Hun tog med sig et fremmed barn fra fødeafdelingen for at redde det, men atten år senere bankede fortiden på døren og forvandlede hendes liv.
Det var en isnende novemberdag i 1941 i Danmark. Vinden peb mellem knaldfrosne, nøgne grene og rev det sidste skær af varme ud af den frosne jord. Vejen ud til hospitalet var knoldet og mudret, og hestevognen kørte sig ofte fast i de dybe hjulspor, der var fyldt med frossent vand.
Vi kommer aldrig hele vejen til hospitalet, hvilke elendige veje! snøftede Maren Steffensdatter og tørrede tårerne væk fra sine røde kinder.
Vi kommer igennem, Mette, bare hold ud, svarede hendes mand, Theodor Peter Andersen, mens han utålmodigt forsøgte at drive den slidte vallak fremad. Hans hænder var kolde som is, men grebet om tøjlerne slap han ikke.
I høet bag på vognen lå hans datter, en ung kvinde, tynget af smerter. Hun tryglede bare om, det snart måtte stoppe at lide var nogenlunde ubærligt for hende. Barneplejersken, de stolede så meget på, havde forvredet foden, og landsbylægen var blevet kaldt væk.
Tænk på barnet, på Leif og din mand, hviskede Maren og kærtegnede sin datters mave.
Jeg tænker altid på dem, mor.
Har du tænkt vælg navn? forsøgte Maren at aflede.
Leif sagde, hvis det blev en pige, skulle hun hedde Astrid, og hvis en dreng, Viggo.
Skønt, mit barn. Din far skal nok få dig sikkert frem. Se, fabrikspiberne nu er vi tæt på byen
De nåede omsider frem. Netop da de kom ind til hospitalets port, satte veerne ind, og snart var en spinkel pige født, der straks lod sin røst høre i stuen. Moderen, Katrine, smilede med tårer af glæde; al smerte forsvandt straks i lyset af kærligheden til den lille.
Astrid. Dit navn. Din far vender hjem og vinder freden for os. Du er vores håb…
Da sygeplejersken tog den nyfødte med for at undersøge hende, bad Katrine om et ark papir og en blyant for at skrive til sin mand ved fronten.
Sygeplejersken havde dog let til vrede og talte kort for hovedet.
Hvad er der med dig? spurgte Katrine forsigtigt.
I dag er ikke min bedste dag, muler sygeplejersken og smækker døren.
Da Katrine vendte tilbage til stuen, holdt den anden nybagte mor, en ung pige ved navn Ane, på at samle sine ting.
Bliver du allerede udskrevet? undrede Katrine.
Ja, jeg tager hjem, svarede Ane sagte.
Ane var nedslået. Hendes bevægelser var tunge, som om hun efterlod sit liv på bagtribben. Ti minutter efter kom sygeplejersken ind, kastede papiret til Katrine og forlod rummet medd et hidsigt smæk af døren.
Hun blev sendt hjem tidligere, og så skal jeg blive her? mumlede Katrine fortørnet.
Hun gik selv. Barnet lod hun her hun havde intet sted at tage hen med det, mumlede den anden jordemor.
Hvem var det hun fik?
En pige. Kraftig og sund hvad mere?
Tankerne svirrede om den efterladte pige, mens Katrine med nød og næppe skrev sit brev. Da Astrid kom tilbage til at spise, blev hun hurtigt hentet væk igen. På vej til aftensmad standsede hun foran en dør bag hvilken svag barnegråd klang. Inde lå ikke hendes egen datter, men den forladte pige.
Hvad laver du her? vrissede en ældre barnepige.
Jeg syntes, det lød som min datter græd. Skal man ikke få en mor ind til den lille?
Den har ingen mor. Hun gik. Her græder de alle på skift barnet savner varme og mælk. Gå nu ud.
Katrine gik, men kunne ikke slippe synet af det overladte barn. Næste morgen hørte hun atter gråden.
Må jeg give hende bryst? spurgte hun tøvende.
Ikke tale om! Hun vænner sig til dig, og hvad hjælper det, når hun skal sendes på børnehjem?
Børnehjem? udbrød Katrine forfærdet.
Katrine gik derfor direkte til overlægen, doktor Ditlev Funch.
Doktor, må jeg tage pigen til mig? Jeg kan opfostre hende. Har masser af mælk. Det bliver én bekymring mindre.
Du mener det?
Helt og fuldt, svarede Katrine.
Doktoren brummede et øjeblik og gav så grønt lys. Katrine gik lykkelig imod børneafdelingen og tog den forlatte pige op. Hun mærkede straks ømheden brede sig i sin krop, da barnet søgte hendes bryst og tryghed.
Alt bliver godt, lille ven. Jeg kalder dig Rosa. Astrid og Rosa to stjerner midt i vinterens mørke…
Om aftenen, da hestevognen igen ramte gårdspladsen hjemme, hilste Maren Steffensdatter hende:
Var det tvillinger, du fødte?
Ja, mor. To piger: Astrid og Rosa.
Så ens de er eller snarere ikke er!
Det er tveæggede tvillinger, forklarede Katrine, og løj for sin mor.
Theodor Peter tog Rosa varsomt og smilede varmt.
Jeg skal nok forkæle dig, lille ven.
Maren fnøs. Forkæler man piger, bliver de for lette
Der gik fem år. Pigebørnene voksede sig glade og raske. Katrine gjorde aldrig forskel på dem de var begge lige elsket, begge båret over hendes hjerte. Hun mindede ikke om, at Rosa egentlig ikke var hendes i blod, for i alt andet var hun hendes datter.
Så kom freden. Leif, hendes mand, var længe ventet og til sidst gik buddet gennem landsbyen. Soldaten kommer hjem! løb ungknægten Sten, der altid bragte nyt.
Katrine stod i haven, da Leif svingede ind ad porten. De omfavnede hinanden i glædestårer og straks spurgte Leif:
Hvor er mine piger?
Med farfar i æblehaven.
Sammen gik de og fandt Astrid og Rosa, to solbrune børn, der løb dem smilende i møde.
Livet gik videre. Efterhånden forsvandt Katrines forældre, og pigerne blev unge kvinder atten år gamle. Begge valgte at forblive i deres landsby og passe den æblehave, deres farfar havde elsket så højt.
Katrine mente, at nu måtte det snart være tid til at lade pigerne stifte deres egne familier. Rosa blev kurtiseret af Mads, traktorføreren, og Astrid stod i godt øje til Johan, landsbyens elskede håndværker.
En dag, lige inden solen gik ned over markerne, kom Lida løbende ind og råbte:
Mor, far, der er fremmede på gårdspladsen!
Gennem porten trådte en kvinde, Clara Holm, i københavnsk klædedragt næppe tilpasset landsbyens jord. Hendes ansigt havde noget velkendt over sig.
Er det dig, Katrine Petersen?
Ja, men hvem er De?
Jeg hedder Clara Holm. Jeg var på barselsgangen samtidig med dig den novembernat i ’41.
Katrine gyste.
Jeg er kommet for at møde min datter.
Leif stivnede.
Har din kone fortalt, at kun én af jeres piger er hendes?
Hun har selv været ærlig, det kan jeg prise min hustru for, rasede Leif.
Jeg må se min datter!
Du havde ingen plads til hende dengang, vrimlede det ud af Katrine. Hvordan kan du nu kræve hende tilbage? Jeg har opfostret hende som min egen!
Clara græd.
Jeg var forladt, skamfuld ung pige, og måtte rejse væk. Skæbnen var hård børn fik jeg aldrig igen. Alt jeg ønsker nu, er at se min datter.
Lida stod lamslået i døren hun havde lyttet med.
Hvem? spurgte hun.
Rosa hviskede Katrine.
Der udbrød tumult. Rosa flygtede væk, sønderknust over at have været holdt udenfor sin sandhed. Lida og forældrene kunne intet stille op.
Dage blev til uger, og Rosa sås ikke mere. Katrine sad ofte i æblehaven og græd.
Hun vender hjem, trøstede Leif, men sorgen vejede tungt.
En dag trådte Rosa ud fra træernes skygge.
Mor, jeg er hjemme, sagde hun bare.
Min kæreste, mine skatte! Katrine tog hende i favn, og Rosa græd frit.
Jeg savnede dig, Lida, Mads, æblehaven… Byen er ikke for mig. Jeg forstod, at mor er den, der vågede over mig, og ikke den, der fødte mig.
En uge efter lød der latter og musik under æbletræerne. Bryllupsfest for både Astrid og Johan, samt Rosa og Mads. De unge brude strålede i hvide kjoler, og fællesskabet bandt landsbyen sammen under lyse, danske sommerhimler.
Clara Holm vendte aldrig tilbage, og Rosa gemte mindet langt væk. For en mors rolle bæres ikke i blodet, men i det bankende hjerte, i de søvnløse nætter, i glæden og sorgen, man deler med sit barn. Det var kærlighedens og trofasthedens egentlige arv.
