Hvordan kan man dog lade sig synke så langt? Min pige, er du ikke flov? Du har både hænder og ben hvorfor arbejder du ikke? lød ordene til tiggerpigen med barnet.
Tove Mortensen gik langsomt gennem gangene i det store Føtex-supermarked og lod blikket glide hen over hylderne med farverige pakker. Hun kom her hver dag, som havde hun et fast job. Hun havde ikke brug for meget, hun havde jo ikke nogen stor familie. Derfor flygtede den ældre kvinde hver aften fra ensomheden ind i det oplyste forretningsliv.
Når vejret var varmt, var det lettere så kunne hun sidde på bænken udenfor og sludre med naboerne. Men om vinteren var valget begrænset, og Tove havde lært at holde af sine daglige ture i det nye supermarked.
Her var mange mennesker, luften duftede dejligt af kaffe, og dæmpet musik spillede. Alle de finurlige varer i de skinnende pakker fik hende til at smile og gav hende et lille sus i maven, næsten som legetøj.
Hun tog en lille bøtte jordbæryoghurt i hånden, kneb øjnene sammen for at læse mærkaten, og stillede den så tilbage den slags mælkeprodukter havde hun ikke råd til, men at kigge på dem koster heldigvis ikke noget.
Mens hun stod der og betragtede udvalget, faldt hendes tanker tilbage til gamle dage. Hun huskede de lange køer foran disken, hvor ekspeditricerne sloges om de eftertragtede varer som løvinder. Hun huskede de tykke, grå papirsposer, hvor man lagde sit køb.
Hun smilede, da hun tænkte på dengang, hun opdragede sin datter. For at glæde hende var Tove villig til at stå i evigheder og vente på det mest nødvendige. Tankerne om datteren gjorde hendes hjerte tungt. Hun standsede ved frysedisken, lagde sin hånd tungt på den og blev stående.
I hendes sind dukkede billedet op af hendes smilende datter, Rigmor, med de kraftige, rødlige krøller, store grå øjne og en næse fuld af fregner.
Hvor var hun dog smuk, tænkte Tove med et stik i hjertet.
Under et skeptisk blik fra ekspedienten nærmede hun sig hylden med rugbrød og hindbærsnitter. Rigmor havde været hendes eneste glæde i livet. Hun voksede op som en klog pige, og da hun opdagede, at arbejdet ikke bragte hende glæde, begyndte hun at overveje at være rugemor. Præcis som Tove havde frygtet, førte det dog ikke til noget godt.
Er man 20 år, lytter man sjældent til sin mor. Var faren stadig i live, havde tingene måske set helt anderledes ud. Men hvordan kunne de skruppelløse mennesker få hende viklet ind i deres plan?
Rigmor lo bare og klappede sin runde mave. Moderen sukkede tungt. Hvordan kan man give sit barn bort, når man selv har båret det under hjertet i ni måneder?
Men Rigmor viftede det væk: Det er ikke et barn, det er bare penge, sagde hun med et grin.
Siden fulgte en hård fødsel, og Rigmor overlevede den ikke. Ingen gjorde rigtigt en indsats, virkede det som. Hun døde tre dage efter, at den lille pige var født.
Barnet blev straks givet til de bestillende forældre. Selvfølgelig fik Tove ikke en øre de havde kun brugt hendes datter.
Tove begravede sin eneste datter og blev helt alene. Ingen familie tilbage, som om livet bare blev til tomhed. På en mærkelig måde var det lettere sådan.
Nu styrede hendes skridt mod rugbrødet. Man måtte jo lade, som om man handlede rigtigt. Hun mærkede de små mønter i lommen og gik mod kassen. Dagens fornøjelse var nok; det var tid til at gå hjem. Hun havde allerede talt passende op i kroner og ører og lagde resten tilbage i lommen.
Det var på den anden dag efter supermarkedets åbning, næsten en måned siden, at Tove for første gang bemærkede den unge tigger med barnet. Dengang var hun stadig ved at danne sig indtryk af butikken. Hvorfor tiltrak denne unge kvinde sig så hendes opmærksomhed? Måske var det netop hendes ungdom og den sørgmodige opgivenhed i hendes kropsholdning, eller måske den ømhed, hvormed hun holdt sit barn.
Hvordan kan det dog gå så galt? tænkte Tove, mens hun nærmede sig. Hun slap et par mønter ned i den lille kop og sagde: Kære pige, er du ikke flov over at tigge? Du er jo rask og ung hvorfor finder du ikke et arbejde?
Den unge kvinde takkede sagte, men bad hende gå videre: Jeg må samle så meget ind som muligt, ellers ender det galt, sagde hun lavmælt.
Tove gik videre, modvillig efter at have irettesat hende. Hun behøvede ingen tak hun havde handlet instinktivt, medmenneskeligt. Hverken politiet eller kommunen gad at blande sig. Der var blevet så almindeligt at tigge, at ingen længere rigtig så dem.
Hele vejen hjem kunne Tove ikke få tiggeren ud af hovedet. De grå øjne og den unge stemme virkede bekendte hvor pokker havde hun set eller hørt hende før? Det nagede hende.
Da hun lukkede døren bag sig, smed hun de lune støvler, tændte lyset og gik direkte ud i køkkenet med sit rugbrød. Femten minutter senere sad hun med en kop sød te og et stykke rugbrød med spegepølse.
Hun må da være sulten, sådan som hun står ude i kulden, tænkte Tove. Hvilket liv er det dog?
Hun kiggede ud af vinduet og kunne med det samme mærke panikken stige. To skumle mænd proppede kvinden og barnet ind i en bil udenfor.
Hun greb sit telefonrør for at ringe 112, men blev grebet af frygt for at gøre det hele værre og lagde på.
Hun stod længe ved vinduet, men gårdpladsen var tom. Hun måtte vente til næste morgen hun ville alligevel ikke have opfattet nummerpladen på den afstand.
Natten blev urolig, fyldt af tanker om den unge kvinde og barnet. Ved morgengry drømte hun, at hun så sin datter Rigmor ved supermarkedets dør med et barn på armen. Den lille pige var helt blå af kulde, og Tove trykkede hende ind til sig, men Rigmor reagerede ikke.
Mor, jeg fryser ikke, sagde hun bare.
Tove tog barnet fra sin datter, løftede tæppet væk fra ansigtet og så, at det var en stor dukke med et vedhæng om halsen.
Med et velkendt vedhæng hviskede hun for sig selv, da hun vågnede med et sæt og så på væguret.
Hvordan kunne jeg dog sove så længe? tænkte hun.
Klokken viste ni. Tove gik hurtigt hen til vinduet.
Tiggerpigen og barnet var der endnu, stedfast foran supermarkedet. Alt var, som det skulle være.
Tak Gud, hviskede hun og slog korsets tegn.
Det var nytårsaftensdag, og frosten bed i kinderne. Pigen havde stået i kulden i timevis.
Tove smurte et par madder med spegepølse, fyldte termokanden med varm te og tog straks overtøjet på.
Pigen skjulte hurtigt et blåt mærke under et tørklæde, da hun så Tove nærme sig.
Du skal ikke være bange, sagde Tove og rakte hende maden. Du skal ikke sulte.
Den unge kvinde tog imod og satte sig på bænken lidt væk. Hun spiste grådigt, slugte brødet i store bidder, så hun nærmest satte det i halsen, og drak hurtigt teen, mens hun holdt øje med barnet.
Tak, nu skal vi nok klare den til klokken syv, og så henter de os, sagde hun, straks hun havde spist.
Resten af dagen holdt Tove øje med termometeret og så hen til pladsen udenfor gang på gang. Frostgraderne blev flere.
Hen på aftenen tog hun en skål suppe, købte lidt ind og satte diskret suppen og et par kroner ved siden af pigen udenfor og nikkede til hende.
Nu skulle nytårsbordet forberedes hun havde købt medister og agurkesalat til sin lille danske salat. Godt nok havde hun ikke midler til et overdådigt bord, men sulten blev hun ikke. Da hun senere forlod Brugsen, var pigen forsvundet. Suppen var også væk. Hun har nok fundet et sted at spise, tænkte Tove og smilede. Så skyndte hun sig hjem.
Nu skulle hun til at skære pålæg, sætte karpen i ovnen og dække op til lidt hyggeligt. Måske kiggede en af naboerne forbi.
Klokken nærmede sig ti, da Tove igen kiggede ud. Hun ville være sikker på, at den unge kvinde og barnet nu var indenfor i varmen.
Udenfor funklede julelysene foran supermarkedet. På bænken under lygten sad den velkendte skikkelse skuldrene rystede.
Tove blev urolig. Snart begyndte nytårsaften, men derude sad et menneske og frøs. Hun greb uldsjalet, sprang ned ad trapperne, stadig med hjemmeskoene på, og satte sig tungt ved siden af pigen.
Jeg har ingen steder at gå, sagde pigen med gråd i stemmen.
Der var et håb i den unge kvindes blik, idet hun så på Tove.
Vil du tage dig af ham her? spurgte hun og rakte svøbet, som hun holdt fast i, og gik sløvt bort.
Alt blev sløret for Tove. Det var tydeligt, hvad kvinden havde tænkt sig. Sådan vender man ikke tilbage til livet. Hun styrtede efter hende, greb hendes arm og vendte hende rundt.
Hvad har du dog gang i? Kom nu med! udbrød Tove, pegede på sit femetagershus og trak hende med ind.
Inde i varmen pakkede Tove forsigtigt barnet ud ved radiatoren.
Hvad hedder du? forsøgte hun, men stoppede, da hun så en lille halskæde med en bjørnefigur blandt barnets tøj.
Pigen så, hvad hun kiggede på. Det er alt, jeg har tilbage fra min mor, sagde hun lavt.
Tove blev bleg. Den halskæde kendte hun den havde hun selv givet sin afdøde datter Rigmor, da hun blev seksten. Hun havde pantsat sit gamle broche for en kæde og et lille komsammen.
Pigen hang overtøjet, så spurgte hun diskret: Må jeg tage et bad?
Tove nikkede og tog et glas baldriandråber. Tanken tumlede: Tiggerpigen var hendes barnebarn; det kunne ikke passe. Men hun lagde barnet i sofaen, satte mad på bordet og kaldte hende hen.
Alberte! sagde hun forsigtigt.
Pigen så overrasket op. Hvor ved du det fra?
Tove trak bare på skuldrene: Mener, jeg har hørt det et sted. Spis nu.
Sveden sprang frem på hendes pande. Tvivlen var væk hun havde sin egen barnebarn i huset. Kunde ikke være andet: Dette navn havde bestillerne givet den ufødte pige, Rigmor bar under hjertet dengang.
Alberte smilede taknemmeligt, så overrasket på festen på bordet og gik straks i gang med at spise.
Tove betragtede hende, let rystet. Fortæl, Alberte, hvad er der egentlig sket med dig?
Pigen svarede hurtigt, munden fuld, som om hun lettede sit hjerte.
Hun fortalte, at hun til femårsalderen boede med både mor og far. Hun havde endda sin egen lille pony. Hun lukkede øjnene, da hun huskede det.
Så begyndte forældrene at skændes, og skilsmissen kom hurtigt. Hun blev hos sin mor, som en dag afleverede hende på børnehjem.
Hvorfor, forstod hun aldrig. Det føltes som at blive smidt ud af sin egen eventyrverden. Tolv år gik, og så blev hun sluppet ud i voksenlivet.
Hun fik en lille lejlighed som anbragt, men blev hurtigt snydt og placeret i en barak, der ventede på nedrivning. Det var dér, hun mødte Carsten, viceværten.
Da han hørte, hun var gravid, forsvandt han bare. Barakken blev tømt, men hun måtte blive dér til barnet kom.
Men hendes nye lejlighed var allerede optaget, og hun anede ikke, hvordan hun skulle kæmpe for sin ret slet ikke som nybagt mor.
Så gik tiden med at vandre fra banegård til banegård og tigge på Strøget. Til sidst blev hun ‘opdaget’ af Leif Tyksak, som herskede over tiggere i området.
En køn tigger med et spædbarn giver gode penge, mente han, og hun fik tag over hovedet til gengæld for at tigge.
De boede i en mørk kælder sammen med mange andre, både invalider og professionelle skuespiller-tiggere.
De såkaldte skuespil-tiggere malede blå mærker, brugte falske pukler og mavepuder og tjente bedst. Selv duede hun ikke til det.
Dage blev til uger. Morgen blev de kørt ud til deres steder, om aftenen afleverede de pengene. I starten var forholdene til at holde ud, men der blev hurtigt lagt pres på: for lidt penge, og babyen græd så meget, at hun forstyrrede de andre.
I dag kom ingen for at hente dem. Hun var bare blevet efterladt i kulden. Hun stirrede sørgmodigt på tallerkenen.
Tak. Jeg ved ikke, hvordan vi skulle være kommet igennem natten uden dig.
Hun lagde gaflen, og gabte stort.
Vi går allerede i morgen tidlig. Jeg vil bare sove lidt. Hun gled hen over stolen og sov nærmest med det samme.
Tove vækkede hende, viste hende til sengen og lagde den lille dreng i lænestolen ved siden af.
Tove sad alene med sit nytårsbord, lyttede til dronningens tale og smilede. Hun vidste, at hun ikke ville give slip på sit barnebarn og oldebarn, ikke i morgen, ikke nogensinde. De måtte blive hos hende. Sådan var det bedst. Engang skulle hun fortælle dem sandheden, hjælpe dem begge på fode og give drengen en ordentlig start i livet. Men først skulle Alberte bare lande og finde sig til rette.
Da klokken slog tolv, hældte Tove sig et lille glas solbærlikør, gik hen til vinduet og så ud på de dalende snefnug i gadelampernes skær.
Tak, Gud, for denne uventede lykke. Farvel, ensomhed nu har jeg igen en familie.For første gang i årevis mærkede Tove en ro i sit sind, en stille glæde, som om Rigmor på en eller anden måde igen var tæt på. Udenfor begyndte raketterne at stige mod himlen, deres farver spejlede sig i sneen. Små, forsigtige barnefingre greb om kanten af dugen barnet var vågnet, og snart trissede Alberte også ud i stuen, stadig søvndrukken, men med et svagt smil, da hun så sin mormor.
Godt nytår, mumlede hun.
Tove rakte armene ud. Hun mærkede den lille krop mod sin, varm og levende. De satte sig sammen i sofaen, Alberte med hovedet tungt på Toves skulder og barnet krøllet ind til dem begge. De sad stille sådan og så lyset udenfor danse, mens det nye år begyndte.
I det øjeblik vidste Tove, at noget var forandret. At vinteren, ensomheden og fortiden nu gav plads til noget andet. Kærligheden var vendt tilbage, på sin finurlige, umulige måde, og nu ville Tove tage imod hver eneste dag med åbne arme.
Hun krammede barnet tættere ind til sig og nynnede sagte en vuggevise, hun næsten havde glemt. Udenfor glædede byen sig over fyrværkeriet, men indenfor, i et lille køkken med duft af spegepølse og gamle minder, blev et nyt kapitel skrevet. Med tålmodighed. Med mod. Og med den kærlighed, som kan overleve alt.
Lyset fra raketterne flimrede i gardinerne, og bag de lukkede øjne, lige dér i det varme fællesskab, begyndte Tove at drømme drømme, hun troede, hun havde glemt nu, hvor familien endelig var vendt hjem.
