ENGANG TROLDSK
Da de begravede sin kone, fældede Niels ikke en eneste tåre.
Kan du se det, Hanne, sagde jeg jo, han har aldrig elsket Kirsten, hviskede Tove til sin nabo.
Du må tie stille, hvad gør det nu? Børnene står jo forældreløse tilbage med sådan en far.
Du skal bare se, han gifter sig med Anne, sagde Tove skråsikkert.
Hvorfor lige med Anne? Hvad er hun for ham? Else er jo hans store kærlighed, har du da glemt, hvordan de listede rundt i laden? Anne har da sin egen familie og så har hun glemt ham forlængst. Hun gider ikke at rode sig ud i det der.
Det ved jeg altså helt sikkert! Anne har Jørgen, han er dygtig og alt det, så hvorfor skulle hun tage sig af Niels og det med børnene? Anne er fornuftig. Men Else, hun er ikke glad derhjemme. Hendes Jens er ikke noget at råbe hurra for. Det bliver garanteret de to, sagde Tove, som forsikrede sig endnu en gang.
Kirsten blev begravet, og børnene holdt hårdt fat i hinandens hænder. Mathias og Sigrid var netop fyldt otte år.
Kirsten havde giftet sig med Niels, fordi hun elskede ham. Men vidste Kirsten, om Niels elskede hende? Det var der faktisk ingen i landsbyen, der kunne svare på.
Man sagde, at hun blev gravid, og derfor måtte Niels gifte sig.
Lille Laura blev født for tidligt og overlevede ikke længe, og siden gik der mange år, før de fik flere børn.
Niels var altid mørk og fåmælt. Folk i landsbyen kaldte ham Ulven. Han var altid så nærig med ordene kærlighed og varme kom slet ikke på tale. Hvis nogen vidste det, så var det Kirsten.
Men Gud forbarmede sig alligevel. Hvor meget hun havde bedt, vidste kun hende selv. Og så forærede livet hende tvillinger.
Sigrid og Mathias.
Mathias var blid og god som sin mor, mens Sigrid var mere som faren ordknap, indadvendt, og man skulle ikke tro, hun nogensinde sagde, hvad hun følte. Ingen kunne gætte, hvad der rørte sig i datterens sind. Hun var dog tættest på faren måske netop fordi de mindede så meget om hinanden.
Når Niels gik og hamrede i skuret, løb Sigrid om benene på ham, og han forklarede hende et eller andet om livet.
Men Mathias hjalp sin mor fejede gulvet, hentede vand i den lille spand det var småt, men det var hjælp. Kirsten elskede sin søn, men hun forstod aldrig helt Sigrid.
Og da Kirsten lå for døden, sagde hun til Mathias:
Dreng, når jeg dør så bliver du den voksne. Når jeg ikke er her, skal du passe på din søster. Hun er pige og skal passes på. Du er drengen, du skal beskytte hende.
Men hvad med far? spurgte Mathias.
Hvad?
Far vil han passe på os?
Det ved jeg ikke, min dreng. Det må tiden vise.
Så må du ikke dø, hvordan skal vi være uden dig? græd Mathias.
Åh, hvis det bare stod til mig, svarede Kirsten eftertænksomt.
Så, om morgenen, var hun væk.
Niels sad længe ved sin kone og holdt hende i hånden. Ikke en lyd, ikke en tåre. Han blev bare mindre, sammenkrøbet og mørk. Og det var det.
Livet gik stille videre. Sigrid forsøgte at tage sig af huset. Hun var for lille, men hun prøvede at lave mad og holde rent. Niels søster, Birthe, kom og hjalp hende hun lærte Sigrid de praktiske ting.
Tante Birthe, spurgte Sigrid en dag, tror du, far gifter sig igen?
Det ved jeg sandelig ikke, min pige. Han fortæller mig aldrig noget om det der.
Birthe havde sin egen mand, Lars, og deres børn. Hun havde et godt hjem.
Hvis nu ville du så tage os til dig? spurgte Sigrid forsigtigt.
Hold da op, Sigrid. Jeres far elsker jer og passer på jer, sagde Birthe.
Imens snakkede folk i landsbyen som altid nu var rygtet, at Niels og Else havde fået varme følelser igen.
Else er da blevet bindegal, satte sig i lag med Niels og har glemt sin egen familie, sladderede Tove.
Gu er hun ej for klog, den Else, sagde konerne nede ved Brugsen.
Kan I så holde op med det snak og lægge rygterne fra jer, sagde formanden fra andelsforeningen, Peder.
I snakker og snager, men kender ikke halvparten af jeres egne landsmænd, sagde han og forsøgte at tage Niels i forsvar.
Ja, Else og Niels havde engang været kærester. Det var så vildt, at man skulle tro, det var fra en roman. Men så blev Niels sendt til en landsby langt væk for at hjælpe med at få foråret sået for en trængt kollektiv gård. Han var væk i to måneder, og mens han var væk, begyndte Else at være sammen med Jens.
Niels kom hjem, hørte det, og gav Jens en skalle, men Else ville han ikke tale med mere.
Så giftede Else sig med Jens. Han var en kras én, altid ude og drak for meget, og Else græd, fordi hun ikke kunne holde på en rigtig mand. For Niels drak aldrig, han var flittig men tavs.
Langsomt begyndte folk at lægge mærke til, at Niels trak lidt mod Kirsten. Kirsten blomstrede op, som en forglemmigej om foråret, og folk kunne knap nok tage øjnene fra hende.
Ja, kærlighed gør sære ting ved folk, sagde de.
Kirsten havde elsket Niels længe men havde aldrig turdet sige noget. Hvem kunne måle sig med Else dengang?
Men ja, sådan er det jo med livet…
De begyndte at ses, gik ture, og pludselig var de gift på rådhuset.
Brylluppet var beskedent. Niels havde kun Birthe tilbage i familien, og Kirsten kun sin gamle mor. Hendes mor havde fået Kirsten sent alle gættede på hvem faderen var, men ingen sagde noget. Formanden, Peder Christensen, var én man talte om, og Kirstens mor snakkede folk meget om. Hun var ikke gift, snuppede mænd, morede sig men Kirsten var ikke som hende. Og man skal jo ikke dømme datteren.
Folk havde ondt af Kirsten især da hun giftede sig med Niels.
Han elsker hende ikke. Hun vil få et hårdt liv, sagde de bekymret.
Men, som det mærkelige var, Niels var tro mod Kirsten. Og vitterligt hvad kan man skjule i en landsby?
De fik 15 år uden skænderier, men så blev Kirsten alvorligt syg. Og ingen blev raske af den slags.
Det var håbløst.
En dag gik Niels hjem fra arbejde, og Else kom op på siden af ham:
Niels, må jeg kigge ind til en kop kaffe? Jeg har bagt boller til børnene, sagde hun og viftede med et fad.
Nej tak, Else. Vi har allerede bagt, Nat har været forbi i går.
Jeg mener det ellers godt, Niels.
Det gør min søster også.
Skal vi mødes ved møllen i aften, når mørket falder på? forsøgte Else.
Hvorfor det?
Hvordan kan du glemme alt det, vi havde sammen?
Det, der var, er borte nu. Jeg elsker mine børn. Og jeg elskede Kirsten… Men hun kommer jo ikke tilbage, sagde Else.
Kærlighed dør jo aldrig, svarede Niels.
Du elskede hende aldrig, du giftede dig blot for at straffe mig.
Else, gå nu hjem, sagde Niels stille.
Han gik hurtigt videre, uden at vende sig, hjem til sine børn.
Else stod alene tilbage midt i landsbygaden.
Årene gik. Børnene voksede. Tante Birthe kom stadig forbi, men nu var hun sikker på, at hendes bror kun kunne elske én gang.
Sigrid, jeg har hørt, du går og flirter med Mikkel, sagde Birthe en aften.
Ja, hvad så? spurgte den voksne Sigrid.
Smuk var hun blevet, tænkte Birthe.
Bare pas på, sagde hun stramt.
Hvorfor det?
Du ved udmærket hvorfor.
Tante Birthe, jeg elsker ham, det gør jeg virkelig.
Det tror du måske, men det varer sjældent ved.
Jeg ved det! For livet.
Måske gør du, men hvad med Mikkel?
Hvis han svigter mig, vil jeg aldrig elske en anden!
Det tror jeg faktisk på, sagde Birthe.
Om aftenen ventede Mathias og Sigrid på deres far.
Han er sent på den i dag, sagde Mathias.
Det er jo fredag i dag.
Ja, og?
Han går altid op til mors grav onsdag, fredag og i weekenden.
Hvordan ved du det? spurgte Mathias med store øjne.
Tøsepjok. Hvis du mærkede efter, kunne du gennemskue ham.
De listede sammen op på kirkegården, Sigrid ledte ham ad en genvej gennem haverne.
Se, sagde hun, og pegede på deres sammenkrøbne far.
Mathias lyttede. Han hørte, hvordan far sad og hviskede med nogen.
Kirsten, det går. Sigrid skal snart giftes. Jeg har samlet lidt til hende, Birthe har hjulpet. Vi klarer os. Undskyld, at jeg sagde så få pæne ord til dig dengang. Hjertet sagde så meget mere, end jeg kunne få frem jeg har altid elsket dig, hul i gennem, på min egen tyste facon, sagde Niels hæst, rejste sig og gik langsomt mod kirkegårdsporten.
Sigrid så på Mathias. Tårerne havde stivnet i øjnene på ham.
