Min søster beder mig om at flytte ud af vores egen lejlighed, fordi hun skal have et barn. Er det virkelig rimeligt, at det sker?
For længe siden købte mor og far en toværelseslejlighed til mig og min søster i Aalborg. De sagde altid, at en dag ville vi kunne sælge den og hver især få vores egen etværelseslejlighed så vi kunne stå på egne ben med vores eget hjem.
Senere mødte min søster en mand, de blev gift, og hun spurgte forsigtigt, om det var i orden, at de to boede sammen med mig i lejligheden. Jeg sagde ja, for vi er trods alt familie, og jeg troede, det nok skulle gå.
I begyndelsen gik det også helt fint, indtil min søster fandt ud af, at hun var gravid. Siden da har både hun og hendes mand presset på for, at jeg skal flytte ud, så barnet kan få mit værelse. De planlægger allerede, hvor vuggen skal stå, hvilken farve de skal male væggene alt sammen så selvfølgeligt, som om jeg ikke stadig bor der og har gjort det i mange år. Jeg føler mig jo nærmest usynlig.
Men hvorfor skulle jeg flytte? Jeg ejer jo halvdelen af lejligheden. Jeg studerer på Aarhus Universitet, og mit eneste indtægt er SU og et deltidsjob nede på caféen. Det kan ikke betale husleje på et værelse i byen slet ikke i de priser, der er nu. Hvorfor er det mig, der skal tage hele byrden? Det var kun først nogle stille ønsker fra deres side, men nu taler de helt åbent om, hvornår jeg kan være ude. Hver samtale føles som is i maven.
Jeg har forsøgt at tale med mor om det, men hun grinte bare lidt og sagde, at gravide kvinder nu engang kan være sådan det går over, du skal ikke tage dig af det, sagde hun kærligt. Men det føles umuligt at ignorere, når jeg hver dag bliver mindet om, at jeg snart måske ikke længere har mit hjem.
Det føles, som om jeg er en gæst i mit eget hjem, og min søster nægter at se sagen fra min side. Hvad skal jeg dog gøre nu?
