Altså, nu skal du bare høre, jeg tænkte på den sommer, hvor Stine tog sin kæreste med ud til forældrene på landet og så havde han altså lige et krav til hende
Mikkel, den lille gut, han så rutebilen dreje ind på den hullede grusvej, og så slap han bolden og spurtede mod stoppestedet alt, hvad benene kunne bære. Skjorten baskede åben, det lyse hår flagrede i vinden.
Moster! Moster er kommet! det var det eneste, der løb rundt i hans hoved, mens han løb. Men Stine kom ikke alene ud af bussen ved siden af hende var der en halvskaldet mand, lidt til den runde side, i lys jakkesæt. Han gik ivrigt ved siden af Stine, vejtasken i hånden, og lignede mest af alt sådan en chef-type. Mikkel kom løbende og fik fat i sin mors hånd, helt glad og storsmilende.
– Hej, min skat, sagde Stine, der dånede ned for at kysse Mikkel i håret. Davs, bølle! lød det fra manden, som med en stor lab skubbede kærligt til Mikkels hår, så han nærmest kom lidt ud af balance.
– Kom indenfor og sæt jer til bords, smilede farmor Birgit, Stines mor, og gjorde klar ved det bugnende bord.
– Mange tak, mange tak, fru Birgit, sagde Ib, som Stines kæreste hed, mens han så sig omkring på alt maden.
– Ja sådan er det altså det er fandme landliv! sagde han, pegede lidt overbærende på flæskestegen og sildene. Inde i København? Man nærmest tigger sig til bøf alt på rationering, men her, virkelig folk de producerer selv, kød og det hele.
– Og mælk, fløde, rabarber fra haven, næsten nynnede Birgit, og en god bakke kartofler.
– Så længe vi orker, kører vi vores eget show, indskød far, Erik, en fåmælt, slank mand, som hele sit liv havde kørt mejetærsker på godset.
– Jo jo, vi kan os, selvom man skal have varekuponer i byen, praler Ib, skæver til sin temmelig glinsende isse jeg får også lidt lækkerier fra min søster, arbejder ude på lageret, så kan jeg give Stine lidt ekstra godt.
Mikkel betragtede Ib lidt skeptisk og overvejede, hvordan han kunne finde en anledning til at nærme sig. Inde i byen gik Mikkel tit rundt i gården og kiggede på andre børns fædre. Han forestillede sig tit hvordan det måtte være at have sin egen far: måske som Christian fra klassen, måske som Julius far eller en helt tredje.
Og nu sad der pludselig en mand sammen med mor, og Mikkel tænkte, om det så var meningen, at lige netop HAN skulle være faren.
Han greb sin træsflyver, som farfar havde snittet den var bare så flot, vingerne slebet så det lignede et rigtigt fly gik hen til gæsten og sagde, lidt genert: Se, Ib, hvor den er sej!
Hva har vi her? Ib snuppede straks flyveren og med et ordentligt dask på propellen prøvede han at få den til at snurre. Den knækkede dog af og fløj hen over gulvet. Den er jo ikke meget for pengene, den der, sagde Ib og afleverede det lidt sjusket til Mikkel.
Mikkel samlede propellen op og kastede et sørgmodigt blik over på farfar.
Slap nu af, vi fikser den, sagde farfar roligt.
Ib er jo chef værkfører på fabrikken, sagde Stine for at ændre stemningen lidt.
Ib pustede sig lidt mere op. Jaja, det er helt korrekt.
Stine, 30 år og syerske, var så glad for at kunne fortælle at nu skulle hun også prøve at gifte sig, og manden var både voksen og sådan nogenlunde respekteret. Hun satte pænt nye kartofler og stegte rødspætter hen til Ib, fyldte på af det hele.
Senere, ude på trappen, strakte Ib armene og udbrød: Hold nu op, hvor er her skønt! Sikken luft!
Kan du lide det, Ib?
Ja for fanden!
Så puster vi ud lidt, hygger og i morgen tager vi hjem til København igen, og tager Mikkel med. Han skal jo have skoleuniform og det hele.
Øh, Stine, hvorfor tager du egentlig knægten med til København? Er der slet ingen skole her?
Jamen, kun de små klassetrin
Ja og hvad så? Han kan da sagtens tage et år her på landet, så kan vi hente ham igen. Vi får gjort lejligheden i stand, nyt møblement, det duer sgu ikke med alt det gamle bras du har.
Farmor Birgit blev nervøs, da hun hørte forslaget. Far Erik, der havde røvet et udtryk, begyndte at spille med overskægget som Mikkel kaldte det det betød han ikke var glad.
Nå, men Ib, man skal jo også lige snakke med skolen i byen, og Mikkel har alt sit tøj dér
Hold nu op, hvor svært kan det være at pakke lidt tøj? Kig dog ud her er luft, mælk, grøntsager knægten vokser som en mælkebøtte. I kan jo holde øje med ham. I byen kan vi jo ikke se ham for bare arbejde. Så det ikke en god idé, Stine?
Det var da lidt af en løsning, brummede Erik og snoede overskægget igen. Det lyder mere som et krav end et forslag, hvis du spørger mig.
Dagen efter prøvede Stine at forklare Mikkel hvorfor han ikke skulle med til byen, og han nikkede bare, men sagde ikke et ord. Da Ib og Stine skulle tilbage til bussen, var Mikkel sporløst forsvundet. Birgit ledte i laden, på loftet, ja selv ude ved cyklerne væk var han.
Han er da lige her for lidt siden? Cyklen står her jo også.
Han skal nok dukke op, var Ibs indstilling, som bare vinkede det væk.
Stine kiggede sig bekymret omkring i gården. Imens gemte Mikkel sig i brændeskuret, han kunne lige se det hele igennem sprækken. Han havde egentlig lyst til at løbe ud og kramme sin mor, men holdt sig tilbage. Det hele forandrede sig nu han var pludselig blevet for meget, nu hvor den skaldede mand dukkede op.
Han sad alene i tårer og krammede sit ødelagte fly. Han var ellers ikke pivet ikke engang da farfar havde givet ham én, fordi han havde taget båden ned ad åen uden lov. Han vidste, farfar slog kun med retfærdighed, aldrig for sjov. Men nu, uden at nogen havde løftet en finger, løb tårerne alligevel, og han tørrede dem væk med knyttede hænder, som om han kunne gnide følelsen væk.
Der er du jo! udbrød farmor, da Stine og Ib var kørt. Græd ikke, skat moster kommer igen om en måned, som hun har lovet, og vi skal nok købe dig en fin skolebluse til første skoledag!
Mikkel kiggede bare ned, lyst hår over panden. Tænkte på vennerne fra byen, de hjemlige gader, og han længtes så ekstremt efter at komme tilbage dertil. Han havde det jo faktisk også godt her men det var bedst, når det bare var sommer, og han nød at være på landet med farmor og farfar og så tilbage til byen til efteråret.
Ugen gik, og med leg på den bagende gårdsplads blev tanken om at mor havde ladet ham blive straks lidt fjernere.
Så pludselig en dag stod Stine der igen. Birgit var lige ved at tabe spanden, da hun fik øje på sin datter.
Hold da op, vi ventede dig først om et par uger!
Stine satte sig, træt Jeg sagde en måned, men jeg er her nu allerede. Jeg vil have min dreng med hjem.
Men Var I ikke blevet enige om at lade ham blive? Eller har Ib ombestemt sig?
Det er mig, mor. Mig der har fundet ud af, at jeg bestemt ikke vil undvære min søn. Og Ib han er begyndt at smutte op til Lone, hende fra regnskabsafdelingen, går nu og bringer madvarer til hende hun har jo ingen børn. Mig har han sagt, at Mikkel er for meget bagage så måtte han sætte et krav: at jeg lod ham blive i landsbyen.
Birgit kiggede sørgmodigt på Stine hun ville så gerne, at datteren fandt lykken, men ikke med Ib.
Måske var det bedst sådan, du.
Det tror jeg virkelig, mor. Jeg henter Mikkel hjem, køber ham en ny skoletaske, følger ham til 2. klasse. Alt bliver igen som det plejer. Vi har nok ikke luksusvarer, men vi mangler ikke noget. Det jeg manglede det var en familie, én der var far for Mikkel, en mand til mig. Ikke flere tilbud fra lageret!
Pludselig stod Mikkel der. Overrasket stivnede han, og så løb han han havde helt glemt vreden direkte i armene på Stine.
Mooooar!
Åh, min skat! Hvor har jeg savnet dig! Nu tager jeg dig med hjem, det er snart skolestart.
Mikkel kiggede overrasket, som om det næsten var for godt til at være sandt.
Vi gør bare som vi plejer du går i skole, jeg hjælper dig med lektier, og du får lov at gå til fodbold, som du altid har drømt om.
Mikkel stuvede så meget i sin rygsæk som muligt, så mor ikke skulle slæbe alt det tunge.
Du må ikke tage alt med, Mikkel, det bliver for tungt.
Det går nok! Jeg er stærk!
Farfar og farmor fulgte dem helt ud til stoppestedet. Da bussen endelig kom, kørte den op med et dæk på den støvede rabat, og døren gik op. Mikkel fandt plads ved vinduet, vinkede til farfar og farmor til de var ude af syne.
Han sad med træsflyveren i hånden nu var den ordnet. Og så kiggede han hen på sin mor, og i det øjeblik vidste han bare: Nu var han på vej hjem. Og følelsen boblede i maven, sådan helt ind til hjertet lykkelig over bare at have sin mor ved siden af, det bedste i verden.
