Jeg havde mistet min pung. Jeg fik den tilbage af en mand, hvis ansigt jeg kendte fra gamle familiebilleder. Men ingen havde nogensinde fortalt mig, hvem han egentlig var.
Det var i Fields, jeg mistede pungen. Først da jeg kom hjem til lejligheden på Amager, opdagede jeg det febrilsk gennemrodning af min taske, lommerne i min jakke, bilen. Ingenting. Kort, sygesikringsbevis, kontanter alt var væk. Jeg meldte det til politiet, spærrede mit Dankort, vred og chokeret over min egen forglemmelse.
To dage senere ringede dørtelefonen. “Fru Astrid Møller?” spurgte en lav, mandestemme. “Jeg har noget, der vistnok tilhører Dem. Jeg fandt Deres pung. Må jeg komme op?”
Jeg gik ned ad trappen med hjertet hamrende. Foran døren stod en ældre mand, formodentlig i 70erne. Velklædt, lysegråt hår, blå uldfrakke. Han rakte mig pungen.
“Den lå på bænken ved indgangen til centret,” sagde han. “Nogen må have lagt den der.”
Jeg takkede ham og tilbød ham en kop kaffe.
Han rystede på hovedet. Men inden han gik, så han på mig med et mærkeligt intenst blik og spurgte:
“Hvad er Deres fornavn? Hedder De virkelig Astrid?”
Forvirret nikkede jeg.
Han smilede vemodigt. “Det tænkte jeg nok. De har samme øjne som Signe.”
Mit blod frøs til is. Min mor hed Signe.
“Undskyld kender De min mor?” Min stemme rystede.
Han tog et lille skridt tilbage. “Det burde jeg ikke Men jeg havde ikke regnet med, at De ville ligne hende så meget. Det må De undskylde.” Han vendte sig for at gå, men jeg nåede at sige:
“Vent venligst. Jeg har set Deres ansigt, siden jeg var barn. Det ligger i skuffen med de gamle billeder hos min mor. Hun sagde altid, det var en fra dengang. Men aldrig hvem.”
Han stoppede op. Sukkede tungt.
“Din mor og jeg vi var forlovede engang,” sagde han lavmælt. “For mange år siden. I 1972 skulle vi giftes. Men så skete der noget.”
Jeg sank en klump.
“Min far kunne ikke acceptere vores forhold. Familien pressede på. Jeg var fej. Tog til Tyskland og lod Signe blive alene. Da jeg kom hjem, var hun med en anden. Hun ville aldrig tale til mig igen. Det gik op for mig, at hun ventede sig, men ingen ville sige, om det var mit barn”
Stilheden stod tyk mellem os.
“Hvad gjorde De så?” spurgte jeg til sidst.
“Jeg tog ud til huset én gang. Så jer ud gennem vinduet. Du var måske tre år. Du lignede hende. Men jeg flygtede. Blev bange. I årevis holdt jeg øje på afstand. Så dig én gang ved kirkegården. Det lyder skørt, jeg ved det. Men jeg ville ikke forstyrre dit liv.”
Jeg anede ikke, hvad jeg skulle svare.
“Så vil De sige, at De måske er min far?”
Han nikkede. “Jeg ønsker ikke noget fra dig. Jeg ville bare vide, om du er lykkelig.”
Vi blev siddende længe og snakkede. Om længsel, fejl, om hvordan én fej beslutning kan ødelægge et liv. Da han gik, lagde han et telefonnummer og en kuvert på bordet. I kuverten lå et gammelt billede: min mor og ham selv, unge og forelskede, med armene om hinanden. Bagpå stod der med sirlig skrift: “Altid B. 1971”.
Der gik flere uger. Jeg fik lavet en DNA-test. Den viste, at han var min far.
Jeg har kun fortalt det til min mand. Min far, ham der opfostrede mig, døde for år tilbage, og min mor hun tog sin hemmelighed med sig. Men nu forstår jeg mere. Jeg ved, at kærlighed også den tause sætter sine spor. Nogle gange i en skuffe. Nogle gange i blikket på en fremmed, der mange år senere dukker op med din pung og din fortid.
