Jeg er 41 år gammel, og huset, jeg bor i, har været i min familie gennem generationer. Mine bedsteforældre boede her før mig, og da de gik bort, blev min mor boende. Efter hendes død stod jeg som eneste ejer af huset. Her har altid været stille, ordentligt og trygt. Jeg arbejder fuldtid og kommer som regel hjem til et tomt hus. Aldrig troede jeg, at denne fred kunne blive ødelagt af et valg, jeg tog for at hjælpe.
For to år siden ringede en fjern kusine til mig og græd. Hun skulle skilles, havde en lille søn og stod uden tag over hovedet. Hun bad om lov til at bo hos mig et par måneder, indtil hun kom på benene igen. Jeg sagde ja hun var jo familie, og jeg antog, at det ikke ville forandre mit liv. Først gik det fint hun tog det ene værelse, deltog lidt i udgifterne og tog tidligt afsted på arbejde. Drengen blev passet af en nabo. Alt var i orden.
Efter cirka tre måneder sagde hun op. Det var midlertidigt, sagde hun, hun søgte noget bedre. Hun begyndte at gå hjemme hele dagen, og hendes barn var heller ikke længere hos naboen, men hjemme. Huset ændrede sig legetøj overalt, larm og uventede gæster. Når jeg, træt efter en lang arbejdsdag, trådte ind ad døren, sad der nogle gange fremmede i min stue. Jeg bad hende om at sige til, hvis andre skulle komme, men hun mente, jeg overdrev, for det er jo også hendes hjem nu.
Stille og roligt holdt hun op med at bidrage til husholdningen. Først sagde hun, hun ikke havde råd, senere at hun ville betale senere. Jeg begyndte at betale alt regninger, mad, reparationer. En dag kom jeg hjem og opdagede, hun havde flyttet rundt på møblerne for at gøre det mere hyggeligt. Hun havde ikke spurgt mig. Bare gjort det. Da jeg blev vred, blev hun fornærmet og sagde, at jeg var kølig og ikke forstod, hvad det vil sige at være familie.
Det blev værre, da hendes tidligere kæreste også begyndte at komme. Den samme mand, hun sagde, hun flygtede fra. Han dukkede op om aftenen, overnattede, brugte mit badeværelse og spiste min mad. Én dag mødte jeg ham på vej ud af mit eget soveværelse, hvor han havde hentet en jakke uden at spørge. På det tidspunkt sagde jeg fra sådan kunne det ikke fortsætte, vi måtte have nogle grænser. Hun begyndte at græde, råbe og mindede mig om, at jeg jo havde taget hende ind, da hun havde ingenting.
For et halvt år siden forsøgte jeg at sætte en frist for, hvornår hun skulle flytte. Hun sagde, det var umuligt hun havde ingen penge, barnet gik i skole i nærheden, hvordan kunne jeg smide hende ud? Jeg føler mig fanget. Huset føles ikke længere som mit. Jeg liste rundt for ikke at vække barnet, spiser på mit værelse for at undgå konflikter og bruger efterhånden mere tid væk fra mit hjem end derhjemme.
Jeg bor stadig her, men det føles ikke som mit hjem længere. Hun opfører sig, som om huset er hendes. Jeg står for alle udgifter, og hvis jeg beder om orden, beskylder de mig for at være egoistisk. Jeg har brug for et godt råd.
Det hele har lært mig, at hjælpsomhed er en smuk værdi, men at man også må huske at sætte grænser selv for dem, man holder af. Uden dem mister man sig selv og det sted, der burde være ens trygge base.
