Vi forsøgte at bringe jeres ting ind på hittegodskontoret, bemærkede betjenten. Men… jeres kat er godt nok en kriger. Lod ingen komme i nærheden af dem. Tag nu både jeres sager og katten med. Vi har nok at se til i forvejen…
På enhver banegård findes ventesale. Nogle steder er de rummelige og lyse, andre er små og trange. I nogle er der bløde stole, i andre hårde bænke. De er forskellige, men har én ting til fælles det uudgåelige ved at vente.
Næsten alle, der rejser med tog, kommer mindst én gang for tidligt, bange for at komme for sent, og så sidder de der og ærgrer sig over deres egen forudseenhed, mens tiden snegler sig afsted. Kufferterne og taskerne hobes op ved fødderne, og man skælder lidt ud på sig selv i tankerne.
Sådan var det også den dag folk sad i den gamle ventesal og undgik bevidst hinandens blikke. Nogle bladrede i aviser, andre havde næsen begravet i en bog, men de fleste gemte sig bag skærmen på deres mobiltelefon. Mange forsøgte sig med den hurtige madpakke. Og det var netop dem, han henvendte sig til…
Ventesalen lå i stueetagen, med egen indgang direkte fra gaden. Måske var det duften fra svedige leverpostejsmadder og kaffe, der sivede ud af folieposer og madkasser, som tiltrak ham.
Det var en stor, pjusket, grå kat. Om halsen havde han et halsbånd med et telefonnummer.
Folk viftede ham væk. Især de mødre, der var midt i at give deres børn madpakke:
Kan du så gå væk! Snavset og fuld af lopper du smitter bare barnet!
Katten sukkede tungt og trak sig lidt væk. Han tiggede ikke rigtigt. Han satte sig bare og kiggede… kiggede længe og intenst ved siden af folk.
Han var så sulten. Men han anede ikke, hvordan man bad om mad.
Kun få dage tidligere var han blevet kørt til stationen. Hans ejer var død uden varsel, lejligheden blev straks sat til salg af arvingerne. En af dem løste problemet kørte katten til Hovedbanegården og sagde:
Her dør du i det mindste ikke af sult, og så gik han.
Men hvordan beder man om noget? Hvad skal man gøre? Hvordan forklarer man mennesker, at man er sulten? Katten havde ingen anelse.
Så han satte sig bare stille ved siden af og kiggede længselsfuldt op. Duften af leverpostej og fiskekonserves fik det hele til at svimle.
Men folk, trætte af ventetid og byens larm, orkede ikke at tage sig af en omstrejfende kat. De ville bare hurtigt væk herfra, glemme ventesalen, som en dårlig drøm.
En mand, Bjarne, var ankommet til stationen i god tid. Forretningsrejsen var kort natten i tog, møde i firmaet næste dag, og så hjem. Der var omkring fyrre minutter til toget gik. Af kedsomhed iagttog han folk og fik øje på katten netop som en af mødrene hævede stemmen og truede katten væk.
Katten traskede vant tilbage og satte sig på afstand. Han havde vænnet sig til råb og trusler. Bjarne så halsbåndet og tænkte, at katten måtte være faret vild, og mon ikke nogen savnede ham. Bjarne fandt de frikadeller, hans kone Sigrid havde pakket til rejsen, op af tasken. Han åbnede bøtten, duftede og smilte:
Sikke noget lækkert… sagde han og så på katten. Misse-mis… Kom her. Du må godt få en bid.
Katten vuggede usikkert fra pote til pote. Han så ikke ud til at tro på heldet.
Så kom bare, du behøver ikke frygte mig, tilføjede Bjarne blidt.
Efter lidt tøven nærmede katten sig. Bjarne lagde en frikadelle på papiret. Katten mjavede sagte og begyndte at spise forsigtigt og omhyggeligt.
Ja, du har da haft et hjem… sagde Bjarne.
Han fik øje på nummeret på halsbåndet og tastede det. Intet svar telefonen var slukket.
Han bandede lavmælt. Mindre end tyve minutter til toget, og nu var alt mere kompliceret, end han havde troet.
Hvad skal jeg gøre? gentog han, mens han så sig fortvivlet omkring.
Han følte sig magtesløs. Han ringede hurtigt til Sigrid, forklarede forvirret det hele og spurgte:
Hvad skal jeg gøre? Katten virker tam. Ingen tager sig af ham, og nummeret på halsbåndet er dødt. Han går bare rundt og tigger, men ingen vil have med ham at gøre.
Ja, typisk dig, lød Sigrid i telefonen. Du havner altid midt i det hele. Hvorfor nu den kat?
Men han kan jo ikke engang bede om hjælp, Sigrid, svarede Bjarne stille.
Nuvel, sukkede hun. Hvor sidder du?
I ventesalen! svarede han glad.
Så sig nummeret på halsbåndet igen, Bjarne.
Inden han skulle ud på perronen, ledte han katten hen til væggen og stillede den lille madkasse med frikadeller.
Bliv nu her, sagde han og klappede katten over ryggen. Sigrid finder dig, det lover jeg.
Katten så længe på ham den eneste, der de sidste dage havde bemærket, fodret og talt roligt til ham. Han puffede blidt Bjarnes hånd og mjavede.
Godt, du bliver her. Hun skal nok hjælpe dig…
Næste dag havde Bjarne travlt. Først om aftenen kunne han ringe til Sigrid.
Hvordan gik det? spurgte han. Fandt du kattens ejer? Fik du givet ham mad?
Jeg ledte hele aftenen… sagde hun lavmælt. Men jeg fandt ud af, at ejeren er død, og arvingerne har bare kørt ham til stationen og efterladt ham…
Han tav længe.
Jeg tager ud igen i morgen tidlig, lovede hun.
Jeg ved, du klarer det, sagde han, men stemmen rystede.
Jeg kan høre, hvordan du ikke bekymrer dig, udbrød hun skarpt. Men pas nu på dit hjerte, mand! Jeg tager af sted ringer til Laura og hendes mand, så tager vi sammen.
Han lagde røret og prøvede at overbevise sig selv: Det er bare en kat… man kan ikke redde dem alle. Men uroen blev ved. Skæbnen for den grå kat var blevet vigtig.
Om natten sov han dårligt. Han drømte, at han klappede katten, forklarede noget og katten så på ham, nikkede.
Om morgenen ringede Sigrid: De havde ledt hele stationen igennem, spurgt personalet katten var som sunket i jorden.
Bjarne følte en underlig skyld. Han kunne ikke forklare det, men følte sig ramt.
Han skyndte sig hjemad…
Samme aften var han tilbage i København. I stedet for at tage hjem, satte han sin bagage fra sig hos en fremmed og gav sig til at lede efter katten.
Det værste ville være ikke at finde ham eller at komme for sent.
Snart halvanden time ledte han hele banen igennem, gennemrodede skraldespande og kiggede under buskene.
Hen ad midnat sluttede Sigrid sig til ham bandede det hele langt væk.
Klokken to om natten sad de udmattede på en bænk ved indgangen og nød et hvil.
Mine ben sover, stønnede Sigrid.
Vi må bare lede videre. Hvor stillede du tingene?
Bjarne slog sig for panden:
Inde i hallen, ved en fremmed. Men vedkommende er nok rejst nu!
Så lad os hente bagagen først. Hvis det ikke er stjålet, så i bilen med det og så videre med eftersøgningen.
Da de kom ind gennem ventehallen, stoppede et politikontingent dem ved kufferterne.
Er det jeres bagage? spurgte betjenten.
Ja, svarede de begge i kor.
Hvorfor har I efterladt det?
Vi ledte efter en kat, svarede de i munden på hinanden.
Efter hvilken kat? sagde betjenten og nikkede mod bagagen. Den dér?
På kufferten lå en stor, grå kat.
Vi ville tage det med på hittegodskontoret, sagde betjenten. Men katten vagter jeres ting, som en hund. Ingen fik lov at røre ved noget som helst.
Han er altså ikke forsvundet. Bare løbet lidt væk. Tag nu kat og sager med vi har nok at gøre på stationen.
Bjarne gik varsomt over mod katten. Da katten så ham, ham som havde fodret og ventet, mjavede den glad og strakte sig mod Bjarne.
Bjarne satte sig på bænken, strøg den grå ryg og åndede lettet op. Sigrid dumpede ned ved siden af.
Ja, du roder dig altid ud i sådan noget, sagde hun og kyssede ham kærligt på kinden. Kom, vi tager tingene og katten og går hjem.
Bjarne tog kuffert og taske, Sigrid samlede den store, magre, snavsede grå kat op. Katten spandt, bumpede hovedet mod hendes kind, mjavede og forsøgte at slikke hende på næsen.
Sigrid lo og prøvede at undgå alle kys og knubs.
Hjemme blev katten først vasket i varmt vand, grundigt tørret med et blødt håndklæde, halsbåndet blev taget af, og den fik en skål dampende hønsebouillon.
Om natten sneg katten sig ind til Sigrid og lagde sig ved hendes side. Den puffede blidt til hende, som om den skulle forsikre sig om, at hun virkelig var der.
Hun lagde hånden på dens ryg og hviskede:
Sov roligt, skat. Nu er du hjemme…
Katten spandt lavt og faldt i søvn.
Også Bjarne sov roligt. Han drømte, de ledte efter katten igen på stationen, mens katten i sin egen drøm ledte efter netop dem.
Og imens i banegårdens mørke ventede en lille rødstribet hunkat. Hun så bedrøvet på de forbipasserende og mjavede sagte. Folk vendte sig væk og havde hastværk.
De tænkte, at man kan jo ikke hjælpe alle katte i verden, og skyndte på.
Sådan gik det til dengang…
