Han blev involveret i en bilulykke, hvor begge ben blev alvorligt kvæstede. Sådan sluttede det hele
En glimrende karriere, hvor han stod til at blive administrerende direktør med høj løn. En skitur til Norge med sin hustru. Hyggeaftener med venner i weekenderne. Alt sammen
Benene blev lappet sammen, og han blev udskrevet fra hospitalet. Hvad kunne man ellers gøre? Kun håbe på Gud og held. Han satte sin lid til begge dele, men om natten skreg han af smerte. Kun sprøjter to gange dagligtmorgen og aftengjorde det muligt for ham at få lidt søvn.
I flere måneder kunne han ikke rejse sig fra sengen og måtte bruge en bækkenstol. Gud velsigne hans kone for hendes tålmodighed. Da han begyndte at rejse sig og forsøge at gå med gangstativ, kom smerterne tifold tilbage.
Ved I, hvordan det føles at få maveinjektioner for at undgå blodpropper, mens man ligger ubevægelig i ugevis? Damen og herrer, det vil jeg fortælle jer om. Det er, når du ikke tør hverken nyse, hoste eller, undskyld mig, gå på toilettet som før. Her kræves der virkelig stærke nerver.
Men nerver? De var forlængst slidt op. Tålmodigheden var væk.
Men tiden gik, og han lærte lidt efter lidt at gå igen. Dårligt nok, snublende og tæt på at falde for hvert skridt, men dog et fremskridt.
Vennerne forsvandtingen ringede, og ingen interesserede sig. På arbejdet havde de allerede ansat en anden som direktør. Hvornår hans prøvelser ville ende, eller hvordandet var uvist.
Humøret var i bund. Fremtidsudsigterne så handicappede ud. Han takkede Gud for, at hans kone ikke havde forladt ham
Da han endelig for første gang kom udenfor med krykker og under konens opsyn, nærmest blændede sollyset ham, så han gispedeog græd. En ubrugelig krøbling på krykker, var hvad der var tilbage af hans liv.
Hans kone trak sig lidt tilbage for at give ham et øjeblik for sig selv, mens han forsøgte at tage et par skridt med krykkerne, kneb øjnene sammen mod forårssolen og vænnede sig så småt til den milde brise.
Nede ved venstre krykke lød et insisterende miav. Han kiggede ned. En lille grå kattekilling sad der og så op på ham.
Hvad vil du? spurgte han.
Dyr havde i mange år ikke fyldt noget i hans liv, så han anede ikke, hvad han skulle gøre. Killingen så på ham og peb sultent.
Hent en frikadelle til ham, sagde han til sin kone.
Da hun kom tilbage, tog han forsigtigt maden og bød katten. Den så ham an og begyndte at spise.
Næste dag, da han igensmertende og vaklendeforsøgte at gå udenfor, sad der tre katte og ventede. De havde nok været der noget tid.
Nå, det var noget af en velkomst, grinede han.
Et øjeblik glemte han smerten. Konen sukkede, men hentede dog tre frikadeller, som han, trods smerte, delte ud.
Dagen efter sad der fem katte og to små hunde. Konen brokkede sig højlydt, men han insisterede på, at hun skulle købe et kilo pølser i nærkøbmanden, som han delte ligeligt mellem alle pelsklumperne.
De spiste fornøjet og løb legende omkring ham. Manden skiftevis ærgrede sig og lo, men fik taget nogle skridt ekstra. Hundene bød ind med glade bjæf.
Næste dag silede forårsregnen ned, og konen truede vredt med at konfiskere krykkerne, men han tvang sig alligevel ned ad trapperne for første gang i måneder.
De venter jo på mig, forsøgte han at forklare. Jeg kan da ikke blive væk. Jeg har et ansvar.
Og han kom. Fem katte og to hunde dansede om benene på ham, og han frydede sig, mens han haltede rundt i regnen med de små hunde i hælene, efterfulgt af de fem katte.
Hans kone stod i baggrunden under et paraply, betragtede ham smilende.
Tiden gik. Først forsvandt den ene krykke, så den anden. Krykker var kun i vejen, når han skulle lege med dyrene. Først da opdagede han pludselig, at benene ikke længere gjorde ondt.
På arbejdet var der ikke plads til ham. De udbetalte en god erstatning, og han sagde selv op. Nu havde han masser af tid, så han besluttede sig for at skrive om det, han havde oplevet.
Det blev mærkeligt nok et skuespil, et ret langt et. Da sidste side var sat, gik han rundt på Københavns små teatre, men…
Alle sagde nej. Ingen ringede tilbage, undtagen ét lille folkeligt teater i kælderen under en forening.
En uge senere ringede instruktøren:
Vi sætter den op! Men vi må nok tilrette og skære lidt ned.
En måned arbejdede de side om side, højtrøde i ansigterne, kævlende om hvert eneste ord. Efter endnu en måned var der premiere.
I den lille sal var kun femten tilskuere. Ikke engang halvfuldt, men for ham var det livets femten vigtigste mennesker.
Han var nervøs, turde knap se ud over publikum, men da tæppet gik og sidste replik var sagt, blev der først helt stille. Alt faldt sammen indeni hamhåbet, drømmen, sjælen. Han syntes, stilheden varede en evighed, men så
En storm af bifald brød løs! Skuespillerne ver fyldt med glæde, bukkede og gik på scenen igen og igen.
Anden forestilling var udsolgt. Folk stod i gangen og på trappen, og klapsalverne var så voldsomme, at det gamle scenetæppe var tæt på at falde ned.
Snart havde teatergruppen fået lov til at bruge byens store sal, hvor teatergængerne nu samledes for at opleve det nyeste stykke fra den spirende dramatiker.
Manden købte sig et dyrt jakkesæt, og hver gang de bukkede på scenen, tog han konen med opalt andet kunne han ikke være bekendt.
De to små hunde og to af kattene tog de med sig hjem. De tre andre katte fandt nye familier blandt teaterets publikum.
Hvad er historien egentlig om? Tja måske om intet. Eller måske om, hvor meget det betyder, når der er små, håbefulde øjne ved dine fødderat du ikke kan give op. Du må stå op.
