Udsat liv
Mor, må jeg godt tage en enkelt fyldte chokolade fra æsken? Én! Please! Alma snoede sig om vitrineskabet, hvor Rikke havde gemt de kostbare søde sager, som hun med møje og besvær havde fået fingre i.
Nej! Den er til bordet. Hvis du spiser dem nu, er der ingen tilbage til jul.
Alma blev tvær. Hvad betyder det, hvornår man spiser en chokoladebid? Og hun bad jo ikke om alle sammen, bare én! Hvorfor skal mors logik altid regere? Hvis noget smager godt, skal det gemmes. Er det pænt, så er det kun til fest. Men åh, hvor kunne Alma godt tænke sig at snuppe en choko, tage den nye kjole på, hun havde fået af far, som var på seminar i København, og gå i besøg hos Emma. Hun fik åbenbart lov at have nyt tøj på i børnehaven. Alma hørte godt engang, at Emmas mor selv syr tøjet til datteren. Men hvad gør det? Emma er altid den mest nydelige pige i gruppen. Og Alma render rundt i den prikkede sag fra sidste år, som hun var grundigt træt af.
Alma vidste ikke dengang, hvor meget det krævede for hendes forældre at få fat på de chokolader og pæne kjoler. Rikke arbejdede på biblioteket, og far var ingeniør. Siden hun kunne snakke, havde hun hørt ordet skaffe. Det betød, at der måske dukkede noget nyt op, noget man ikke kunne købe i supermarkedet. Sådan fik hun de fine lak-sko og hendes mor et par støvler. Det var dog på bekostning af en måned med pasta og kartofler hver dag. Men Rikke var så lykkelig, at hun slet ikke nænnede at tage dem på de første dage hun nøjedes med at kigge på dem. For Alma stod de støvler altid klart hver ridse og slid på hælen kunne hun senere i sit voksenliv fremkalde for sit indre blik.
Så ændrede verden sig. Pludselig var alt tilgængeligt i butikkerne, og ingen behøvede længere smuglerting eller lange opsparinger bare for at købe nyt tøj eller lidt ekstra sødt. Nu manglede de bare penge. Alma gik i 8. klasse, da hendes far en dag kom hjem, nærmest dansede hen ad stuegulvet og sagde:
Jeg fik det!
Hun forstod ikke helt, hvad det betød, men forældrenes glæde var smittende. Det viste sig, at han havde fået job i en joint-venture med fokus på elektronik, hvor far virkelig kom til sin ret og opdagede nye evner. Han var pludselig både tekniker og organisator, og hans karriere tog fart.
Livet blev nemmere. Mor sad ikke længere aften efter aften med husholdningsbogen for at finde penge til Almas påklædning. Pludselig hang der jeans og smarte sneakers i skabet. Alma droppede ideen om at gå ud af skolen for at tjene penge og besluttede at tage gymnasiet og derefter universitetet. Forældrene bakkede op, og i to år læste hun flittigt, missede diskokugler og venindernes evige snak, men klarede eksamenerne med bravour og blev optaget på uni. Nu kunne hun egentlig slappe lidt af men Alma tænkte anderledes. Først uddannelse, så job, og bagefter alt det andet. Det lykkedes. Rødt eksamensbevis, godt job selvfølgelig gennem fars netværk og alt burde være perfekt. Egen lejlighed, bil, ferie i Sydeuropa – og så Alene
Det generede ikke Alma. Hun havde aldrig været en nikkedukke, og bejlere havde hun nok af. Hun skyndte sig bare ikke ind i et forhold. Hvorfor skulle hun? Der var så meget at nå, mens man var ung. Børn? Det måtte komme senere.
Først som 35-årig mødte hun for alvor kærligheden. Alma og Viktor havde delt kontor på arbejdspladsen i årevis, men kun udvekslet korte ordvekslinger indtil da. Viktor, flot og kvik, var præcis den type, Alma kunne lide. Og til firmajulefrokosten, hvor hun lagde sit halvgroggy hoved på hans skulder under dansen, stoppede Viktor endelig med omsvøb:
Gift dig med mig. Vi er begge succesfulde og tiden løber. Lad os lave familie nu. Jeg elsker dig, Alma.
Alma lo uden at lyde overbevist:
Viktor, du er fjollet. Vi er da stadig unge! Vi har masser af tid.
Men næste morgen, inde imellem solstriber på dynen, sagde hun mod al forventning:
Ok, jeg vil gerne.
Det blev et brag af en bryllupsfest. Rikke græd af glæde hun havde næsten opgivet håbet om børnebørn og de følgende tre år fandt Alma ud af, at alle hendes andre bedrifter blegnede i forhold til det, hun nu oplevede ved at have udskudt det egentlig vigtigste.
Jeg har ingen fremtid længere, mor Alma kunne ikke engang græde, da hun sad med lægens rapport i hånden. Hvorfor var jeg så dum?
Ro på, skat. Det er bare én klinik. Medicin udvikler sig og ingenting er endeligt. Måske ændrer det sig.
Hvornår? Alma kastede papirerne på gulvet.
Barndomshjemmet lignede sig selv. Forældrene nægtede at lade sig forsørge af Alma; faderen var førtidspensionist, syg, og Rikke gik praktisk talt aldrig ud. Alma trådte sommetider igennem og fik banket lidt penge i køleskabet og givet genbrugsmøbler et pift. Vintage det hed det jo nu. Hun havde fået lavet en ny omgang tapet og slidt parket. Tænk at sådanne banaliteter fylder, når ens liv er brudt sammen.
Mor, du forstår vel, at tiden ikke er på min side?
De sad længe sådan, i mørket, uden at høre telefonens skrig. Alma græd stille eller låste mund, for der var reelt ikke mere at sige. Efter et stykke tid sagde hun lavmælt:
Tak, mor.
For hvad, skat?
For at du lyttede. Der er ingen andre.
Hvad bilder du dig ind? Rikke lagde hånden på datterens mund. Du betyder alt for mig! For din far! For Viktor!
Ikke for Viktor længere
Hvorfor dog?
Det her er mit problem, ikke hans. Han skal have en chance for at få børn.
Alma gav sin mor et hurtigt kram, satte kursen hjem uden at høre på yderligere protester.
Mor, jeg forsvinder ikke. Bare rolig, ok? Alma sendte et luftkys og smækkede døren efter sig, mens Rikke sank sammen på en stol i entréen. Hvorfor skulle hendes egen datter rammes sådan, Gud?
Alma kunne ikke få sig til at tage direkte hjem, så hun gik ned til havnekajen. Det var regnfuldt, blæsende og kun et par hundeluftere og et ældre ægtepar med næserne trukket op i regnfrakkerne krydsede hendes vej.
Hun betragtede dem og blev overmandet af gråd. Engang havde hun selv drømt om at holde sammen til alderdom, forstå hinanden uden ord og dele alt Nu var det umuligt. Og faktisk havde hun jo altid elsket Viktor, men skjult det for sig selv, lige som hun altid havde udskudt alt vigtigt til senere. Men nu var det ligegyldigt hvis man elsker nogen, handler det om den anden, ikke én selv
Mens hun kiggede på den mørke, kolde havn, huskede hun ture langs Søerne med sine forældre om søndagen. Hvordan hun havde trukket is-købet ud til sidst, for det var dagens store glæde og sjovt nok, hun blev aldrig syg af det, selv ikke om vinteren… Men sådanne søndage fik hendes børn aldrig nu.
Alma rystede på hovedet. Nok nu! Selvmedlidenhed løste intet. Fremad hun måtte finde noget, der kunne give livet mening. Pludselig virkede alle hendes bedrifter så flade, og hun forstod, at karriere og ting ikke kunne udfylde tabet. Hun manglede stadig at få svar på, hvad hun så skulle men en ting var klart: Viktor havde fortjent svar nu.
Idet hun vendte tilbage til bilen, så hun en gruppe unge drive omkring den. Hun kiggede sig omkring tomt. Hvis de ville noget, kunne ingen træde ind.
Hun stak hænderne i lommerne og gik målrettet hen imod flokken.
Hvad foregår der her?
De vendte sig om, alle seksten år gamle.
Er det din bil?
Ja.
Der er noget under motorhjelmen! Vi så det kravle ind det må ud! De snakkede i munden på hinanden, og Alma forstod, de ikke var ude på ballade.
Rolig nu! Én ad gangen hvad snakker I om?
Den mindste trådte ud lederen, tænkte Alma.
Der er en kattekilling! Den smuttede op under bilen sandsynligvis for at få varme. Den kan komme til skade.
Alma hævede øjenbrynene.
Er du sikker?
Ja. Vi så det. Det er koldt; killinger kryber op under motorrummet.
Alma åbnede dørene med nøglen og smækkede motorhjelmen op.
Hold da op! udbrød hun, da drengene hev en kulsort killing op, som spruttede og kradsede.
Skide arrig! grinede lederen og rakte pludselig killingen til hende. Værsgod!
Til mig? Alma tog forsigtigt den nu sammenkrøbne kat. Hvad skal jeg med den? Jeg har aldrig haft kat.
Det lærer du. Bare giv den noget mad!
Drengene lo og luntede af. Alma fik en indskydelse og råbte efter dem:
Vent! Hun fiskede en 50-kroneseddel frem. Min mor siger, man altid skal give finder-løn for kæledyr.
Tak! De tog mod pengene, vinkede og forsvandt.
Hun satte sig i bilen og så ned på hendes uventede gæst.
Og hvad skal vi så stille op med hinanden?
Killingen, nu selvsikker og snurrende på hendes skød (og satte beskidte poter på hendes lyse trenchcoat), svarede kun med høj spinden.
Jamen så! Nu er jeg gammel og har fået kat Sådan er det. Alma startede motoren. Hjemad!
Hun udsatte samtalen med Viktor til næste dag og brugte aftenen med killingen.
Hvor har du samlet alle de lopper op? Du er et lille uhyre! Hvordan kunne jeg falde for det nummer? sagde hun, mens hun vaskede killingen i håndvasken, Viktor stod klar med håndklæder.
Det er faktisk mærkeligt
Hvad da?
Katte hader jo bad, men den der tager det helt cool.
Han spinder ovenikøbet du kan da høre det. Det føles som en lille motor under mine hænder.
Hun svøbte killingen ind og bar den ind i stuen.
Så! Tid til mad!
Den mætte kat lagde sig op ad hende på sofaen. Viktor tog mod til sig:
Hvordan gik det, Alma?
Hun sukkede. Det havde nok været lettere til morgen men hvorfor trække det ud:
Vi skal skilles, Viktor.
Hvad? Hvorfor i alverden?
Fordi jeg ikke får børn. Det er kun min skyld. Du skal nå at finde en anden og blive far du har stadig mulighed for det.
Han kiggede længe på hende, som om han så hende for første gang.
Nå, så jeg er en robot, du tror bare kan udskifte dig? Alma, du tænker slet ikke på, at jeg er her, fordi jeg elsker dig ikke fordi jeg skal have børn for enhver pris. For mig er det vigtigste dig, ikke nogen anden. Ærlig talt, det er jo besluttet så hvad er pointen med at diskutere det?
Han tog killingen og gik.
Jeg sover på kontoret i nat. Godnat!
Alma nikkede han forlod rummet, hun begyndte at tude. Alligevel sneg der sig en tvivl ind. Han sagde det nu, men hvad med om nogle år? Ville han så fortryde?
Tankerne holdt hende vågen hele natten. Hun vendte og drejede alt med Viktor og nåede frem til, at beslutningen var den eneste rigtige. Øjeblikkets ridderlighed risikerede at ende i livslang fortrydelse. Viktor ville nok aldrig indrømme det men han fortjente en reel chance.
Hun faldt i søvn mod morgengry, sammenkrøllet i lænestolen. Så ikke, at Viktor fodrede killingen og gik. Han lagde et tæppe over hende, og på bordet en seddel: Kommer hjem i aften vi skal snakke. Du slipper ikke for mig! Jeg elsker dig.
Killingen gloede, grøn som en eddikesprøjt.
Hvad så? Alma satte sig forsigtigt op, hele kroppen var stiv men hun kunne ikke lade være med at smile, da killingen fór mod køkkenet: Du lærer hurtigt, makker
Kaffen blev sat over, og midt i duften mærkede hun: i dag var hun lettere end i går. Var det Viktors seddel? Eller tiden? Svært at sige. Men tomheden var ikke den samme. Endnu var det kun en vagt anelse men måske, måske
Alma meldte sig syg og besluttede at tage en dag for sig selv. Bookede tid hos frisøren og til manicure, og gik uden paraply ud i silende regn.
Byen var druknet i øsregn. Biler sejlede gennem gaderne, hun var gennemblødt, da hun nåede ind. I salonens venteværelse drev hun igennem blade, indtil hun fik fat i et med emne om børn og moderskab ironisk, ikke sandt…? Tænk, at det lige var det blad, hun rakte ud efter. Hun bladrede lidt, stoppede ved en søger forældre-artikel, hvor en dreng med grønne øjne stirrede på hende. Hun fik en mærkelig fornemmelse, som om hun havde kendt ham før Som om noget uafklaret kaldte hun læste teksten under billedet.
Frisøren så sig omkring efter sin klient, men Alma var som sunket i jorden. Og bladet var også væk.
Viktor blev målløs, da Alma stormede ind på hans kontor og smed bladet på skrivebordet.
Se! Alma pegede ophidset på billedet.
Hvem er han?
Jeg ved det ikke, Viktor! Der står kun navn og alder Men se selv!
Hun hev ham op mod glasvæggen og holdt magasinet op:
Synes du ikke
Viktor kiggede først på billedet, så på sit eget spejlbillede de var identiske.
Ja, det er sgu mærkeligt Han læste videre. Er du sikker?
Nej! Jeg aner det ikke. Bladet er ikke engang nyt. Måske har han fundet familie allerede. Men jeg ser noget helt usandsynligt og jeg gider ikke vente mere på senere!
Halvt år efter hentede de Sander hjem fra børnehjemmet. To år senere fandt Alma en pige i et lignende blad og Maren blev deres datter. Hun var kun halvandet år og kendte aldrig andet hjem. Det gjorde Alma heller ikke hun blev alt for pigen.
Efter fem år mærkede Alma symptomer, hun tilskrev tidlig overgangsalder men lægen så mere forbløffet ud end hende:
Det mener De ikke! Alma måbede.
Så fik de lille Frida, til alles store forbløffelse.
Rikke nåede at se sit barnebarn før sygdommen tog hende året efter. Hun brugte al sin sidste tid sammen med børnebørnene:
I er min glæde Min livslykke
Da Alma senere ryddede op i sine forældres gamle lejlighed og hjalp sin far med flytning, fandt hun bagerst i klædeskabet en kasse. Hun åbnede og udbrød, og snart flød tårerne, så børnene blev helt forskrækkede.
Mor! Hvad er der galt? råbte Sander.
Men Alma hev de gamle støvler frem og græd, mens hun holdt dem tæt.
Hvorfor græder du, mor? Maren satte sig ned, ville se hende i øjnene, og endte med at klamre sig til sin mors hals og tude også.
Frida stemte i, og kun Viktor og Sander stoppede denne grådetrang.
Ro på hvad sker der?
Pigerne blev stille, vendte sig mod deres far nu var der ro på, ikke?
Det er mors støvler Hun gemte dem… Hele tiden! Forstod du det, Viktor?
Alma tørrede øjnene og så dybt i skabet. På hylderne lå hendes gamle udstyr, det hun ikke ville tage med, da hun blev gift for det passede jo ikke til moderne indretning. Mor havde passet på det hele. Lavendelpuderne duftede stadig, og det ubrugte sengetøj lå der, blonderne godt nok lidt gullige nu
Hvordan kan det være Man lever ikke længere men tingene findes stadig. Hvorfor gemmer vi altid til senere? Hvem ved, om det ever bliver brugt? Det er da fjollet og lidt trist.
Viktor gav hende et kram. Hvad kan man ellers svare?
Frida snurrede om sine mors ben, smilede med grønne øjne præcis som far og bror:
Mor!
Alma frøs og kiggede på Viktor han nikkede. Hun satte sig på hug:
Prøv at sige igen!
Mor! Frida kastede sig i armene på hende.
Sander og Maren klappede i hænderne.
Hun sagde det! Du vandt, far!
Så må vi i Zoo!
Hvornår? Maren sprang op og ned. I weekenden?
Hvorfor vente? Alma kyssede sin datter, nussedede næse med næse Man skal ikke udsætte det, man kan gøre nu. Vi kører!
Hun sendte et sidste blik til det spredte arvegods på gulvet. Det kan nu godt vente det vidste hun nu.
Bag rattet hørte hun børnene småslås på bagsædet og tænkte, at der findes ingen opskrift på lykke men måske kunne hun lære dem denne ene ting: Man skal ikke udsætte livet. For senere er et lunefuldt væsen. Når man tror, øjeblikket kommer, ændrer alt sig og måske kommer det aldrig.
Hvad med is?
Nu? Sander måbede. Mor, vi har jo ikke spist frokost!
Det skal vi nok nå. Nå, hvad siger I?
Ja! ungerne råbte i kor, og Viktor smilede.
Forkæler du dem, mor?
Naturligvis, far! Hvis ikke nu hvornår så?
