FORNEMMELSEN AF ULYKKE
Mathilde vågnede midt om natten og kunne simpelthen ikke falde i søvn igen. Om det var et mareridt eller bare uro i kroppen, vidste hun ikke men roen var forduftet. Hjertet føltes tungt som en sæk kartofler, og tårerne begyndte bare at trille ned ad kinderne af sig selv. Hvorfor? Det kunne Mathilde slet ikke sætte ord på. Det føltes underligt at trække vejret, og en snigende ulykke sad som en tung dyne over brystet.
Hun gik ind til den lille tremmeseng, hvor hendes søn, Mikkel, sov trygt. Drengen smilede i søvne og smaskede charmant med læberne. Mathilde rettede dynen på ham og sneg sig ud i køkkenet. Udenfor herskede der total, dansk oktobermørke.
Mathilde, du kan ikke sove igen? lød det søvnigt bag hende.
Igen Jeg ved ikke hvad der sker med mig, Mads, svarede hun lavmælt.
Det er sikkert den der famøse efterfødselsreaktion, prøvede han at joke, men lød også træt.
Men Mikkel er jo snart et halvt år, jeg har aldrig haft noget og pludselig nu?
Tja, hvem ved hormoner og nerver Du skal ikke tage det så tungt, det bliver bedre!
Jeg er altså bare bange, Mads hviskede hun og søgte trøst i hans favn.
Det skal nok gå, sagde han, mens han krammede hende.
Tre uger senere blev Mathilde ringet op af den lokale sundhedsplejerske. Inden da havde de været til halvårs-tjek med Mikkel; blodprøver og hele svineriet. Telefonen kom bag på hende.
Er der sket noget? spurgte Mathilde straks.
Ikke noget du skal gå i panik over, Mathilde, sagde sygeplejersken. Lægen forklarer nærmere.
På hospitalet, i venteværelset, blev hun igen overmandet af en uro.
Sæt dig ned, sagde lægen sagte. Mathilde Jørgensdatter, vi skal lige have dig til et par flere prøver.
Hvad sker der? nærmest hviskede hun, sikker på at nu ville frygten materialisere sig.
Mikkels prøver ser ikke gode ud. Leukocyttallet er alt for højt, og der er nogle andre ting, der bekymrer os. Vi skal have blodprøverne gentaget helst på Rigshospitalet.
På onkologisk afdeling eller hvad? sagde Mathilde og stirrede ned i gulvet.
Ja, svarede lægen.
Hvordan hun kom hjem, kunne hun ikke huske. Mads stod allerede klar, han var straks taget hjem fra arbejde efter hendes rystede sms.
Hvad sker der? røg det ud af ham.
Mathilde græd tavst, men bemærkede det knap selv:
Vi skal på kræftafdelingen til undersøgelser
Rolig nu, måske er det bare for en sikkerheds skyld? prøvede Mads, men Mathilde rystede på hovedet:
Nej, jeg vidste der var noget galt. Det lå i luften. Jeg kunne bare ikke finde ud af hvorfra det skulle ramme.
Hun klemte Mikkel ind til sig og snøftede. Drengen sov videre, uvidende om kaosset.
Akut leukæmi, sagde overlægen og smækkede prøvesvarene op, vi skal i gang med behandling straks.
Mathilde brød sammen. Hun kunne ikke forlige sig med, at det her skete. Kemoterapien måtte Mikkel klare alene, mens Mathilde sad ventende udenfor intensiv.
Gå nu hjem og hvil! insisterede nattevagten.
Jeg kan ikke. Hvad skal jeg overhovedet lave derhjemme uden min søn?
Mathilde og Mads havde været gift i otte år. Det havde været svært at få børn; utallige undersøgelser, men ingen forklaring. Først efter otte år blev hun gravid. Det var lykke blandet med evig ængstelse; Mads bar hende rund som en porselænsfigur og ikke engang en kaffekop fik hun lov til at løfte. Sidste måned af graviditeten tilbragte hun på Gentofte Hospital pga. risiko for tidlig fødsel.
For et halvt år siden kom endelig den længe ventede dreng til verden. Han blev opkaldt efter Mads far, som var blevet dræbt i en bilulykke nogle år inden.
Mathilde, man må ikke opkalde børn efter nogen, der er død tragisk! protesterede hendes gamle farmor.
Åh, det er bare gamle overtro, farmor, fniste Mathilde, lykkelig over endelig at have et barn.
Mikkel lå bleg og udslidt efter en måned på hospitalet. Hans kinder var ikke længere lyserøde, men hvide med mørke rande under øjnene. Den sterile enestue fik Mathilde efter at have sat hovedlægen stolen for døren han ville helst ikke øge infektionsrisikoen men Mathilde skreg som et såret dyr foran intensiv, og fik til sidst lov at indlægge sig ved siden af Mikkel.
Sådan nogle operationer laver vi ikke her! sagde Erik Thorsen, hospitalsdirektøren.
Hvor laver man dem så? spurgte Mathilde stædigt.
I Israel. De kan redde ham, men det koster kassen.
Vi finder pengene. Gør klar med det samme.
Papirerne kom straks afsted til et israelsk specialhospital. Svaret var positivt: De ville operere Mikkel, men det ville koste over 2 millioner kroner.
Mathilde Selv hvis vi sælger lejlighed og bil, når vi ikke engang en fjerdedel! Mads lød tom, Jeg har slået det op på Facebook og alt muligt, men det tager tid.
Vi har to måneder max! græd Mathilde, Vi må gøre alt!
Indsamlingen gik i gang på Mads og Mathildes arbejde, gennem foreningen Børns Vilkår, via lokale supermarkeder og byens Facebookgrupper. Kommunen gav et bidrag, frivillige hjalp, men det var stadig kun lidt over halvdelen, de fik skrabet sammen. Tiden var i den grad ikke på deres side.
Tag af sted med det samme. Jeg overfører, så snart der tikker noget ind, sagde Mads. Måske får vi solgt lejligheden!
Alle i deres lille by ved Ringsted følte med dem, men at samle så mange penge var umuligt.
Papirerne i orden, og så fløj Mathilde og Mikkel til Tel Aviv. Pengene havde ikke rakt, men behandlingen begyndte straks. Mathilde forsøgte ikke at tænke på resten hun klamrede sig til håbet om et mirakel. Der var en måned til Mikkels første fødselsdag.
På stuen ved siden af lå også en dansk mor, Maria, med sin søn Rasmus på tre. De var fra Næstved; Maria havde været heldig de havde fået samlet pengene. Desværre havde Rasmus fået diagnosen alt for sent. Leukæmien galoperede, operationen blev udskudt igen og igen.
Du må ikke give op, trøstede Maria, Alt skal nok ordne sig. Du skal nok komme i Zoologisk Have med Mikkel vi var der sidste år, og Rasmus ELSKEDE bjørnene. Jeg vidste jo ikke dengang, han var syg Det startede med næseblod, og jeg kunne slet ikke stoppe det. Det var så skræmmende Først senere kom vi ind og fik beskeden om stadie 3. Hvorfor reagerede jeg ikke noget før?
Maria, lad nu være! Vi skal i Zoo sammen med børnene, det lover jeg! sagde Mathilde beroligende.
Men jeg kunne jo mærke, noget var galt! Rasmus tabte sig, blev bleg, spiste dårligt min mor sagde det også! Jeg nægtede at tropå det Det er min skyld, græd Maria, dybt ulykkelig.
Mathilde kunne ikke finde trøstende ord, for hvordan trøster man egentlig i sådan en situation?
En dag blev det endnu værre for Rasmus, og han blev kørt på intensiv. Maria blev afvist og sad ude på gangen og græd uden stop.
Maria, kom nu og hvil dig, prøvede Mathilde.
Nej Rasmus skal vide, jeg er her. Det hjælper at jeg sidder udenfor
Han VED du er der kom nu.
Men Maria nægtede at flytte sig. Til sidst måtte sygeplejersken give hende noget beroligende. Nu sad hun bare tom i blikket.
Mads ringede om aftenen Mathilde vuggede Mikkel og klamrede sig til tiden med ham. Hvem vidste, hvor mange minutter de havde igen?
Mathilde, jeg har overført omkring 100.000 kroner mere har vi ikke pt Nogle unge har kigget på lejligheden og jeg har sat prisen ned. De svarer om et par dage.
Okay, sagde Mathilde spagt.
Men så lød et desperat skrig fra gangen. Telefonen fløj ud af hånden på hende. Mikkel blev forskrækket og begyndte at græde. Mathilde nussede ham, han gabte og sov igen. Så løb hun ud og så straks hvad der foregik. Maria var knækket sammen foran børneintensiv, græd, og sygeplejerskerne løb forvirret rundt. Maria råbte, med en smerte Mathilde aldrig havde set før.
Maria, hold ud du skal være stærk for Rasmus!
HVORFOR? Mit barn er død! Det er min skyld! Hvordan skal jeg leve med det?
Mathilde blev hos hende, mens hun fik en bedøvende sprøjte og blev ført tilbage på stuen.
Hun får brug for at hvile, sagde lægen træt, hun får nok grædt lidt mere med tiden
Den nat sov Mathilde ikke. Sad bare og holdt vagt ved siden af Mikkels seng bange for at miste ét eneste sekund.
Næste dag kom Maria. Hun græd ikke længere men hun så ud som om hun var blevet ti år ældre på én nat. De stod længe i stilhed og krammede.
Mathilde, pas på jer. I har stadig en chance brug den! Jeg må ordne alt det praktiske nu Minde, begravelse, sten sagde Maria og tørrede tårerne væk, her, læs det, når jeg er gået.
Tak hviskede Mathilde.
Senere, da Mikkel blev hentet til behandling, åbnede Mathilde konvolutten:
Kære Mathilde! Jeg håber sådan, din Mikkel får lov at leve gerne for min Rasmus også. At han både lærer fodbold, tager på ski og ser alt det, min dreng ikke nåede. Lov mig at I tager i Zoo og hilser på den store, sorte bjørn! stod der med rystende håndskrift. I konvolutten finder du pengene, der var tiltænkt Rasmus operation. Lad dem nu redde Mikkel!
Mathilde græd igen nu af lykke, fordi chancen for operationen var sikret. Og af sorg for prisen var alt for høj.
Mads, du skal ikke sælge lejligheden alligevel vi får jo brug for et sted at komme hjem til!
Har I fået pengene? sagde han overrasket.
Ja, alt bliver godt!
Han lagde røret og smilede for første gang i flere uger. Noget i Mathildes stemme havde overbevist ham om, at det ville gå godt. Og det ville det.
Operationen blev planlagt lige efter Mikkels første fødselsdag. Mathilde tilbragte dagene foran intensivstuen, ligesom Maria havde gjort. Denne gang så det hele langt lysere ud. Efter nogen tid fik hun lov at besøge sønnen, og kort efter blev de flyttet sammen på enestue. De stod overfor en måned i isolation og en lang genoptræning men det var ingenting mod hvad de allerede havde klaret. Og det vigtigste: Operationen lykkedes. Alt gik den rigtige vej.
Langsomt vågnede der liv i Mikkel igen. Han begyndte at lege, spise og smile. Første gang han sagde noget, der bare lignede mor, græd Mathilde. Miraklet var sket.
Biiiørn! pegede Mikkel på det enorme sorte dyr i buret.
Næh, skat det hedder en bjørn! grinede Mathilde.
De stod i Københavns Zoo, præcis hvor lille Rasmus havde glædet sig over bjørnene et år tidligere.
Hils fra Rasmus han savner at se dig! sagde Mathilde lavt til bjørnen.
Mikkel spænede rundt, åd is, klatrede på Mads skuldre, og grinede så hele Zoo kunne høre ham. Livet var fyldt med børnejubel og overraskelser. Hospitalet lå langt bag dem. Kun indimellem, når natten var allermørkest, sneg Mathilde sig ind til sin dreng for at høre hans rolige vejrtrækning. Uroen slap mere og mere sit greb foran dem lå nu livet. Ikke kun for Mikkel, men også for det barn, der aldrig fik lov.
