Min svigerinde havde været på ferie på et sommerresort, mens vi knoklede med renoveringen, og nu kræver hun pludselig at bo komfortabelt.
Jeg foreslog dengang, at vi min svigerinde og jeg slog økonomien sammen til husets renovering, men hun afviste blankt. Nu vil hun flytte ind hos os, fordi hendes halvdel af huset mangler alle bekvemmeligheder. Det er altså hendes eget valg!
Huset tilhørte min mands mormor. Efter hendes død arvede min mand og hans søster det sammen. Ejendommen var gammel, men vi besluttede at istandsætte den og flytte ind. Huset har to separate indgange, så to familier kunne bo side om side uden at forstyrre hinanden, dog med fælles gårdsplads og have. Begge sider havde samme antal værelser.
Selve arven faldt på plads, efter jeg var blevet gift med min mand. Processen forløb roligt. Min svigermor ville slet ikke have noget med huset i landsbyen at gøre hun havde vænnet sig til livet i København. Hun sagde straks til sine børn: Gør, hvad I vil.
Min mand og min svoger lagde penge sammen til at reparere taget og forstærke fundamentet. Vi ønskede at fortsætte med renoveringen, men min svigerinde blev vred. Der var ingen chance for, at hun ville investere i det gamle skur. Hendes mand sagde heller ikke meget han plejer ikke at tage kampen op.
Jeg og min mand havde længe planlagt at bo i huset. Landsbyen lå tæt på Holbæk, og vi havde vores egen bil, så pendling var ikke noget problem. Vi havde længe været trætte af at klemme os sammen i en lille to-værelses lejlighed, og drømmen om vores eget hus trak. At bygge nyt var for dyrt, så arven kom belejligt.
For min svigerinde var huset kun en sommerbase. Hun ville komme nogle sommerdage og grille eller slappe af det gjorde hun klart. Hun sagde endda: Regn nu ikke med mig.
I løbet af fire år fik vi totalistandsat vores halvdel. Selvfølgelig måtte vi tage et lån, men det vigtigste var, at vi fik nyt badeværelse, installeret fjernvarme, skiftet el og vinduer, kalket alt og fik alt i stand. Det var hårdt arbejde nærmest konstant men vi holdt fast ved drømmen.
I mellemtiden drog min svigerinde fra den ene feriedestination til den anden. Hun spurgte aldrig til huset eller vores arbejde. Hun levede for sig selv. Men efter hun fik barn og gik på barsel, ændrede tingene sig.
Ferieeventyrene sluttede brat, og budgettet skrumpede ind. Pludselig huskede hun, at hun ejede den halve bolig. Det er selvsagt svært at være lukket inde i en lille bylejlighed med en baby, når man i huset kunne give barnet frisk luft og plads til leg.
På det tidspunkt var vi flyttet ind, og lejede vores gamle lejlighed ud. Hendes halvdel havde vi ikke rørt, men efter alle de år var den kun blevet mere forfalden. Jeg aner ikke, hvordan det skulle kunne lade sig gøre at bo der uden fjernvarme, men hun dukkede op med sit barn og en kuffert, og bad pænt om at blive hos os i en uge. Jeg sagde ja.
Hendes søn var ualmindeligt larmende, og det samme var svigerinden, som sad inde i stuen og hos sig selv gjorde præcis, hvad hun lystede. Ingen hensyn. Da jeg arbejder hjemmefra, blev jeg til sidst så generet, at jeg flyttede over til en veninde i en uges tid. Det passede hende egentlig fint så havde hun nogen til at passe huset.
Men pludselig blev min mor syg, så jeg måtte tage hjem for at hjælpe hende. Det betød, at jeg nærmest havde glemt alt om min svigerinde og regnede med, at hun for længst var taget hjem.
I stedet fandt jeg hende hjemme hos os, som om intet var hændt. Jeg sagde, at nu var det på tide at tage hjem.
Hvor skulle jeg tage hen? Jeg har et lille barn og vi har det jo fint her, sagde hun.
Vi kører dig ind til byen i morgen, svarede jeg.
Jeg vil ikke tilbage til byen.
Men du har jo ikke engang gidet gøre rent i den uge, du har været her. Du må tage tilbage, det her er ikke et hotel.
Med hvilken ret smider du mig ud? Det her er også mit hjem!
Dit hjem er bag den væg gå derover, svarede jeg.
Hun forsøgte at få sin mand til at tage hendes parti, men selv han sagde, at nu havde hun boet nok hos os. Fornærmet pakkede hun sammen og tog afsted. Få timer senere begyndte min svigermor at ringe:
Du havde ikke ret til at smide hende ud det er også hendes ejendom!
Hun kunne frit have boet på sin egen halvdel. Der er det hende, der bestemmer, svarede min mand roligt.
Hvordan skulle hun bo der alene med et spædbarn? Der er jo hverken varme eller ordentligt toilet. Du kunne godt have været der for din søster.
Min mand blev vred og forklarede sin mor, at vi tilbød fælles renovering fra starten det havde været billigere end at lave hver sin. Hun sagde selv nej. Så hvorfor skal vi bebrejdes for resultatet?
Vi foreslog svigerinden en løsning sælge sin halvdel til min mor. Hun ville kun sælge, hvis vi betalte, så vi kunne købe et helt splinternyt hus et andet sted. Vi afviste hendes pris.
Konflikterne fortsætter. Min svigermor føler sig konstant forurettet, og svigerinden Amalie opfører sig besværligt. De kommer sjældent, men når de gør, holder de støjende fester og ødelægger ting i haven.
Nu har vi valgt at opsætte et højere hegn og afgrænse vores have. Ingen flere kompromisser det var faktisk det, min svigerinde altid ville gå efter.
Det lærte mig, at man i familien skal tage fælles ansvar og huske at hjælpe hinanden men det er lige så vigtigt at sætte grænser og stå fast, når nogen kun tænker på sig selv. Man skal respektere sine egne valg og ikke forvente, at andre rydder op efter ens forsømte ansvar.
