Kære dagbog,
Jeg føler mig fortabt. For et halvt år siden tog jeg min mor hjem til vores lejlighed i København. Hun er gammel nu, 83 år, og efter min fars død blev det for svært for hende at klare sig alene i det lille hus i Jylland. Vores egne børn er voksne og har for længst fået deres egne liv, så Anne og jeg havde kun hinanden tilbage i vores toværelses lejlighed. Jeg tænkte, det gav mening at tage ansvar for mor det er jo trods alt vores tradition at tage sig af de ældre i familien.
I starten sagde Anne ikke noget. Men efter en uge begyndte hun at vise irritation og jeg så det straks i hendes blik.
Kan vi ikke sørge for, at din mor spiser for sig selv efter vi andre har spist?
Hvorfor det? spurgte jeg.
Det er lettere sådan. Jeg mister appetitten, når jeg ser hende tygge uden tænder. Undskyld, men det er altså ikke rart.
Hold op nu, vi ender jo alle der en dag.
Det er ikke det samme, svarede hun og gik ud af køkkenet.
Jeg forstod hende et eller andet sted, for mors helbred er ikke, hvad det har været. Hun døjer med maven, og hendes snorken vækker Anne om natten. Hun begyndte at holde mor ude af køkkenet, ja nærmest ud af stuen, og til sidst bad hun mig direkte:
Jeg havde aldrig forestillet mig, at hun skulle bo her i så lang tid. Jeg kan bare ikke mere.
Hvad foreslår du da? Jeg prøvede virkelig at forstå hende.
Send hende tilbage til Jylland.
Hun klarer sig ikke alene! protesterede jeg.
Andre må også tage sig af det. Hvorfor skal jeg bo som en fremmed i min egen lejlighed? Hvorfor skal jeg finde mig i lydene og lugten?
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op. Så forleden dag kom jeg hjem, og der sad min mor i entreen, pænt klædt på med sin taske ved siden af sig.
Mor, hvad laver du her?
Søren, vil du ikke godt køre mig på plejehjem?
Hvad? Hvorfor det?
Jeg vil ikke være skyld i, at I bliver skilt. Jeg vil hellere klare mig der.
Hun beder mig stadig om at tage hende til plejehjemmet. Jeg ved ærligt talt ikke, hvad jeg skal gøre. Bare tanken om hende på et plejehjem gør mig ulykkelig. Måske burde jeg pakke alting og flytte tilbage til Jylland med hende? Er det virkelig den eneste vej? Jeg har aldrig følt mig så splittet.
SørenJeg satte mig ved siden af hende. Hun klemte min hånd, så den rystede.
Mor, jeg ved ikke, hvordan jeg kan gøre det rigtigt for alle.
Hun så op på mig, øjnene klare og gammelkloge.
Det behøver du heller ikke, sagde hun sagte. Nogle gange må man bare vælge med hjertet. Dit hjerte, ikke vores eller Annes.
Vi sad der, omgivet af stilheden, indtil jeg hørte Anne åbne døren. Hun tøvede, måske for første gang, usikker på det næste skridt.
Jeg laver te, sagde Anne, som om det var første gang i måneder, hun inviterede nogen ind i køkkenet.
Min mor sendte mig et lille smil, som kun mødre kan. Tårerne pressede sig på, men jeg lod dem være.
Måske er kærlighed også at give slip, tænkte jeg, ikke af pligt, men fordi den, man elsker, har brug for det. Og måske, i det øjeblik, fandt vi en slags fred et lille håb om, at vi kan bære savnet sammen, uden at miste os selv.
