5. juni
Man siger ofte, at folk bliver bedømt på deres udseende første gang, man møder dem. Men i dag oplevede jeg noget, der virkelig fik mig til at tvivle på, om det overhovedet er rimeligt eller endnu værre: hvor meget man kan miste af betydning, hvis man selv lægger vægt på det ydre.
**Scene 1: Pinlighed foran glashøjhuset**
Solen glimtede i ruderne på det nye, eksklusive kontortårn ved havnen i København. Jeg stod ved hovedindgangen, hvor Frederikke, med sin elegante taske og frakke, ventede. Hendes hele fremtoning emmede af de rigtige mærker og selvsikkerhed men hendes blik var alt andet end venligt, da hun så på mig. Mit arbejdstøj var beskidt, og der sad byggestøv på mine sko. Jeg havde min hvide sikkerhedshjelm i hånden.
Frederikke sukkede irriteret:
»Se lige på dig selv! Der er støv overalt. Jeg bad dig jo tage noget andet tøj på, når du kom forbi mit arbejde!«
**Scene 2: Rolig mod vrede**
Jeg mærkede ingen skyldfølelse. I stedet fejede jeg forsigtigt støvet af min slidte cowboyjakke og så på hende.
»Jeg kom direkte fra byggepladsen,« sagde jeg stille. »Vi har lige færdiggjort fundamentet.«
**Scene 3: Hård afvisning**
Frederikke trådte tættere på, sænkede stemmen og kiggede sig nervøst over skulderen, som om nogen af kollegerne skulle overhøre hende.
»Det er mig ligegyldigt. Du er bare en arbejder. Jeg har ikke lyst til at blive set sammen med en murer. Slet mit nummer.«
Hun vendte sig dramatisk for at gå, men netop da gled de store glasdøre op.
**Scene 4: Det uventede vendepunkt**
Ud kom Jesper, klædt i jakkesæt og med en iPad i hånden. Han gik direkte forbi Frederikke, som om hun slet ikke eksisterede, og henvendte sig til mig.
»Hr. Holm! Vente lige! Investorerne er klar til rundflyvningen over *dit* nye byggeri.«
**Scene 5: Sandheden kommer frem**
Frederikke stivnede. Hun vendte sig langsomt mod mig, og jeg kunne se, hvordan farven forsvandt fra hendes ansigt. Martin Holm. Ejeren? Hans navn på bygningen?
Jeg kunne ikke lade være med at smile indvendigt, mens jeg kastede min sikkerhedshjelm over til assistenten.
Frederikke trådte et skridt frem, hendes stemme sitrede:
»Martin… jeg… jeg vidste ikke, det var dit projekt. Hvorfor sagde du det ikke?«
Jeg så på hende ikke længere med varme, men med kold skuffelse.
»Jeg ville vide, om du så mig eller min stilling. Nu ved jeg det.«
Jeg rettede på jakken, som for hende for få minutter siden bare var tøj til skrald, og tilføjede: »For resten, drop at gøre noget ved mit nummer jeg blokerer dig selv. Ha en god dag.«
Jeg gik mod elevatoren med kurs mod taget, hvor lyden af helikopterens rotorblade allerede ventede. Frederikke stod alene tilbage på fortovet. Det gik op for hende, at den, hun lige havde afvist som murer, var hendes chance for ægte, fremtidig lykke.
Moralen? Bedøm ikke havets dybde efter skummet ved bredden. Bag snavsede støvler kan der gemme sig en mand, der bygger København. Og bag en dyr habit kan der sagtens kun være tomhed.
