Mod aftenen var jeg helt udmattet. Jeg havde taget to vagter i træk på universitetets café, forberedt mig til tre afsluttende eksamener i erhvervsøkonomi og sovet kun få timer de sidste to døgn.
Da jeg omkring klokken elleve så en sort bil uden for biblioteket på Københavns Universitet, antog jeg, at det var min bestilte taxa. Jeg tjekkede ikke nummeret jeg åbnede bare bagdøren og sank træt ned i sædet.
Indenfor var der uventet luksuriøst: blødt læder, total stilhed og en svag duft af eksklusiv parfume. Men trætheden havde dulmet mit normale forsigtighedsniveau. Jeg lukkede øjnene bare et øjeblik og faldt straks i søvn.
En rolig mandsstemme vækkede mig, med et glimt af humor:
Vælger du altid fremmede biler at tage en lur i, eller har jeg usædvanligt held i aften?
Jeg fór op og satte mig ret. Ved siden af mig sad en mand i et ulasteligt jakkesæt. Hans mørke øjne så undersøgende på mig, et diskret smil legede om munden.
For resten, du har sovet her i tyve minutter, sagde han. Og du snorkede en smule.
Rødmen bredte sig i mine kinder. Mit blik gled rundt i kabinen: touchskærm, træfinér, indbygget minibar.
Du er ikke chaufføren
Nej. Jeg ejer bilen. Mit navn er Kristian Mikkelsen.
Navnet sagde mig intet, men hans stemme havde selvsikkerheden fra én, der var vant til at bestemme. Jeg undskyldte hurtigt og greb ud efter dørhåndtaget.
Det er sent, bemærkede han. Lad mig i det mindste køre dig hjem.
Jeg ville oprindeligt sige nej, men København så lidt utryg ud på denne tid af natten. Bilen gled roligt afsted gennem byen. Undervejs faldt snakken på mit liv: studierne, fritidsjob, den evige træthed.
Du kan ikke blive ved sådan, sagde han roligt. Du slider dig selv op.
Ved mit lille kollegie i Valby sagde han pludselig:
Jeg har brug for en personlig assistent. En der kan skabe struktur i min kalender og mine opgaver. Fleksible arbejdstider, god løn. Jeg tror, det passer dig bedre end de der endeløse skæve vagter.
Jeg vil ikke have almisser, svarede jeg bestemt.
Det er ikke medlidenhed. Det er et jobtilbud.
Han rakte mig et visitkort. Hjemme vred min veninde Line nærmest armene af led, da hun så navnet: Kristian Mikkelsen en af Danmarks mest indflydelsesrige erhvervsfolk.
I tre dage tvivlede jeg. Men regningerne hobede sig op, og virkeligheden pressede på. Jeg ringede ham op.
Hvornår kan du begynde? spurgte han uden omsvøb.
I morgen.
Hans hjem lignede noget fra en arkitekttegning: store rum, glasfacader, masser af lys og smukke haver. Lønnen oversteg hvad jeg før havde tjent mange gange. Alligevel var Kristian hurtig til at understrege at jeg ikke blot var der på grund af vores mærkelige møde.
Du er her, fordi du er kvik og organiseret, sagde han en dag. Det er præcis den slags folk, jeg har brug for.
De ord blev et vendepunkt.
Snart opslugte arbejdet mig. Jeg lagde møder i system, optimerede hans rejser, fik kommunikationen til at glide lettere. Han betroede mig hurtigt større beslutninger. Vores respekt voksede stille og roligt uden store armbevægelser.
Ved en firmafest mærkede han mit ubehag under de mange blikke og lagde blot en hånd støttende på min ryg ikke mere end det. Men dér anede jeg, at mine følelser rakte ud over det professionelle.
To måneder senere modtog jeg et brev: optagelse på et internationalt udvekslingsprogram med delvist stipendium.
Hvornår rejser du? spurgte han.
Om tre måneder.
Han tøvede kort.
Jeg kunne spørge, om du ville blive. Men så ville jeg ikke længere respektere dig, for det jeg beundrer mest, er dit drive.
Den aften, da han sagde farvel ved døren, sagde han det for første gang højt:
Jeg elsker dig.
Jeg elsker også dig, svarede jeg.
Så rejs. Gør dig fri, bliv til det du vil. Jeg vil se dig stærk, ikke afhængig af mig.
Det år gik hurtigt. Da jeg vendte hjem, ventede han på mig i lufthavnen, alene, uden sikkerhed eller stor scene.
Har du nu styr på bilnummeret? spøgte han.
Denne gang har jeg tjekket alt, svarede jeg med et smil.
Han tog min kuffert.
Jeg har købt en lejlighed i Rom.
Jeg stivnede.
Til os.
Han gik på knæ, uden publikummer og kameraer.
Frederikke Nielsen, vil du bygge dit liv sammen med mig?
Ja.
I dag har jeg afsluttet universitetet og åbnet mit eget konsulentfirma. Han styrer stadig sit imperium, men vi er nu partnere både på arbejde og privat.
Når jeg sætter mig ind i hans bil efter en lang dag, smiler jeg.
Vil du tjekke nummerpladen denne gang? spørger han.
Hvis du sidder ved siden af mig, tør jeg godt falde i søvn igen, svarer jeg.
Og nu føles det ikke som en fejl. Det føles som en beslutning.
