Tag dig af det selv
– Mikkel, bilen gik i stå. Lige på Gothersgade. Min telefon er ved at løbe tør, jeg ringer fra en andens telefon.
Jeg holder telefonen tæt ind til mig med begge hænder. Fingrene i de tynde læderhandsker er allerede stive af kulde. Sneen jager op ad fortovet, fylder ruderne med et hvidt slør, blænder øjnene. Jeg står foran en fremmed dør, et slags skønhedssalon, hvor ejeren er kommet ud for at ryge. Hun ser mig i min dyre frakke og et udtryk, jeg ikke selv kender, og uden mange ord rækker hun bare mobilen.
– Mikkel, kan du høre mig?
– Ja, jeg kan høre dig. Hans stemme er præcis, som om han dikterer en besked til sin sekretær. Neutral, blank. Jeg sidder til møde.
– Jeg forstår, men jeg har brug for hjælp. En autohjælp eller i det mindste et nummer jeg kan ringe til. Min mobil er flad, jeg kan ikke finde det.
En pause. Ikke lang. Tre sekunder, højest. Men det hele ligger dér: måden han sikkert lige kigger væk eller rynker bryn, mens han leder efter den hurtigste undskyldning for at afslutte samtalen.
– Lise, jeg kan ikke lige nu. Tag dig af det selv. Du er jo voksen.
Der er kun ringetone tilbage.
Jeg står et øjeblik med mobilen ved øret. Så rækker jeg den tilbage. Salonindehaveren står ved siden af, kigger passende væk, mens sneen hvirvler forbi os. Lille kvinde, omkring de halvtreds, blå kitel over en tyk trøje, en cigaret hun aldrig fik tændt.
– Tak, siger jeg stille og rækker telefonen.
– Fik du fat på ham?
– Ja.
Jeg træder ud på det snedækkede fortov igen. Sneen finder straks vej ind under kraven, i ærmerne og mellem tørklædet og øret. Frakken er god, norsk, tyk kashmir med vindtæt foer, men snestormen respekterer ikke noget kashmir. Jeg står lidt og prøver at finde ud af, hvad jeg nu skal. Bilen holder en gade herfra, låst og mørk. Jeg ringede ikke efter hjælp. Min telefon er død. Det er fyrre minutter til fods hjem og det kun hvis vejret var normalt. Busstoppet er lige rundt om hjørnet.
Jeg går derhen.
Inde i mig trækker noget sig sammen og bliver stille. Det er ikke vrede eller sorg. Bare det stille, velkendte konstante, at der ikke rigtig er nogen at regne med. Den følelse lærte jeg for længe siden. Den kommer ikke pludseligt, den har lagt sig lag på lag gennem årene, ligesom kalk på et gammelt kaffekrus, indtil man tænker over, hvorfor kaffen smager mærkeligt.
Mikkel og jeg har kendt hinanden i ni år. De første to var anderledes. Så kom karrieren, projekterne, rejserne. Så kom det at tie under aftensmaden. Så forsvandt måltiderne og blev til tilfældige rugbrødsmadder stående ved køleskabet. Jeg har mit eget arbejde, på et lille arkitektkontor. Tegner ombygninger, kører ud af og til. Jeg tjener mine egne penge. Det er noget Mikkel altid har rost: Selvstændig, siger han. Selvstændig. Tag dig af det selv.
Busstoppet har læ for tag, og det er allerede noget. Jeg stiller mig helt ind til væggen, hvor vinden ikke river så hårdt. Vi er kun et lille selskab: to studerende med rygsæk, en gammel mand i fåreskindsfrakke, og en kvinde med en indkøbstaske, så fyldt at lynlåsen gaber.
Jeg stirrer ud på vejen. Sneen flyver vandret. Lygten over stoppet gynger, lyset hopper hen over fliserne. Et sted bag blæsten brummer bilerne.
Det er dér, hun dukker op.
Først ser jeg pelsen. Ikke kvinden, men pelsen selv. For den pels kender jeg. Jeg kan alle detaljer udenad: midt på skinnebenet, let udsving forneden, opretstående krave med tre mørke træknapper. Pelsen er særlig. Farven mørkebrun med rødgyldent dybde, ualmindeligt tæt, men alligevel let, næsten som tekstil og alligevel levende. Købt hos Nordisk Pels, en lille specialforretning i Aarhus, som kun syr på bestilling, aldrig udstiller i butiksvinduer.
Mikkel gav mig den for halvandet år siden.
Det var en mærkelig aften. Vi havde skændtes kort før, smækket med dørene og sagt nogle ting, som gør ondt at fortryde senere. Jeg tænkte, at nu er det slut. Pludselig kom han hjem med den store æske, vinrød silkebånd om. Han kan ikke finde ud af at give gaver som en, der glæder sig. Han stod for sig selv, kiggede ud ad vinduet, mens jeg åbnede. Men pelsen var ægte. Smuk, varm, syet med omhu og respekt for hende, der skulle bruge den. Jeg tog den på i entréen, og noget inde i mig tøede op. Jeg tænkte, han husker mig. Alt er ikke tabt. Der er stadig noget levende under det skjold af ligegyldighed.
Pelsen blev stjålet et halvt år senere. Lige ud af bilen, på parkeringspladsen ved Magasin. Jeg blev distraheret og lod tasken ligge på bagsædet. I tasken lå nøglen. Jeg var væk i ti minutter. Da jeg kom tilbage, var alt som normalt, men døren stod ikke ordentligt i. Tasken var væk og i den lå min pung, nøgle, reservesmartphone og pelspelsen, som jeg havde taget af, fordi der altid er brandvarmt i centret.
Mikkel sagde bare: Du skulle holde øje med dine ting. Og det var det.
Og nu står pelsen foran mig igen på busstoppet i januarstormen.
Båret af en kvinde, jeg aldrig har set før.
Hun er ung, måske 28, ikke høj, men robust. Ansigtet er simpelt, næsten ingen makeup, kinderne røde af kulde. Håret er under en strikket hue, hvid med blå kant. Billige handsker. Gamle støvler, hælene slidte. Og over skuldrene, som intet andet hun har på, den pels, min pels.
Jeg stirrer. Bruger lidt tid på tro at jeg tager fejl, at der findes flere af dem, særligt hvis de ikke er unikasyet. Men så ser jeg de tre træknapper. Den ene, den tredje nedefra, er lidt lysere. Det ved jeg, fordi værkstedet engang måtte sætte en ny i, da den blev slidt. Fem centimeter ryk i nuance. Jeg har set det hver morgen.
Der er ingen tvivl. Den tredje knap.
– Hvordan har du fået fat i den pels? spørger jeg.
Hun drejer hovedet. Hun ser overrasket ud, men roligt. Undskyld?
– Pelsen. Jeg spørger, hvor den er fra.
– Den er min.
– Nej, siger jeg, stemmen mere rolig end jeg havde ventet. Det er min pels. Den blev stjålet for et år siden. Jeg beder dig forklare, hvordan den er havnet hos dig.
Hun ser på mig. Den gamle mand flytter sig. De unge kigger væk, som om det ikke rager dem.
– Du tager fejl, siger hun lavt, men uden tøven. Jeg har købt den.
– Hvor?
– På loppemarked. På kommissionsstand.
– Hvilken?
– Loppemarkedet på Nørrebro.
– Synes du ikke, det er underligt, at sådan en pels sælges for så lidt?
Der flakkede noget i hendes blik. Ikke frygt. Måske mere et forsøg på at holde facaden.
– Jeg betalte, hvad de forlangte. Det var et ærligt køb.
– Ærligt køb af noget, der var stjålet, siger jeg.
Vi står overfor hinanden. Stormen trænger ind under tagets kant. Hun holder en dagligvarepose ind til sig med albuen.
– Hør, siger hun, jeg kan godt forstå, du er ked af det. Men hverken du eller jeg kan bevise noget lige nu.
– Jeg kan ringe til politiet.
– Ring du bare, svarer hun. Og i de ord ligger der så meget træthed. Så meget accept af, at ting let går galt, at jeg pludselig tøver.
Posen glider ned. Jeg ser en lille hvid hue med kvast, tydeligvis til et barn.
– Har du et barn? spørger jeg.
– Ja.
– Hvor gammelt?
– Fem. Han er i børnehave nu.
Hun sukker. Må vi ikke tale et andet sted? Det er koldt. Der er en cafe dér, kan vi ikke sætte os? Hvis du vil ringe, så lad os gøre det derfra.
Jeg ser over på cafeen. Den hedder Hygge. Det navn rammer ret præcist, hvad jeg savner nu.
Vi går derover.
Inde på cafeen er der otte borde, træbænke ved vinduet, støvede pelargonier i vindueskarmen. Det dufter af kanel og frisk brød. En blid sang fra højtaleren. Kun få gæster: et ældre par i hjørnet, en mand med computer for sig selv.
Vi sætter os ved vinduet. Udenfor er kun hvid tåge og gadelamper.
Hun tager huen af. Mørkt, let krøllet hår sat op i nakken. Kinderne lyser endnu af kulde. Hun lægger sine grove hænder, slidte negle, hudsprækker. Hænder, der arbejder rigtigt, ikke bag computerskærm.
En ung pige kommer over. Jeg bestiller kaffe, hun beder om te og måske en bolle.
Vi siger ikke noget, før bestillingen kommer. Så siger jeg:
– Hvad hedder du?
– Trine.
– Jeg hedder Lise. Fortæl mig om markedet.
Trine holder koppen i hænderne for at varme dem.
– Jeg kom til byen i september. Jeg havde brug for arbejde og et sted at bo. Der var kun de penge, jeg havde sparet op på nogle måneder.
Hun fortæller uden at beklage, bare som fakta. Jeg fik arbejde på hospitalet som rengøringsassistent. Så fandt jeg et værelse, ikke stort, men med en ok udlejer. Mads fik plads i børnehaven. Ikke med det samme, men det gik til sidst.
– Mads er din søn?
– Ja.
– Og hans far?
Hun løfter blikket.
– Han er ikke hos os mere.
Jeg spørger ikke videre.
– Ja, pelsen, siger jeg.
– Det var i november. Jeg gik forbi Nørrebro Loppemarked, hvor der er alt muligt brugt og nyt. Normalt ser jeg ikke på sådan noget, for jeg har ikke råd. Men så så jeg pelsen hos en mand med en masse ting. Jeg mærkede på den. Rigtig pels, det kan man straks mærke. Han forlangte to tusind kroner. Jeg ved godt, det er for lidt. Men jeg spurgte ikke ind til det. Jeg vidste, jeg ikke skulle.
– Og du købte den alligevel.
– Ja. Hun ser mig i øjnene. Jeg ved godt, det lyder dårligt. Men jeg havde intet til vinteren. Kun en efterårsjakke. Og her, på en nattevagt i kulden, med et barn, der skal hentes… Jeg kunne ikke sige nej til sådan noget.
– Og så købte du den.
– Ja. Senere tænkte jeg, jeg burde have spurgt mere. Men dengang var jeg bare glad for, jeg ikke skulle fryse.
Jeg sidder med min kaffe. Den er god, sort og stærk. Jeg tager små slurke og betragter Trine.
Der er noget ved hende, som gør det svært at presse på. Noget har flyttet sig i mig, uden jeg helt forstår det endnu.
– Du gør rent på hospitalet. Hvilket?
– Rigshospitalet, kirurgisk afdeling, siden oktober. Fire måneder nu. Det skulle være midlertidigt, men folkene er søde, og børnehaven ligger tæt på. Jeg ved, hvornår jeg går, og hvornår jeg er hjemme.
– Lange vagter?
– Nogle gange nat. Så henter en ældre nabo, fru Jensen, Mads. Han holder meget af hende.
Jeg lytter. Der er ikke noget specielt ved historien. Den findes utallige gange: en kvinde med et barn, lille by, svære tider, flytning og hårdt job. Men noget i måden, Trine siger det på, uden klage, uden figenblad, bare som livet er, det gør indtryk.
– Hvor kom du fra?
– Lemvig. En lille by. Har du hørt om den?
– Nej.
– Der er to fabrikker. Den tredje lukkede. Trine drikker te. Alt var der. Også Mads far.
– Hvorfor flyttede du?
Hun ser lige på mig. Man kunne ikke blive.
Jeg spørger ikke mere. Som arkitekt har jeg lært, at det, der ikke siges, også kan være vigtigt.
– Ser Mads sin far?
– Han så ham om sommeren. Mens vi boede der, oplevede Mads ting, en femårig ikke skal. Jeg ville ikke have, at han voksede op og troede, det var normalt.
Ikke mere om det. Jeg forstår.
Vi sidder i stilhed mens sneen dækker vinduet, kun det øverste hjørne viser gadelygternes slørede lys.
– Hvis det er din pels, får du den tilbage, siger Trine. Jeg har ingen papirer på den. Hvis vi går til politiet, siger jeg, hvad jeg ved.
– Hvad har du så at tage på?
Hun trækker på skuldrene.
– Jakken. Indtil jeg får købt noget andet.
– Din efterårsjakke?
– Ja. Det varmer ikke meget. Men jeg er vant til det.
Jeg ser på hende. Og på pelsen, der hænger over stoleryggen. Den ser nærmest pænere ud, end dengang jeg ejede den; velholdt, blød, let børstet.
– Du passer på den, siger jeg.
– Sådan noget skal man passe på.
– Hvordan gør du rent på den?
– En specialbørste, kostede 25 kroner i isenkræmmeren. Jeg lægger den i skabet i en pose med cedertræskugler.
– Første gang jeg har haft noget så pænt.
– Kan du lide at gå med den?
Spørgsmålet kommer skævt ud, men Trine lader sig ikke mærke.
– Ja. Ikke kun fordi den er varm. For når jeg har den på arbejdet, hilser folk på mig på en anden måde. Ikke bedre, bare som en der har styr på tingene.
Jeg sætter koppen fra mig.
– Det forstår jeg godt, siger jeg. Det var sandt.
Trine smiler svagt. Hvad laver du?
– Arkitekt.
– Dit eget firma?
– Et lille bureau. Vi er fem.
– Kan du lide det?
Jeg tænker. Kan jeg lide det? Længe har jeg bare gjort arbejdet, omhyggeligt. Kan jeg lide det?
– Ja. Det tror jeg faktisk.
Trine nikker.
– Mit arbejde er ikke nogen fest jeg gør rent i kirurgisk afdeling, du kan tænke dig. Men folkene er rare. Det betyder noget.
– Ja, siger jeg. Det gør det virkelig.
Udenfor giver vinden facade-skiltet et ryk. Det gamle par gør sig klar til at gå. PC-manden bestiller en til.
– Fortæl om Mads, beder jeg. Ikke fordi man skal, men fordi jeg har lyst.
Hun smiler rigtigt. Han snakker konstant. I børnehaven klager de fordi han aldrig tier stille. Jeg er bare glad. Så ved jeg, han ikke gemmer sig.
– Har han gjort det før?
Hun ser ned. Sidste år inden vi rejste. Han kunne sidde stille med biler uden at sige noget. Nu taler han igen. I går forklarede han mig, hvorfor hunde logrer med halen og katte ikke. Så måtte han selv finde forklaringen på en iPad.
– Hvor længe har I nu boet her?
– Fire måneder.
– Og han har ændret sig?
– Børn gør det hurtigt. Det er os voksne, der er langsomme til at komme os.
Jeg sidder tavs. Tænker på at jeg i september sad i mit kontor, godkendte plantegninger for en familie, der ville have køkken og stue i ét. Hvad lavede jeg i oktober, november? Ikke noget særligt. Arbejde, hjem, ensomme aftener, snak med Mikkel om regninger og hvem der ringer til viceværten. Nogle gange gik vi sammen til receptions, men vi var sjældent sammen. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst smilede ligesom Trine, da hun talte om Mads.
– Første gang du tog pelsen på, hvad følte du da?
Hun ser op. overvejer.
– Det lyder måske underligt.
– Nej, sig det bare.
– Jeg følte, jeg klarede det. Jeg tog min søn og rejste med ingenting. Fire måneder og lidt har jeg nu: tag over hovedet, job, Mads i børnehave og den pels. Den er bevis på, at jeg ikke knækkede. Forstår du?
Det forstår jeg.
Det rammer et sted, der gør mere ondt, end jeg vil mærke. Ikke medlidenhed. Men genkendelse. For sådan bar jeg også min pels engang.
Jeg mindes dagen, jeg for alvor brugte den første gang. Ikke umiddelbart efter gaven, men en uge senere, når jeg småløber ud i gangen for at tage den på og mærker en varme som mere end fnuller; at alt ikke er tabt. At der stadig er noget mellem Mikkel og mig. Noget virkeligt.
Men dét var falsk.
To uger efter var Mikkel tilbage til sine møder. Siden i Jylland med forretningsbesøg. Så havde han gæster. Og pelsen hang kun på bøjlen. Gaven betød intet, andet end at lukke munden på mig. Her, nu må det stoppe.
Et halvt år senere blev den stjålet. Jeg græd en aften og glemte næsten.
Nej, ikke helt. Faktisk har jeg husket den hele tiden. Bare sagt til mig selv, jeg havde glemt. Det er nemmere sådan.
– Trine, har du noget at tage på i morgen?
Hun svarer uden at blinke. En jakke. Den er ikke varm. Men sådan er det.
Jeg ser på pelsen. Den hænger der, uafficeret af situationen. Mørk, let, lækker. Tre træknapper på rad, den tredje lidt lysere.
Jeg tænker, måske et minut.
Behøver jeg den pels? Det er vinter, ja. Men jeg har min kashmirfrakke og andet. Det handler ikke om overlevelse. Så hvorfor? Principper? Fordi jeg har ret? Min ret? Pelsen blev jo stjålet, ja. Trine købte noget stjålet, uden at vide det. Jeg kan insistere. Ring til politiet. Få min ret. Jeg har ret.
Men…
Jeg husker opkaldet til Mikkel. Tænk-selv-pausen. Neutral kontortone. Tag dig af det selv.
Jeg husker, hvordan jeg stod på fortovet i storm med en fremmeds mobil, tom for tanker.
Jeg husker Trines smil, når hun nævner Mads. Sandt, hurtigt nærvær.
Mit eget ansigt i spejlet i entréen for halvandet år siden. Den dag, jeg virkelig følte varme. Men det var jo bare en god ting. Bare lidt pels. Bare tre knapper, træ.
Det vigtige var ikke pelsen.
– Trine, siger jeg, behold den.
Hun ser overrasket ud.
– Hvad?
– Pelsen. Den er din nu.
– Mener du det?
– Ja. Jeg giver dig ikke den her pels af medlidenhed. Jeg har ikke brug for den, som du har. Det er ikke det samme.
Hun er stille. Der sker noget i hende, noget arbejde indeni, hun ikke vil vise.
– Jeg kan ikke bare tage imod, siger hun omsider.
– Det kan du. Du har allerede købt den, betalt to tusinde kroner det er ikke ingenting.
– For sådan en pels er det ingenting.
– Det er meget for én, der flytter uden noget.
Hun nikker. Kigger på mig.
– Hvorfor?
– Fordi den pels engang betød noget, som viste sig ikke at være ægte for mig. Men for dig er betydningen din, din egen præstation. Jeg holder pause. Lad den blive hvor den betyder mest.
Vi sidder lidt endnu. Bestiller en ekstra kop. Taler om andet: hvordan det er i kirurgisk afdeling, hvordan rum og lys påvirker mennesker. Trine overraskes over, at rum og indretning kan mærkes så meget. Jeg forklarer: det kan de. Små vinduer giver triste mennesker. Lyse rum åbner op. Hun siger, deres gang er mørk. Sådan er det desværre de fleste steder, siger jeg.
Stormen raser stadig udenfor. Jeg har glemt tiden, noget jeg ellers altid tjekker. Nu betyder minutterne ingen ting.
– Jeg skal hente Mads snart, siger hun.
– Lukkes børnehaven?
– Klokken syv. Jeg når det, hvis jeg går nu.
Vi rejser os. Hun tager sin pels på. Knapper alle tre knapper, ser på mig.
– Og du? Skal du tilbage til bilen?
– Ja. Jeg ringer fra nogen andres mobil til autohjælp. Eller spørger taxachaufføren om oplader.
– Brug min, hvis du vil. Jeg har strøm.
– Når du så? spørger jeg.
– Jeg skal nok nå det.
Jeg ringer efter autohjælp. Får en tid. Hun står og holder mobilen til jeg lægger på.
Vi går ud sammen.
Sneen flyver ind i ansigtet. Trine trækker huen langt ned, jeg knapper frakken hele vejen op.
– Hvorhen? spørger hun.
– Ned ad den gade. Jeg peger.
– Jeg skal modsat. Hun tøver. Ha det godt.
– Lige over.
Vi skilles. Jeg ser efter hende. Hun er allerede næsten væk, mørk pels i hvid storm, rigtig smuk. Passer til hende.
Jeg går mod bilen.
Vinden bider. Sneen knaser. Frakken er varm, men ikke som pelsen. Ørene fryser lidt, fingrene ligeså. Det er præcist, fysiske fornemmelser. Bare koldt.
Men inden i er der mere stille. Ikke godt, ikke dårligt. Bare stille. Som baggrundslyd, man først opdager, da den forsvinder.
Bilen står der endnu. Autohjælpen mangler fyrre minutter. Jeg står i læ, vender ryggen til vinden og venter.
Jeg tænker på Mikkel.
Ikke vredt. Jeg orker ikke vrede. Det er bare praktisk: ni år, syv af dem på autopilot. Parallelle liv, opkald uden svar, ingen fælles måltider.
Hvad har holdt mig fast?
Vane. Frygt for at starte forfra. At det er sådan, de flestes ægteskab ser ud man må finde sine egne glæder og ikke forvente for meget.
Men måske vigtigst: jeg har ventet. Jeg har ikke kaldt det forventning, for forventning kræver, at man ved, hvad man venter på. Jeg har bare håbet i baggrunden, at han engang ville komme med en æske med bånd, at varmen vendte tilbage.
Pelsen var det håb. Et symbol.
Men den er væk. Og det er godt.
Jeg står ved min ødelagte bil, uden pels, uden strøm, og ved hjemme skal jeg fortælle noget til Mikkel. De præcise ord har jeg ikke. Den slags går jeg ikke op i. Men jeg vil tage samtalen. Ikke græde, ikke råbe. Bare fortælle, sådan som det er.
Autohjælpen kommer efter 35 minutter. Chaufføren er ung, venlig. Mens vi ordner det, får jeg opladet telefonen lidt og ringer på kontoret.
Jeg kommer ikke i dag, siger jeg til Vera. Bilen gik i stå, ingen panik.
Okay, Lise. Er du okay?
Ja, alt er okay.
Og det føltes sandt.
Jeg kører med i vognen mod værkstedet. Udenfor byens gader, indhyllet i sne. Tænker på foråret, der altid starter i marts. På et projekt med et børnehus, som trænger til mere lys jeg har udskudt snakken, men nu ved jeg, jeg må tage den. Ikke udskyde mere.
Jeg smiler lidt for mig selv.
Hos mekanikeren får jeg papirerne, tager en taxa hjem. Sneen falder stadig, men ikke længere sidelæns, som det skal. Store klynger.
Hjemme er der stille. Mikkel er ikke hjemme. Jeg tager skoene af, hænger frakken op, laver te og står lidt i køkkenet ved vinduet.
Udenfor lægger sneen sig i mønstre. Alting er hvidt.
Jeg tænker på Trine, der henter Mads i børnehaven. Ser dem for mig, måske springer han ud i gangen i støvler og hue, og de går hjem, snakker om hundehaler eller hvad han nu finder på. Han finder altid noget.
Jeg tænker, jeg burde have fået hendes nummer. Men det var nok kun til det her møde. Sådan nogle møder bliver ikke til mere.
Men noget blev hos mig. Ikke pelsen. Noget andet. Noget jeg vil huske.
Vandet koger. Jeg laver te, sætter mig, trækker benene op under mig. Kigger ud på sneen.
Når Mikkel kommer, siger jeg, at vi skal snakke. Ikke om bilen. Ikke om den utætte hane. Men om os. Han vil sukke, sige han er træt. Jeg siger, jeg forstår men udskyder ikke. Så taler vi. Ikke drama, ingen beskyldninger. Bare sådan er det.
Og hvad vil jeg egentlig? Ikke ting. Ikke arrangementer. Ikke bare en praktisk partner. Jeg vil have nogen, der svarer på telefonen. En stemme, der lyder som om den vil mig noget. Aftensmad, hvor nogen lytter, vil vide.
Måske er det muligt, måske ikke. Men jeg vil ikke overse det længere.
Jeg sidder med teen og ser sneen falde. Ingen storm, bare sne.
Et sted henter Trine sin dreng og hører om alt muligt. Et sted står min bil på værksted. Et sted slutter aldrig et møde.
Her er stille. Teen er varm. Udenfor sne.
Jeg tænker, jeg må gøre noget nyt til foråret. Ikke noget vildt, ikke en revolution. Bare mit eget. måske akvarel jeg har tænkt på det længe. Eller se nyt på børnehusprojektet, ikke kun planen men oplevelsen. Taler med kunden ikke kun om lys, men om, hvordan det skal føles at vokse op der. Det er mit arbejde. Mit gode arbejde. Nu vil jeg gøre det rigtigt.
Det er allerede mørkt. Sneen kan kun ses i gadelyset.
Jeg drikker teen færdig. Vasker koppen.
Så står jeg i entreen, ser på min frakke af kashmir. En god ting. Varm.
Slukker lyset og går ind. Venter ikke længere.
Bare er. Det må være nok.
***
Et par uger senere, i februar, da frosten slipper lidt, ser jeg en kvinde i lignende pels på modsatte gade. Mit hjerte hopper er det hende? Nej. Bare en anden.
Jeg skal til møde om børnehuset. I mappen er mine nye tegninger, fra bunden. Nu er der dagslys fra to sider, og væggen mellem gang og hal forsvinder. Arkitekten vil måske beklage sig over ændringer. Men jeg forklarer. Det kan jeg.
Sne smelter lidt langs rendestenen. Lidt, men nok. Februar. Snart marts.
Man møder et menneske én gang, i storm, på et busstoppested, uden at det egentlig ændrer alt. Men noget sætter sig. Måske bare, at ens egne svar bliver klarere.
Mere skal der somme tider ikke til.
