Mor gik endelig på pension. Der var allerede gået et par år. Jeg er træt, sagde hun. Sundheden halter. Arbejdet var stressende, kollegerne giftige, og alderen trykker. Nu vil jeg leve for mig selv, ikke alting og alle andre.
Ingen havde hverken lyst eller mod på at gå imod hende. Min mor er sådan én, man ikke kan forestille sig at tage en diskussion med.
Så flyttede mor ud i sommerhuset og begyndte at nyde sit otium: plantede roser og agurker, sad på altanen og røg, drak kaffe somme tider med en lille snaps, somme tider med en roman. Hun satte huset i stand, slappede af og morede sig over, at hendes børnebørn for længst var voksne, og ingen længere kom og satte dem hos hende over sommeren.
Indimellem gav hun os arvinger et solidt råd:
Gå først på pension, når børnebørnene er færdige med universitetet. Det betyder alt. De skal være selvstændige, så ingen læs lægges på dine gamle skuldre, når du endelig får lov at slappe af som pensionist. Og oldebørnene ja, så er du for gammel, det må dine børn eller børns børn klare, det tæller ikke til din side.
Alt gik sin vante gang i sommerhuset: udlevering af pakker, købmand på hjørnet, stabilt internet, rosenhave under vinduet, frisk luft, fredelige naboer og et liv helt uden bekymringer. Men efter een tid begyndte dagene at føles lidt ens. Så mor besluttede at gøre noget nyt og lagde noget af den store gårdsplads i beton.
Der skulle være pæn parkering, for det så ikke ordentligt ud, mente hun. Og som hun sagde: Man skal ikke vente, til naturen gør alt for én naturen har allerede givet os internettet. På nettet fandt hun roligt et Fiks og Færdig-hold, klar til at klare jobbet for penge, naturligvis.
Så kom dagen. Fem mand dukkede op, lederen hed Mikkel og var en ordentlig kleppert. Mor kaldte ham bare Mikkel-dreng, selvom han nok var tættere på to meter høj. De gik rask i gang, men snart begyndte det at halte. To betonbiler holdt og brummede, ventede på signal. Mor holdt øje.
Her kunne Mikkel lugte blod en heldig chance: en ensom pensionist, tydeligvis uden forstand på rigtige mandsopgaver som beton, og nok til at snyde. Han begyndte straks at brokke sig:
Sådan kan man ikke, det er skævt, det er ikke gjort rigtigt det koster dobbelt op, eller vi pakker sammen og kører. Find nogle andre.
Mor lyttede tålmodigt, nikkede medfølende. Halvtreds tusinde, siger I? Ville femogtyve ikke slå til? Jaja, drenge, jeg tror på jer. Hvordan kunne jeg ikke så alvorlige gutter.
Så kom hun med det:
Lad os vædde.
Om hvad? spurgte Mikkel spændt.
Om de halvtreds tusinde. Jeg vædder på, at jeg med din gruppe får arbejdet lavet perfekt ikke på én dag, som du tror, men på tre timer. Når vi det, skylder du mig halvtreds. Når vi ikke det, skylder jeg dig halvtreds. En aftale?
Jeg havde ti gange tænkt mig om i hans sted, men Mikkel var ikke ligefrem den forsigtige type selvsikker og grådig, det var han. Væddemålet var en realitet.
Mikkel satte sig på trappen med sin kaffe for at overvære det hele. Men Ingrid Marie fandt gummistøvlerne frem og så tog det fart.
På fem minutter havde hun placeret folkene, så ingen fattede, hvordan de blev et superhold. Hun forklarede hvert eneste trin hvem bar hvad, hvor det skulle fordeles, hvordan overfladen skulle jævnes, hvor de kunne sætte tempoet op, og hvor de ikke måtte lave fejl. Selv betonbilschaufførerne fik en lynlæsning: hvordan og hvornår man hælder, og hvordan man arbejder sig hurtigt og sikkert igennem opgaven. Ingen unødige skridt, ingen pauser alt blev tilrettelagt, så alt gik snorlige.
Kort sagt betongudinde.
Det, der skulle have taget en hel dag, klarede hun på lidt over to timer. Perfektion. Glat, jævnt, nydeligt. Helt efter bogen.
Først smilede Mikkel, som om hun snart ville gå død så stoppede han med det. Sveden sprang frem på panden, for han kom i tanke om væddemålet, om løfter, om penge.
I et øjeblik virkede det som om Mikkel helt mistede mælet. Han så ud, som om han endelig forstod, at virkeligheden ikke altid går, som man selv tror.
Sig mig fik han frem. Hvordan? Hvordan er det muligt? Det sådan sker bare ikke!
Det gør det, svarede Ingrid Marie roligt og klappede støvet af handskerne. Kan du se den store motorvejsbro på tre plan, når du kører her til?
Jo
Har du kørt over den?
Øh, ja
Godt. Den byggede jeg.
Og så forstod Mikkel endelig, at en skrøbelig pensionist sommetider bare er en kvinde, der i årevis har arbejdet steder, hvor de mindre robuste ikke holder længe og at det kan være kostbart at gå i clinch med den slags.
