Her til morgen fødte en 18-årig pige en lille pige. Hun skrev under på et stykke papir, ringede efter en taxa og forlod fødeafdelingen uden så meget som et blik tilbage. Hun anede ikke, at der ventede den lille en sand overraskelse indenfor murene.
Min mand, Mads, og jeg kørte til Rigshospitalet senere samme dag, vores hjerter var ved at sprænges af forventning ved tanken om at få vores fjerde barn. Vores familie er efterhånden en mindre flok, og stemningen kan indimellem minde lidt om en børnehave i myldretiden.
Vores andet og tredje barn er tvillinger, hvilket kom som en kæmpe overraskelse især da der aldrig har været tvillinger i hverken Mads eller min familie. Siden dengang har vi haft et fast indslag ved middagsbordet: Hvad nu hvis vi får tvillinger igen? Jeg kan godt afsløre, vi var nervøse hver gang, scanningsjordemoderen så ekstra grundigt på skærmen!
Mine forældre blev målløse, da de hørte om det nye familiemedlem på vej og tilbød straks al hjælp, de kunne svinge op med. Allerede ved anden scanning fik vi dog lovning på, at der kun var én baby denne gang.
Til sidst meldte vores fjerde lille ninja sig uden det vilde drama ganske alene og velsignet normalt. Spænding blev afløst af lettelse. Vi rykkede ind på en hyggelig enestue, som Mads havde betalt for i god tid så var dén stress væk.
Et par timer senere fik jeg min datter til amning. Pludselig trådte overlægen ind med et ansigt, der kunne gøre enhver tiltrængt barselskaffe overflødig og sagde: Vi har fået et lille problem
Samtidig, den morgen, havde nævnte 18-årige født sin datter, skrevet under på papirerne og sat sig ind i en taxi. Efter fødslen havde hun stort set ikke kunnet gå, men var tydeligvis opsat på ikke at blive et minut længere. Vi måtte lade hende tage afsted.
Den lille pige blev født sund og nydelig. Jeg kan huske, jeg tænkte: Du drømte jo om flere tvillinger Skal vi ikke bare tage hende med hjem?”
Vi kan jo skrive, det er din. Bare lidt kreativ kontorarbejde. Men så snart tanken strejfede mig, kunne jeg næsten høre det danske retssystems løftede pegefinger: Nej, ikke lovligt. Og jeg ville jo ikke have, at hun endte på et børnehjem det gør mig helt knust at tænke på. Men at adoptere officielt kan tage månedsvis, og der er ingen garanti for, det lykkes. I mellemtiden ville babyen ende på en institution. Typisk system.
Jeg blev faktisk ret chokeret over at stå i sådan en situation. Jeg kendte hovedsygeplejersken, Kirsten Mikkelsen, særdeles godt. Hun er den type, der både kan sy en solid operationsknude og bage verdens bedste brunsviger til personalemøderne. Måske var det derfor, hun valgte at involvere mig i det her svære dilemma.
Sagen var: Den unge mor valgte at tage hjem straks efter fødslen. Babyen var sund, men havde brug for omsorg. Adoption tager tid og har ingen garantier. Kirsten tilbød sin hjælp, udelukkende ud fra venlighed, hjerte og ren dansk hjælpsomhed.
Historier som denne minder os om, hvor snørklet og skrøbeligt livet omkring en fødsel kan være og at hjertevarme nogen gange er vigtigere end stive regler.
For at runde af: Enhver fødsel er et mix af håb, angst og konfetti i sjælen. Nogle gange tager livet virkelig nogle krøllede omveje, hvor vi danskere må stå sammen, når moder natur og bureaukratiet går lidt for meget hånd i hånd. Denne rørende fortælling går lige i hjertet og får én til at sætte ekstra pris på lidt almindelig menneskelighed dér, hvor det virkelig gælder.
