Sid helt stille! Vi er ikke hjemme! sagde Peter roligt.
Men de ringer jo på! mumlede Vibe, der var halvvejs oppe af sofaen.
Pyt med det, svarede Peter.
Hvad nu hvis det er nogen vigtige? spurgte Vibe. Eller et eller andet, vi bør tage imod?
Det er lørdag, klokken er tolv, sagde Peter tørt. Du har ikke inviteret nogen, jeg venter heller ingen. Hvad kan vi så konkludere?
Jeg kigger bare lige i dørspionen! hviskede Vibe.
Sæt dig ned! kom det bestemt fra Peter. Vi er slet ikke hjemme! Uanset hvem det er, kan de bare trisse deres vej!
Ved du da, hvem det er? spurgte Vibe.
Jeg har mine anelser, derfor siger jeg, at du skal sætte dig og undgå at flagre foran vinduerne!
Hvis det er, som jeg frygter, så giver de ikke op sådan lige! sukkede Vibe.
Det afhænger helt af, hvor længe vi kan holde ud ikke at åbne. På et tidspunkt drøner de videre. De gider næppe sove i opgangen. Og vi skal ingen steder. Så find hovedtelefoner og mobilen frem og sæt en serie på.
Peter, det er min mor, der ringer nu, hviskede Vibe og viste skærmen frem.
Så står din moster sikkert udenfor med hendes håbløse dreng, sagde Peter.
Hvordan kan du vide det? Vibe løftede et øjenbryn.
Hvis det var min kusine, ville min mor have ringet! Hvem ellers kunne det være?
Og hvis det er naboerne? insisterede Vibe.
Hvis det er naboerne, så har jeg ikke overskud til deres sladder. Hvis det var vores venner, havde de bøvset lidt på døren og var smuttet igen eller, som rare mennesker, lige sendt en sms først! Kun vores totalt insisterende familie kan ringe sådan i halv time uden skyggen af skam!
Peter, det ER min moster jamrede Vibe, mor har lige skrevet, hvor pokker vi bliver af. Moster Nina skal bo her i et par dage. Der er noget, hun skal ordne i København!
Skriv nu, at der er masser af hoteller i byen, Peter smilede sjofelt.
Det kan jeg altså ikke, Peter! sukkede Vibe.
Okay, skriv at vi ikke er hjemme, vi bor på hotel, fordi vi har sprøjtet for kakerlakker!
GENIALT! Vibe tastede helt glad beskeden ind.
Hun skriver nu, vi skal booke TO værelser til hende og Lars, gispede Vibe.
Skriv, vi er flade, Peter trak på skuldrene. Og tilføj, at vi fandt to senge i et hostel-værelse og deler rum med femten polske sæsonarbejdere.
Mor spørger, hvornår vi er tilbage
Om en uge. Sig det. Peter vinkede afværgende.
Der blev stille udenfor døren. De åndede lettet op.
Mor skriver, at moster Nina alligevel kommer om en uge… sagde Vibe fladt.
Så er vi stadig bare ikke hjemme, konstaterede Peter tørt.
Du ved godt, Peter, det er ikke en løsning. Vi kan jo ikke jage rundt og gemme os herfra og i al evighed. Hva nu hvis de dukker op midt i ugen? Eller står og venter på os efter arbejde? Min moster kan, og din fætter kan de er ikke bange af sig!
Nej, indrømmede Peter lavmælt. Hvorfor skulle vi også absolut købe en treværelses?
Vi købte den jo til den store familie, Peter, Vibe rullede med øjnene.
Vi må se at få nogle børn! Faktisk helst tvillinger, sagde Peter alvorligt.
Hvordan skulle jeg dog være imod det? snappede Vibe tilbage. Du VED da, vi har været til undersøgelse!
Hvis bare vi slap for al den stress og ballade, så kom der nok snart en lille, sagde Peter alvorligt. Men som det er nu, når vi aldrig at slappe af! Det er mine slægtninge, det er dine og alle trækker vi på skift!
Vibe sagde ikke noget. Hun vidste, at han havde ret.
***
Længe før brylluppet havde de betalt i dyre, danske kroner for at blive testet for alt fra genetik til fertilitet. Men der var ikke noget i vejen dengang. De måtte dog udskyde børn for at spare op til en ejerlejlighed i København arv kunne ingen af dem regne med, og før brylluppet havde både Peter og Vibe boet som alle andre københavnere: med mor i en etværelses.
Fem års benhårdt slid og bortsparket hygge gav endelig en bolig. Ikke noget med nybyggeri lejligheden skulle renoveres, der skulle møbler fra bunden, og det var surt, men hvor var de lykkelige! Rundt i hovedet snurrede Lille Sommerfugl som soundtrack.
Før de havde nået at fejre indflytningsfest, stod Vibes moster Nina og Lars, hendes evigt forkølede søn, på dørtrinet. For at sikre, at de nybagte værter ikke vovede at afslå, havde moster medbragt Vibes mor som moralsk bodyguard.
Der er da god plads her! Ikke som dengang, mig og Vibe måtte klumpe os sammen! lød det.
Meget nemt, nikkede moster Nina anerkendende. Lars skal have værelset for sig selv!
Vi sover altså ikke i stuen her, sagde Peter stramt. Stuen er til at slappe af i!
Skal heller ikke arbejde her, fniste Nina. Vibe, fortæl din mand, Lars kan altså ikke altså ikke sove med mor han snorker som en gravemaskine!
I ser underligt parate ud! Hvor er mad og drikke? Vi er jo gæster! krævede Vibes mor.
Vi havde altså ikke ventet jer… forsøgte Vibe.
Og køleskabet er tomt. supplerede Peter.
Nå, så må du løbe, Peter, i Netto! Og Vibe ud i køkkenet! dikterede moster Nina. Hvorfor står I bare der?
Peter nåede knap at åbne munden, før Vibe trak ham ud i gangen.
Skal vi ikke bare smide dem ud? hvæsede Peter.
Peter, hun kommer altså fra Fyn, de gør bare sådan. Det er deres stil!
Jeg er selv fra landet men der findes jo grænser! Uhøflighed er altså ikke folkeeje!
Kan vi ikke bare holde ud, skat ellers bliver jeg aldrig færdig med at høre for det fra mor! Og jeg har ikke andre, Peter
Peter sukkede og gik i DagliBrugsen.
Moster Nina og Lars blev i TO uger ikke tre dage, som de havde sagt. Peter havde nået at få Valdoxan på recept sidst i uge ét.
Da de omsider var ud, fejrede Peter og Vibe det med snaps, rensede hele lejligheden og åndede dybt ud.
Men selvfølgelig… næste omgang: Peters fætter Dan, hans kone Signe og deres konstante larmende unger.
Broder, vi kommer kun for en SYGT kort bemærkning! Der er noget, jeg skal få ordnet her i København og min familie skal da ikke hænges ud på landet!
Og du kunne ikke løse det alene, måske? spurgte Peter.
Så min kone ikke kan overvåge mig? Dan grinede og klappede Peter på skulderen.
Hvorfor har du børnene med?
Hvem skulle ellers se efter dem? Kom, lad os give byen et ryk!
DAN! råbte Signe, så det skar i ørene Du skal ikke byde byen op til andet end at passe unger!
Halvanden time senere lå Vibe brak med hovedpine. Børnene raslede gennem gangen, Signe kunne kun føre sig frem via dramatisk falset, og Dan var ikke hjemme mentalt.
Peter, er du sikker på, du kun har én mor? hviskede Vibe ind i puder.
Det er fætter på min mors side, vrissede Peter.
Uanset hvad du kalder dem kan vi ikke bare sende dem ud igen?
Det har jeg mere end lyst til men så bliver min mor tosset. Og hun spiser mit hoved med teske og spytter det ud igen!
Så snart én gruppe gæster var væk, kom de næste. Moster Nina havde altid pludselige, uopsættelige ærinder, Daan og Signe fandt jævnligt lejlighed til at invadere, og begge mødre tøvede ikke med at gøre opmærksom på, at de også fandtes.
Stressniveauet var så højt, at fertilitet blev en by i Rusland bortset fra, at selv russerne havde mere ro.
***
Vi bytter lejligheden! foreslog Vibe desperat.
Til et hospital og bløde celler? Snart får vi alligevel tildelt sådan et, fnisede Peter.
Nej da! Med nogen, der vil bo i en anden del af byen så flytter vi, ingen får vores adresse, og vi lever lykkeligt uden invasioner!
Og så sidder de nye ejere og afslører vores logi for dine slægtninge… Vi slipper ikke vi vil blive crucifixeret for sådan en joke!
Men måske kan vi nå at lave et barn… håbede Vibe.
Både at lave det OG at føde det ellers har vi ikke noget konkret at bruge som undskyldning! Tror du virkelig, graviditet kan holde dem væk?
Måske vi bare skal flytte ind hos nogle venner i en uges tid? sukkede Vibe. Bare for at overleve!
Du tænker på Mads og Katrine? De har jo plads…
Ja, og Terkel, deres schæfer, smilede Peter.
Jeg vil hellere bo med en schæferhund end med vores slægtninge, Vibe nikkede.
Vent! Jeg ringer til Mads spørg, om vi må låne Terkel!
Glem alt! skreg Mads i telefonen. Vi vil på kroferie, og Terkel NÆGTER at bo hos andre, men jer elsker han! Jeg betaler jer I får mad, tæpper, ALT!
Bare send ham! sagde Peter lykkeligt, og lyste som et dannebrogsflag.
Han vendte sig mod Vibe: Ring til din mor sig, moster kan komme i morgen! Jeg skriver til Dan, at de bare kan komme i næste uge!
Er du sikker? mumlede Vibe.
De skal være SÅ velkomne! svarede Peter skrupsjovt. At vores kæledyr ikke begejstrer dem det er jo ikke vores skyld!
Et enkelt GØ fra Terkel skræmte familien bort hurtigere end kontrolskrækken på Hovedbanen.
Kan I ikke LÅSE den der best ud?? hylede Signe, mens hun klamrede sig til Lars.
Tro mig, moster Nina, smilede Peter med tykt jysk glimt 45 kilo ren muskel og ingen blødsødhed. Terkel tramper en dør ind, hvis han vil! Og han kan ikke lide fremmede!
Hvorfor glor den sådan? lød Nina nervøst.
Han bryder sig ikke om folk udefra sån er han bare!
Få den væk! Jeg kan ikke være i hus med sådan en best!
Vi ELSKER vores søde hund! sagde Peter.
Hun er mere familie for os end alle jer andre! tilføjede Vibe.
Derefter ringede både mor og svigermor: Hvordan kunne I nægte familie husly?
Vi har da ikke nægtet nogen noget! svarede de begge, de blev jo kun skræmt over Terkel. De er stadig velkomne!
Men HUNDEN?
Mooooar vi siger jo ikke nej til nogen!
Mærkeligt nok holdt gæsterne pludselig lav profil.
En måned senere røg Terkel hjem igen, glad men udhvilet.
Det havde de ikke længere brug for Vibe ventede tvillinger.
Alt hvad man skal sige, er nej tak. Resten klarer en schæferhund.
