Barnepigen til lillebror
Hvad sker der, Freja? Svarer hun stadig ikke?
Hun svarer ikke! Freja smed sin mobil på køkkenbordet Hun har ikke svaret siden seks i eftermiddags! Jeg blev hjemme for hendes skyld… Skulle ellers besøge mor, men der er også aftensmad der og her, og Sune har jeg ikke nogen til at passe… Vi troede, vi havde fået os en hjælper!
I dét øjeblik lød hoveddøren.
Nå, er I ikke gået i seng? sagde Line med et skuldertræk, stoppede ikke engang musikken i ørene og gik direkte mod sit værelse uden at ænse forældrene.
Men mor slap hende ikke så let.
Line! Bliv stående! råbte Freja, hvilket fik Line til at stoppe, men hun så ikke tilbage Hvor har du været henne? Du er seks timer forsinket! Har du tænkt dig at forklare dig?
Line tog lige så stille sine høretelefoner af.
Hvorfor hidser I jer op?
Du lovede! sagde Freja opgivende Du lovede at passe Sune!
Line, der bare drømte om at smide sig direkte i seng, svarede:
Det blev ikke lige til noget. Ingen døde jo. Du var hjemme.
Jeg mindede dig om det i sidste uge, fordi din far har aftenvagt og ikke kan nå det, og jeg skulle til mormor. Synes du ikke, det er lidt synd for både Sune, mormor og mig?
Line kunne simpelthen ikke. Fik snakket sig væk med sine studievenner, og så foreslog Mads, at de skulle hænge ud hos ham bagefter… pludselig var tiden bare væk. Hun glemte det.
Sådan retfærdiggjorde Line det i sit eget hoved.
Det var dog ikke fordi, mobilen løb tør for strøm hun havde selv slukket den.
Jeg lovede, mor, men så blev planerne bare anderledes.
Pust mig i ansigtet, sagde mor mistænksomt.
Virkelig? Er vi ved at køre fængselsstil herhjemme? sagde Line.
Du har drukket konstaterede mor Fester kommer åbenbart før familien.
Så blev Line vred.
Ja, det gør de! Jeg er altså ikke ansat som barnepige, og vil heller ikke være det. Hvis I ville have endnu et barn sent i livet, så må I også selv tage jer af ham. Jeg har altså mit eget liv.
Faren, Kasper, havde aldrig råbt ad Line før, men nu blandede han sig.
Vi kræver altså ikke, at du er barnepige. Vi beder dig sjældent om noget, men i dag var vigtigt, og du havde sagt ja… Du var seks timer forsinket. Du slukkede mobilen. Og så prøver du at skyde skylden over på os?
Skylder jeg jer noget? Sune er jeres ansvar. Jeg var ude det må jeg vel?
Line blev heller ikke spist af med for mange pligter. Hun var ikke andet end lige færdig med gymnasiet, nu gik hun på KU og havde valgt en svær retning. Forældrene var fulde af forståelse.
Men Line havde ikke megen forståelse tilbage for dem.
Ved du, hvad der er værre? brød Freja ind Værre er, at jeg ikke kom til mormor på grund af dig. Hun kan ikke engang lave mad selv! Jeg kan ikke blive ved med at løbe rundt mellem en treårig og min syge mor!
Line pilllede elastik og hårnåle ud af den indviklede fletning, hendes studieveninde havde lavet, og svarede iskoldt:
Men det er jo dit problem, mor. Du ville have et barn i din alder så tag dig af ham. Jeg skylder jer ikke noget.
Det gjorde ondt, selv for Kasper.
Line, det er for meget nu!
For meget? Jeg skal studere. Have venner. Måske finde en kæreste! Ikke sidde hjemme og passe på jeres søn.
Kasper satte sig tungt og indtrængende overfor hende.
Line, sæt dig ned. Lyt nu. Vi beder dig ikke om at blive barnepige på fuldtid. Vi bad bare om lidt hjælp til familien. Ikke arbejde men hjælp. Som du sagde ja til.
Line havde lagt snuden i sporet nu og nægtede at trække i land, så hun svarede:
Jeg sagde ja, men ombestemte mig. Livet sker.
Livet sker, men det var dine egne valg i dag, uden at sige noget, svarede Kasper Jeg forstår, du har studie og venner. Men Line, du er også en del af den her familie. Vi holder dig ikke fanget, men har du overvejet, at vi også har brug for hjælp indimellem? Kan du ikke finde bare et par timer om ugen til at passe Sune? Så vi kan noget andet, læge eller besøge mormor, for eksempel?
Line afbrød ham med et fnys, så hårnåle dryssede ned fra håret.
Nej.
Hvorfor ikke?
Fordi det ikke er mit ansvar, far. Jeg skal ikke tilsidesætte mit eget liv for jeres valg.
Indeni skrumpede Line sammen, klar til det store skænderi. Nu ville forældrene gå amok, tage mobilen, hæve stemmen, true med at jeg ville fortryde det hele, når de engang ikke var her mere…
Fint, sagde Kasper roligt Jeg har hørt dig.
Hørt hende? Ingen råben? Ingen mobil, der blev konfiskeret? Ingen bebrejdelser eller tårer?
Er det… alt? spurgte Line forbløffet.
Ja. Det var det for i aften.
Line, helt paf over hvor let hun slap, forsvandt hurtigt ud på badeværelset. Ville bare vaske makeup af og sove Sikke en aften. Og så kom forældrene også oveni hatten!
Men i soveværelset gav Freja sig stadig ikke.
Kasper, hvordan kan hun være så kold? spurgte hun nu bare trist Vi har prøvet at gøre alt rigtigt, ikke forkælet, men heller ikke hårde Men det føles, som om hun slet ikke elsker os. Hvad gør vi nu trygler hende om at passe lillebror?
Nej, Kasper rystede på hovedet Vi trygler ikke. Hvis hun ikke mener, hun skylder os noget, så må vi heller ikke skylde hende noget. Ikke før hun forstår, hvad voksenliv egentlig dækker over.
***
Næste morgen kom ikke med kaffe, men en mærkelig fjern følelse af, at balladen i går slet ikke var overstået.
Line var første oppe i køkkenet. Tog noget vand. Tyggede lidt på den halvkedelige ostemad fra køleskabet. Da Freja kom med Sune, gemte Line sig bag mobilen for at undgå snak, men Freja sagde ikke en lyd under morgenmaden.
Så kom Kasper og hilste:
Godmorgen, Line.
Wow, I snakker endda til mig sagde Line, lettere teatralsk.
Kasper fandt familie-budgetarket frem.
Line, jeg skal snakke med dig.
Line rullede med øjnene.
Skal vi virkelig snakke om ansvar igen? Jeg sagde jo
Ikke det afbrød han Eller jo, men faktisk mere om penge. Fra den her måned, så skal du selv betale din andel til mad og husleje.
Line grinede. Hun troede bare, han lavede sjov for at provokere hende. Hævn for i går, og så var balancen genoprettet.
Haha, far. Har du besluttet dig for at blive stand-uper?
Men Kasper havde gjort hjemmearbejde.
Det er ikke for sjov, Line. Fra nu af betaler du din egen andel. Det gælder hele vejen rundt.
Selv Sune, der sad og smattede med havregrøden, hobede kinderne op og stirrede på sin far. Han forstod ikke noget om regninger, men stemningen var mærkelig.
Hvad? stønnede Line.
Du sagde jo, du ikke skylder os noget. Så fra nu af er du økonomisk selvstændig. Du betaler for mad, for vand, varme, el og vigtigst din uddannelse.
Line kunne godt høre, at det var rigtigt denne gang. De havde virkelig taget det til sig måtte være mere såret end hun anede.
Far, hør dig selv. Ok, mad undværer jeg nok. Men min uddannelse? Det er alvor! Du vil da fortryde bittert, hvis jeg ikke får min kandidat. Jeg ved, du ikke kan lade være med at betale for det.
Jo, det kan jeg svarede han Du er 19 år nu. Voksne folk betaler selv. Vi har altid sagt, vi hjælper dig, mens du studerer, men det bygger på, at du også hjælper lidt igen. Når du siger nej til at bidrage, siger du også nej til vores hjælp.
Freja så usikkert på ham “Er vi gået for langt?”
Line lagde sit ostebrød tilbage og rejste sig.
Så tror jeg ikke, jeg skal have mere. Tænk, hvis jeg kommer i gæld!
De spiste færdig uden Line. Hun larmede ekstra meget på vej ud, og tog afsted til uni.
Er det for groft? spurgte Freja.
Kasper bed i osten.
Nej, det er på tide. Hun skal lige mærke konsekvensen. Hun er nødt til at lære, at alle hjælper hinanden i en familie.
Nu så de kun sjældent til Line. Hun gik tidligt, kom sent hjem, spiste aldrig hjemme. Freja kunne ikke lade være med at spørge, om hun nu gik og var sulten, men Line sendte bare et såret blik og gik videre.
Hun fik sig et fritidsjob på en café, først som vikar for en studieveninde, men veninden stoppede, og så havde Line pludselig fast timer efter forelæsning fire dage om ugen men nu havde hun i det mindste lidt penge.
Forældrene bekymrede sig, men holdt fast.
Hun kommer ikke engang og spiser med længere, Kasper. Hvis hun går og ikke orker mere snart… sagde Freja.
Hun skal bare se virkeligheden, Freja. Hun ved, hvordan det fungerer i en familie at man hjælper til. Det skal nok komme.
Tredje måned i den kolde front sagde Line så:
Ok, jeg overgiver mig. Kan ikke klare timer i caféen efter forelæsning, og lønnen er til grin… Jeg vil godt passe Sune nogle gange om ugen. Tre timer ad gangen, flere dage. Kald det mit job. Her er, hvad jeg har kunnet spare op til huslejen.
Hun lagde 10.000 kroner på bordet. Mere havde hun ikke.
Men forældrene skubbede pengene væk.
Line vi ville ikke gøre dig ondt. Det her er ikke af pres, sagde Freja Vi har ikke gjort det af pligt, men fordi vi elsker dig. Vi beder bare om, at du viser, at vi betyder noget at du deltager.
Tak. Undskyld sagde Line stille, og hun krammede dem selv.
