Et rodet skab, bunker af krøllede skjorter, sur suppe i køleskabet sådan husker jeg vores hjem, dengang for længe siden. Jeg forsøgte engang at nævne det forsigtigt for min kone, men det førte bare til flere anklager.
Jeg blev forelsket i Frederikke ved allerførste blik. Lige da jeg så hende, vidste jeg, at hun var noget særligt. Hendes skønhed og indtagende væsen var helt uimodståelige. Jeg følte mig som den heldigste mand i København at have fundet sådan en kvinde klog, smuk og, mente jeg, ordentlig. Derfor friede jeg uden at tøve.
Vi flyttede sammen, og allerede fra begyndelsen gjorde Frederikke det klart, at hun ikke brød sig om huslige pligter. Hun ville hellere fokusere på sin karriere, og mente at vi burde dele pligterne ligeligt. Jeg så ingen problemer i det det lød rimeligt nok, og jeg havde tillid til, at vi kunne få det til at fungere.
Vi aftalte at dele opgaverne, og Frederikke forsikrede mig om, at det sagtens kunne gå, både med job og hjem. Jeg stolede på hende, og insisterede ikke yderligere på mit eget.
Men tiden gik, et halvt år fløj af sted, og pludselig var det tydeligt, at det ikke gik efter planen. Frederikkes arbejdsliv vendte ikke, som hun havde håbet. Hun fik kun en deltidsstilling i en mindre kendt virksomhed, lønnen kom ujævnt, og arbejdstiderne var ustabile. Desuden brugte hun det meste af sin løn på sig selv, mens jeg sled dag og nat for at få det hele til at løbe rundt. Alligevel holdt Frederikke grundigt fast i vores aftale om ligelig opgavefordeling, men så ofte gennem fingre med sine egne forpligtelser.
I starten passede hun sine opgaver samvittighedsfuldt, men langsomt ebbede hendes energi ud. Snart lå der bunker af vasketøj overalt, og lejligheden sejlede. Hun begyndte at bebrejde mig for ikke at hjælpe mere. Det sved jeg kæmpede med at klare mit arbejde, og samtidig holde styr på alt det praktiske i hjemmet. Vi havde jo fra starten aftalt en retfærdig fordeling af arbejdsbyrden.
Jeg tænkte, at det måske ville give sig, når vi fik et barn. At Frederikke ville tage sig af både hjemmet og barnet, mens hun havde orlov. Men også det håb brast. Tværtimod blev det kun værre. Tit tænker jeg tilbage og spørger mig selv, om det ikke havde været nemmere alene. For udover praktiske problemer begyndte skænderierne at fylde alt for meget.
Jeg prøver at sætte mig i Frederikkes sted, men jeg kan ikke slippe følelsen af at mine egne behov bliver tilsidesat. Jeg arbejder både udenfor huset og hjemme, prøver at holde sammen på det hele, og laver samtidig det meste af det huslige. Alt jeg drømmer om, er bare lidt hvile.
Jeg forstår ikke, hvad Frederikke får tiden til at gå med under barslen. Vores lille datter er stadig spæd, kun to måneder gammel, og sover for det meste af dagen. Jeg tænker ofte, at jeg sagtens ville kunne klare nogle huslige pligter, mens lillepigen sover. Og jeg gruer for tanken om, hvordan det skal gå, hvis vi en dag får et barn mere. Jeg tror på ligestilling og gensidig støtte, men det virker, som om netop dét slet ikke giver mening for Frederikke.
Jeg ønsker ikke, at familien skal falde fra hinanden, for jeg elsker virkelig vores barn. Alligevel føler jeg ofte, at min tålmodighed er brugt op. Jeg aner ikke, hvordan jeg skal leve videre i sådan en hverdag.
Hvad tænker du på hvis side står du, når du hører min beretning fra dengang?
