Lars nægtede hårdnakket at tro på, at Rikke var hans datter. Hans kone, Vibeke, arbejdede i Brugsen. Der blev hvisket, at hun lagde lidt for meget hånd på fremmede mænd i baglokalet. Derfor mente Lars, at den spinkle Rikke umuligt kunne være hans. Fra starten blev datteren ikke hans favorit. Det var kun morfar, der holdt hånden over sit barnebarn og endda skrev huset over på Rikke i sit testamente.
Det var kun morfar der elskede Rikke
Rikke gik ofte og nøs i barndommen. Hun var lillebitte og spinkel som en pind. “Hverken din eller min familie har sådan en lommeunge,” sagde Lars overlegent. “Den unge er jo ikke større end en kaffekop.” Og jo ældre Rikke blev, jo mere overtog Vibeke sin mands afvisning.
Den eneste, der virkelig elskede Rikke, var morfar Mads. Hans lille røde hus lå i udkanten af landsbyen, helt hen mod skoven. Mads havde altid været skovrider, og selv efter pensionen traskede han stadig dagligt i skoven, samlede bær og urter eller fodrede rådyrene om vinteren. Folk syntes egentlig, at han var lidt sær han sagde tit noget, der gik i opfyldelse. Men man gik nu gerne til ham efter urtete og gode råd.
Hans kone var død for mange år siden. Trøst fandt han i skoven og sammen med barnebarnet. Da Rikke begyndte i skole, boede hun mest hos morfar. Han lærte hende alt om planter, og hun sugede det hele til sig. Når nogen spurgte hende, hvad hun ville være, svarede hun friskt: “Jeg skal hjælpe folk blive sygeplejerske!” Moren skar dog hurtigt drømmene ned: “Vi har ikke råd til din uddannelse.” Så nikkede Mads bare og sagde, han nok kunne hjælpe og at han da ikke var ludfattig. “Ellers sælger vi bare kalven,” klukkede han med et glimt i øjet.
Testamentet og lykkens hytte
Vibeke så sjældent til sin far, men dukkede op en dag, da sønnen havde spillet både sin ugunst og alle sine penge væk på kasino i København. Jonas havde fået et par på hovedet, og nogle skumle typer krævede deres penge, ellers ville de gøre mere end at slå.
“Se nu der, nu kan du pludselig finde vejen,” brummede Mads bag kaffekoppen. “Du har ikke sat dine ben her i årevis!” Han gad dog ikke betale Jonas spillegæld: “Hvis nogen skal hjælpes, så er det Rikke, der skal kunne gå på skole.”
Vibeke blev morderligt fornærmet. “Fint! I er begge døde for mig! Verken far eller datter!” skreg hun og drønede ud ad døren. Senere, da Rikke kom ind på sygeplejerskeskolen, kom der ikke én krone fra hendes forældre. Det var kun Mads og en SU fra staten der sørgede for, at økonomien løb rundt for Rikke, som fik gode karakterer.
Da studierne nærmede sig slutningen, blev Mads syg. Han fornemmede nok, at det snart var slut, og sagde en dag til Rikke, at huset var hendes. “Søg arbejde inde i byen, men glem aldrig huset,” sagde han lidt højtideligt. “Et hus lever, så længe der bor nogen med et bankende hjerte. Husk at fyre i ovnen om vinteren og du behøver slet ikke være bange. Dér finder lykken dig.” Mads lød nærmest profetisk måske vidste han mere, end han sagde.
Mads fik ret
Mads døde en blæsende efterårsdag. Rikke fik job på sygehuset i Herning som sygeplejerske, men tog stadig hjem i weekenderne og fyrede op i ovnen. Der var nok brænde Mads havde tænkt på alt. Vejrudsigten lovede endnu mere sne. Rikke havde to fridage og gad ikke sidde i det kedelige værelse, hun lejede inde hos sin venindes tante.
Den aften tog hun bussen ud til landsbyen. Det begyndte at sne heftigt i løbet af natten. Snart var vejen fuldstændig dækket. Pludselig bankede det på døren. Foran trappen stod en ung fyr, hun ikke kendte. “Hej kunne jeg låne en skovl? Min Golf er kørt fast lige herude,” spurgte han. “Skovlen står ved siden af trappestenen,” svarede Rikke, “skal jeg hjælpe?” Han kiggede tvivlende på den lille kvinde, men lo: “Nej, du forsvinder vel bare i en snedrive!”
Han svingede skovlen som en professionel, men bilen sad snart fast igen. Rikke inviterede ham ind på en kop varm te nu kunne han alligevel ikke komme nogen vegne. Der kørte trods alt temmelig mange biler forbi her, så vejen blev snart kørt op, mente hun.
Fyrens navn var Sten. Han tøvede først, men gik så ind til Rikke. “Er du ikke bange for at være alene herude i skovkanten?” spurgte han. Rikke forklarede, at hun kun var der i weekenderne. Hun var lidt nervøs for, om bussen nu ville komme, men nu hvor Sten også skulle tilbage til Herning, tilbød han at tage hende med, når han fik bilen fri. Rikke sagde tak.
En dag, hvor hun gik hjem fra vagt, stod Sten der pludselig. “Din urtete må have magiske kræfter,” jokede han, “jeg fik sådan lyst til at se dig igen og måske få en kop mere?”
Bryllup blev der aldrig Rikke havde ikke lyst. Sten prøvede at overtale hende, men gav op. Til gengæld delte de kærligheden, og nu vidste Rikke, at det ikke kun stod i damebladene, at mænd faktisk bar deres kone på hænderne. Da deres første søn blev født, undrede personalet sig: Hvordan kunne så lille en mor få sådan en kæmpedreng? Da de spurgte om navn, grinede Rikke: “Han skal hedde Mads opkaldt efter én af de bedste mænd, der har gået på denne jord.”
