Da jeg blev ældre, kom børnene i tanke om, at de stadig havde en mor men jeg vil aldrig glemme, hvordan de engang behandlede mig.
Da min mand forlod mig for en yngre kvinde, valgte børnene hans side. Han var jo respekteret direktør i et stort firma i Aarhus. I mange år hørte jeg intet fra dem, mens jeg sad ensom tilbage. Først for nylig, da min eksmand døde, fandt de ud af, at han havde overladt hele sin formue til sin unge nye hustru.
Nu kommer mine børn pludselig på hyppige besøg. Men jeg er ikke naiv jeg ved godt, hvad de er ude på. For kort tid siden begyndte min datter, Mette, forsigtigt at antyde, at jeg burde tænke på fremtiden på mit testamente. Ingen af dem ved, hvilket lille overraskelse, jeg har forberedt til dem. De finder først ud af det, når jeg ikke længere er her.
Årene gik, og jeg følte mig glemt af verden. Mine børn så altid på mig, som om jeg var en fremmed som talte vi ikke samme sprog. Skilsmissen fra deres far blev enden på vores nære forhold. De holdt med ham naturligvis, han var jo en betydningsfuld mand, og der var fordele forbundet med det. Jeg blev efterladt alene. Forladt som kone og glemt som mor.
Jeg hørte kun gennem gamle fælles venner, at børnene morede sig med deres far og hans nye hustru. De rejste sammen til sydlige lande, spiste middag på fine restauranter og lagde planer for fremtiden.
Jeg sad alene tilbage i min tomme lejlighed i Odense. Hver melding om deres sammenkomster føltes som små knive i hjertet.
På et tidspunkt indså jeg, at jeg måtte tage ansvar for mit eget liv. Jeg tog arbejde i udlandet og for første gang i mange år følte jeg frihed.
Da min arbejdskarriere sluttede, havde jeg råd til at forandre mit hjem. Da jeg vendte hjem, lavede jeg nyt køkken, købte moderne møbler og sparede lidt ekstra op til mine gamle dage.
Mine børn stiftede deres egne familier. Jeg hørte fra naboer og gamle bekendte, at de havde det godt store bryllupper, børn, festlige højtider. Men så en dag døde min tidligere mand pludseligt af et hjertetilfælde. Den unge hustru arvede alt, og mine børn stod tilbage uden noget.
Pludselig huskede de deres mor igen og begyndte at komme forbi med blomster, små gaver og søde ord. Jeg tog vel imod dem og smilede men indvendigt vidste jeg, at de havde deres egen agenda.
I dag er jeg 72 år. Jeg har det godt og er tilfreds med livet. Dog begyndte Mette for nylig at snakke om, at det nok var tid til at overveje et testamente. Ikke længe efter kom mit barnebarn, Freja, forbi hun var blevet gift året før.
Farmor, bliver du ikke ensom her alene? spurgte hun nysgerrigt.
Nej, jeg har det rigtig rart, svarede jeg.
Men lejligheden er jo så stor, fortsatte hun. Måske skulle min mand og jeg flytte ind hos dig? Så bliver der hyggeligt for dig, og vi slipper for at betale husleje.
Jeg smilede bare. Det var tydeligt, hvad de håbede på.
Hvem har sagt, at det skulle være gratis? svarede jeg roligt. Jeg ville nok give jer en god pris.
Freja blev forfjamsket. Hun havde nok forventet åbne arme og et: “Tag bare det hele, det glæder mig bare.” Men jeg havde en anden plan.
For flere år siden lavede jeg et testamente, hvor det klart fremgår, at min lejlighed skal sælges og pengene doneres til Børnecancerfonden.
Da min datter opdagede det, blev hun rasende. Hun ringede og råbte, at jeg var urimelig, at jeg tog fremtiden fra mine børnebørn. Sønnen, Henrik, forsøgte diskret at tilbyde, at jeg kunne flytte ind hos ham og hans familie. Men deres pludselige kærlighed rørte mig ikke.
Ville du have lukket din datter eller dit barnebarn ind, hvis du havde oplevet det samme? Jeg har lært, at sand kærlighed ikke kan købes eller tvinges frem. Det er vigtigere at leve sit eget liv med værdighed og huske på dem, der virkelig har brug for hjælp.
