Mette og hendes svigermor sad på den gamle seng. Begge var iført de varmeste sweatre, de kunne finde. Det var vinter, og der var lige blevet fyret op i brændeovnen, hvilket ville tage sin tid, før varmebølgerne begyndte at strømme gennem huset.
Det skal nok gå, mor. Vi klarer den. Jeg giver dig lige din medicin, sagde Mette og forsøgte, så godt hun kunne, at berolige sin svigermor for svigermor var nok nærmere titlen, og egentlig var det vel snart eks- foran mor.
Snoren blev trukket stramt, da de nu sad i huset tre styk: mor, sønnen og hustruen Mette.
Mette havde giftet sig sent, lige fyldt 30. Hun var allerede Dennis anden kone, men ikke årsagen til, at han var blevet skilt første gang. Hans mor, fru Maren Jakobsen, havde straks taget Mette til sig en gave, mente Mette selv. Det var rart med en, der holdt om én, lyttede og forstod én. Mette havde mistet sine forældre tidligt og stod alene i verden, så Maren blev ligesom hendes egen mor.
I har da slået jer sammen, mumlede Dennis sommetider.
Fem år som ægtefolk løb nærmest ubemærket forbi, men så ændrede Dennis sig. Han blev tvær, råbte af både Mette og sin mor, og grunden kom snart for en dag: en kæreste på siden. Han kom sent hjem, ofte lettere påvirket om det var øl eller bare dårlig stemning, det var svært at sige.
På en sur mandag meddelte Dennis, at han ville skilles, og gav Mette to dage til at pakke. Hun nåede nærmest ikke engang at tømme skuffen, før hans nye kærlighed trådte ind ad døren med sin overdimensionerede kuffert.
Mette kunne næsten ikke lade være med at klukke, for kæresten var en langbenet blondine med læber som storebæltsbroens piller og vipper, hun knap kunne løfte.
Du bytter mig ud med en forsanger i Barbie-bandet? Go fornøjelse med det. Du får ikke glæde af hende, og jeg gider ikke engang ærgre mig, sagde Mette.
Men hun er da sjov, det er mere end man kan sige om dig og mor. I to er jo lige så spændende som en regnfuld søndag.
Jaja, grin du bare, Dennis, men hvorfor skal du hidse dig op over din egen mor?
Skal hun nu også bo her? hylede kvinden og lavede dådyrøjne, så det halve af Tåsinge havde brækket sig.
Det er også ved at være nok, mor, du har boet her længe nok.
Hvor skal jeg tage hen? Jeg har brugt alle mine sparepenge på at hjælpe dig med at bygge det her hus, udbrød Maren og tog sig til hjertet.
Drop melodramatikken, mor. Du får lov at bo her, hvis du bare holder dig på dit værelse. Nu er det Almas hus, slog Dennis fast.
Musling, kan vi ikke bare få dem begge ud?
Det er min mor, remsede Dennis, som om det var en slags undskyldning.
Din mor? Skal jeg virkelig have sådan en svigermor?! Åh nej, knurrede blondinen.
Mette kunne næsten ikke, hun pakkede svigermorens habengut sammen: medicin, smykkeskrin, håndtaske. Og så deres tøj, papirer og lidt personlige ting. Alt blev mast ned i en slidt kuffert.
Bare tag alt jeres skrammel, sagde Alma selvsikkert.
Dennis var tavs som en østers. Måske fordi han godt vidste, at det her ikke gik ubemærket hen hos Maren.
En halv time senere stod de ved Mettes gamle Toyota. Maren sad allerede på bagsædet og tørrede øjne. Hun orkerede knap nok et blik efter sin søn.
Tænk, alt hvad man har givet, pludselig er man tilovers.
Hvordan skal vi nu klare os, min pige? forsøgte Maren.
Vi skal nok klare den, sagde Mette trøstende. Jeg har da heldigvis nogle opsparede kroner, og du får folkepension. Så længe vi har råd til rugbrød og smør, går det nok.
De landede i Mettes barndomsby et sted på Sydfyn. Der var isnende koldt i huset, men hun fik hurtigt gang i brændeovnen. Vand og te blev sat over.
Du kan det hele, grinede Maren. Har du måske været spejder?
Det var bedstefar, der lærte mig alt. Godt vi købte ind i supermarkedet. Jeg elsker ikke rigtig den lokale sladder.
Varme trængte ind, alt begyndte at føles trygt.
Næste dag blev der gjort rent, men før de var færdige, bankede det på døren.
Nåeh ja, du er kommet hjem igen, sagde naboen Viggo og nærstuderede deres Toyota med mistænkelighed. Hvad bringer jer hjem i snevejr? Går det mon?
Det går, Viggo. Kom endelig ind og få en kop te.
Vil du ikke hellere hjem til mig? Du er ikke alene, kan jeg forstå, sagde Viggo og nikkede til Maren.
Dette er Maren Jakobsen. Viggo Mortensen, præsenterede Mette dem.
Sir bare til, hvis jeg kan hjælpe, forsikrede Viggo.
Tak. Det skal vi nok huske.
En uge gik, nu stod hjemmet poleret som en halvfærdig Imerco-reklame.
Ved du hvad, Mette, jeg er jo selv fra landet, fortalte Maren en aften. Jeg blev gift med en Københavner, og han døde, da Dennis var 23. Lejligheden blev solgt, og Dennis lovede altid at bo sammen med mig. Sådan gik det jo så…
Ingen grund til tårer. Det er hårdt, men måske kommer der børnebørn?
Fra hende der? Gud forbyde! Hvad med Viggo? Bor han alene?
Ja, konen druknede for mange år siden, da hun reddede en nabos barn. Han blev aldrig gift igen. Han var gode venner med min farfar. Men han er nogenlunde på din alder, grinede Mette.
Tiden gik. Ingen beskeder fra Dennis, ikke et opkald intet, indtil Mette pludselig blev ringet op fra et ukendt nummer.
Er det Mette?
Ja
Din mand Han er gået bort.
Det tror jeg ikke på, du må tage fejl.
Nej. Dennis var spirituspåvirket og kørte galt. Han havde en pige med hun slap helt uskadt. Men Dennis klarede det ikke. Kan du komme til genkendelse?
Stakkels Maren, hvordan skulle Mette give hende beskeden? Hun kaldte straks på naboen.
Hvad sker der, du er helt kridhvid i hovedet, sagde Maren.
Sæt dig, mor. Dennis er væk.
Nej Åh nej, det er min skyld! Jeg forlod ham!
Mor, han smed dig ud!
Det er sandt. Men jeg er hans mor. Nu har han fået sin straf, græd Maren.
Jeg tager til genkendelsen. Viggo, bliver du her hos mor, mens jeg er væk?
Jeg tager med! afbrød Viggo straks. Vi kører i min bil, ingen diskussion.
Begravelsen var hurtigt overstået. Så besluttede Mette og Maren, at de måtte se til huset det skulle jo overtages som arv. Dennis havde aldrig fået sendt skilsmissepapirerne; der var vel for meget kærlighed og knap så meget ansvar.
Viggo tog med. Jeg forlader jer ikke, skulle I få brug for hjælp.
Inde i huset havde hverdagen haft tømmermænd. Snusket tøj lå over det hele, beskidte tallerkener på gulvet, og fanden tage den, hvis der ikke også lugtede af mug og gammel fest.
Er det virkelig min søn, der har rod? Han plejede da aldrig at være sådan, jamrede Maren.
Hvad laver I her?! brølede Alma, som allerede var i nattøj, fra soveværelset. Bag hende tullede en halvnøgen, skeløjet mand frem.
Kan vi lige se papirerne på huset? indskød Viggo bestemt.
Papirer? Min mand er død, og vi har da holdt bryllup!
Dennis var stadig gift han nåede ikke at blive skilt.
Vi fejrede bare i forvejen. Så det hele er mit!
Nu stopper vi. Ud! Har du nøgler, aflever dem så.
Manden sneg sig ud uden et ord. Viggo sørgede for, der ikke forsvandt mere end deres værdighed.
Der var heldigvis styr på papirerne, og låsene blev skiftet. Meget måtte bare smides ud, men Viggo blev ved deres side.
Jeg vil sådan savne jer, når I ikke er her, sukkede han.
Vi kommer forbi, og du kommer også bare til os, insisterede Maren.
I har givet mig ungdommen tilbage. Maren, du ligner min afdøde kone, sagde Viggo med et rødmende smil.
Jeg har godt lagt mærke til, du kigger, hylede Mette drillende. Måske noget kærlighed i luften?
Hold nu op, protesterede Viggo og rødmede en ekstra gang.
Et år senere blev Viggo og Maren gift. De havde det trygt og godt, og Mette var ligesom deres datter. Men familien stoppede ikke der for Mette blev mor! Ikke ved et bryllup, men ved at tage to søskende til sig. Dem kunne hun ikke adskille; tænkte, der var plads til én, men kunne ikke sige nej til begge.
Mor og familie finder man ikke kun ved fødslen eller i barndommen. Nogle gange er det bare livet og lidt kaos der får det til at ske.
