Diagnose forræderi
I har jo efterhånden et meget seriøst forhold, sagde Karen Jørgensen insisterende, næsten krævende, mens hun så intenst på den potentielle svigerdatter. Hvornår regner I med at holde bryllup?
Det er nok ikke helt tidspunktet endnu, svarede Katrine med et anstrengt smil og forsøgte at finde de rette ord, så Karen ikke blev såret. Vi har trods alt kun boet sammen i en måned. Det er nok bedst at vente lidt og lære hinanden bedre at kende i hverdagen Tænk, hvis vi begynder at skændes over småting?
Karens øjenbryn løftede sig svagt, men hun lod sig ikke slå ud. Hun kunne faktisk rigtig godt lide Katrine meget mere end sin søns forrige kæreste. Ida havde været uudholdelig og uforskammet! Godt, at Mads gik fra hende.
Hvordan går det så med Emil? spurgte Karen, nu med skarp opmærksomhed i blikket. Han er jo en stor dreng efterhånden, men alligevel
Katrine kunne mærke varmen brede sig i kroppen ved tanken om Mads søn. Minderne fra de første dage sammen gled forbi. Hun havde været så nervøs: Hvordan ville en teenager tage imod en ny kvinde i hjemmet? Ville han føle sig truet, som om hun ville tage morens plads?
Han er fantastisk, svarede Katrine ærligt, og smilet blev varmt og oprigtigt. Jeg var ellers nervøs i starten. Frygtede at Emil ville være fjendtlig eller skeptisk. Men det har bare fungeret langt bedre end jeg turde håbe på! Han er virkelig venlig og imødekommende.
Hun tav et øjeblik, mens hun huskede, da Emil kom hjem fra skole, smagte hendes tærte med stor begejstring og straks udbrød, at nu blev der i hvert fald god mad hjemme hos os.
Faktisk, fortsatte Katrine med et lille grin, han er slet ikke bange for at sige, at jeg er bedre til at lave mad end hans far. Han spørger ofte, om jeg kan lære ham nogle af mine opskrifter.
Mads, som indtil nu havde lyttet uden at sige noget, nikkede anerkendende og en lille, tilfreds smil gled over hans ansigt. Man kunne se, det glædede ham, at forholdet mellem hans søn og kæreste gik så godt.
Har han spurgt efter en lillebror? spurgte Karen, nu helt åbenlyst.
Mads rynkede brynene let og sendte sin mor et opgivende blik med et tydeligt skal vi nu have den igen?. Han vidste, at hans mor ikke tøvede med at bringe selv de mest følsomme emner op.
Jamen, hvad så? sagde Karen med et glad glimt i stemmen, næsten muntert, som om de talte om madplanen og ikke børnebørn. Emil elsker småbørn. Han leger hele tiden med sine fætre og kusiner. Du er kun femogtredive masser af tid til at få to mere!
Katrine mærkede ubehaget stige op i brystet. Det var ikke et emne, hun havde lyst til at diskutere med en næsten fremmed kvinde. Under bordet knugede hun hænderne sammen for at bevare roen.
Det er jeg bange for er udelukket, sagde hun så roligt som muligt. Lægerne har på det kraftigste frarådet, at jeg forsøger at få børn.
Et øjeblik blev der helt stille ved bordet. Karen hævede øjenbrynene hendes ansigt fik et fjernt, køligt udtryk, og det venlige forsvandt.
Kvindeproblemer, hva? sagde hun påtaget omsorgsfuldt, men Katrine hørte straks den overbærende undertone. Men man skal ikke miste håbet lægevidenskaben rykker jo hele tiden. Det, der engang var umuligt, klares let i dag.
Katrine trak vejret tungt. Hun havde ikke lyst til at åbne op, men hun vidste, at stilhed kun ville føre til mistanke.
I mit tilfælde virker det ikke, sagde hun stille og så ud i luften foran sig. Jeg har alvorlige problemer med synet. Jeg fik diagnosen som attenårig og har brugt mange år på at acceptere, at børn ikke er en mulighed for mig.
Karen sad et kort øjeblik uden at sige noget, synligt forvirret.
Men hvad har synet med børn at gøre? spurgte hun og så næsten fornærmet ud. Hun forstod ikke sammenhængen måske troede hun, det bare var en undskyldning.
Katrine overvejede sine ord. Jeg har ni ud af ti chancer for at miste synet. En graviditet vil være alt for krævende for min krop. Jeg vil ikke risikere at blive blind hvad er pointen i at få et barn, jeg aldrig kan se?
Hun justerede uroligt sine briller. Hun ville have Karen til at forstå, at der var tale om en reel risiko.
En skuffelse bredte sig i stuen. Karen undgik efterhånden samtaleemner og sendte kun Katrine korte, vurderende blik. Hun havde tydeligvis haft helt andre forestillinger om sin svigerdatter og fremtiden.
Men Katrine havde ikke dårlig samvittighed, og hun følte sig ikke forpligtet til at forsvare sig selv. Hun og Mads havde talt det hele grundigt igennem, snakket med specialister, læst op på alt og var nået frem til, at risikoen var for stor. De kunne eventuelt adoptere eller overveje surrogat. Det var ikke længere så umuligt.
Da de endelig ville hjem, blev stemningen lidt lettere. Karen krammede sin søn, nikkede til Katrine men der var intet hjertevarmt i gestussen, kun et tegn på pli. Da de stod i entréen og tog sko på, fangede Katrine Mads blik: Undskyld, stod der i hans øjne.
Ude i den kølige Københavner-aften kunne de endelig trække vejret frit. Katrine tog Mads hånd, og han trykkede hendes fingre ord var der ingen brug for. Selvom mødet havde været anstrengt, ændrede det ikke deres beslutning om at blive sammen uanset hvad andre mente.
*********************
Tre måneder senere.
Katrine bemærker oftere, at hun ikke har det, som hun plejer. I starten tænkte hun ikke nærmere over det måske lidt stress på arbejdet, måske en forkølelse. Men når mattheden varer ved, begynder hun at blive urolig.
Hver morgen føler hun sig sløj, hun får kvalme, og dufte, der før var ligegyldige, generer hende nu. Hun prøver at slappe lidt mere af, køber noget hostesaft på apoteket, drikker masser af vand, går tidligere i seng. Men der sker ingen ændring. På jobbet bliver hun nemmere distraheret, og om aftenen falder hun helt sammen, selvom ingen opgaver egentlig har været tunge.
En aften skyper hun uvilkårligt med sin mor og fortæller om sin underlige træthed.
Katrine, lyder det forsigtigt i telefonen, du er helt sikker på, at du ikke er gravid?
Katrine bliver overrasket. Hun stopper kort og siger derefter bestemt:
Helt bestemt! Jeg har aldrig glemt en pille. De blev ordineret af lægen efter grundige undersøgelser alt er efter bogen.
Morens stemme er dog fast: Tag nu alligevel en test for alles skyld. Det er ikke noget, man skal lade være uprøvet.
Katrine har lyst til at protestere, men noget ved mors tone får hende til at tøve.
Okay jeg smutter forbi apoteket i SuperBrugsen. Mads er alligevel på arbejde, så jeg har god tid.
Hun tager jakken på og løber ned langs Åboulevarden til apoteket. Udsalget af graviditetstests er større end ventet hun vælger to forskellige, betaler med sit Dankort og går hjem igen.
I entreen står hun lidt og får vejret, hænderne ryster let. Hun tager testene som foreskrevet og sidder og venter.
Minutterne sneglervid, men da tiden er gået, viser begge tester klart to streger.
Hvordan kan det lade sig gøre? udbryder hun forvirret. Jeg har været så forsigtig!
Netop da ringer det på døren. Katrine hopper i chok. Hun kigger på klokken det er nok Emil, der har glemt sine nøgler efter skolen igen.
Hun skynder sig at smide testene i skraldespanden, retter på håret og åbner døren. Emil står forpustet, med tasken over skulderen.
Glemt nøglerne igen? smiler hun.
Ja, indrømmer han, skyndte mig og glemte dem
Hun går i køkkenet for at finde mad til ham uden at hun ved, at én af testene ikke nåede skraldespanden, men ligger synligt på gulvet
*******************
Mads, jeg tager en uge hjem til min mor hun har det ikke så godt, siger Katrine, mens hun undgår hans øjne. Hun føler sig klam af at lyve, men kan ikke få sig selv til at lægge det hele frem. Det er for risikabelt lige nu.
Mads vender straks blikket væk fra skærmen og ser bekymret ud.
Skal jeg hjælpe med noget? tilbyder han med det samme. Købe medicin? Køre dig?
Katrine smiler, lettet og pinligt berørt på samme tid.
Nej, tak jeg ringer hvis der bliver brug for det.
Hun vender tilbage til pakkingen en sweater, jeans, fire t-shirts, lidt undertøj, tandbørste Toget til Odense kører om en time, og hendes mor venter ved stationen. Bare tanken om, at hendes mor ikke vil stille for mange spørgsmål er en trøst.
Skriv til mig undervejs. Jeg kan altid komme.
Selvfølgelig. Jeg kommer snart tilbage. Du når knapt at savne mig.
Turen til stationen foregår i en tåge af tanker og meldinger. Planen er klar: Rejs, få styr på situationen, og tal med Mads bagefter.
Næste dag sidder Katrine hos en privat læge i Odense. Hun har bestilt tid online og udfyldt alt på forhånd. Efter undersøgelse, blodprøver og scanning forklarer en midaldrende kvindelig læge resultaterne.
Ja, du er gravid, bekræfter hun. Lige nu i femte eller sjette uge.
Katrine nikker stumt hun havde håbet, testene tog fejl. Men nu står det klart.
Men jeg tager jo piller! Hvordan kan det ske?
Lægen læner sig frem. Det sker desværre. Måske er medicinen ikke effektiv nok i visse tilfælde, har du været syg, eller taget andre præparater samtidig? Sjældent, men ikke umuligt.
Efter endnu en pause: Jeg går ud fra, du ikke ønsker at fortsætte graviditeten?
Katrine lukker øjnene et øjeblik. De gamle ord fra læger svirrer i hovedet risikoen er for stor, advarslerne mange.
Der er ni ud af ti chancer for, at jeg bliver blind, siger hun lavmælt. Synes du selv, jeg kan tage den risiko?
Lægen nikker. Det forstår jeg. Ingen andre end dig kan tage beslutningen dit helbred og liv kommer først.
Hun udskriver de nødvendige prøver og minder Katrine om at komme igen næste dag. Hvis du får spørgsmål, ringer du bare.
Katrine samler papirerne sammen, takker og trækker vejret dybt i gangen, før hun tager hjem.
***************************
Katrine! lyder Mads stemme i røret, så glad, at Katrine straks bliver mistænksom. Hvorfor fortalte du mig intet?
Katrine mærker uroen stige. Om hvad?
At du er gravid! svarer han, fyldt af glæde.
Katrine lukker øjnene et kort øjeblik.
Hvordan ved du det?
Jeg fandt en test på gulvet med to streger! Jeg har allerede booket tid hos en specialist. Skal vi tage afsted sammen? Jeg vil støtte dig.
Katrine tager en dyb indånding. Hun må slå for meget optimisme ned, uden at såre ham.
Du skal ikke glæde dig for tidligt, siger hun fast. Sandsynligvis er det en fejl. Jeg tager jo min prævention efter planen det burde ikke kunne ske.
Der er stille i røret.
Jo, altså svarer Mads tøvende. Karen var forbi forleden, så dine piller, begyndte at sige, at din synsdiagnose ikke burde forbyde børn. Hun talte om eksempler, hun har set og alle de moderne behandlingsmetoder. Til sidst blev jeg overtalt.
Katrine sidder musestille. Hun kan næsten ikke tro, hvad hun hører.
Mener du, at du begyndte at pille med mine piller?
Ikke sådan jeg mistede glasset en dag, og det gik op for mig, måske skulle vi bare give det et forsøg. Så jeg fyldte gamle vitaminpiller i bøtten Jeg ville sådan ønske, vi fik et barn Hun sagde, det skulle nok gå.
Katrine stivner. Det føles som om, gulvet forsvinder.
Du gjorde det med vilje? Selvom du kendte risikoen?
Mads kigger flovt ned.
Jeg troede, det var det bedste for os
For os?! Du spurgte aldrig mig. Du kendte alt til min situation og alligevel bag min ryg!
Jeg ville bare gerne have børn sammen.
Jeg kan ikke tale mere nu. Kan vi mødes ved Botanisk Have på fredag klokken 12?
Ja, selvfølgelig!
Vi ses, siger Katrine og lægger på.
Hun sitrer af vrede. Vreden vælter igennem hende. Hvordan kunne han tage den beslutning for hende? Nu havde han sat hendes helbred og frihed på spil, på grund af et håb og hans mors pres.
Fredag står Mads klar med hvide roser og rastløshed. Men da Katrine ankommer sammen med sin bror Jonas, er hendes blik afkølet. Hun tager et ark fra tasken og rækker det til ham.
Hvad er det? spørger han fortumlet.
Det betyder, at der ikke kommer noget barn, svarer hun iskoldt. Du kendte min diagnose, men valgte at sætte mit helbred på spil, fordi din mor sagde, det nok skulle gå. Jeg tilgiver dig aldrig. I morgen henter jeg mine ting og jeg kommer ikke alene.
Hun vender sig for at gå, Mads forsøger at følge efter, men Jonas træder ind foran ham.
Du lyver! Jeg har talt med læger, det er ikke farligt mere. Du vil bare ikke have børn og finder på undskyldninger!
Katrine vender sig langsomt om.
Taler du om mit helbred bag min ryg? Kender du overhovedet diagnosen rigtigt?
Mads forsøger at forklare, men Katrine afbryder ham:
Det her handler ikke kun om børn, Mads. Det handler om tillid og respekt. Du brød begge dele. Jeg skal ikke leve med frygten for endnu et svigt. Jeg vil ikke vide, hvad du finder på næste gang.
Jonas skæver truende til Mads, men holder sig i skindet.
Vores historie slutter her.
Hun går sammen med sin bror, uden at se sig tilbage kun styrket i visheden om, at det rigtige nu er gjort.
Tilbage sidder Mads på en bænk med buketten uværdigt, uelsket og mere ensom end nogensinde. For det gik op for ham: Han havde ikke bare mistet et barn, men den kvinde han elskede. Måske havde hun ret men nu var det for sent.
