Jeg elskede aldrig min mand.
Og hvor længe var I gift?
Tja regn det ud selv, vi blev gift i 71.
Hvordan kan man være gift så længe uden at elske?
På kirkegården sad to næsten fremmede kvinder på en bænk. De havde gjort rent ved gravene hver for sig, men faldt så i snak.
Din mand? spurgte en kvinde i grå filthat og nikkede mod billedet på stenen.
Ja, det er min mand. Det er et år siden nu… Jeg kan ikke vænne mig til det endnu, savnet er uudholdeligt. Jeg elskede ham virkelig, hun tørrede øjnene med sit sorte tørklæde.
De sad tavse et øjeblik, indtil den anden sagde:
Jeg elskede altså aldrig min mand.
Kvinden med det sorte tørklæde så overrasket op:
Hvor længe var I sammen?
Tja, vi blev gift i 71, så… ja, mange år.
Hvordan kan det lade sig gøre, at leve sammen så mange år uden kærlighed?
Jeg tog ham faktisk bare af trods. Jeg var jo forelsket i en anden, men han valgte min veninde. Så tænkte jeg jeg gifter mig før dem! Og så var det bare Erling, der hele tiden gik efter mig, genert kunne slet ikke slippe mig, og så…
Og hvad så?
Åh! Jeg var lige ved at stikke af fra mit eget bryllup. Hele landsbyen festede, men jeg stod dér og græd. Tænkte, at nu var ungdommen forbi. Og brudgommen… åh, hvis jeg havde kunnet, var jeg løbet min vej. Lille og splejset, tyndt hår allerede og store ører, der stak ud. Jakkesættet hang på ham, som om det var lånt. Men han smilede, fuldstændig lykkelig og med øjne, der kun så på mig. Tænk… det var mig selv, der havde sat mig i den knibe.
Hvad skete der så?
Vi flyttede ind hos hans forældre. De dullede om mig som var jeg porcelæn. Jeg var jo god solid bondekone, kraftig, langt hår og stærkt bygget. Alle kunne se, vi ikke passede sammen. Hans mor vaskede endda mine sko hver morgen lille Erling fik ikke lov at røre noget, for moren bestemte det hele. Og jeg gik rundt og blæste mig op, brokkede mig og råbte endda ad hans mor. For inderst inde var jeg bare sur på mig selv. Jeg elskede ham ikke og hvem gider have en svigerdatter som mig?
Så kom Erling og foreslog, at vi skulle tage til Nordjylland på arbejde tjene penge og bo for os selv. Mig? Jeg var med på hvad som helst bare for at slippe væk jeg tænkte ikke længere end næsen rakte.
Der var brug for folk deroppe, og Erling fik arrangeret det. Vi blev sendt afsted, først til Aarhus, og videre derfra.
Kvinder i én vogn, mænd i en anden. Min madkasse havde jeg, men han havde ingenting. Jeg hyggede mig bare delte alt ud til de andre piger. Tænkte ikke på, at han sikkert sulter. Alt, hvad hans mor havde bagt, havde veninderne fået.
På stationen kom han løbende, sulten og spurgte efter mad og jeg blev flov. Sagde bare alt er spist. Og han så det, og sagde blidt, at det var fint, at vi havde haft det hyggeligt. Han løj for mig, så jeg ikke skulle have dårlig samvittighed. Så løb han tilbage til sit tog.
Han var ikke en, der bad om noget heller ikke hos fremmede slet ikke. Han ville bare gøre mig glad.
Vi ankom til byggeriet blev indlogeret i noget, der på dansk nok bedst kan beskrives som barakker. 35 kvinder i ét rum, mændene for sig. Midlertidigt, sagde de. Familier skulle få rum senere. Mig? Jeg ville bare være i fred. Jeg undgik ham, vendte altid ryggen, sagde jeg havde travlt. Pigerne bebrejdede mig: Det er for din egen mand, for pokker!
Han stod i timevis under mit vindue, ventede på at få øje på mig. Men jeg ville ikke engang hilse.
Så besluttede jeg at blive skilt. Vi fik aldrig børn, og de første to år var der intet, men af og til sov jeg dog hos ham, mest af medlidenhed.
Så dukkede Kristian op på byggeriet mørkhåret, høj, flot fyr. Arbejdet var hårdt, men vi havde sjovt dansk øl, appelsiner og pølser, vi aldrig før havde smagt, og ballet hver weekend.
Det var pigerne, der præsenterede mig for ham, og pludselig slog det klik. Jeg blev forelsket! Helt vildt. Erling blev ked af det og prøvede at tale mig fra det men jeg var himmelhenrykt, hovedet snurrede af kærlighed.
Jeg vil skilles, sagde jeg til Erling. Da fik vi endelig vores eget værelse, men jeg flyttede aldrig for alvor ind hos ham.
Men Erling var altid i nærheden. Gik jeg med Kristian, kunne jeg mærke Erling tæt på. Men jeg tænkte ikke meget over ham min verden drejede sig om Kristian.
Hvordan kunne han finde sig i det?
Han gjorde det jo, fordi han elskede mig. Men så blev Kristian sammen med Birthe fra regnskabet og forlod mig. Da jeg fortalte ham, at jeg var gravid, udskammede han mig endda foran de andre. Han kaldte mig klamrende, og sagde, at Erling var for svag til at sige fra.
De fortalte det til Erling folk elsker sladder, også i Danmark. Erling brød sammen, blev såret. Han endte endda i slagsmål med Kristian bag værkstedet. Jeg anede det ikke, før nogen fortalte mig, at han var på hospitalet. Da jeg kom derhen, skældte jeg ud på ham for hans dumdristighed. Men chaufføren, som kørte mig, tav, han dømte mig. Det kunne jeg godt mærke.
På hospitalet lå Erling med blåt og hævet ansigt, det var ikke til at kende ham.
Hvorfor gjorde du det? spurgte jeg.
Det var for dig!
Og dér, midt i det hele, tænkte jeg mest på mig selv. For gravide blev sendt væk fra byggeriet børn var ikke velkomne. Det betød: hjem til landsbyen, hvor man skulle forklare, at barnet måske ikke var Erlings. Og jeg vidste faktisk ikke engang med sikkerhed, om det var Kristians eller Erlings for jeg havde jo trods alt også været sammen med min mand.
Jeg gik alligevel på hospitalet med pakker til Erling. Ikke af kærlighed, men af pligt.
En dag, hvor han kunne støtte sig til krykker, kom jeg vi stod ved vinduet, han i hospitalspyjamas, lille og sørgmodig. Han sagde:
Lad nu være med at blive skilt. Vi rejser væk herfra, jeg tager barnet til mig som mit eget.
Hvorfor? spurgte jeg.
Fordi jeg elsker dig.
Tja, som du vil, sagde jeg.
Jeg gik min vej, selvom hjertet slog kolbøtter ved tanken om ikke at skulle hjem til landsbyen det var jo meget lettere at være sammen af hensyn til barnet.
Så flyttede vi til Sydfyn. Erling var stadig rolig, men på arbejdet bemærkede de ham. Han havde teknisk skole som maskinarbejder, så der blev brug for hans kunnen som formand for gravearbejdet. Han rejste rundt, og når han kom hjem, havde han altid gaver med til mig alt det bedste til mig.
Min kone er gravid, fortalte han stolt til alle, mens jeg gemte øjnene væk.
Jeg fik job som regnskabsassistent, og vi fik en god lejlighed.
Da barnet kom, så jeg med det samme, at det var Kristians mørkhåret og sortøjet. Erling sagde ikke en lyd, men smilede bare og tørrede en tåre væk, da han kom og hentede os på barselshotellet.
Mathias var hård at få han var urolig og syg. Forbandet burde jeg måske sige undfanget i synd, og han skreg og blev aldrig rask. Erling blev helt ødelagt, sov nærmest stående, men sagde aldrig et ondt ord.
Året efter fødte jeg så Marie, Erlings datter, opkaldt efter hans mor. Da begyndte jeg at forstå, hvor meget jeg havde såret hans forældre. Hans egen far døde kort efter, så det blev en slags trøst at opkalde vores barn efter farmor.
Erling betød intet for mig dengang ikke kærlighed, ikke had. Da børnene var små, tænkte jeg kun på at få hans hjælp. Han strøg, vaskede, lod mig sove ud. En gang skulle han til at vaske undertøj for mig, men jeg snuppede vaskebaljen fra ham hvad ville folk ikke sige? Chefen står der og vasker konens trusser! Men han sagde bare:
Vandet er iskoldt. Hvorfor skulle du blive syg, hvis jeg kan gøre det?
Han lod sig ikke kue. Men alt den kærlighed begyndte næsten at irritere mig.
Mathias, vores søn, var slem allerede som 13-årig. Jeg lærte hurtigt tilsynsførende politimanden at kende, for Mathias lavede ballade og stjal fra kioskerne. Erling kunne ikke sætte sig igennem, var for blid. Jeg tog bæltet, men Erling stoppede mig.
Så fik han et kursus i København. Vi boede i Aalborg nu en rigtig god lejlighed og jobbet sendte ham på kursus.
Sig, hvis jeg ikke skal tage af sted, sagde han. Men jeg svarede bare, at han skulle tage afsted.
Han rejste med tungt sind. Politimanden, Søren, dukkede hurtigt op og ville have mig til at skille mig af med Erling.
Men jeg…
Kvinden tav, tørrede blade væk fra bænken.
Hvad gjorde du? samtalen havde fået dem på “du”.
Hun så på mig, brynene trukket sammen.
Jeg tænkte og tænkte… Så kom der brev fra Erling, som jeg stadig har gemt. Ingen ved det, men jeg har det stadig. Han skrev, at han vidste, jeg aldrig havde elsket ham, men at han bare ville have, jeg var lykkelig. At hvis jeg skrev, han ikke skulle komme tilbage, ville han aldrig vende hjem. Han ville altid sende halvdelen af lønnen og ønskede mig alt det bedste. Ikke et ondt ord. Han tog al smerten på sig selv, og lod mig være fri.
Birketræernes blade raslede ned igen. En lun efterårsdag, himlen blå over Nordfyn. Kvinden med det sorte tørklæde tørrede øjnene.
Hvorfor græder du?
Åh ja… Livet er mærkeligt når man ser tilbage, så presser tårerne sig frem. Fortæl nu videre… Forlod du ham?
Jeg sov ikke om natten dengang. Mathias stak af hjemmefra, og jeg var fanget i mit eget liv. Brevet lå i mine hænder, altid. På fabrikken havde jeg en ældre kvindelig kollega. Hun sagde til mig: Du er dum, Lisbeth! Mænd som Erling burde man bære på hænder.
En morgen vågnede jeg og tænkte hvad er det, jeg driver med? Den mand har levet hele sit liv for min skyld, og jeg…
Jeg begyndte at mindes alt. Hvordan han havde gået efter mig, hjulpet mig. Da jeg engang blev alvorligt syg og blev opereret, stod han der, vågede over mig, ordnede alt til mig.
En dag fik vi byttet om på nogle pakker, der blev leveret med postflyet. I stormvejr blev de smidt i sneen og blandet sammen, og først hjemme opdagede vi fejlen. Han insisterede på at gå igennem stormen til nabobyen for at bytte pakken. Jeg bad ham blive, men han sagde bare: folk har ventet på den, og vi har jo hinandens pakker. Da han kom hjem, havde han forfrosne kinder og blev syg bagefter.
Og så gik det op for mig: jeg havde ikke brug for nogen anden end ham.
Et brev? Nej, hvordan kunne jeg nogensinde skrive mine følelser ned, efter så mange års kulde?
Men jeg vidste han havde besluttet sig for at forlade mig.
Det blev efterår, næsten som nu. Jeg fik børnene anbragt, ordnede alt, og tog toget til København.
Hele vejen sad jeg og længtes efter at se ham. Hans blik var i mine tanker kendt og trygt, som kun én, man virkelig har elsket. Ja, jeg elskede selv hans skaldede isse, ørerne, mavsen, alt…
Jeg fandt adressen på kollegiet, gik derhen, men de var til undervisning. Tog metroen, stod længe på trappen og ventede.
Da han kom ud med holdet, kendte jeg ham næsten ikke han så så bestemt, så voksen ud. Jeg blev frosset fast af bare kærlighed.
De gik forbi, men jeg sagde ikke noget. Så råbte jeg hans navn.
Han vendte sig, stoppede, så på mig, kunne næsten ikke tro sine egne øjne. Vi stod bare og så på hinanden, mens bladene raslede ned. Så løb vi begge mod hinanden. Hans taske røg på jorden, papirerne fløj rundt, men vi kunne kun holde om hinanden.
Hvad var der at sige?
Hans venner grinede og sagde: Det der, det er sand kærlighed! At være gift så længe og så genforenes sådan.
Kvinden med tørklædet grinede i tårer.
Så I elskede hinanden til det sidste?
Til hvilket sidste?
Altså, hun pegede hen mod graven det er vel ham der ligger her?
Nej nej… Det er vores søn, Mathias. Han døde ung. Kom aldrig på rette vej, sad endda i fængsel. Vi har lidt meget, Erling og jeg. Mathias drak sig ihjel.
Så din mand lever endnu? spurgte hun glad.
Ja, Gudskelov! Vi klarer os. Han kørte mig bare herud vi hjælper vores datter nu.
Netop da kom en godmodig, rund mand hen til os. Klædt i sort jakke og læderkasket, venlig og varm.
Træt, lille Erling? Kaffen står klar?
Han havde samlet redskaber sammen fra graven, men konen tog forsigtigt affaldsposen fra ham og bar den selv, bekymret for hans ryg.
Og de to gik arm i arm hjem ad den gule allé mellem gravene.
Før svinget standsede hun og vinkede han vinkede også.
Kvinden med det sorte tørklæde blev stående og så længe på sin mands gravsten, mens hun tænkte: Sandt menneskelig lykke findes ikke af sig selv. Det findes først, når man giver plads til det i hjertet. Lykken er kun én ting at elske, og at blive elsket.
Jeg, Erik Nielsen, har lært, at sand glæde vokser midt i det almindelige man finder lykken, når man tør tage den ind i hjertet.
