Hemligheden
I en lille landsby i Midtjylland, hvor markernes grønt strakte sig så langt øjet rakte, boede en pige ved navn Mette. Hendes mor, Elin, havde et hjerte der bankede for det overnaturlige, og en dag tog hun Mette med hen til landsbyens spåkone, Tove.
Tove lagde kortene ud på det slidte køkkenbord og sagde med dæmpet stemme:
Din pige, hun får et lykkeligt liv. Alt vil gå hende vel. Men en mand, nej, det ser jeg ikke ved hendes side.
Mette var kun ti år, og selvom hun egentlig ikke forstod betydningen, bed hendes mors og Toves ord sig fast.
Årene gik, og Mette blev til en flot, høj, lyshåret ung kvinde. Alle egnens drenge blev betaget af hende, men Mette bandt sig aldrig. Hun havde sine små forhold, men ingen slog rod.
Efter folkeskolen blev hun i byen, selvom hun sagtens kunne være kommet videre. Hun fik job på mejeriet, hvor folk hviskede om, at hun måske havde en affære med en af ledere, men ingen havde set dem sammen.
De ældre kvinder advarede altid nye medarbejdere:
Pas på, Mette, bliv ikke hængende her. Lige pludselig er livet gået. I Aarhus, dér ville mændene stå i kø efter en som dig!
Mette smilede bare og sagde ikke meget.
Så, pludselig var der sladder i landsbyen: Mette var gravid!
Hele byen var på den anden ende. Hvem kunne faderen være? Der blev gættet og diskuteret, men ingen vidste det.
Elin, Mettes mor, tøvede ikke:
Det skulle du aldrig have gjort. Nu har du bragt skam over os. Du finder selv ud af det. Du kan ikke regne med mig mere. Find ud af hvor du vil bo du har én måned.
Det er fint, mor, svarede Mette roligt. Jeg skal nok klare mig. Men lad være med at bede mig komme hjem igen bagefter.
To uger senere havde Mette købt et lille bindingsværkshus ude ved engen. Folk sagde, hun havde gjort et kup ejeren skulle flytte til København, så hun fik huset til ingen penge. Hvor Mette havde fået selv de penge, var der ingen der vidste.
Snart begyndte vidunderlige ting at ske. Huset fik nye vinduer, haven blev indhegnet med et sortmalet træhegn, og nede i gården dukkede en moderne brønd op. Folk kom kørende og arbejdede hurtigt og diskret.
En dag kom fragtmanden med store kasser fyldt med hvidevarer og et par nye møbler. Mette gik rundt og smilede, og gjorde slet ikke indtryk af en forladt og ulykkelig ung kvinde.
Efteråret bragte Mettes første barn, Alexander. En blå barnevogn stod stolt ude i gården. Mette kom sig hurtigt, strålede af smil og gik altid i velklædt tøj. Hver dag gik hun gennem byen med rank ryg, som om intet kunne slå hende ud.
Derhjemme havde hun hænderne fulde: et spædbarn, havearbejde, brændeovn der skulle passes, indkøb, og tøjvask i det uendelige. Men Mette klagede aldrig. Hun havde altid været flittig og tog det hele i stiv arm.
Sympatien voksede blandt kvinderne i landsbyen, og efterhånden tilbød de at passe Alexander, når hun skulle ordne ærinder. Nogle hjalp med at ordne haven, en mand her og der hjalp med at grave bede. Men som regel klarede Mette det selv.
Da Alexander var to, kom en nabo løbende over til en anden:
Har du set det? spurgte hun med ophidselse.
Hvad da? lød det.
Mette venter børn igen!
Sladderen begyndte fra nyt. Men intet spor ingen havde set hende med nogen mand.
Mette ignorerede snakket. Levede sit eget liv. Nu fik hun også bygget en lille sauna ude i gården, og til manges forbløffelse blev der lagt fjernvarme ind, fordi installatørerne havde vej forbi. Endnu en investering dukkede op et moderne drivhus i haven.
Folk undrede sig: Hvordan har en enlig kvinde råd til alt det? Har hun mon en hemmelig elsker med magt og indflydelse? Men Mettes hemmelighed forblev forseglet.
Endnu en blå barnevogn dukkede op, da lille Emil blev født. Og to år senere igen, lille Mads.
Ingen vidste nogensinde, hvem fædrene var. Nogle lo af hende, andre blev imponeret over hendes styrke, og visse brugte hende som advarsel overfor deres egne døtre.
Elin kom aldrig forbi, mødte ikke sine børnebørn, og Mette gik fortsat igennem byen med stolthed.
Tiden gik. En dag standsede en blank, sort bil foran Mettes lille hus. Ud steg Torben Andersen, direktøren for mejeriet altid respekteret i byen med en enorm buket blomster. Han gik ind i huset, og snart stimlede nyfigne naboer sammen udenfor.
Folk hviskede:
Hvad sker der? Hvorfor er Torben her midt på dagen med blomster til Mette?
Især fordi, at Torbens kone, der havde ligget syg i mange år, var død året før. Han havde aldrig svigtet hende, altid selv hjulpet og passet.
Da Mette og Torben trådte ud sammen, stod en hel flok og så på. Torben lagde armen om hende og kyssede hende foran alle, før han højt og tydeligt sagde:
Mette har sagt ja til at gifte sig med mig. Sammen med vores sønner inviterer vi jer alle til bryllup.
En trykkende stilhed bredte sig og så strømmede lykønskningerne ind, da folk pludselig så ligheden mellem de små drenge og Torben…
Efter et festligt bryllup flyttede Mette og børnene ind hos Torben. Hele landsbyen hjalp til med flyttelæsset.
Et år senere kom den lille, længe ventede pige en sjælden, skandinavisk smuk og stærk pige, de kaldte Astrid.
Ja, så kan man tro om spåkoner, hvad man vil.
