Folk opdagede en udmattet hest: den havde ikke kræfter til at rejse sig
Det unge forelskede par bevægede sig langsomt gennem den tætte, høje eng. De slentrede hånd i hånd og sendte hinanden de der varme blikke, man kun ser hos dem, der er helt opslugt af kærligheden. I deres glæde over hinanden lagde de slet ikke mærke til, at de pludseligt stødte på noget mærkværdigt.
Pigen, som hed Frida, udbrød forskrækket og sprang et skridt tilbage. Hendes kæreste, Emil, trådte straks frem, som for at beskytte hende selvom der egentlig ikke var nogen fare på færde.
Lidt væk i græsset lå der en hest.
Eller rettere, det der engang havde været en hest. Nu mindede den mere om et skelet indsvøbt i hud end noget levende væsen.
Den tynde, udtørrede hud strammede om tydelige ribben, og det lignede hvert øjeblik de ville gennembryde huden. På hele dyrets krop var der mørke, sprukne skorper, hvor irriterende fluer summede omkring.
Synet af hesten var direkte frastødende.
Stakkels dyr! udbrød Frida.
Hendes stemme fik naturen til at gå helt i stå. En trykkende stilhed lagde sig over engen.
Pludselig bevægede hesten sig svagt.
I samme øjeblik fik det begge kærester til at gyse af frygt.
Sekundet efter skar deres fælles skrig gennem sommerluften.
De flygtede det bedste de kunne væk fra det forfærdelige syn. Først da de nåede den lille grusvej, standsede de, gispende efter vejret.
Ingen havde jagtet dem.
Langsomt begyndte panikken at forsvinde, og de kunne tænke sig om.
Den er jo i live hviskede Frida forbløffet.
Ja, levende men ser død ud, svarede Emil lavmælt.
Men den bevægede sig jo.
Vi må undersøge det igen, mumlede han. Måske var det ikke hesten, men noget andet Tænk hvis den bliver ædt indefra?
Frida krummede sig ved tanken. Hun sendte Emil ud for at undersøge nærmere, mens hun blev på vejen synet af noget så rædselsvækkende kunne hun ikke få sig selv til at se på.
Emil listede nervøst tilbage til engen. Heldigvis var her intet farligt bortset fra hestens elendige tilstand. Efter lidt tøven nærmede han sig, og hesten drejede svagt hovedet og udstødte et lavt prust.
Den var nærmest for svag til at flytte sig, men dens kradse sider hævede sig sagte med dybe åndedrag.
Den løftede glimtvis øjenlåget, som ville den forsøge at se, hvem der stod ved siden af den. Det lykkedes ikke dens pupil var dækket af en underlig rødlig hinde.
Underlæben hang slapt, og munden stod åben. Ben og hale lå helt stille, kun ørerne sitrede svagt, som om de blafrede for vinden.
Hesten var så afmagret, som man næsten ikke kunne bære at se på.
Den holdt sig i live med det allersidste, men kampen var tæt på tabt.
Emil så sig omkring hvordan var dyret overhovedet endt her? Græsset bar ikke præg af, det havde bevæget sig for nyligt den måtte have ligget her længe.
Han vendte tilbage til Frida og fortalte, hvad han havde set.
Det er jo ligegyldigt, hvordan den kom her hvad gør vi nu? sukkede Frida. Den ligner én, der kan dø hvert øjeblik. Jeg kender ikke nogen, der har forstand på heste.
Emil kom pludselig i tanke om, at naboen ude i den lille landsby havde et par heste folk udefra kom af og til for at ride i området.
Heldigvis kunne de kontakte ham på telefonen.
Det tog lidt tid at forklare den mærkelige situation, men til sidst lovede naboerne at komme så hurtigt de kunne.
Efter kort tid kunne man se støv rejse sig på grusvejen en bil nærmede sig engen.
Emil og Frida vinkede ivrigt, så folkene kunne se, hvor de skulle holde.
Bilen havde en trailer til heste spændt bagefter.
De voksne fra bilen blev grebet af rædsel, da de for alvor så hesten tæt på.
Tanken om, at dyret selv kunne kravle op i traileren, var helt udelukket. Det gjaldt om overhovedet at få den levende med til dyrlægen.
Selv så udmagret en hest var stadig for tung til, at fire mennesker kunne løfte den alene.
Derfor løb Emil af sted for at hente naboer og venner.
En flok mænd kom til, og med forsigtighed lagde de et kraftigt tæppe under hesten, så de i fællesskab kunne løfte hende.
Hesten spærrede øjnene op af skræk og sparkede svagt med den ene hov.
Der var ikke kræfter til mere.
Det var umuligt ikke at få tårer i øjnene. Hesten var så afkræftet, at hun dårligt kunne trække vejret selv.
Til sidst fik de hende møjsommeligt op i traileren. Bagdøren smækkede.
Hjulene rullede sagte ud ad vejen, mod nyt håb for det stakkels dyr.
Da de nåede frem til ridecenteret, stod både venner og en dyrlæge allerede klar.
De løftede forsigtigt hesten ud igen.
Dyrlægen gik straks i gang: mærkede, lyttede, tog prøver.
Politiet var også blevet tilkaldt.
De skrev rapport om grov mishandling og noterede forklaringer fra de nye ejere, frivillige og dyrlægen. Men politiet måtte indrømme det ville blive svært at finde den tidligere ejer, og sandsynligheden for straf var lille.
Dyrlægen gav straks indsprøjtninger, rensede sår og lagde en drop.
Frivillige hjalp dyret ind i sin boks.
Dyret var så svagt, at det var usikkert, om hun overlevede. Men de ville gøre forsøget.
Det største problem var, at hesten hverken ville spise eller drikke.
Det viste sig, at den led af en alvorlig infektion i huden.
En parasit skabmiden havde forårsaget betændelse overalt. Huden var dækket af vabler og sår. Alvorlig kløe plagede hende.
Hesten gned sig mod alt, hvad hun kunne nå, rev skorper og sår op. Appetitten var væk, og kroppen tørrede ind til benene.
Men sygdommen stoppede ikke her.
Hendes tredje øjenlåg var hævet og stærkt rødt.
Dyrlægen tog prøver, men frygtede nu en tumor. Kun en operation kunne redde synet, men først hvis dyret blev stærkere.
Tænderne var også i elendig forfatning. Her måtte behandlingen sættes ind straks.
I flere uger blev stalden forvandlet til et lille hospital.
Dyrlægen kom dagligt. Behandlingen begyndte langsomt at virke: parasitten var elimineret, skorperne tørrede ud, og tænderne kom i orden. Nu kunne hesten endelig spise selv.
De første dage måtte de give hende væske via drop og made hende med flaske som et føl. Lidt efter lidt kom kræfterne tilbage. Hesten begyndte at spise små mundfulde, skønt hun stadig trængte til støtte for hovedet.
Hun forstod dårligt, hvad der skete omkring hende. Til at begynde med var hun så slidt op, at hun syntes at have opgivet livet men menneskerne omkring hende var stædige og nægtede at give op.
De nye ejere besøgte hende også om natten. De tjekkede drop, vejrtrækning og forsøgte at give hende trøst. Hun begyndte at genkende stemmer og række ud med mulen, især når dyrlægen kom og brokkede sig midt i tilsynet.
Hun kunne næsten intet se, så hun navigerede efter lyd og blide hænder. Alligevel blev hun gradvist stærkere.
Efterhånden kunne hun vende sig, ja endda løfte maven lidt. Snart kunne hun holde hoved og krop oprejst flere timer ad gangen.
Men hun kunne stadig ikke rejse sig.
Det skræmte hende voldsomt. Hun prøvede at folde benene ind under sig, ville rejse sig men magtede det ikke. Benene ville ikke makke ret.
Dyrlægen trak på skuldrene. Hun havde været svag for længe, musklerne var alt for underudviklede. Det ville kræve meget målrettet hjælp at få hende på benene igen.
De fandt på et særligt hjælpemiddel: solide remme og et gammelt hestedækken, der kunne holde hende oprejst i boksen. Men til gåture skulle der rigtige kræfter til.
Heldigvis havde denne hests skæbne rørt mange. Aften efter aften kom venner og naboer for at hjælpe med genoptræningen.
I starten måtte de bogstaveligt talt flytte benene for hende. Men snart begyndte hun tøvende at flytte lemmerne selv.
Det gik langsomt og kluntet, men det var et lille mirakel.
Hesten blev hurtigt træt, og folk omkring hende svedte også. Men ingen klagede.
Måneder med møjsommelige øvelser bar frugt. Først lærte hun at stå, så at gå langsomt frem.
Ingen hastede hende.
Ejeren gik med hende et par skridt og lod hende hvile. Men hun var tydeligt træt af boksen. Duften af nyslået græs virkede dragende, og hun længtes efter at galoppere frit på marken igen.
Tiden gik. Dyrlægen erklærede endelig, at hun nu var stærk nok til øjenoperationen.
For hende var det næppe nogen stor prøvelse svulsten havde jo i forvejen taget hendes syn.
Hun blev atter trillet til klinikken og gennemgik operationen.
Efter indgrebet var øjet ømt, men hun kiggede nysgerrigt rundt. For første gang så hun nemlig klart sin nye familie, den trygge boks og folden udenfor.
Behandlingen suppleredes med øjendråber, men hun tog det hele med ro.
Hun viste sig at være både rolig og klog en sand gave til sine nye ejere.
Med tiden blev hun så stærk, at hun lukkedes ud på marken med to andre heste.
Hun fandt sig hurtigt til rette beroligede den unge hingsts vildskab og gik stille og roligt sammen med hoppen.
Der var gået lang tid, siden hun var blevet fundet. Nu mindede intet mere om det spøgelse, hun engang var. Hendes pels skinnede, og kun ar og varsomme bevægelser afslørede fortidens lidelser.
Ejeren gav sig god tid, men en dag begyndte hesten selv at sparke i jorden og pruste, når sadlen blev båret forbi.
Hun så misundeligt til, når de andre bar ryttere rundt.
Så en solrig dag trak manden hende ud, lagde sadlen på og bandt seletøjet fast.
Hesten vrinskede glad.
Ejerens vægt føltes stadig tung, men nu bar hun det uden at klage.
De red en lille runde på marken.
I det øjeblik var hesten lykkeligere end nogen sinde før.
Trods smerte, angst og håbløshed havde tålmodighed og kærlighed forvandlet alt.
Hun vidste nu, hun aldrig skulle være alene igen uanset hvad der ventede.
Man får altid livet tilbage, hvis nogen tror på én og alt, hvad der er brug for, er et næstekærligt hjerte og tid til at kæmpe med sammen.
