Kåre, 67 år, inviterede mig på middag. Hans 30-årige datter havde snuset i mit fortid og kom pludselig med et taktløst spørgsmål Han frøs som en ramt pakke frosne fiskefrikadeller, og jeg sivede af sted med det samme.
Else Marie Lund var en kvinde, som årstallet kun klædte. Hendes udseende havde fået tyngde og elegance med årene, i takt med at hendes indre styrke voksede.
Hun havde været enke i fem år. Sorgen havde lagt sig, og begge børn en søn og en datter var fløjet til deres egne familier. Sine 60 år tilbragte Else Marie alene i sin hyggelige og nitidigt indrettede toer på Østerbro. Ensomheden tyngede hende nu egentlig ikke: hun gik fast i svømmehallen, besøgte udstillinger og havde sågar lært at bage franske macarons, som hun tidligere kun havde beundret bag ruderne i Lagkagehuset.
Men sandt at sige, et menneske har nu engang brug for et andet menneske. Det var rart at kunne diskutere nyheder, brokke sig over regnvejret, eller bare sidde mut sammen i sofaen til en dansk krimi og føle et nærvær.
Så kom Kåre ind i billedet, næsten som en forvokset Søren Ryge i en sort-hvid film. De mødtes på seniordans i kulturhuset. Han inviterede hende til vals, uden at træde hende over tæerne allerede en sjældenhed og aftenens strøm af komplimenter gjorde Elses kinder mere lyserøde end den klassiske hindbærsnitte.
Han var 67 år, rank, sølvskægget og i nystrøget skjorte. Han snakkede om et langt liv som civilingeniør, var selv blevet enkemænd og boede nu sammen med sin datter og hendes familie i Valby.
Du er noget helt særligt, Else Marie, sagde han, mens han fulgte hende hjem den aften. Den slags bliver der altså ikke lavet flere af.
Romanen gik stærkt, men pænt: ture, cafébesøg, softice på Islands Brygge, lange telefonsnakke. Kåre var altid opmærksom, nævnede aldrig sine skavanker og spurgte ikke om at låne lidt penge, hvilket Else Marie tog som et tegn på ægte respekt.
Efter en måned kom det, der fik det til at kilde lidt i maven: Kåre inviterede til middag hjemme hos sig og hun skulle møde datteren.
Min datter, Hanne, glæder sig altså til at se dig, nævnte han. Jeg har fortalt så meget om dig! Kom, så hygger vi os rigtig familiært.
Else Marie gjorde sig i stand, som om det var gallafest: hun lagde håret, tog sin bedste kjole på og næppe et par timer på at vælge smykker.
Kåres lejlighed var en rummelig treværelses i en fredelig Valbyer opgang, højt til loftet, stuk og duft af gamle bøger dog var der også en vis spænding i luften, som når der serveres andesteg til svigermor første gang.
Døren blev åbnet af Hanne. Hun var 30, men havde allerede et udtryk som en inspektør fra fødevarekontrollen der mistænker gammelt torskerogn. Stor, firskåren og analyserende blik.
Hej, sagde hun knastørt og smilede ikke med så meget som ét kindben. Kom indenfor. Far vælger slips. Tredje gang.
Else Marie rakte hende sin hjemmebagte æblekage. Hanne tog imod den, som om hun modtog en levende muldvarp og marcherede ind i stuen.
Bordet var dækket, så det kunne have været jul: krystalglas, festmad, duft af brunede kartofler. Kåre kom vimsende ud, glad som en konfirmand og gik straks i gang med værtindeservice:
Sæt dig her, Else Marie! Hanne, vær så elskelig at give gæsten lidt hønsesalat.
Middagen begyndte pænt og nydeligt. De snakkede om vejret, priser, politik. Hanne sagde ikke mange ord, men tyggede roligt bøffen og sendte vurderende blikke til Else Marie, som om hun var et genbrugsskab til vurdering.
Stemningen blev decideret akavet. Else Marie følte sig som en brugt cykel sat på auktion.
Efter maden, da kaffen var hældt op, lagde Hanne bestikket, tørrede sig om munden og stirrede lige ind i øjnene på Else Marie:
Else Marie Lund, må jeg spørge: Hvad for en lejlighed har du egentlig?
Else Marie fik kaffen galt i halsen. Spørgsmålet faldt så upassende og brat, at hun følte det lige så privat som spørgsmålet om, hvor ofte hun går i bad.
Undskyld, hvad siger du? spurgte hun forvirret.
Din lejlighed, gentog Hanne insisterende. Ejerbolig? Hvor stor? By? Etage?
Kåre skrumpe ind til en lille mand og interesserede sig vældigt for indersiden af sin kaffekop.
Nå… To værelser, sagde Else Marie tøvende. På Østerbro. Hvorfor spørger du? Er det vigtigt for menuen i aften?
Hanne lænede sig tilbage og krydsede armene professionelt:
Det er aldeles relevant, Else Marie. Vi er jo voksne her. Skal vi ikke bare droppe amorinerne og tage snakken som folk?
Hvilken snak? forsøgte Else Marie, mens hun sendte stirrende blikke først på datteren og så på Kåre, der fortsatte med at lede efter meningen med livet i damaskdugen.
Nu skal du høre, sagde Hanne det gælder jo vilkårene for samliv. Jeg afleverer far hos dig og vil sikre, at han får det behageligt. Stille område, ordentlig mad, tæt på læge. Han skal have ro og sundhed.
Else Marie satte hurtigere koppen, end EMs dommer kunne fløjte. Porcelænets klirren rungede i stuen, som startskud til løb.
Aflevere? sagde hun langsomt. Hvem har sagt, jeg tager imod?
Hanne spærrede øjnene op og hev øjenbrynene op til hårkanten:
Jamen, du er jo på middag. Far taler kun om dig. Hvis man er par, skal man vel bo sammen, ikke sandt?
Tja, nja efter en måned er det måske lidt tidligt at rykke sammen? Og hvorfor lige hjemme hos mig?
Hør nu her, svarede Hanne, mens hun talte argumenter på fingrene. Vi har tre værelser, men vi bor fem sammen, incl. to larmende teenagere. Far kan ikke klare støj og roderi. Hos dig er der ro. Du er én. Perfekt løsning!
Hun talte, som gjaldt det kattepasning i efterårsferien.
Jeg tænkte, du ville blive glad, forsatte Hanne. En mand i huset, lidt hjælp til småting, og så slipper jeg for alt det ekstra madlavning, tøjvask og bøvl.
Han skal nok bringe sin pension med den rører jeg ikke. Han er nem, så der bliver mere til dig.
Else Marie kiggede på Kåre:
Kåre, sidder du bare der? Synes du virkelig, jeg skal have dig leveret som postpakke, bare for at Hanne får det lettere?
Kåre løftede blikket, og det lyste af opgiven resignation.
Du forstår, Else Marie, Hanne bekymrer sig. Vi har ikke plads. Drengene larmer. Hos dig er der ro.
Det kogte indeni. Alt den romantik viste sig at være et jobopslag: gratis hjemmehjælper med overnatning.
Ved du hvad, sagde Else Marie og rejste sig. Tak for maden. Hønsesalaten var fremragende.
Hvor skal du hen? begyndte Hanne. Vi havde da ikke engang aftalt flyttedato. Far har ikke mange ting; bare yndlingsstolen skal med.
Else Marie målte Hanne med et blik, koldere end vinterbadning i februar:
Hanne, jeg søger en partner, ikke nogen at gøre rent og passe på for at aflaste din kalender. Jeg er ikke en filial af plejehjemmet.
Hun vendte sig mod Kåre:
Og dig, Kåre En mand, der lader sin datter bestemme hans liv på den måde det kan jeg ikke respektere.
Men, Else Marie mumlede Kåre, men Hanne trykkede ham prompte ned i stolen.
Nu sidder du stille, far! Også godt, hvis hun ikke vil. Anden kan lynhurtigt findes, der er kø udenfor af kvinder i samme båd.
Else Marie begav sig ud i entreen, rystende på hænderne så frakken nær ikke kom på. Inde fra stuen lød Hannes stemme monotont:
de er alle ens, siger jeg jo. Vil bare have sjov eller penge. Ansvar? Glem det. Far, vi finder fru Madsen fra stuen hun har kigget længselsfuldt efter dig længe.
På vej mod metroen tænkte Else Marie: Gudskelov, det hele kom for dagen nu tænk, hvis jeg først fandt ud af det om et halvt år, hvor jeg havde fået følelser.
Lejlighedsspørgsmålet det kan virkelig forvride selv den pæneste familie. Pludselig skal forældre pakkes af sted til det gode match, fordi det er praktisk og bekvemt. Og ja, mange siger ja det er skræmmende at være alene. Bare én at kalde min.
Men hvad siger du? Gjorde Else Marie det rigtige ved bare at gå sin vej? Skulle hun have haft ondt af Kåre og sagt ja måske er det slet ikke hans skyld, men datterens?
