Er det nu så svært for dig? Det drejer sig jo kun om tre dage. Malene har en nødsituation, en afbudsrejse til Mallorca, hun har ikke været på ferie i årevis, og jeg… Du ved jo, mit blodtryk driller, og ryggen gik i stykker ovre i kolonihaven, jeg kan ikke engang rette mig op. Og Poul han er børnenes farfar. Det er hans pligt at hjælpe.
Stemmen i røret var så høj, at Poul ikke behøvede sætte telefonen på højttaler. Ellen, der stod ved komfuret og rørte i grøntsagsgryden, hørte hvert eneste ord krystalklart. Den der klang, skinger og med et krav om opmærksomhed, ville hun kunne genkende hvor som helst. Anne Marie den første og, desværre, uforglemmelige kone.
Poul sendte et undskyldende blik til Ellen, mens han balancerede telefonen mellem øre og skulder og fortsatte med at skære brød godt nok med meget skæve skiver.
Anne, vent lige lidt, forsøgte han. Hvad har Malenes ferie at gøre med os? Ellen og jeg har faktisk planer i weekenden…
Hallo, hvad for nogle planer kan I have? braste ekskonen ind. Gå og luge i haven? Se udstillinger? Poul, vi taler om dine børnebørn. Om Jeppe og Tobias. Drengene har brug for en mandlig rollemodel, ikke kvindelig pylren. Du har ikke set dem i en måned. Har du overhovedet nogen samvittighed? Eller har din nye kone frataget dig al luft?
Ellen lagde skeen fra sig på bordskåneren og slukkede for gassen. Ny kone. Hun og Poul havde været gift i otte år. Otte rolige, glade år, hvis man ser bort fra Anne Maries jævnlige orkanbesøg i det ellers fredelige liv. Først var det krav om flere børnepenge til voksne Malene, så evindelige bønner om hjælp til tandlægeregninger, bilkøb og håndværkere. Poul, blid og ordentlig, havde længe betalt og følt skyld over sin skilsmisse, selvom både han og Anne Marie allerede var gledet fra hinanden, da Malene fyldte tyve.
Lad venligst være med at tale sådan om Ellen, sagde Poul nu, prøvede at lyde mere fast, men man hørte stadig usikkerheden. Sagen er ikke hende. Men… du må altså give besked i god tid. Drengene er seks år, de kræver opsyn, og du ved vi er altså ikke helt unge længere…
Netop! udbrød Anne Marie triumferende. Vi bliver kun ældre, og motion holder én frisk. Lidt børnepasning gør dig jo godt. Punktum. Malene kommer med dem i morgen klokken ti. Jeg kan ikke det sagde jeg jo, ryggen. Og du skal ikke diskutere. De er din familie.
Der lød korte bip i røret. Poul lagde telefonen fra sig på bordet og sukkede tungt uden at turde møde Ellens blik.
Der var stille i køkkenet, kun væguret tikkede. Udenfor begyndte en let sommerregn at tromme mod vindueskarmen. Ellen tørrede brødkrummer af bordet med et viskestykke.
Så klokken ti i morgen? spurgte hun ligeud.
Poul så endelig op. Hans blik bad nærmest om tilgivelse.
Undskyld, Ellen. Du hørte hende jo selv. Malene rejser, Anne Marie påstår ryggen er i stykker Hvor skal børnene ellers være? De er jo mine børnebørn.
Poul, sagde Ellen og satte sig overfor ham med foldede hænder. Det er dine børnebørn. Ikke mine. Jeg synes godt om drengene, men hvis vi skal være ærlige de kalder mig ikke engang ved navn, den dér dame, har deres mormor lært dem. Hver gang de er her, vælter de det hele, for Malene mener ikke, man må sætte grænser for børn.
Jeg skal nok tage mig af dem selv! sagde Poul ivrigt. Du behøver ikke løfte en finger. Jeg tager dem i parken, i biografen, ud på legepladsen. Bare hvis du laver noget mad, suppe eller frikadeller eller sådan. De kan jo godt lide din mad, selvom de ikke indrømmer det.
Ellen smilede trist. Hun vidste jo, hvordan det ville gå. Poul ville være udmattet efter et par timer og ende på sofaen bare et kvarter, mens to uregulerbare seksårige ville blive hendes ansvar. De ville hoppe i sofaen, kræve fjernsyn, sprede mad og overhøre alle påbud for mormor Anne siger, her må vi alt, for farfar bestemmer her.
Vi havde billetter til Det Kongelige Teater på lørdag, mindede hun ham om. Og vi ville i kolonihaven og beskære roser.
Så leverer vi billetterne tilbage Rosenbedene løber ingen steder… Ellen, kom nu, hjælp os. Bare denne ene gang. Jeg siger til Malene, at det ikke skal ske igen.
Bare denne ene gang. Hun havde hørt den sætning mange gange før. Hver gang havde hun givet sig, uden at ville skabe konflikt. Men denne gang var noget ændret i hende. Måske var det Anne Maries tone, som ikke engang foreslog, men bare beordrede og tog Ellens tid og kræfter for givet.
Nej, Poul, sagde Ellen stille.
Poul blinkede forvirret, som om han ikke forstod.
Nej?
Nej, vi tager ikke børnene denne gang. Jeg aflyser ikke mine planer, afleverer ikke teaterbilletterne og står ikke over komfuret i tre dage for børn, der sidst kaldte min suppe ulækker og påstod, deres mor laver bedre mad.
Ellen, hvad snakker du om? Poul blev fortvivlet. Hvad skal Malene så gøre? Hun har købt en afbudsrejse!
Det er Malenes problem. Hun er voksen, har en mand, en svigermor, og kan få en barnepige. Hvorfor ender deres problemer altid på min bekostning?
Vores bekostning.
Bare min, Poul. For det er mig, der gør rent efter deres besøg. Mig, der laver mad, vasker, sørger for alt. Du leger den hyggelige farfar i to timer og tager så piller. Jeg forstår, du holder af dine børnebørn, men jeg har ikke meldt mig som gratis dagpleje for børn, hvis mormor foragter mig.
Det var usædvanligt for Poul at høre Ellen så klar i mælet. Hun plejede at være tålmodighed og diplomatiets personificering.
Hvad foreslår du, så? At jeg ringer og siger nej? Anne Marie kører mig jo ud af banen. Hun starter et kæmpe drama, så jeg får hjertestop.
Lad nu være at ringe, Ellen rejste sig og gik til vinduet. Lad dem bare komme.
Så du siger ja? sagde Poul forhåbningsfuldt.
Nej. Lad bare barnet bringe dem. Så må vi se.
Lørdag morgen var lys og lun, i modsætning til stemningen hjemme i Poul og Ellens lejlighed. Poul så nervøst ud af vinduet hvert andet minut, gik i en bue om de samme puder. Ellen sad roligt og spiste morgenmad, tog sin yndlingslinnedkjole på, lagde en let makeup og pakkede en lille taske.
Skal du ud? spurgte Poul nervøst, mens han så hende lægge bog og paraply ned.
Vi skal jo i teateret klokken syv. Inden da vil jeg nyde havnepromenaden og klipning. Jeg trænger til luft.
Ellen! De er her om femten minutter! Hvordan skal jeg klare begge drenge? Jeg aner ikke, hvad de vil have at spise, hvor deres ting er…
Du finder ud af det. Du er jo farfar. Den mandlige rollemodel, som Anne sagde.
Idet ringede det på døren et langt, krævende ring. Poul skyndte sig ud, Ellen blev i soveværelset og lynede sandalerne.
Fra entreen lød det:
Vi slap uden om kø! Det var Malene. Far, her har du dem. Taske med tøj, iPaden er opladet, ring hvis der er problemer. Jeg må løbe, taxaen venter!
Malene, hvad med mad, rutinerne…? stammede Poul.
Rutiner på en weekend? Kog nogle fiskefrikadeller, hvis det kniber. Farvel, knus! Drengene, opfør jer ordentligt!
Døren smækkede. Med det samme lød et stormløb og et: Angreb!
Ellen gik ud i gangen. Synet var malerisk: to robuste drenge hoppede allerede på skoskabet for at gribe Pouls hat. Poul stod med en stor, blå sportstaske fra Sportmaster og lignede en fortabt mand. Men det mest interessante var skikkelsen i den halvåbne dør: Anne Marie selv.
Hun havde tydeligvis besluttet at overvære indleveringen selv, på trods af sin såkaldte dårlige ryg. Hun så alt andet end syg ud skabe make-up, føntørret hår, store guldsmykker.
Nå, der er du jo, sagde Anne Marie køligt til Ellen. Jeg håber, du er forberedt. Jeppe tåler ikke citrusfrugter, og Tobias rører ikke løg. Husk frisk suppe. Og ingen iPad i mere end en time.
Hun talte, som en husholderske bliver instrueret af herskabet. Poul krympede sig.
Ellen stod roligt foran spejlet, rettede lidt på håret og tog sin taske.
Godmorgen, Anne Marie. Godmorgen, drenge.
Tvillingerne stoppede et sekund og kiggede, men forsatte straks legen.
Tak for gode instrukser, smilede Ellen. Dem må du forklare Poul. Han er den ansvarlige i dag.
Undskyld hvad?! Anne Maries bryn røg til vejrs. Hvor har du tænkt dig at tage hen?
Jeg har fri i dag. Personlige aftaler, og teatret i aften. Jeg kommer sent hjem, måske i morgen.
Anne Marie rødmede. Hun trådte frem og blokerede døren.
Er du rigtig klog? Personlige aftaler, når du har børn i huset?! Det er dine mands børnebørn! Du er forpligtet…
Jeg er kun forpligtet, hvor jeg lovede det, afbrød Ellen blidt men bestemt. Jeg har aldrig sagt ja til at passe jeres børnebørn. Jeg fødte dem ikke, jeg opdrager dem ikke og ønskede aldrig rollen som barnepige. De har deres mor, far, og to bedstemødre. Du er pensionist, Anne Marie.
Min ryg! udbrød Anne Marie dramatisk.
Og jeg har mit liv. Jeg bruger det ikke på at stå til rådighed for folk, der taler sådan til mig.
Poul! nu vendte Anne Marie sig vredt mod ham. Hun har mistet sans og samling! Bestem, hvad hun skal!
Poul så skiftevis på sin ekskone og sin nuværende. En indre kamp lyste i ham vanen med at føje Anne Marie modsat det respekt for Ellen og hendes ret.
Anne, begyndte han, Ellen sagde fra starten, hun var optaget. Jeg troede, jeg selv kunne klare det, men…
Du holder ikke en time! Hvem laver mad? Hvem giver børnene bad? Anne Marie spruttede. Se på hende gjort sig klar… Teater! Familien er i krise, og du er ligeglad.
Familie? Nu blev Ellen alvorlig i blikket. Anne Marie, lad os slå fast. Poul og jeg er familie. Du, Malene og drengene er Pouls slægtninge, ikke mine. Jeg har tålt dine natteopkald, pengemangel og bagtalelser. Men at gøre min lejlighed til et transitsted hvor jeg er gratis arbejdskraft, det sker ikke.
Hvordan tør du! Det er stadig min mands… Mit tidligere hjem! Poul bestemmer!
Poul må invitere, hvem han vil. Men han kan ikke tvinge mig til at servicere hans gæster. Poul nu vælger du: du kan blive her med børnene og Anne Marie, som nu alligevel er her, eller jeg tager afsted.
Ellen gik mod døren.
Stå stille! Anne Marie greb hende om albuen. Du laver ikke suppe, Malene er taget til lufthavnen! Hvad nu?
Ellen fjernede tålmodigt men bestemt Annes hånd.
Det er ikke mit problem. Ring efter en taxa, lav suppe hjemme, eller få Malene til at tage hjem igen. Og rør mig ikke igen. Ellers ringer jeg politiet og anmelder det. Jeg mener det.
Der blev helt stille. Selv drengene holdt op og så stille til. Poul så på Ellen med både ærefrygt og angst. Han havde aldrig set hende sådan før.
Anne Marie klappede efter vejret. Hun var vant til, at Ellen var tavs og eftergivende. Den slags svar havde hun ikke forventet.
Egoist! hvæsede hun. Jeg skal nok fortælle sandheden om dig.
Værsgo, sagde Ellen og trak på skuldrene, det rager mig ikke.
Hun lukkede døren bag sig og tog elevatoren ned. Da hun kom ud i den friske sommerluft, måtte hun trække vejret dybt. Hænderne rystede, men hun følte en overraskende ro. Hun havde gjort det. Hun havde sagt fra.
Ellen havde en vidunderlig dag. Hun så en kunstudstilling, drak kaffe på sin yndlingscafé, gik i parken og nød roen uden at tænde mobiltelefonen.
Sent om aftenen, efter teateret, tændte hun telefonen. Ti ubesvarede opkald fra Poul. En sms: *Anne Marie har taget børnene. Jeg er hjemme. Undskyld.*
Ellen kom hjem ved ellevetiden. Der var fredeligt og hyggeligt. Poul sad alene ved sin te, træt, men lettet.
Hej, sagde han stille, da hun kom ind.
Hej. Hvor er drengene?
Anne Marie tog dem med hjem. Hun råbte op, truede, ringede til Malene og krævede penge tilbage for rejsen, så Malene passede børnene i stedet. Hun lavede totalt drama.
Og du?
Poul så op.
For første gang i mit liv sagde jeg til hende, at hun skulle holde sin mund.
Ellen hævede overrasket øjenbrynene.
Virkelig?
Ja. Da hun begyndte at svine dig til, fik jeg nok. Jeg sagde, hvis hun sagde et dårligt ord mere, fik hun aldrig mere en ekstra krone alt var afbetalt for længst. Hun skal ikke sætte sin fod her igen.
Ellen gik hen og tog ham om skuldrene. Han lænede hovedet mod hendes mave, som et barn der søger trøst.
Hun smækkede døren så pudset dryssede. Sagde, vi ikke længere var hendes familie.
Det overlever vi, lo Ellen, mens hun aede hans grå stænk i håret. Og Malene?
Malene ringede grædende fra lufthavnen. Jeg sendte hende lidt penge til en barnepige i Spanien. Hun tog børnene med. Anne Marie nægtede at hjælpe og lagde det hele på nerver.
Så se der fandtes en løsning. Selvfølgelig skal Malene på ferie, men som mor må man også tage ansvar.
Ellen, sagde Poul og så hende i øjnene, tak.
For hvad? At jeg smed dig for løverne?
For at få mig til at føle mig som en mand igen ikke som en dreng, der render ærinder for sin ekskone. Jeg har været bange for at gøre Anne Marie vred, men nu ved jeg jeg skylder ikke andre end dig noget. Du er min familie.
Det vigtigste er, at du har forstået det, sagde Ellen med et smil. Vil du have te? Jeg har købt kirsebærkage.
Næste dag var alt stille. Anne Marie ringede ikke, og Malene sendte en kort besked, at de var vel ankommet. Livet fik sit rolige leje tilbage nu med en ny friskhed, som om gamle bebrejdelser og fremmede krav var blæst væk.
Ugen efter gik Ellen og stak roserne i kolonihaven. Poul gravede med spade.
Ved du hvad, sagde Poul pludselig, Anne Marie ringede i går.
Ellen rettede ryggen.
Og?
Hun bad om penge til medicin.
Gav du hende noget?
Nej. Jeg sagde, alt er budgetteret; vi overvejer at renovere, og du skulle have ny vinterfrakke… Så jeg sagde nej.
Ellen lo.
Vinterfrakke? Nu fantaserer du. Men jeg kan lide din stil.
Hun smækkede røret på, sagde Poul med et frit smil. Og ved du hvad, verden gik ikke under af den grund.
Nej, sagde Ellen, den er faktisk blevet langt venligere og lysere.
Den mislykkede indlevering af børnebørnene blev et vendepunkt. Ellen forstod, at værdighed ikke handler om at råbe op, men om at kunne sige roligt fra, når egne grænser forsøges overskredet. Og Poul forstod, at hans kones respekt var mere værd end fordelene ved at holde ekskonen ud.
Børnebørnene kom stadig ind imellem, men nu efter aftale og kun i rimelige perioder. Anne Marie satte aldrig igen sin fod i deres hjem. Poul hentede og hyggede selv med drengene hvilket alle nød mere.
Nogle gange, når Ellen sad på terrassen og så solen gå ned, kunne hun tænke tilbage på den dag, hun tog tasken og gik ud. Hun huskede ikke engang stykkets titel i teatret men hun vidste, det var den vigtigste opførelse i hendes liv. Hoveddramaet havde nemlig udspillet sig hjemme og afsluttet lykkeligt.
Livet er bedst, når man tør sige fra og værne om sin egen værdighed. Respekt starter med at værne om sig selv.
