De lo ned over de våde brosten i København, og under de blinkende lysekroner i Marmorsalen glimtede det af guld og sølv, som om selv virkeligheden var smeltet sammen med en drøm. Astrid, klædt i sin nyeste silkekjole i glimtende saffrangul, lænede sig ind mod sin følgesvend Mads, mens de forsigtigt snurrende glassene med italiensk Barolo og betragtedes de glitrende gæster. Latteren lød let, men flød pludselig ud i en underlig stilhed, da døren gled op, og en ung kvinde trådte ind.
Hun hed Freja. På hende hang et gammelt, beige frakke løst ned over skuldrene, og bløde lædersko, trætte men trofaste, trådte forsigtigt hen over det blankpolerede trægulv. Alt syntes at dvæle: lyset, lydende, selv duften af pinjebranche fra den store juledekoration.
Astrid spærrede øjnene op, trådte teatralsk i vejen for Freja og skulede mod frakkens flossede kanter. Mads lænede sig ind og hviskede, med stemmen så høj at alle kunne høre:
“Har rengøringsfolkene glemt, hvilken dør de skal bruge i dag?”
Astrids smil krøb på læberne, koldt og skarpt som efterårsluft:
“Min skat, Folkekøkkenet ligger da henne i Nørrebro. Dit tøj ødelægger balancens harmonier, synes jeg.”
Freja mødte Astrids blik med roligt nærvær, som om hun var vokset op blandt stjerner. Hendes tavshed var tungere end sølv og mere rungende end latter.
Da gled én af de ældste gæster henover gulvet direktør Holm fra fonden, i jakkesæt, der duftede af nystrøget uld. Uden skyggen af opmærksomhed til Astrid eller Mads, standsede han foran Freja. Hans stemme rullede lavt men sikkert gennem rummet:
“Fru Leth! Beklager forsinkelsen. Deres privatfly landede tidligere end ventet. Kontrakten på opkøbet af holdingsselskabet ligger klar til Deres underskrift.”
Kameraets skygge, om der havde været et, ville være faldet på Astrids ansigt. Hendes hage sank i ren drømmelignende vantro, fingrene slap glasset, som ramte det kølige marmor med et knas rødvinen flød som et mærkeligt maleri.
Freja tog mekanisk mod kuglepennen fra Holm, hendes gamle frakke bølgende, mens hun skrev sit navn henover papiret med en næsten barnlig glæde.
Hun vendte sig roligt mod Astrid, stemmen blød men isklar:
“For resten, Astrid dette er ikke længere din fest. Jeg har netop købt denne bygning og din mands firma. Din æstetik passer ikke mere ind i mine planer. Vagt, vil De være så venlig at følge disse gæster ud.”
Med søvngængeragtig træghed så Astrid og Mads på, mens dørvogteren, i sin blå jakke, med milde men faste hænder ledte dem mod den regnfulde nat.
Moralen svævede som en dyne over salen: Bed aldrig en menneskes styrke efter deres frakke. Under det slidte uld kan der hvile en hånd, der i morgen bestemmer din skæbne.
