Min svigerfar troede, at vi ville blive ved med at tage os af ham.
Min mand voksede op i et varmt og kærligt hjem i Aarhus. Da hans far var 57, mistede han desværre sin konemin mands morefter et langt ægteskab. Sorgen var voldsom, og tabet tynget ham dybt. I et øjeblik af empati besluttede vi os for at sælge hans lejlighed, fordele pengene og give ham mulighed for at bo hjemme hos os i vores villalejlighed i Hellerup, indtil han kunne finde ro.
Familien samlet omkring middagsbordet med lune frikadeller og samtaler gjorde ham godt til at starte med, og vores tanke var, at han ville blive boende i et halvt århøjstså han dernæst kunne få sit eget sted igen. Men han blev bare hængende. Han nød at være omgivet af vores stemmer, duften af friskbagt rugbrød og samtalerne om aftenen. Men han lagde aldrig en krone til husholdningen. For el, varme, indkøb og fællesudgifter bidrog han ikke med én eneste dansk krone. Jeg lavede mad, vaskede hans sokker, sørgede for hans værelse. Han gik kun på arbejde, kom hjem og nød detsom var hver dag en lang ferie.
Sådan boede han hos os i hele 11 år. Over tiden begyndte han at belære os om alt, korrigere måden vi anrettede frokosten, og fortælle, hvordan vi burde gøre tingene i hjemmet. Han lagde nye regler, og stemningen føltes tilsidst tæt og tung. Jeg følte min tålmodighed begyndte at slippe op.
Vi tog til sidst beslutningen og fandt ham et fint rækkehus lige uden for byen, tæt på grønne områder. Han er sund, vital og stadig i sin bedste alder. Han kan sagtens klare sig selv. Vi betalte for det hele, sørgede for både internet, møbler, ja selv nyt kaffestel og lavede en varm velkomst.
Men straks begyndte min svigerfar at fortælle historier om ondt i hjertet, mærkelige fornemmelser og utryghedalt sammen for at få lov til at komme tilbage til os. Men jeg kan ikke mere. Jeg drømmer om ro og tid alene med min nærmeste familie. Jeg er træt. Udkørt. Hvad skal jeg gøre?
