesom mig! udbrød Anna med et smil.
Hedder du Anna? Flot navn! Det gør min mor også.
Hvor er hun?
På arbejde. Men hun kommer snart. Hvorfor går I rundt alene? Bliver I ikke skældt ud?
Først da kom pigerne i tanke om fuglen, frokosten og om hvordan det føltes at stå i skammekrogen, når mor var vred.
Lene! Vi må løbe!
Anna greb veninden, glemte buret og løb til døren.
Vent! Drengen nåede dem på trappen. Her!
Fjerene var så smukke, at pigerne stod målløse, med åben mund og glemte alt om at tage imod.
Hvad er det?
Påfuglefjer! Min mor kommer hjem med dem. Hun arbejder i Zoo. Tag dem!
Pigerne tog med bævende hænder fjerene og løb hjem, glemte endda at sige farvel.
Dér ventede dem et stormvejr.
De grædende mødre løb rundt på gårdspladsen og råbte efter dem. Fædrene stod og røg nervøst og ventede på politimanden, der havde sagt, at de ikke måtte gå nogen steder før han gav besked.
Da de så pigerne, satte Lenes mor sig på jorden.
Fundet
Så kom det hele tårer, kram og skældsord. Godt, at der var så travlt, at straffen ikke blev så hård, som den kunne.
Et par dage senere sad pigerne på gyngerne ved feriehuset. De vuggede frem og tilbage og snakkede lavmælt.
Ved du, Lene, vi behøver slet ikke nogen lykke-fugl!
Hvorfor?
Fordi min mormor sagde, at det største lykke er, når nogen elsker dig.
Nå, og hvad så?
Så se! Hvis ikke vi blev elskede, ville vores forældre ikke græde sådan, da vi blev væk, vel? De ville heller ikke være bange for, at vi aldrig kom hjem.
Det er rigtigt …
Så vi ER da lykkelige, hva?
Det ved jeg ikke.
Jeg ved det!
Hvad så med forældrene?
Har de skændtes det mindste de her to dage?
Nej
Så kan de lade være, hvis de vil. Ingen fugl kan hjælpe dem, hvis ikke de vil selv. Forstår du?
Ja.
Det blev den bedste sommer i deres barndom.
Anna A. tænkte senere tilbage og glædede sig altid over, at der fandtes en at dele minderne med. Det var lettere, to om at huske.
Lene huskede altid mere. Måske fordi hun var mere rolig? Anna var rastløs, altid i fart. Lene sad stille, tænkte, gik roligt frem, og holdt orden på minderne, som om det var sket i går.
Anna genkendte ikke engang sin kommende mand, da hun mødte ham. Først da hun besøgte ham hjemme: Sankt Anna …
Modellen stod stadig på samme plads. De var nu 23, og Lene havde allerede en mand, men Anna følte sig som pigen, der ikke turde røre ved tingene.
Efter brylluppet fandt hun fjeren, hun havde gemt alle de år, og viste den til sin mand.
Kan du huske det?
Og hun lo, mens han prøvede at erindre, hvad der var sket for mange år siden.
Og lykken kom. Den rakte næsten tredive år, med bekymringer og glæder. Først kom datteren, så sønnen. Da Anna blev syg, sad Poul ved sengens kant, fandt de bedste læger, og holdt hende i hånden hele tiden. Men en dag stoppede tiden, Anna holdt op med at trække vejret hun glemte simpelthen hvordan, for luften og livet forsvandt sammen med Poul. Lene var der, slog hende på kinderne, tog hende ind til sig og vuggede hende som et barn.
Hold ud, Anna! Børnene har stadig brug for dig
Og Anna vågnede. Lykken var der stadig, ikke som før, men den del af livet hun havde fået med Poul var ikke forsvundet. Børnene havde stadig brug for hende. Hvad sagde mormor?
Så længe nogen står mellem barnet og himlen, er barnet ikke forældreløst! Det barn er lykkeligt
Sådan var det. Hun skulle leve videre, for børnenes og børnebørnenes skyld. Selvom alle spredte sig ud over landet børnene til København og Aarhus vidste Anna, hun var elsket og savnet. Hun kunne altid pakke kufferten, købe gaver og tage på besøg. Til sønnen, til datteren. Og hver ferie samlede børnebørnene sig hos hende. Hendes store seng var aldrig tom, og selv den ældste barnebarn lyttede til eventyrene selvom hun kunne dem udenad og der vendte roen og glæden tilbage, let som en fjer. Måske ikke så smuk som den, hun havde fået engang, men lige så kærkommen.
Men ikke alle er så heldige. Nogen kan ønske lykke hele livet, uden at finde den. Anna og Lene havde været heldige. De fangede ikke fuglen, men forstod, selv som små piger, hvad lykke var for kvinder. For dem var det: at børnene var sunde, så kom resten af sig selv, hvis man gjorde en indsats.
Lene fik børn på en anden vis. Med sin mand, Anton, fik de ingen egne, men de elskede hinanden, som alle omkring dem misundte. De var altid sammen, aldrig trætte af hinanden. Andre klagede over deres mænd, men ikke Lene. Hun havde intet dårligt at sige, kun respekt for Anton.
Det var ikke altid let. Lene blev bøvlet med svigerinder, familie, alle havde meninger hun sad aldrig rigtigt, gik aldrig rigtigt, hilste aldrig rigtigt men hun holdt ud. Antons mor, Maria, var den eneste, der tog Lene til sig med det samme og hjalp, da de senere adopterede en dreng. De måtte tage væk et år, så familien ikke vidste besked, og kom hjem med barnet, som deres eget. Senere tav alle om hvor drengen var fra Marias varme kærlighed overbeviste alle.
Sådan gik det. Lene havde sin familie, Anna sin.
De holdt sammen, holdt børnefødselsdage sammen, døre stod åbne, men de overvågede børnene. Det skulle ikke gå som dengang med fuglen.
Da Anna mistede Poul, blev tomrummet stort, men Lene var der. Siden døde også Anton, og Lene gik i sort, men Anna trak hende op for sønnens skyld, for Marias skyld, for børnebørnenes skyld. Lene tog sig sammen, elskede sin adoptivsøn, støttede hans karriere, elskede svigerdatteren, og både hendes barnebarn og svigerdatterens barn blev hendes egne.
Sådan gik livet.
Lene, hvornår tager vi i sommerhus? Det er snart tid! Anna lænede hovedet tilbage og kiggede på kirsebærblomsterne over sig.
I weekenden. Når vinduerne er vasket.
Åh ja, påsken er tidlig i år. Skal du lave lidt mad?
Ja, mine kommer et par dage. Den store skal til København og kigge på universitetet, de kommer bare forbi, men måske efterlader de de små i et par uger, vi får se. Hvad med dine?
Først til sommer. De har skole stadig. Så vi må vente.
Kun halvanden måned!
Det føles som lang tid
Det er altid sådan, når man venter på noget godt. Tiden snegler sig af sted, så flyver den forbi. Men ved du hvad, Anna?
Hvad?
For sådan et øjeblik ville jeg bytte alt i verden. Lykke kan være lille, men bagefter kan du leve på det minde. Lykken er, at se det, du allerede har.
Det er rigtigt! Kan du huske, vi ledte efter lykkefuglen?
Selvfølgelig! Lene lo. Jeg kunne ikke sidde rigtigt i en uge bagefter, min mor var så bekymret, så min far gav mig en lærestreg. Men du hoppede jo rundt lige så livligt!
Ja Men ved du hvad, Lene?
Hvad?
Jeg tror, at vi dengang fangede fuglen uden at opdage det. Hele livet har den fløjet omkring os, ellers forklarer det jo ikke, at vi har alt dét, som så mange beder om men aldrig får gode mænd, børn og børnebørn. Sig, er vi ikke lykkelige?
Jo, du har ret! Og vi må da takke vores fugl. Håber bare den basker lidt med vingerne igen så dem vi elsker også bliver lykkelige
Livets største lykke er at blive elsket og at huske at sætte pris på den.
