– Jytte, må jeg komme ind? spørger hendes ene souschef, mens han tøver i døren til direktørkontoret på fabrikken.
– Selvfølgelig, Henrik, kom bare indenfor, svarer direktøren effektivt og nikker. Nå, hvordan går det så i dag?
– Hvad mener du? Hvor henne?
– På afdelingen.
– Åh, på afdelingen. Der går det fint. Hvorfor spørger du?
– Hvorfor? Du er jo kommet herind sikkert ikke bare for at sludre. Har du noget på hjerte?
– Jo, jeg har faktisk noget, jeg gerne vil tale med dig om, svarer Henrik med et bekymret blik. Eller rettere, jeg vil bede om noget.
– Bede om noget? Jyttes øjne hviler undersøgende på den ellers så nydelige mand, og hun ryster let på hovedet. Åh, Henrik, du har nu gået rundt og virket lidt mærkelig på det sidste.
– På det sidste?
– Ja, du virker så bekymret. Som om der er noget galt derhjemme. Er alt okay i familien?
– Tja Henrik sukker tungt. Hvis du ikke hjælper mig nu, bliver alting snart meget værre derhjemme. Jeg har brug for et lille papir fra dig.
– Et papir? Jytte ser nysgerrigt op. Jeg forstår ikke, hvad du mener. Hvilket slags papir?
– Jeg kan godt se, at det lyder tosset, men Henrik trækker ansigtet sammen som i en tragedie jeg har ganske enkelt brug for et brev fra dig. Til min kone.
– Hvad? Jytte kan ikke lade være at spærre øjnene op. Et brev til din kone? Hvad går det ud på?
– Et slags bevis på, at der ikke har været, og ikke er, noget mellem os.
– Hvad for noget?
– At vi aldrig har haft intime relationer. Som mellem en kvinde og en mand.
– Er du blevet vanvittig? Jytte bliver helt bleg, mens ordene glider ud. Eller forsøger du bare at gøre nar af mig?
– Hvis bare Men du forstår ikke, hvor meget det betyder. Min kone er overbevist om, at vi har en affære. Og vores familieskæbne afhænger af din underskrift og stempel.
Jytte sidder et øjeblik målløs med åben mund, inden hun forsigtigt spørger:
– Er din kone blevet helt skør? At kræve sådan et papir fra sin mand Noget så bizart har jeg aldrig hørt om før ikke engang i en DR-serie.
– Jeg ved det! udbryder Henrik næsten bedende. Men jeg er magtesløs. Du ved, vi har børn. Hun siger, at hvis du ikke skriver under på, at vi bare er chef og souschef, så vil hun skilles. Og tage børnene med hjem til sin mor i Aalborg. Og det, Jytte, det er enden på verden, som jeg kender den. Så jeg beder dig skriv nu bare det papir.
– Hør nu, Henrik! Jytte kan næsten ikke tro, at det her sker. Hvorfor har din kone fået den idé i hovedet, at der skulle være noget mellem os? Jeg har aldrig mødt hende, og der kan umuligt være læbestift på din skjorte fra mig. Hvor får hun de tanker fra?
– Fra den her Henrik roder i jakkens inderlomme, fisker mobilen op og viser hende et billede. Min kone så det her billede, og så gik det hele galt.
– Nå? Jytte betragter billedet, hvor hele ledergruppen fra fabrikken står skulder ved skulder. Jeg har da også det foto. Det er fra dengang, vi fik ros fra kommunen for vores indsats.
– Præcis, siger Henrik med et skævt smil. Men vi står lige ved siden af hinanden, og jeg har hånden på din skulder.
– Ja, fordi der ikke var meget plads, og vi alle skulle være med på billedet!
– Ja, men se på din hovedstilling der. Anne siger, at kun en forelsket kvinde lægger hovedet på en mands bryst på den måde!
– Hvad?! Jytte spærrer øjnene op. Hvilke forelskede kvinder?! Har din kone ikke øjne i hovedet? Jeg læner hovedet ind fordi jeg ikke ville have, at blomsterbuketten, som Lise står med, skulle dække mit ansigt!
– Jeg har også forsøgt at forklare det, men jo mere jeg forklarer, jo mere mistænksom bliver hun. Uden dit brev er jeg fortabt, det lover jeg dig.
– Men altså så langt ude kan man da ikke leve? Jytte ryster igen på hovedet. Er du virkelig så under tøflen, at du er bange for din kone som pesten?
– Ja, jeg er under tøflen, hvisker Henrik lavmælt, men tydeligt nok til, at Jytte hører det. På grund af mine børn. Jeg kan ikke leve uden dem. Kan du forstå det?
– Det er helt sindssygt, mumler Jytte utilfreds og rækker ud efter et stykke papirer. Nå, hvis du absolut skal bruge en erklæring Så dikter.
– Ja, mumler Henrik. Skriv: Jeg, Jytte Rasmussen, kan bekræfte, at jeg slet ikke kan udstå min souschef Henrik Mikkelsen.
Jytte sender ham et undrende blik, men han beroliger hende med en håndbevægelse.
Skriv det bare. Og tilføj: Ja, faktisk hader jeg ham.
– Hader? Jytte protesterer straks. Det kan jeg da ikke skrive! Hvordan skal vi arbejde sammen, hvis jeg på papiret hader dig?
Så skriv: Jeg hader ham som mand. Og jeg kunne aldrig drømme om at gå i seng med ham, ikke engang for en million kroner. Sæt din underskrift og bank stempel på.
– Stemplet ligger ovre i bogholderiet, siger Jytte mekanisk, læser hurtigt erklæringen igennem, og måbende river hun pludselig arket i stykker.
– Hvad laver du? udbryder Henrik forfærdet. Det var jo lige det dokument, jeg havde brug for!
– Ved du hvad, Henrik… siger Jytte pludselig med et underligt smil. Jeg har lige fået en tanke. Du bør gå fra Anne, mens tid er.
– Hvad?! Henrik bliver straks urolig. Det kan jeg ikke. Hun vil tage børnene fra mig. Det gør hun!
– Nej, det gør hun ikke, fortsætter Jytte smilende. Jeg kender en god advokat, som helt sikkert kan hjælpe. Han skal nok sørge for, at børnene bliver hos dig.
– Men jeg
– Hvis det kommer så vidt, afbryder hun ham, så skal jeg personligt nok hjælpe dig med børnepasningen.
– Du? Vil du hjælpe mig? Personligt?
– Selvfølgelig. Jeg sætter virkelig pris på dig som souschef. Jeg finder en fin dagplejemor til børnene. Du vil blive meget tilfreds.
– Men Anne?
– Anne kan tage til Aalborg til sin mor. Eller også kan hun komme forbi mit kontor, så kan vi få en snak, kvinde til kvinde. Det hjælper mere end et åndssvagt brev med stempel på.
Vera Sørensen, må jeg komme ind? – En af hendes stedfortrædere stod frossen på tærsklen til direktørens kontor i fabrikken.
