Hvorfor er du overhovedet kommet til mig, mor? Du har jo altid hjulpet Anne, så nu kan du bare spørge hende om hjælp! sagde min søn til mig. Kristian tilbød mig ikke engang at komme indenfor, han stod bare i døråbningen, talte køligt og kiggede på mig, som om jeg var en fremmed.
Søn, vil du virkelig ikke lukke din egen mor ind i dit hjem? Jeg kunne ikke holde tårerne tilbage og begyndte at græde.
Mor, jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor du altid skal være så sentimental? Jeg har altså travlt og kan ikke bruge tid på tomme snakke, sagde han og var ved at smække døren i, men så lød min svigerdatters stemme inde fra gangen.
Kristian, hvem er det du taler med? spurgte Clara, mens hun trådte ud i gangen.
Mor, er det dig? sagde hun overrasket. Hvorfor står du dog herude og fryser, kom dog ind for pokker!
Kristian sukkede tungt, vendte om på hælen og gik, mens jeg glædede mig over, at Clara bød mig indenfor. Jeg skyndte mig at tage skoene af og mærkede, at jeg endelig havde noget vigtigt at tale med dem om.
Jeg har faktisk gjort min søn uret, det går først rigtig op for mig nu. Jeg har to børn: min søn Kristian og min datter Anne. Men det endte med, at al min hjælp gennem hele livet gik til Anne, og jeg glemte Kristian fuldstændigt.
Jeg bildte mig ind, at han nok skulle klare sig han virkede jo stærk og handlekraftig, men i virkeligheden var det slet ikke sådan. Han klarede alt på egen hånd, men mest for at bevise overfor mig, at han netop kunne uden min støtte og især uden mine penge.
Penge havde jeg ellers, for jeg har arbejdet i udlandet som au pair og rengøringshjælp de sidste tyve år, men jeg sendte løbende kun penge hjem til Anne, og det fortryder jeg nu bittert. Ikke nok med, at hun aldrig rigtig satte pris på det, men da jeg selv havde allermest brug for hjælp, ville hun ikke vide af mig.
Dengang jeg rejste til Italien, var Kristian 18, og Anne 16. Børnene boede hos min mor, for deres far havde for længst stukket af, og vi havde nærmest ingenting. Det var kun derfor, jeg tog arbejdet i udlandet det var vores eneste chance for at overleve.
De første euro, jeg tjente i Italien, gik direkte til at fikse vores hus hjemme, så vi endelig kunne få rindende vand og ordentlige toiletforhold noget, mor var lykkelig for.
Senere sagde Anne, at hun ville giftes. Jeg syntes nok, 19 var tidligt, men jeg blandede mig ikke. Hendes mand var fra vores by, og de flyttede hjem til os.
Kristian kunne slet ikke med svigersønnen, så lidt efter fik han selv kæreste på og flyttede hjemmefra. Min svigerdatter, Clara, voksede op på børnehjem, havde ikke mange midler og fik en lille kollegieværelse af kommunen, som de to slog sig ned i.
Anne mente, det var helt naturligt, at jeg skulle sende alle penge til hende:
Mor, jeg er jo den, der bor her, så selvfølgelig er det mig, du skal støtte, sagde hun.
Kristian sagde aldrig noget om penge, og jeg nøjedes derfor med at sende alt, hvad jeg tjente, til Anne. Hun købte, hvad hun havde lyst til, og Kristian passede sig selv og hans lille familie.
Så skete det, at min mor døde. Kort efter ville Anne skilles. Hun har altid været stædig som bare pokker; har hun sat sig noget i hovedet, rykker hun sig ikke.
Hvad vil du så gøre nu? spurgte jeg hende.
Jeg tager med dig til Italien, svarede hun uden at kny.
Vi tog begge derned, men Anne kunne absolut ikke holde til det hårde arbejde. Hun gjorde rent en smule, men det hele blev hurtigt brugt på husleje og mad.
Jeg passede et ældre ægtepar og boede hos dem, så det var ikke de store udgifter. Men Anne snuppede hver måned min løn, fordi hun insisterede på, at vi skulle have vores eget sted i Italien.
Hun fik mig overtalt til at sælge huset hjemme i Danmark, for så kunne vi jo hurtigere købe en lejlighed i Italien, sagde hun.
Selv med pengene fra huset var det stadig ikke nok. Det meste brugte vi op, resten ville hun låne i banken, men inden lånet blev til noget, fandt hun sig en mand i Italien, og han betalte det sidste, så de kunne flytte i deres lille lejlighed.
Alt imens tænkte jeg ikke så meget over fremtiden, men det skulle jeg have gjort. For pludselig blev jeg syg og kunne ikke arbejde mere. Ifølge aftalen skulle jeg jo så flytte ind hos Anne, men da jeg spurgte, afviste hun mig straks og sagde, at de ikke havde plads jeg måtte bare blive rask og arbejde videre.
Jeg gad ikke høre mere, pakkede mine ting og tog til Danmark. Men da vi havde solgt huset, var der nærmest kun en lidt stor mark tilbage, næsten en hektar, uden nogen bolig på. Den kunne man enten sælge, eller begynde at bygge på men hvor skulle jeg få penge fra?
Så jeg samlede mod til mig og bankede på hos Kristian. Jeg havde brug for hans hjælp til at sælge jorden, måske også til meget mere men jeg kunne ikke rigtig forestille mig, hvordan det hele skulle ende.
Kristian var virkelig såret over, hvordan tingene var blevet, og havde ikke lyst til at se mig, men Clara ikke bare lukkede mig ind hun fandt faktisk også på en løsning.
Mor, vi leder faktisk selv efter en grund, vi skal til at bygge hus. Hvis du gerne vil, kan vi begynde at bygge på din jord, og når vi en dag står færdige, kan du sagtens bo hos os, foreslog Clara.
Kristian brokkede sig lidt, men faktisk kunne han godt se idéen, og inden aftenen var gået, glemte han alt om at være sur.
Clara ville ikke høre tale om, at jeg skulle tage væk igen hun diskede op med aftensmad, redte en seng til mig, og næste morgen ville hun tage med mig til lægen.
Hvorfor gør du egentlig alt det her for mig? spurgte jeg Clara.
Fordi jeg aldrig har haft en mor før og nu har jeg én, smilede hun.
Sådan gik det. Min egen datter ville ikke vide af mig, men min svigerdatter tog mig til sig og gav mig et hjem.
